Her er Martin Amis, en af de mest berømte og kontroversielle romanforfattere i vores tid, komfortabelt indlejret i en elegant restaureret vintage Brooklyn Brownstone, efter at han lige er flyttet med sin familie fra London til De Forenede Stater til kvarteret med det bedårende Dickensianske navn Cobble Hill . Mange i Det Forenede Kongerige, især dem, der har læst Lionel Asbo, hans ondskabsfulde satiriske nye roman, der er undertegnet State of England, har taget hans flytte til Amerika som et bittert farvel til Storbritannien, et land, der er blevet, hvis du læser det nye arbejde, domineret af uhyggelige yobs (UK-slang for vulgære, ofte voldelige mobbere) og en ignorant, giftig tabloid- og pornobesat kultur.
Fra denne historie
[×] LUKKET
(Julian Broad) 
Fotogalleri
Amis har sagt, at flytningen havde mere at gøre med hans kone, forfatteren Isabel Fonseca, der ville være i nærheden af hendes amerikanske familie. Alligevel bemærkede han en interviewer, at amerikanere skulle bruge tre eller fire timer om dagen bare for at takke deres lykke for at være her. Og faktisk i dette smukke forårsmiljøet i skumring af brunsten i Brooklyn ville det være svært at forkaste hans valg.
Og alligevel, i dag i Nordamerika, dagen for mit besøg, var den dag, hvor de amerikanske tabloider indeholdt en skræmmende fyr, der kom til at blive kaldt "badesalt cannibal" - badesalte som gadenavn for et giftigt designer-stof - der havde bisarre og uhyggeligt tygget ansigtet af en hjemløs mand i Florida. (Senere rapporter betvivlede arten af det involverede stof.) En anden kannibal blev rapporteret at være løs i Maryland, og nogen sendte kropsdele gennem posten i Canada.
Og ligesom der er tydelige to amerikanere i dag - civiliserede, bucoliske Brooklyn og det frenede badesalt ødemark af fanerne - så kan det siges, at der er to Martin Amises. Der er Amis, der er forfatter til ondskapsfulde, ofte skandaløse, komiske satiriske romaner som Lionel Asbo og Money (en af de mest spændende læseoplevelser i nyere litteratur, den store amerikanske roman, der tilfældigvis blev skrevet af en Brit; tænk på den som The Great Gatsby på badesalte) såvel som London Fields og The Information (en genial udsendelse af den litterære verden, der måske indeholder de sjoveste scener i enhver roman, jeg har læst siden Catch-22 ).
Og så er der den anden amis, den der dominerer vores samtale i aften, den der skriver bøger, der går ud over dårlig opførsel for at overveje det onde selv. Disse inkluderer Holocaust-romanen, Time's Arrow, hans to bøger om stalinisme - gulagromanen House of Meetings og Koba the Dread, hans skæve korte biografiske essay om Stalin og massemordene begået under hans styre - samt Einsteins monstre (hvis du overveje nuklear udryddelse som ondt) og hans kontroversielle række essays om 9/11, Det andet plan .
Kort efter, at vi bosatte os i hans stue med et par kolde Coronas, spørger jeg Amis om en offhand-bemærkning, han havde fremsat i et britisk Telegraph- interview, hvor han sagde, at han tænkte på at vende tilbage til emnet Holocaust i sin næste roman.
”Ja, ” svarede han. ”Jeg er faktisk 50 sider inde.” Hans tilbagevenden til emnet kom fra en følelse, sagde han, ”at Holocaust i den meget håndgribelige, overskuelige fremtid vil fraværende sig fra den levende hukommelse.” De overlevendes vidnesbyrd vil udholde på tryk og på video, men deres fysiske forsvinden fra livet markerer et symbolsk splittelse.
Jeg nævner, at nogle nylige amerikanske kommentatorer har kaldt fortsat overvejelse af Holocaust's historiske relevans som et tegn på at være ”Holocaust-besat” - en slur, som jeg mener repræsenterer en ny form for Holocaust-benægtelse.
Amis 'reaktion: "Jeg er enig med WG Sebald [den fremtrædende tyske forfatter], der sagde:' Ingen seriøs person tænker nogensinde på noget andet. '"
Han tilføjede, "Jeg er bare forbløffet over exceptionelheden."
