DEN VEDVARENDE, FORTSATTE RELEVANS AF DAGBØGER FRA ET FOLKEDRAB | HISTORIE | SMITHSONIAN - ARTIKLER, HISTORIE, VERDENSHISTORIE

Jeg fortsætter med at drømme, drømme, om at overleve og om at få berømmelse for at kunne fortælle ”verden” - at fortælle og ”bestride”, ”fortælle og protestere”, begge synes på nuværende tidspunkt fjernt og utroligt - men hvem ved måske måske. ”- 11. juni 1944, Anonym dreng, Lodz Ghetto, Polen

Relaterede læser

Preview thumbnail for video 'Salvaged Pages: Young Writers' Diaries of the Holocaust

Salvaged Pages: Unge forfatteres dagbøger om Holocaust

Købe

Forfatteren af disse linjer var langt fra alene i at drømme om, at han en dag måske vidner om den brutalitet, han udholdt i nazisternes hænder. Mere end 65 dagbøger skrevet af unge under Holocaust har dukket op fra Tyskland, Østrig, Frankrig, Holland, Belgien, Polen, Litauen, Ungarn, Rumænien og de tjekkiske lande. Selvom deres grunde til at skrive var forskellige, så mange diarister - som den anonyme forfatter fra Lodz - betragtede deres ord som en opsigelse, en måde at holde tyskerne og deres samarbejdspartnere ansvarlige for de uovertrufne forbrydelser, de begik. Disse overlevende fragmenter - skabt af kun en lille brøkdel af de millioner, der blev myrdet af jøder, er værdifulde over mål, uendelige overraskende og komplekse beretninger skrevet inde i selve katastrofen.

Hvad betyder det at læse dem? Hvad fortæller de os, og hvorfor betyder de noget? Først og fremmest kollapser intet afstanden mellem læseren og den historiske fortid som en dagbog. Når det er skrevet i øjeblikket, når begivenheder udspiller sig, fanger det detaljerne i det daglige liv, som uundgåeligt går tabt i senere beretninger af historikere og endda overlevende. Hvad spiste folk, og hvor meget? Pik de sammen med søskende og forældre? Hvordan reagerede de på nyhederne uden for krigen? Hvordan så ghettogaden ud om natten? Hvad var stemningen i ghettoen fra den ene dag til den næste? Hvad var de daglige vanskeligheder og lejlighedsvise ordre? Disse indsigter findes sjældent i nogen anden kilde. Derudover havde nogle forfattere litterære ambitioner ud over blot at dokumentere deres dage: De udfordrede, rasede, klagede, sørgede, bestridte, håbede og fortvivlede og kæmpede med de største spørgsmål om, hvad det betyder at være menneske i en grusom verden.

Mens voksnes dagbøger har bidraget enormt til vores forståelse af livet under Holocaust, tilbyder unge diarister os noget meget anderledes men lige så værdifuldt. Ungdom er i overgang, etablerer identitet, udforsker forhold, opdager, hvad de har arvet, og hvad de vil omfavne eller afvise. Teen-diarister under Holocaust stod over for den udviklingsmæssige udfordring mod et umuligt kulisse, hvor deres identitet blev reduceret til deres jødedom, hvilket igen bestemte deres skæbne. Især unge forfattere kæmper med uretfærdigheden ved dette og med mange andre ting udover: ungdommens sårbarhed og tabet af forældre, fraværet af skolegang og normalt liv, tyveriet af tid - den brutale afbrydelse af alt det, der betragtes som de unges fødselsret.

* * *

I 25 år har jeg studeret dagbøger fra jødiske teenagere i Holocaust. For nylig, som gæstekurator for en kommende udstilling på Holocaust Museum Houston, med titlen "Og stadig skriver jeg: Unge diarister om krig og folkemord", har jeg læst en bredere vifte af unges dagbøger på jagt efter fælles temaer. Efter Holocaust var der højtidelige løfter om, at verden ”aldrig mere” ville stå ved, mens uskyldige civile blev myrdet i massevis. Men i årene siden har der været krig og folkedrab i Cambodja, Bosnien, Rwanda, Darfur, Irak og Syrien, blandt andre steder. Dagbøger skrevet af unge mennesker har også overlevet nogle af disse konflikter. Disse forfattere rapporterer om krigens begivenheder; de reflekterer over den måde, massive kræfter forme deres personlige liv; de spørger, hvorfor de skal lide og kæmpe for at overleve; og de bekræfter deres menneskelighed, mens de protesterer over uretfærdigheden omkring dem.

En række dagbøger udgør nye udfordringer for amerikanske læsere, måske endda medfører ubehag og skam. Under Holocaust så jødiske teenagarister ofte de allierede styrker, inklusive den amerikanske hær, som deres befriere, kilden til deres befrielse og forhåbentlig deres overlevelse. Det er let at se os selv som heltene i disse historier. Men ikke hver forfatter så begivenheder fra det synspunkt.

