Det var lidt mere end 25 år siden, at jeg først gik i gaderne i Gion, det århundreder gamle Geisha-distrikt i Kyoto. Jeg blev straks forsinket - lige ved siden af flyet fra Californien på vej til Indien - og alt virkede fremmed: skiltene var i fire separate alfabeter, folk læste bøger fra højre til venstre (og bagfra) og de fleste, hørte jeg, tog bad om natten. Dog gik noget igennem for mig, da jeg gik i gaderne i skyggen af den gamle hovedstads østlige bakker, så par tøfler pænt indrettet ved restaurantindgange og hørte gennem et vindue ovenpå den nøgne, klagerende lyd fra en plukket koto. Så meget i denne historiske japanske by rystede fantasien: Nijo Castle med sine knirkende gulvbrædder - for at advare shoguns fra ubudne gæster; de tusinder af røde torii-porte ved Fushimi Inari-helligdommen, der førte op ad en skovklædt bjergskråning af stenrev og grave.
Relateret indhold
- Las Vegas: Et amerikansk paradoks
- Sticking Around Lafayette, Indiana
Beboere ser uundgåeligt ting anderledes end besøgende. Men intetsteds er opfattelserne mere forskellige end i Japan. Efter 22 års ophold her, er jeg stadig kendt som en gaijin (outsider eller udlænding) og føler mig generelt som om jeg snubler gennem byens udsøgte overflader som en tyr i en Imari Kina-butik. Men når jeg går ned ad de smalle, lanternerede baner i dag, har byen en endnu rigere og mere intim styrke end da jeg først vandrede dem som en blændet sightseeer.
Jeg ved nu, at de små træbygninger, der først så så rig på mysterium ud, er geishahuse eller pensionater til elskerinner i den klassiske kunst, udpeget af sorte lodrette plaketter ved deres indgange; de blonde træskilte over dem betegner navnene på maiko (lærlinggeishaer), der bor inde. De gitterede vinduer på disse og nærliggende huse tillader en slags spionage - beboere kan se uden at blive set - og de smalle indgange til store hjem var designet til at forhindre skatteopkreveren, hvis satser engang var baseret på et huss bredde på gaden. De hvide hegre, der ligger på den centrale flods betonvægge, var ikke engang her, da min Kyoto-fødte kone (som jeg mødte i et tempel, min første måned i byen) var ung. ”De er kommet tilbage, fordi floden er blevet renset, ” siger hun. Selve navnet på vandvejen, Kamogawa, så mellifluous og elegant, jeg ved nu betyder "Duck River", der bringer den woozy romantik ned på jorden.
Hvis du henvender dig til en guidebog, vil du se, at Kyoto, der er omgivet på tre sider af bakker, blev Japans hovedstad i 794. Det forblev så, indtil Meiji-regeringen flyttede hovedstaden til Tokyo i 1868. I mere end et årtusinde, næsten alt, hvad vi forbinder med den klassiske japanske kultur - kimonoer, teceremonier, zen-templer og ja, geisha - kom til sin fulde blomstring og forfining i Kyoto. Det er som om de historiske seværdigheder i Colonial Williamsburg, Boston og Washington, DC blev kombineret i en enkelt by; det er her scoringer af kejsere såvel som kurtisanere, samuraier og haiku-skrivende præster gjorde deres hjem.
Indtil i dag kommer cirka 50 millioner pilgrimme hvert år til Kyoto for at hylde det, man måske kunne tænke på som en byomfattende helligdom for Japaneseness. "Fredens og roens by", der er hjemsted for ca. 2.000 buddhistiske templer og Shinto-helligdomme, kan prale af 17 Unesco verdensarvsteder og tre kejserlige paladser. Men når du bor her, lærer du, at den travle moderne by på 1, 4 millioner mennesker også var ved begyndelsen af forrige århundrede stedet for Japans første gadevogne, første vandkraftværk og første filmprojektion. (I 1930'erne producerede filmstudierne mere end 500 film om året.) Kyoto har faktisk formået ikke kun at bevare gamle nåde-toner, men også kontinuerligt at generere nye. Det revolutionerende videospilsystem Wii, der ankom for et par år siden for at trumfe Sony og Microsoft? Det er fra Nintendo, det Kyoto-baserede firma, der er kendt for sine spillekort for mere end et århundrede siden. Kumi Koda, det blonde, mikro-nederdelede popidol, engang kendt som Britney Spears of Japan? Hun er også fra Kyoto. Som det er Japans førende romanforfatter, Haruki Murakami, der er kendt for sine historier om drift og sine referencer til vestlig musik og popkultur. En del af hans mest berømte roman, Norwegian Wood, ligger i bjergene i nærheden af byen.