Spørgsmålet om Holocaust's exceptionalisme er et, som jeg synes er fascinerende, og skrev om i en bog kaldet Explaining Hitler : Er Hitler på kontinuumet for andre ondskabsfolk i historien, i yderste ende af et spektrum, eller repræsenterer han noget uden for nettet, ud over kontinuummet, et "exceptionalistisk" fænomen, i en sjælden verden af radikalt ondt, alt hans eget?
”Det er bestemt usædvanligt i mit tilfælde, ” fortsatte Amis, ”da det ikke gjorde noget, hvor meget jeg læste om det, jeg følte, at jeg ikke kom nærmere på at forstå det, ” karakteren af Hitlers onde.
”Det var ikke tilfældet med det russiske holocaust, ” siger han på trods af tallene for kropstællinger for Stalins massemord, der overstiger Hitlers.
Han fortæller mig, at indtil for nylig problemet med at forstå, at Hitler havde gjort ham bedeviled. Og så, "Jeg læste en passage i slutningen af ledsagerbåndet til If This Is a Man af Primo Levi, " en af de mest beundrede forfattere og tænkere blandt Holocaust-overlevende. ”Det er her, han besvarer de spørgsmål, som han oftest citeres på. Og et af spørgsmålene er, 'Føler du, at du forstår dette niveau af racehat?' og Levi svarede: 'Nej, jeg forstår det ikke, og du skal heller ikke forstå det, men det er en hellig pligt at ikke forstå, ' og det at forstå noget er at underlægge det i dig selv, og vi kan ikke gøre det.
”Det, det var en epifanie for mig, ” siger Amis, ”læser disse linjer. Og jeg tænkte 'Ah.' Så snart presset på forståelse forlod mig, følte jeg, at jeg kunne [skrive]. Jeg kunne forstå to eller tre ting, som måske ikke var blevet meget fremhævet. ”
Han nævnte to ting: lejesoldataspektet, ”hvor utroligt mislykket hele operationen var. Den måde, de fik jøderne til at betale for deres billetter i jernbanevogne til dødslejrene. Ja, og priserne for en tredje klasses billet, en måde. Og halv pris for børn. ”
Den sidste detalje er så konsonant med Amis-visionen om den menneskelige natur - ondskab forenet med absurditet.
“Halv pris for ...”
“De under 12 år.”
Vi er begge tavse et øjeblik.
”Det var en slags udforskning af det onde, ” fortsatte han. ”Hvor dårligt kan vi få det?”
Men han indrømmer: ”Jeg fortvivler lidt over at komme så langt med ham [Hitler], jeg mener som forfatter.” Hitler er ikke en karakter i den nye roman, siger han. ”Den højest placerede person i romanen er Martin Bormann, men vi ser ham ikke. Rudolf Hess er i det, ikke ved navn, og andre taler om et nyligt besøg i Auschwitz, men de er en slags midterste, lavere midterste skuespillere i det hele. ”
Vi går ind i en yderligere diskussion af de omstridte spørgsmål i Hitlers tankesæt.
Jeg nævner den komplekse teori, der blev vedtaget af den afdøde Hitler-historiker Alan Bullock, der først mente, at Hitler rent var en opportunistisk skuespiller, der ikke engang troede på hans antisemitisme, men senere troede, at Hitler var ”den skuespiller, der kom til at tro på hans egen handling. ”
Amis svarer, "Du mener, som nogen sagde: 'Masken spiser ansigtet.'"
Netop. (Det var John Updike, der talte om fornedrelsen af berømthed.)
Jeg føler fra at tale med Amis, at disse ting betyder mere for ham, at han føler et ansvar som en forfatter, en tænker, en seriøs person i Sebalds formulering, til at reagere på dem. At der er noget, der står på spil her større end de forskellige moroniske infernoer fra hans tegneserieromaner, uanset hvor genialt han snurrer dem ud.
”Vi kan være enige om, at [Holocaust] er den mest modbydelige forbrydelse indtil videre, men hvad nu hvis der er en større forbrydelse? Er der en grænse, ud over hvilke grænser for afsky, som romanforfatteren ikke kan gå forbi? ”Hvor mørkt er mørkets hjerte? Har vi kun set dens skygger?
Hvilket bringer spørgsmålet om komparativ ondskab og Hitler versus Stalin spørgsmål.
”Du sagde for lidt siden, at Stalin [hans onde] ikke var lig med Hitlers.”
