Mimi Sheraton har været madforfatter i over 50 år. Hun har skrevet mere end et dusin bøger, herunder memoiret fra 2004 Eating My Words: An Appetite for Life . For "Ultimate Pho", en spillehistorie i Smithsonians martsudgave, skurede Sheraton Hanoi, Vietnam, ud for sin bedste pho. For nylig fik jeg fat på hende for at høre om hendes oplevelse.
I historien siger du, ”madsøgning har længe været blandt dine mest vedvarende besættelser.” Hvorfor er det?
De har taget mig til steder, som jeg sandsynligvis aldrig ville være gået andet, og ikke kun til byer men til hjørner af byer. Den anden ting, jeg værdsætter, er de venskaber, jeg har lavet. Jeg har fundet gang på gang, når du kan få en fremmed, uanset om du sidder ved siden af ham eller hende i et fly eller faktisk interviewer dem, når du kan få dem til at tale om mad, især den mad, de er vokset op med, de har en temmelig afslappet og venlig følelse over for dig og vil tale om ting på et niveau, som de ikke ville før. Jeg plejede at lave madprofiler til New York Times med folk som John Updike og Alan King og alle slags mennesker, der talte om ting, de aldrig ville have talt om sig selv, fordi de troede emnet var mad. Den anden ting er, at du virkelig rejser gennem historiens og sociale skikke på et sted, når du undersøger maden. Frankrigs indflydelse på den vietnamesiske kultur er meget tydelig, synes jeg, i denne historie, fra pain de mie og pot au feu, og måske følelsen af mode.
Hvordan sammenlignede denne fødevaresøgning sig med andre?
De er alle interessante. Jeg tror, at det element, der gjorde dette så anderledes, var at være med så mange af musikerne. Det var en slags dobbelt historie. Det handlede om dem og deres lide, og det handlede om suppen. At spore disse ting ned er altid interessant på grund af sikkerhedsoplevelserne - stedet, bygningernes udseende, de mennesker, du ser, den lille café, hvor du sad og havde en kop espresso, og der skete noget. Dette er alt sammen lagniappe, som de siger i Louisiana.
Er der et godt eksempel på de længder, du gik til en skål pho, som at finde en gadesælger i en baggade, der var blevet talt om eller noget?
Her spiste vi på disse uheldige steder med hænderne siddende på spande. Jeg vil sige, at den, der viste sig at være det mest bisarre eventyr, var den sidste, som den japanske dirigent af det vietnamesiske nationale symfoniorkester tog mig med til, hvor de havde yver og penis. Det ser du ikke hver dag.
Hvordan kan du lide din pho?
Kogende varmt, det er en ting. Jeg tror, jeg kan godt lide det, som det skal være, en meget stærk, oksekød bouillon med en masse af de aromatiske tilsætninger af skalotteløg og ingefær og meget bløde, silkeagtige nudler. Jeg kan godt lide at tilføje greenerne gradvist, ikke alle på en gang, hvilket nogle af dem gør, fordi de bliver halte og floker op med dine spisepinde. Jeg kan også godt lide varm sauce i den. Jeg kan godt lide pho ga med en æggeblomme i det. Det er valgfrit.
Vietnamesisk mad er så populær i USA lige nu - pho og regelmæssige retter. Det er meget dekorativt - farverne på maden, tekstur, friskheden af de grønne garneringer, citrongræs, koriander, de varme chilier. Og det er ikke et tungt køkken. Det har en meget moderne fornemmelse, ikke helt ukendt, fordi der er intimationer fra kineserne og thailandske i deres mad, hvilket geografisk er forståeligt. De er mellem de to lande. Selvfølgelig er det ikke så stort køkken som det thailandske eller kinesiske. Men det er meget specielt. Det ser ud til at appellere til den moderne palet.
Hvad var dit yndlings øjeblik under din rapportering?
Jeg må sige, højdepunktet på turen var koncerten, da vores New York Philharmonic spillede den vietnamesiske nasjonalsang efterfulgt af “The Star-Spangled Banner.” Jeg mener, ingen af en generation, der levede gennem Vietnam, og hvad det betød alt omkring kunne have alt andet end gåsehud ved at høre disse to hymner spillet sammen, og vietnamesiske og amerikanere står sammen med respekt for begge. Jeg mener, kulderystelser op og ned af rygsøjlen, jeg tror for alle i rummet. Folk blev bundet. Jeg tror, at alle fik importeret i øjeblikket.
Hvordan var Alan Gilbert som en følgesvend til madsøgning?
Dejlig sjov, meget eventyrlysten, ekstremt godmodig og han elsker at spise. Så det gjorde ham meget godt selskab. Vi har planer om at gå ud og se efter mere pho sammen i New York, når han har tid mellem koncerter. Vi sagde, lad os gå og søge efter pho her og se, hvordan det står op. Så måske er vi nødt til at skrive, "for at blive fortsat."