Da jeg besluttede at flytte til Kyoto i 1987, tre år efter min første rejse - efterladt et job i Midtown Manhattan med at skrive om verdensanliggender for magasinet Time - fandt jeg et lille tempel på en lille bane nær Gion geisha-distriktet, og ville at lære om enkelhed og stilhed, besluttet at bo der i et år. Ved at slå mig ned i en bar celle lærte jeg hurtigt, at templer er big business (især i Kyoto), lige så fyldt med hierarki og ritual som ethvert japansk firma, der kræver en masse hårdt arbejde og vedligeholdelse - ikke bare drømmende kontemplation. Jeg flyttede snart til et lille gæstehus nær de buddhistiske templer i Nanzenji og Eikando i den nordøstlige del af byen og genoptog min japanske uddannelse ved at observere, hvor lidenskabeligt mine naboer fulgte Hanshin Tigers baseballhold, markerede høstmånen ved at fortære ”månesynsburgere ”Hos McDonald's og fejrede i foråret sæsonen ved at ryge cigaretter med kirsebærblomster på pakkerne. Det var ikke templets charme, som jeg havde søgt, indså jeg hurtigt, men Japan selv - og i dag tilbragte jeg hvert efterår og forår her.
Efterhånden som årene er gået, har Kyoto, ligesom enhver livslang partner, ændret sig - fra fortryllende mysterium til en forfølgende fascination, som jeg aldrig kan håbe fuldstændigt på at forstå. Jeg har stadig formået at glide forbi et par slør, der holder byen så forførende; Jeg markerer nu slutningen af sommeren med duften af søde oliventræer i slutningen af september og kan fortælle tidspunktet på dagen fra lyset der kommer gennem mine grå gardiner. Jeg ved at gå til syvende etage i BAL-stormagasinet for at få den nyeste John le Carré-roman og nyde chai på Didis, en lille nepalesisk café lige nord for Kyoto University. Mine egne minder er overlejret over det officielle kort over byen: det var her jeg så den topknotede sumobryder på vej til en natklub, og her er kunsthusbiografen (nær en pagode fra det ottende århundrede), hvor jeg fangede Martin Scorsese's film om Bob Dylan.
Blandt tusind andre ting er Kyoto en universitetsby, hvilket betyder, at dens gamle gader forbliver for evigt unge; mange travle med ting, som jeg aldrig havde bemærket (eller ønsket at se) som besøgende - surfere restauranter, der tilbyder "Spam Loco Moco, " "live huse" til punk-rockbands, butikker, der sælger Ganeshas eller balinesiske saronger. ”Jeg kunne aldrig bo i Kyoto, ” fortalte en gammel Nagasaki-ven for nylig. ”Den er for fuld af sine egne traditioner, sine egne skikke. Men hvis jeg talte med en ung person, ville jeg bede hende om at gå på universitetet i Kyoto. Det er sjovere, friskere og sjovere end Tokyo. ”
Faktisk, når jeg søgte det gamle, som jeg gjorde, da jeg først kom her, ville jeg aldrig have gættet, at Kyotos virkelige gave er til at finde nye måder at bevare dens gamle udseende på. Det opretholder konstant sin traditionelle karakter, selv midt i de fluorescerende pinball-arkader, fashion emporia og minimalistiske barer, der gør dele af det til en futuristisk forpost fra det 23. århundrede. Flere og flere træbygninger i centrum af byen (når de først blev bulldozeret for at gøre plads til højhuse) åbner deres døre igen som smarte italienske restauranter eller designstudier; templer er begyndt at trække deres porte tilbage efter mørke til "lys-up" shows, viser af belyst grund, der på samme tid fremhæver deres shoji-skærme og bambusskove og smugler et strejf af Las Vegas i århundreder gamle klipphaver. Platineblonde japanske teenagere betaler nu $ 100 eller mere for at blive fyldt op som lærling geisha, med det resultat, at der stadig flere hvide ansigter klapper gennem de gamle gader på træsandaler; ”Tradition” er i en sådan efterspørgsel, at flere og mere forvitrede udseende tehuse åbner sig langs bakkerne. Det tog mig lang tid at indse, at en virkelig sofistikeret kurtisan (som jeg synes om Kyoto) fortsætter med at ændre sig for at forblive foran tiderne.