”Jeg føler det mere og mere, ” sagde han om Hitlers forrang i ondskab over Stalin. "Hvor står du, eller hvordan har du det?"
”Jeg har for nylig læst Timothy Snyder's Bloodlands, ” fortalte jeg ham, en vigtig bog, der minder os om, at ud over Stalins multi-million-døde rensninger og antallet af kropsoffer fra Gulag, kan vi ikke ignorere den bevidste sult i hele Ukraine i det tidlige ' 30'erne, en handling, der dræbte millioner og drev mange familier til kannibalisme, endda til at spise deres egne børn.
”Det var den forbrydelse, der er analog med Holocaust, ” var Amis enig, ”fordi familier måtte se hinanden sulte. Det tager lang tid at sulte og se dine børn sulte .... ”
”Det, der overskred nogle grænser for mig, ” sagde jeg, “var beretningerne om familier, der spiser deres egne børn.”
”Jeg vil vise dig noget, ” svarede han. ”Det er i Koba den frygt, min bog om Stalin, og [der er et billede, der viser] disse forfærdelige slags ret berusede, vanvittige forældre med deres børns lemmer.” Han trækker sig op ad trappen og trasker ned igen - en føler vægten af det, han bærer: en indbundet udgave af Koba the Dread - og åbner bogen for helsides fotografi af familie-kannibalisme fra 1920, virkelig Lenins hungersnød, men kannibalisme er kannibalisme. Billedet er ligesom han beskrev det.
En, jeg nu skulle ønske, at jeg aldrig havde set. En jeg nu aldrig vil glemme.
”Se på deres ansigter, forældrene.” Siger Amis. ”Mareridtsagtig.”
Stammer Amis 'dårlige opførselbøger fra hans onde? Jeg tror på en eller anden måde ikke det. Men jeg vil ikke mindske den anden Amis, louche, hånlig viden, der engang blev beskrevet som ”Mick Jagger fra britisk litteratur.” Den, der sandsynligvis er den bedste tegneserieforfatter, der skriver på engelsk - og “komisk romanforfatter” kan være en seriøst erhverv, da nogle af de mest akutte observatører af menneskelig natur har været tegneserieromaner, fra Swift og Fielding til Heller og Amis. De komiske forfattere ignorerer muligvis ikke nødvendigvis Hitlerne og Stalinerne, men beskæftiger sig mere med det, vi støder på i vores daglige liv - dårlig opførsel.
For Amis har omdrejningspunktet for dårlig opførsel været "yob", den undertiden komiske, ofte truende kombination af maskulinitet og vold. Lionel Asbo, titelkarakteren på hans nye roman, kan være slutpunktet på hans fascination af yobs, et skræmmende Frankenstein monster fra en yob.
Og alligevel fortæller Amis mig, "Jeg er faktisk ganske blødende hjerte om det [yobbisme] dybt nede, i det at jeg altid har tænkt, at folk, der er udpeget som yobs, faktisk har en hel del indfødt intelligens og vidd."
”Har du en indre yob?” Spurgte jeg.
”Åh ja, jeg havde mine yob-perioder. Intet voldeligt, men bestemt sløvt. Jeg synes, det er frustreret intelligens. Forestil dig, at hvis du var virkelig intelligent, og alle behandlede dig som om du var dum, og ingen prøvede at lære dig noget - den slags dybe subliminale raseri, der ville komme i dig. Men så når det kommer i gang, gør du en styrke ud af, hvad du ved, er din svaghed, som er, at du er uudviklet. ”
Jeg bad ham om hans reflektioner over maskulinitet.
”Det er uden tvivl mit hovedemne. Måden maskulinitet kan gå galt på. Og jeg er noget af en gynokrat på en utopisk slags måde. ”
Elsker ordet "gynokrat." Har mere troværdighed end mænd, der siger, at de er feminister.
”Jeg kan forestille mig, ” siger han, ”om et århundrede eller to vil regeringen af kvinder blive set på som et bedre spil end reglen af mænd. Hvad der er galt med mænd, er at de har tendens til at lede efter den voldelige løsning. Kvinder gør det ikke. ”
”Jeg læste penge igen, ” sagde jeg til ham, ”og der var en passage, hvor John Self [den opløste hovedperson] siger, 'Alt om mine forhold til kvinder har at gøre med det faktum, at jeg kan slå dem op.' Mændene i dine romaner er virkelig mystificeret af kvinder. Hvad synes du, ”spurgte jeg ham, “ er det mest mystificerende ved kvinder? ”
Det var på dette tidspunkt - jeg gør ikke noget her - at fodspor høres i hallen. Amis 'kone, Isabel, er kommet hjem; hun er en slank, attraktiv 50-årig der ligner en kandidatstuderende.
