Først og fremmest bliver jeg nødt til at bede dig om at slå play.
Nu, hvor jeg har fået din opmærksomhed, vil jeg gerne udforske en afgørende lyd af sommerklatring i dit vindue og snappe din sundhed: den ustanselige chiming af isbiler overalt.
Den melodi, du hører - “Mister Softee (Jingle and Chimes)” - blev skrevet af Les Waas, der havde arbejdet for Gray Advertising, et lille reklamebureau i Philadelphia, i slutningen af 1950'erne. Han arbejdede som et slags enmannsband af en adman. En dag bad hans chef om et jingle til Kisslings surkål. Waas kom med en ("Det er frisk og ren, uden tvivl. I gennemsigtige Pliofilm-poser, det er solgt. Kisslings surkål, varm eller kold.") Jinglen spillede på børns tv-shows og fik ham til sidst i problemer, siger han, da salget af surkål overførte produktionen og virksomheden trak sin annonce. Uanset hvad, i 1960 (eller deromkring, han er ikke så sikker, det kunne have været så tidligt som i 1956), skrev han teksterne til et regionalt isfirma kaldet Mister Softee:
Her kommer Mister Softee
Den bløde is mand.
Den cremigste, drømmeste bløde is,
Du kommer fra Mister Softee.
For en forfriskende glæde suveræn
Se efter Mister Softee ...
SOFT dobbelt E, Mister Softee.
Virksomheden gav ham en 12-tommers klokke, som han tog med til New York for at optage en infektiøs tre minutters øreorm af en annonce - med en original melodi, der blev optaget i et tag. Nogle år senere, igen er datoen uklar, tog medarbejderne jinglens melodi og lavede en 30-sekunders løkke for at sætte på deres lastbiler. Waas siger, at han modtog et telegram fra Mister Softee, der sagde, at det kun ville have været et lille firma med to eller tre lastbiler i South Jersey, hvis det ikke var til det uudslettelige soniske branding.
Nu, for en hurtig opfriskning: Isens enorme popularitet i Amerika stammer fra det 19. århundrede, i kølvandet på borgerkrigen, da gadesælgere hankede en øl af is eller frosset mælk for en krone. Nogle vogne med hjul; andre beskæftigede geder. De solgte deres varer med iørefaldende nonsensfraser: “Jeg skrig, is” og “Hokey pokey, sød og kold; for en krone, ny eller gammel. ”(Hokey pokey ser ud til at være afledt af en børns spring-reb-sang, inklusive en bespottet rettet mod børn, der ikke havde en krone til is.) Som Hillel Schwartz skriver i Making Noise, ”Gadesælgere strakte deres opkald i høje, lange og gradvis uforståelige wails.” I Babel of Manhattan var råbene et ”hørbart tegn på tilgængelighed.”
”Hvis disse råb ikke var nok til at tiltrække opmærksomhed, ringede mange hokey pokey-mænd også på klokker, ” skriver Anne Cooper Funderburg i Chocolate, Strawberry og Vanilla: A History of American Ice Cream . Måske dingingen! ding! i Waas 'ejendomsmæssige jingle blev et kulturelt ikon, fordi klokkerne tryllede frem de hokey pokey gadesælgere, der snurrede om deres is.
Hvad der er mærkeligst med denne historie om adman og hans lille, lille jingle, der varede: Waas hævder, at han kun har hørt den spillede på isbil en gang . Han var ude i et Phillies-baseballkamp med sin søn og gik op til en lastbil. Waas igen: ”Jeg sagde, 'Vi vil begge have en popsicle, men vi køber den kun, hvis du spiller jinglen.' Fyren siger: 'Jeg kan ikke. Jeg er på privat ejendom. ' Så vi begynder at gå væk, og fyren stopper os og siger: 'Hvad fanden?' Og så spiller han det. Det var den eneste gang, jeg hørte det, og selvfølgelig var det kun melodien. ”
Foto (cc) Flickr-bruger Focht. Audio fra YouTube-bruger vidrobb.
Dette er den første i en serie om lyd og mad. Hold øje med flere klokker og fløjtende melodier.