For ikke længe siden besøgte jeg for første gang et skinnende, 11-etagers glastårn i centrum af Kyoto - hjemsted for den klassiske Ikenobo blomsterarrangementsskole. Jeg gennemsøgte kurve og specialsaks og spidsholdere i Ikenobo-butikken, hvorefter jeg forlod bygningen gennem en anden dør end den, jeg kom ind, befandt mig i en rolig lille gård omkring et hex-siden-n-al trætempel. Femogtredive ældre pilgrimme klædt i hvidt sang uden for templets indgang. Lugten af røgelse skærpet luften. I en nærliggende dam sprede to svaner deres vinger.
Gennem en lille døråbning på pladsen fandt jeg - til min forbløffelse - en Starbucks-tæller. Enkeltstole var blevet anbragt i en lige linje, så lattedrikkere i stedet for at chatte kunne bare se ud på templet. Blød klavermusik gjorde området endnu mere tydeligt til en meditationszone. Den engelske morgenmadste, jeg købte der, smagte lige det samme, som om jeg havde købt den i Los Angeles International Airport. Men at drikke det i den rolige omgivelse fortalte mig, at jeg var i et meget andet land nu, og et, som jeg næsten kunne kalde mit eget.
Pico Iyer 's seneste bog er The Open Road, om Dalai Lama.
"Kyotos gave er til at finde nye måder at bevare dens gamle optræden på, " siger forfatteren, Pico Iyer. (Hans Sautter / Aurora Select) 
Gions gader har været Geisha-distriktet i Kyoto i århundreder. (Hans Sautter / Aurora Select) 
"Så meget i denne historiske japanske by rystede fantasien, " skriver forfatteren om sine første dage med at gå på Kyotos gader. (Hans Sautter / Aurora Select) 
Rokkakudo-templet kan ses gennem glaspladerne i hovedkvarteret til Ikenobo-skolen. (Hans Sautter / Aurora Select) 
"Fredens og roens by" er hjemsted for ca. 2.000 buddhistiske templer og Shinto-helligdomme, inklusive Eikando Zenrin-ji-templets have. (Hans Sautter / Aurora Select) 
Om sommeren tilbyder restauranter udendørs spisning på 'Yuka' træplatforme over Kamo-floden. (Hans Sautter / Aurora Select) 
I mere end et årtusinde kom næsten alt, hvad vi forbinder med den klassiske japanske kultur, til sin fulde blomstring og forfining i Kyoto. (Hans Sautter / Aurora Select) 
Maiko, en lærling Geisha i Gion-Kobu, afspejler en del af Kyotos tradition. (Hans Sautter / Aurora Select) 
Maiko går gennem haven til Heian-helligdommen i Kyoto. (Hans Sautter / Aurora Select) 
Tenjuan tempelhave, Nanzenji tempelkompleks, Kyoto (Hans Sautter / Aurora Select) 
Okiya geisha-huset har navneskilt til lærlingens geisha. (Hans Sautter / Aurora Select) 
Denne Shinto-helligdom dedikeret til Inari, guden for ris, skyld og velstand, blev grundlagt i 711 e.Kr. og er en af Kyotos ældste og mest ærbødige Shinto-helligdomme. (Hans Sautter / Aurora Select)