Amis hilste på sin kone og sagde til hende, ”Jeg er lige blevet spurgt om, hvorfor mænd ikke forstår kvinder.”
”Åh, jeg skulle hellere gå af, ” siger hun godhjertet.
”Ron er lige blevet mindet om, at John Self siger [i penge ] 'Den grundlæggende ting er, at han kan slå dem op.' Så kære, jeg kan slå dig op, ”siger han hånsomt og griner, selvom resultatet ikke synes helt klart for mig.
Hun lo også og sagde skævt, "jeg vil sødmeligt gå og lave middag."
Da hun rejste, dukkede en tredje Martin Amis op, en der ikke havde noget at gøre med ondskab eller dårlig opførsel. Amis, der nyder den kærlighed, han føler for sine børn, og poesiens storheder.
”[Når jeg taler] om kærlighed, ” sagde han, ”den positive værdi er altid uskyld.”
I hjertet af den nye roman, fortalte han mig, er et uskyldigt par forelsket og et truet barn.
”Det er, hvad jeg ser ud til at præmie, barnet eller ingénuen, de mindre verdslige karakterer. Du kan sige, at verden muligvis ikke bliver værre - i en klemme kan du sige det. Men det helt uomtvisteligt bliver mindre uskyldigt. Du får en fornemmelse af, at barndommen ikke varer så længe som den plejede at gøre. Uskyldighed bliver sværere at holde på, efterhånden som verden bliver ældre, da den samler mere erfaring, mere kilometertal og mere blod på sporene.
”Din ungdom fordamper i begyndelsen af 40'erne, når du ser i spejlet. Og så bliver det et fuldtidsjob, som foregiver at du ikke skal dø, og så accepterer du, at du vil dø. Så i 50'erne er alt meget tynd. Og så har du pludselig dette enorme nye territorium inde i dig, som er fortiden, som ikke var der før. En ny kilde til styrke. Så er det måske ikke så glædeligt for dig, når 60'erne begynder [Amis er 62], men så finder jeg ud af, at i 60'erne begynder alt at se slags lidt magisk ud igen. Og det er gennemsyret af en slags orlovsresonans, at det ikke vil være meget længe, denne verden, så det begynder at se gripende og fascinerende ud. ”
Jeg kunne især godt lide "fortidens enorme nye territorium" og den "lidt magiske" fornemmelse, han fremkaldte. Det mindede mig faktisk om Shakespeares berømte ”syv aldre af mennesker” -tale, med en mere flot optimisme, og desto mere imponerende for at være blevet fremsendt eksternt.
Til sidst gik vi videre til Philip Larkin, den store britiske digter, der havde været en ven for ham, og hans far, en anden berømt og kontroversiel romanforfatter, Kingsley Amis. Martin havde redigeret et udvalg af Larkins digte. Jeg nævnte et essay, jeg havde skrevet om, hvad jeg troede var Larkins eneste mest bekræftende linje - i et krop af arbejde kendt for sin lyriske pessimisme - den sidste linje i "En Arundel-grav": "Hvad der vil overleve af os er kærlighed."
En linje, som Larkin selv senere spørgsmålstegn ved var for romantisk.
Men Amis fortæller mig, at det ikke var Larkins eneste poetiske bekræftelse.
”Hvad med slutningen af 'Træerne'?” Spørger han mig og citerer derefter fra det.
”Deres årlige trick med at se nyt ud
Er skrevet ned i kornringe.
Alligevel tærsker de urolige slotte
I fuldvoksen tykkelse hver maj.
Sidste år er død, synes de at sige,
Begynd på ny, på ny, på ny. ”
Dette var den tredje Amis i fuld blomst. Lyt til blade tørste frisk, ligesom dem på hans trækantede brownstone-gade, hvor Amis begynder på ny i Amerika.
Men de to andre amiser, de mørkere, lod ikke det hvile. "Under manuskriptet til det digt, " tilføjede Amis, "skrev Larkin, 'Bloody awful, sentimental crap.'"
Ron Rosenbaums seneste bog er How the End Begins: Road to a Nuclear World War III.
