Simcha Fogelman og Leah Burstyn mødtes på den tysk-polske grænse i 1946 og rejste derefter sammen til en fordrevne lejr i Kassel, Tyskland, hvor de giftede sig. Begge polske jøder overlevede hver især Holocaust gennem skæbner af skæbne, der reddede dem fra gruberne i nazistenes dødslejre. Simcha slap fra en ghetto i Hviderusland til den utæmmede skov, hvor han sluttede sig til partisaner, der udførte sabotageopgaver mod nazisterne. Leah flygtede i mellemtiden øst fra Polen til Centralasien med sine forældre og søskende.
Men i årtier efter krigen blev kun Simcha betragtet som en overlevende af Holocaust af venner, naboer og slægtninge - selv af hans kone, på trods af hendes egne oprivende oplevelser.
”Fortællingen efter krigen var fortællingen om partisanerne og koncentrationslejrene, ” siger Eva Fogelman, deres datter, der i dag er en psykolog, der er kendt for sit arbejde med intergenerationelt traume fra Holocaust.
Selv som oplevelsen af de jøder (kendt som "flyvning" eller "indirekte" overlevende), der fandt ufrivillig tilflugt i Sovjetunionen og længere øst, har fået mere opmærksomhed inden for mindesmærket og de videnskabelige samfund, er det stort set fraværende i den offentlige bevidsthed af, hvad Holocaust betød.
Øjeblikke med global opmærksomhed som retssagen mod Adolf Eichmann fra 1961 og kulturelle berøringsstener som Anne Frank's Diary of a Young Girl, den amerikanske tv-serie "Holocaust" og filmene Schindler's List eller The Pianist, fokuserede udelukkende på nazistens endelige løsning, lejre og ghettoerne. Få skildringer, hvis nogen, fokuserede på oplevelsen af flyveoverlevende, på trods af at de var den største gruppe af jøder, der overgår naziregimet, der talte i hundreder af tusinder.
Simcha og Leahs efterkrigskamp for at forstå deres plads blandt jødiske overlevende under krigen spillede på lignende måde blandt andre familier og samfund og fortsætter i dag. I det meste af det 20. århundrede siger forskere, at en sammenflydning af faktorer bidrog til, hvad der svarer til et hierarki af lidelse, der privilegerede historierne om dem, der overlevede ghettoer og lejre, og modstandskæmpere og minimerede flyveoverlevendes fortællinger. Hvem, der dengang var - og i dag - betragtes som en overlevende af Holocaust, stiller sværende spørgsmål om historisk hukommelse og de langvarige virkninger af traumer.
***********
Da Tyskland og Sovjetunionen invaderede Polen i 1939, hvor de delte kontrol over landet under Molotov-Ribbentrop-pakten, stillede polske jøder sammen med ikke-jøder pludselig udsigten til liv under indtrængende fra Tyskland eller fra USSR
For nogle familier gav geografi og omstændigheder dem intet andet valg end at imødegå deres skæbne. Andre kæmpede med skiftende, ofte split-sekundære beslutninger om, hvorvidt de skulle forlade, siger historiker Atina Grossmann. For mange syntes sovjetstyre den mindste af to onde. Nogle flygtede, da tyske bomber faldt på deres byer; andre blev drevet ud af tyskerne gennem voldshandlinger og trusler om død.
Simcha, en soldat i den polske hær, var blandt anslået 300.000 polske jøder, der slap til den sovjetiske zone inden for uger efter invasionen. Han flygtede til den sovjetbesatte Ilya, Hviderusland, hvor han havde familie. Men den sovjetiske zone var langt fra et tilflugtssted. De tidligere polske borgere og jødiske flygtninge fra andre lande blev behandlet som statens fjender, især intelligentsia og uddannede klasser, der blev betragtet som en trussel mod det kommunistiske styre. Mange blev arresteret og deporteret til Sovjetunionen; andre blev dræbt af det sovjetiske hemmelige politi.
Da Tyskland brød pagten i 1941 og gik videre til Østeuropa, blev Simcha tvunget ind i Ilya-ghettoen. På den jødiske ferie i Purim i 1942 gennemførte nazistens SS Einsatzgruppen masse henrettelser af jøder på Ilyas torv. Simcha, som et øjenvidne til mordene, slap ud i skoven for at slutte sig til de hviderussiske partisaner og tilbragte resten af krigen på at forstyrre de tyske forsyningslinjer blandt andre former for sabotage.