På højden af USAs engagement i 2. verdenskrig skrev unge japansk-amerikanere dagbøger fra inde i regeringsstyrede interneringslejre. En teenager ved navn Stanley Hayami blev fængslet på Heart Mountain Camp i Wyoming, da han gav udtryk for sin frustration og fortvivlelse over det umulige bind, han stod overfor. ”Jeg kan ikke se, hvorfor uskyldige og gode fyre skal betale for ting, som japanerne gør, ” skrev han i sin dagbog. ”Undgå det alligevel os loyale Jap. Amerikanerne har ingen chance. Når vi er ude, ser folk mistænkt på os og tror, at vi er spioner. Nu hvor vi er i lejr, ser japerne på os og siger, at vi er dårlige, fordi vi stadig elsker Amerika. Og nu vil folk udenfor tage vores statsborgerskab væk fra os, som om vi er de dårlige. ”Hayami udholdt ydmygelse og berøvelse af internering i mere end to år, før han trådte ind i hæren i 1944, sendte ud for at kæmpe for meget land, der uretfærdigt havde fængslet ham. Den 9. maj 1945 - en dag efter VE-dagen - fandt Hayamis familie, at han var blevet dræbt i aktion i Italien, mens hun hjalp to sårede soldater. Han var 19 år gammel. Hayami blev postumt tildelt Bronze Star og Purple Heart.

Låst væk i en amerikansk interneringslejr krøllede Stanley Hayami og drømte om at blive ”den bedste kunstner i verden.” Han fortsatte med at tegne som soldat i Europa. (Med tilladelse fra Washington State University Libraries)

I nyere dagbøger ser forfattere Amerika i lige så komplekse roller: som tilskuer, invaderer og endda undertrykkende. Det er ikke altid behageligt, men det er dybt givende at læse disse dagbøger og ændre vores perspektiv. Under den serbiske aggression mod bosniere i Bosnien-Hercegovina var Amerika blandt de nationer, der tog år at effektivt gribe ind, da folkemordet udfoldede sig. Nadja Halilbegovich, 13 år gammel, holdt dagbog i Sarajevo, da hun blev såret af en bombe den 18. oktober 1992. Mere end et år senere skrev hun fortvivlet: ”Nogle gange tror jeg, at der ikke er noget håb, og at vi alle er dør langsomt, mens hele verden ser stille. De sender os smuler af mad, men fordømmer aldrig dem, der dræber os .... De angribende dræber børn og voldtager kvinder. Verden ser på og giver os måske en tanke mens vi sidder i deres komfortable hjem og paladser. Er de ikke i stand til at se? ... VERDEN, VÆLG VÅG OP OG HJÆLP USA !!! ”(I 1995 greb Amerika endelig militært sammen med andre NATO-styrker og hjalp med til at koordinere forhandlingen om en fredsaftale.) Nadja offentliggjorde hende dagbog klokken 14 og to år senere undslap til De Forenede Stater. Hun bor nu i Canada og går ind for krigsbørn.

En anden bosnisk diarist, Zlata Filipovic, var kun 10 år i 1991, da hun begyndte sin dagbog med poster om klaverundervisning og fødselsdagsfester. Snart katalogiserede hun madmangel og venners dødsfald under beleiringen af Sarajevo. Ved sin sidste indrejse i oktober 1993, tallede hun den dødelige indvirkning af en dags bombeangreb: 590 skaller, seks døde, 56 sårede. ”Jeg tænker fortsat, at vi er alene i dette helvede, ” skrev Zlata. Hun slap til sidst sammen med sin familie og arbejder nu som dokumentarfilmskaber i Dublin.

I en alder af 10 begyndte Zlata Filipovic en dagbog, som hun kaldte "Mimmy." Efter at Zlata kroniserede belejringen af Sarajevo, blev hendes dagbog offentliggjort på 36 sprog. (AP-billeder)

I Syrien startede en ung mand, der bruger pseudonymet Samer, en dagbog i Raqqa i 2013 efter forslag fra journalister fra BBC. Da ISIS overtog og udførte barbariske handlinger mod civile, kroniserede han luftangreb fra det syriske styre, der dræbte sin far såvel som hans egen arrestation og straf på 40 piskeslag for forbandelse på gaden efter en nabos halshugging af ISIS. I sin dagbog reflekterede han: "Vi troede ikke, at det internationale samfund ville stå med armene bag ryggen og se forbrydelser begået mod ubevæbnede mennesker ... Selvom [det] tydeligt kunne se, hvad der foregik, det virkede ikke. ”Samer arbejdede med BBC for at sende sine krypterede noter ud af Syrien; senere blev hans dagbog oversat til engelsk og udgivet som en bog i Storbritannien og Amerika i 2017. Samer slap i sidste ende fra Raqqa, men forbliver fanget i Syrien, et land, som så mange andre, i vise til en borgerkrig.

