Årsagerne til at lære sprog er adskillige - hvis ikke altid indlysende. Stående i en mistet bagagelinie for nylig i Falcone-Borsellino lufthavn på Sicilien, så jeg, da en gruppe af nyankomne forsøgte at skære foran mig ved at danne en anden linje ved et af de andre vinduer. ” La queue est ici, ” sagde jeg skarpt, og kastede mig et grimt udseende bevægede de sig modvilligt bag mig. Hvorfor være en grim amerikaner, når du kan være en grim franskmand?
Relateret indhold
- Tænd, log ind, vis
- Sammen til sidst
Marquee-sprog tjener bestemt deres formål. Men når du lærer et mindretalssprog, som romansk eller Sioux, bliver du medlem af en udvalgt gruppe - en sprogligt eksklusiv klub. Og med medlemskab kommer privilegier.
Som hemmeligholdelse. Min kone er fra Polen - hvor jeg boede i to og et halvt år - og selvom vi sjældent bruger hendes sprog derhjemme, synes vi det kommer godt med på en kedelig fest eller et dårligt kunstshow. (Vi er selvfølgelig mere forsigtige, når vi besøger Chicago, der har flere polakker end nogen by uden for Polen.)
Men den virkelige skønhed ved at tale et mindretalssprog er den øjeblikkelige accept, du får fra indfødte talere. (En illustration af dette er bogen 1997 Travels in a Old Tongue af Pamela Petro, der lærte walisisk og derefter besøgte walisktalende samfund i blandt andet steder i Norge, Singapore, Japan og Argentina.) Ved at lære et sprog, der normalt er betragtes som vanskelig og ikke markant praktisk, udfører du noget, som få udenforstående forsøger. Og påskønnelse for din indsats er næsten altid større end det, der siges til en fransk major, der tilbragte sit juniorår i Paris.
Alligevel går fordelene ud over værdsættelse. Når du erhverver et nyt sprog, får du et nyt sæt referencer, sætningssætninger, stempellinjer, sange - alt det, der giver dig mulighed for at få forbindelse til folket. Og jo mindre samfund, desto dybere er forbindelsen. Højttalere på D-list sprog føler sig ofte misforståede; en udlænding, der forstår - får hentydninger, læser digterne - ikke overraskende bliver som familie. Alle sprog åbner døre; mindretalssprog åbner også hjerter.
Jeg stopper sjældent, når jeg hører folk tale fransk; Jeg stikker næsten altid ind, når jeg hører polske bøjninger. For nylig i Venedig, hvor jeg vandrede rundt i distriktet Dorsoduro, hørte jeg en samtale mellem en mor og hendes unge datter. Jeg spurgte kvinden, om hun var fra Polen - “ Czy Pani jest z Polski? ”- et unødvendigt, men grammatisk korrekt spørgsmål (ingen lille bedrift i en stærkt bøjet tunge). Hun var fra Lodz, sagde hun, men boede nu i Venedig. Vi fortsatte med at chatte, da vi krydsede en bro. Sammen med det fælles sprog var den fælles oplevelse af at bo i Polen; det faktum, at hendes mand, en maler, var amerikansk; og den gensidige, uudnyttede erkendelse af, at det var lige så usædvanligt for hende at møde en polsktalende amerikaner på en spadseretur gennem kvarteret, da det var dejligt for mig at møde en polsk bosiddende i Venedig. Hun inviterede mig til middag.
Thomas Swick skrev om Japans Kiso Road i oktober 2010-udgaven af Smithsonian .
Marquee-sprog tjener bestemt deres formål. Men når du lærer et mindretalssprog, som romansk eller Sioux, bliver du medlem af en udvalgt gruppe. (Illustration af Eric Palma)