I mellemtiden flygtede Leah, hendes forældre og fire søskende fra Wyszków, Polen, da bomber faldt i den tyske invasion i 1939. De satte kurs mod øst og stoppede i Bialystok, Polen, i tre måneder, før sovjetiske myndigheder deporterede dem.
Burstynerne var blandt anslået 750.000 til 780.000 polske borgere, jøder og hedninger, som det sovjetiske hemmelige politi deporterede til forskellige dele af Sovjetunionen mellem oktober 1939 og juni 1941. Mange blev deporteret for at afvise sovjetisk statsborgerskab, skønt det er uklart hvis Burstyns hører til denne gruppe. Alene i juni 1940 blev omkring 70.000 jøder - for det meste flygtninge, der afviste sovjetisk statsborgerskab - deporteret til det sovjetiske indre. Andre blev presset til at "evakuere" øst, da flere flygtninge fra nazistisk vold oversvømte sovjetiske territorier i Østeuropa.
Deporterede arbejdede i det sovjetiske strafsystem i gulag, arbejdede i miner, gårde og fabrikker i Ural, det nordlige Kasakhstan og så langt som Sibirien. De udholdt ekstreme forhold, sult og sygdom. Burstyns havnet i en af disse lejre i Ural og tilbragte 13 måneder der.
Nok en gang havde nazisterne, der bryder deres ikke-aggressionspagt, vidtrækkende konsekvenser. Efter den nazistiske invasion dannede Sovjetunionen en politisk alliance indgået med den polske i eksil-regeringen og vedtog i henhold til Sikorski-Mayski-aftalen at frigive alle polske borgere på sovjetisk territorium, inklusive dem, der betragtes som krigsfanger. Nogle polske jøder valgte at bo i eller i nærheden af deres tidligere arbejdslejre, mens andre gik til varmere klima i Kazakhstan, Uzbekistan og andre centralasiatiske sovjetrepublikker.
Som mange polske jøder søgte Burstyns tilflugt i Tasjkent, hovedstaden i Usbekistan, som var idealiseret i jiddisk litteratur som brødby. Men mad og hjem var ikke så rigelige, som de havde håbet, og Leahs familie rejste til Kirgisistan, hvor de bosatte sig i hovedstaden i Jalal-Abad fra 1942 til 1945.
De arbejdede for deres naboer, der ejede felter i bomuld og hvede. Leah talte noget russisk, som fik hende en position på kontoret, mens resten af familien arbejdede i markerne.
Krigen satte sit præg på Leah og dukkede op på subtile måder, husker hendes datter. Da hun sultede og slukede i så mange år, var hun altid bekymret for mad og om hendes familie havde nok at spise. Hendes oplevelse med frostskader gjorde hende overfølsom over for koldt vejr.
Men Eva voksede op og hørte sjældent disse historier; hendes mor talte om dem med andre overlevende, men ikke hendes børn, siger Eva. Fly overlevende som hendes mor blev antaget at have "undslået" det morderiske regime, selvom hun var en del af den største gruppe af østeuropæiske overlevende.
At den største gruppe af overlevende kom fra Sovjetunionen er en påmindelse om den rene effektivitet af nazi-kampagnen for at udslette jøderne, siger Grossmann, professor i historie ved Cooper Union i New York City. Før krigen udgjorde Polens jødiske befolkning 3, 3 millioner; efter Holocaust var der kun anslået 350.000 til 400.000 tilbage, hvoraf de fleste (ca. 230.000) var flyveoverlevende, der befandt sig i Sovjetunionen.
Deres historier udfordrer os også til at "omforme og rekonfigurere" Holocaust-historie, tilføjede hun.
**********
Det var i de fordrevne (DP) lejre - skabt af de allierede styrker som midlertidige centre for at lette genbosættelse - som den, hvor Leah og Simcha's forhold blomstrede, hvor lidelseshierarkiet begyndte at tage form.
Lejrene blev samfund, hvor jøder begyndte at genopbygge deres liv. De åbnede skoler og hospitaler og genoptog religiøs praksis. Leah og Simcha startede en virksomhed sammen, hvor de solgte kaffe, cigaretter og chokolade.
Disse flygtninge dannede også udvalg for at repræsentere fordrevne jøder på den internationale scene. Nogle af de første vidnesbyrdssamlingsprojekter begyndte i DP-lejrene, herunder den centrale publikation om Holocaust, udstedt af jødiske DP'er og distribueret rundt i den jødisk-talende verden, Fun letsn khurbn. Den indeholdt ikke en eneste historie om en flyveoverlevende i mere end 1.000 sider med vidnesbyrd og forskning, siger Markus Nesselrodt, adjunkt ved Det Europæiske Universitet Viadrina, Frankfurt an der Oder.