Traditionelle håndskrevne, indbundne notesbøger har vundet plads til "dagbøger" skrevet som blogs, online tidsskrifter og som poster på Facebook og Twitter. Mens fortidens diarister ofte håbede, at deres arbejde en dag kunne læses, har nutidens forfattere, der er dybt i sociale medier, sprunget over dette skridt fuldstændigt og lagt deres tanker til forbrug i realtid. Vi beklager måske, at mange af disse skrifter ikke bevares som håndgribelige artefakter med gulede sider eller inky penmanship, der vidner for forfatterne og tidens gang. Men hvor mange af disse håndskrevne dagbøger er tabt for evigt? For dem, der skriver under forhold med usikkerhed og fare, giver teknologi en langt større chance for at nå frem til det publikum, der vil høre og endda hjælpe dem.

Under Irak-krigen skrev 15-årige “Hadiya” fra byen Mosul fra 2004. I sin IraqiGirl-blog udtrykte hun en kærlighed til Harry Potter og bekymrede sig for sine karakterer, mens hun dokumenterede den voksende konflikt. ”I går aftes ... Jeg kunne ikke sove, fordi amerikanerne bombede vores kvarter, ” skrev hun. "Hvad skulle jeg sige? Jeg har så mange ting, jeg vil skrive. Men jeg kan ikke. Indtil hvornår skal vi følge, hvad Amerika siger? Indtil hvornår skal vi følge deres ordrer? Hvem er Amerika? Ha! Vi har den ældste civilisation. Vi har olie. Og vi har evnen til at styre os selv. ”Uddrag fra hendes blog blev udgivet som en bog i 2009, men hun fortsætter med at skrive på IraqiGirl selv i dag. Efter at hun slap fra Mosul, blev Hadiya flygtning i Jordan og flyttede til Australien, da hun fik et humanitært visum sidste år.

Teknologi ændrer ikke kun den fysiske form, men også potentialet, selv formålet med en dagbog. Traditionelt læser vi ordene fra dem, der led i tidligere grusomheder, idet vi vidste - måske med en vis hemmelig lettelse - at vi kunne empati, men ikke handle. Dagens online krigsdagbøger, der beskriver udfoldelse af rædsel, skifter grundlæggende byrden af moralsk ansvar for læseren. Hadiya engagerede sig i direkte samtale med sit publikum. ”Jeg modtog mange kommentarer og breve, der sagde, at jeg ikke er irakisk, ” skrev hun efter at have læst nogle offentlige svar på sin dagbog. ”En anden sagde, at jeg ikke fortjener den frihed, som amerikanerne bringer til det irakiske folk. At mit syn på krigen er forkert, og jeg burde ændre den. Jeg skal fortælle dig hvad - ingen i denne verden kan vide, hvad jeg føler. Jeg respekterer dit syn på de amerikanske soldater, men det er ikke dig, der er forhindret i at sove ved lyden af kugler. Det er ikke dig, der hver dag vågner op af lyden af bomber. Det er ikke dig, der hører raketten falde og ikke ved, om den vil være på hans hus eller hans tantes hus eller hans bedstefars. ”

Disse digitale missioner rejser også nye spørgsmål om troværdighed og ægthed. I 2016 twitrede den syv år gamle Bana al-Abed om hendes prøvelse i den forseglede by Aleppo, Syrien. ”Jeg har brug for fred, ” læste en tweet den 24. september. ”Jeg kan ikke gå ud på grund af bombningen, skal du stoppe med at bombe os, ” sagde en anden. Familien slap til sidst til Tyrkiet, hvor Banas dagbog blev offentliggjort sidste efterår. Selvom Bana samlede mere end 350.000 tilhængere på Twitter, stillede nogle spørgsmålstegn ved, om det var hun eller hendes mor, Fatemah, der var den rigtige forfatter. (Bana's Twitter-bio anerkender, at kontoen "administreres af mor"; Fatemah fastholder, at pigen er dybt involveret i dens skrivning.) Der er selvfølgelig ingen måde at vide med sikkerhed - det er lettere end nogensinde at sløre linjerne for forfatterskab på internettet.

Men selv i nutidens forvirrede verden har disse unge diarister stadig magten til at ryste os ud af vores selvtilfredshed. Under alvorlige omstændigheder bliver de deres egne historikere, der dokumenterer undertrykkelsen og volden, der truer med at dæmpe dem for evigt. Overlevelsen af deres dagbøger sikrer, at uanset hvad andet ellers var gået tabt, udrør deres stemmer og oprør.