Forskere tilskriver adskillige faktorer til udeladelsen af flyveoverlevelseserfaringen fra disse indledende samlinger. For det første bestod DP-lejren i de amerikanske og britiske zoner primært af dem, der overlevede koncentrationslejre og ghettoer, simpelthen fordi de nåede til DP-lejrene først. Disse overlevende fra lejr og ghetto brugte deres oprivende oplevelser til at gøre den politiske sag til genbosættelse i udlandet. For det andet fokuserede mindehændelser i lejrene ofte på jubilæer for oprør eller lokale erindringsdage, skriver historikerne Laura Jockusch og Tamar Lewinsky i tidsskriftet Holocaust and Genocide Studies. Men fordi den sovjetiske eksil-oplevelse ikke bød på sådanne datoer, "fortællingen om [flyvningen] -flygtninge var en overlevelse gennem vanskeligheder, der ikke syntes direkte forbundet med Holocaust."
Penn State University-professor Eliyana Rebecca Adler, der arbejder på en bog om polske jøder i Sovjetunionen, antager, at mange flyveoverlevende ikke så meget af en forskel mellem deres oplevelser og deres slægtninges situation i Nazi-Tyskland.
”Holocaust's tab var deres tab, ” siger hun. ”Det var ikke, at de blev marginaliserede, men de deltog i mindesmærket for deres familier og deres samfund.”
Alligevel havde tidlige overlevelsesorganisationer en tendens til at værdsætte partisaner, ghettokæmpere og dem, der overlevede koncentrationslejrene. Historikeren David Slucki analyserede aktiviteterne i Katsetler Farband, en gruppe dannet af aktivistoverlevende i 1946 med tilknyttede selskaber i store amerikanske byer. Han fandt, at gruppens retorik og aktiviteter fra starten indrammede Holocaust med polske jøder i centrum, og "partnere bevarer den ultimative moralske autoritet og med en følelse af hellighed, der overskygger alle bestræbelser på mindesmærke."
I offentliggjorte bind og nyhedsbreve indeholdt gruppen førstehåndsberetninger og historiske fortællinger, der understregede jøders lidelser i ghettoer og koncentrationslejre i Polen og Litauen samt oplevelser af modstand i Warszawa, Lodz, Vilna og Paris og blandt partisaner i skove.
Selv dens medlemsansøgning, gruppens forudindtræden kommer ud. Det spurgte ansøgere, om de var i lejre eller ghettoer, eller om de var en partisan, men ikke om de blev deporteret eller flygtet til Sovjetunionen. Alligevel skriver Slucki, i en stikprøve på mere end 90 erklæringer, kun tre ansøgere, at de deltog i en partisan enhed, og en hævdede inddragelse i den sovjetiske hær. Ingen i stikprøven sagde, at de var i Sovjetunionen, hvad Slucki betragter som en stærk indikation af, at gruppen i det mindste oprindeligt var ved at tegne klare parametre omkring oplevelsen af overlevelse, hvis grundlag var internering i en ghetto eller koncentration lejr."
Desuden skriver han, "Forskellen mellem denne vægt på modstand og det lille antal faktiske partisaner blandt medlemmerne fremhæver den ideologiske centralitet af partisan-ideen for dette fremadstormende overlevende samfund."
**********
Ingen enkelt myndighed afgør, om en person betragtes som en overlevende fra Holocaust.
Da den offentlige opmærksomhed om Holocaust skred frem i slutningen af det 20. århundrede gennem indsatser fra mindegrupper, løftede flyveoverlevende deres stemmer, siger Nesselrodt. De delte vidnesbyrd med Shoah-fonden og andre mindeprojekter. De søgte restitution, hvilket fik institutioner som Claims Conference, Yad Vashem (Israels museum viet til Holocaust) og De Forenede Nationers Holocaust Memorial Museum til at udvide deres rammer til ikke kun at overleve flyvning, men andre, der tidligere var udelukket fra restitution og anerkendelse, som f.eks. dem, der gik i skjul.
Yad Vashems definition af en Holocaust-overlevende siger nu:
Filosofisk set kan man sige, at alle jøder, overalt i verden, der stadig levede i slutningen af 1945, overlevede nazistenes folkedrabsintention, men dette er dog for bred definition, da det mangler sondringen mellem dem, der led den tyranniske nazist "støv i nakken", og dem, der måtte have været, hvis krigen mod nazismen var gået tabt. I Yad Vashem definerer vi Shoah-overlevende som jøder, der levede i nogen tid under nazi-herredømme, direkte eller indirekte og overlevede. Dette inkluderer franske, bulgarske og rumænske jøder, der tilbragte hele krigen under anti-jødiske terrorregimer, men ikke alle blev deporteret, samt jøder, der med magt forlod Tyskland i slutningen af 1930'erne. Fra et større perspektiv kan andre fattige jødiske flygtninge, der undslap deres lande på flugt fra den invaderende tyske hær, inklusive dem, der tilbragte år og i mange tilfælde døde dybt i Sovjetunionen, også betragtes som Holocaust-overlevende. Ingen historisk definition kan være helt tilfredsstillende.
Det amerikanske Holocaust Memorial Museum har en bred fortolkning:
Enhver person, jødisk eller ikke-jødisk, der blev “fortrængt, forfulgt eller diskrimineret på grund af nazisternes race, religiøse, etniske, sociale og politiske politikker, og de samarbejdede mellem 1933 og 1945.
Først i 2012, 60 år efter, at den vesttyske regering først vedtog at betale erstatning til Holocaust-overlevende, at Tyskland vedtog en lignende ramme for dem, der flygtede fra den fremrykkende tyske hær og genbosatte i Sovjetunionen.
Alligevel, da de blev ældre og delte deres historier, blev det klart, at flyveoverlevende stadig havde forskellige indtryk af, hvordan deres oplevelser passer ind i Holocaust-hukommelsen.
Adler, Penn State-professoren, sammenlignede konti, der blev delt med mindeprojekter og fandt blandede resultater. Nogle flyoverlevende skelner mellem deres egen oplevelse og dem, der levede gennem koncentrationslejre og ghettoer. Andre var usikre på, om de overhovedet kvalificerede sig som Holocaust-overlevende. Nogle var sikre på, at de ikke gjorde det, idet de troede, at det, de udholdt i Sovjetunionen, blek i sammenligning med lidelsen for dem, der var i nazi-besatte områder.
Blandt andre overlevende tilskrev Adler deres usikkerhed eller afvisning af at identificere sig med Holocaust til en interviewers linje med spørgsmål. I nogle tilfælde minimerede eller overså interviewere deres særlige oplevelser i Sovjetunionen og fokuserede i stedet på historierne fra slægtninge i Nazi-Tyskland. Over tid blev de overlevendes mangfoldige virkelighed med deres komplekse, overlappende netværk af baner sublimeret til en monolitisk opfattelse af en overlevende som et symbol på jødisk lidelse, siger Adler.
Familier håndhævede disse flade og stive forestillinger, siger Eva Fogelman. Hun fandt sådanne paradigmer, selv i sin egen familie. Hver gang Fogelmans familie kom sammen, fortalte hendes mor sin fars historie, ikke hendes, husker hun.
Efterhånden som den sidste generation af Holocaust-overlevende forsvinder, integrerer et internationalt netværk af akademikere og efterkommere flyoverlevendes historier i Holocaust-historien. Den første konference dedikeret til emnet polske jøder i eksil i Sovjetunionen blev afholdt i Polen i 2018, og flere kommende bøger fokuserer på forskellige aspekter af den sovjetiske oplevelse.
Historier om jøder i eksil viser mangfoldigheden af krigstidens oplevelser, siger Grossman, og "globaliserer" Holocaust som ikke kun som et folkedrab, men en flygtningekrise, hvis krusninger stadig viser sig i lande over hele verden. Anerkendelse af et bredere skår af mennesker, som Holocaust-overlevende også udvider dets geografiske grænser, hvilket gør Holocaust til en del af landene i Asien, Mellemøsten, endda Latinamerika - uanset hvor jøder søgte tilflugt - i stedet for simpelthen af det jødiske folk eller Europa .
Og mens omstændighederne ved Holocaust - inklusive oddsen for overlevelse - var hidtil uset, tilbyder flygtningers og evakuerede oplevelser ligheder med andre folkedrab, siger hun.
”Det gør oplevelsen af mange overlevende og dele af Holocaust-historien mindre unik og derfor mere i stand til at passe ind i en fortælling, som vi kan forbinde med andre flygtninges oplevelser i fortiden og i dag, ” sagde hun.
Selv som barn, siger Fogelman, var det svært for hende at skelne mellem hendes forældres lidelse. Da hun modnet i sit erhverv, kom hun til at afvise forestillingen om et "hierarki af lidelse."
Hun siger: ”Jeg føler nogen, der har oplevet besættelsen - hvad enten det var i en dag, eller de slap væk eller gemte sig - hvis du var truet som jøder, var du en Holocaust-overlevende.”
