Hvad var historien om denne historie?
Jeg har dækket meget af det, der er omtalt som den anden front i krigen mod terror, den sydøstasiatiske fløj af militant islam. Et af stoppestederne langs motorvejen jihadi er det sydlige Filippinerne. Siden 90'erne har der været dette link til en verden af global jihad, fra et par af Bali-bombeflyene, der i øjeblikket stort set er der til Ramzi Yusef og Khalid Sheik Muhammad. På samme tid har filippinske muslimer en meget ældre, meget legitim klage over manglende repræsentation i centralregeringen og alt det der følger med det - de har ingen penge, ingen job, ingen uddannelse. Jeg var meget interesseret i at vurdere alvoret i situationen i det sydlige Filippiner for at se, om det var anderledes end hvad jeg havde set i det sydlige Thailand, Indonesien og Malaysia.
Og var det anderledes?
Meget, meget anderledes. I det længere synspunkt kommer militant islam ikke til at spille i kampen for selvbestemmelse i syd - det klarer sig lidt, men ikke sammenlignet med de andre steder i Sydøstasien, hvor militant islam har hævet hovedet. Der er lommer, hvor det ikke er tilfældet, men ikke i langt de fleste af landet.
Hvad er din mening om den amerikanske tilgang til Jolo?
Hvad der foregår på Filippinerne er vigtigt og interessant, fordi vi nu - også andre steder - ser et større skridt mod blød magt, mod et ikke-militært svar på terrorbekæmpelse, og dette er den ældste model. Det er ikke banebrydende, det er bare sund fornuft og følsom anvendelse. Hvad der gør Filippinerne også lidt anderledes end at sige Afghanistan eller Irak er, at kulturen generelt ikke er så fjendtlig over for Amerika. Man kan måske argumentere, "Det er Filippinerne, selvfølgelig fungerer det bedre, " og det er sandt, men jeg tror bestemt, at der er noget der, der kan være nyttigt andre steder.
Hvilke lektioner kunne anvendes i Irak og Afghanistan, lande, hvor anti-amerikanismen er mere indgroet?
Et ekstremt højt niveau af kulturel opmærksomhed gør det meget lettere for det lille antal specialstyrkesoldater, der opererer i det sydlige Filippinerne at opbygge tillid. Det er også vigtigt at have en dyb forståelse af de samfundsmæssige sygdomme og hvad de giver anledning til. I Filippinerne handler det virkelig om pengene. Dette er en meget fattig befolkning, der er villig til at henvende sig til kidnapning for at tjene sine penge.
Hvad var det mest overraskende, du lærte på Filippinerne?
I hvilken grad samfundet er føydalt. Nogle mennesker vil sige, "Se på, hvor mange kvindelige præsidenter Filippinerne har haft, så mange kvinder i høje steder, " men sandheden er, at det bare handler om familier, der foreviger deres indflydelse på højeste niveau.
Er der andre steder, hvor et nærmere kig ville afsløre, at situationen er mere kompliceret end vores typiske idé om islamisk militæritet?
Sandsynligvis overalt. Jeg vil ikke nedtone rollen som religiøs baseret vold, men på samme tid er en ting, der var hjertelig ved den ikke-voldelige tilgang til terrorbekæmpelse, den grad, at disse programmer næsten ved et tilfælde også løser andre problemer. Amerikanerne giver muligvis adgang til en $ 2000-brønd til mennesker, der bare var bønder, og disse mennesker ville ikke have haft nogen måde at få adgang til vand på, og det var ikke, at USA tænkte, okay, hvem er den mindst bemyndigede i dette samfund, de tænkte bare strategisk. Og det sker for at fortsætte med at hjælpe med at underminere den feudale underbygning på en virkelig positiv måde. Det var hjertelig at skrive noget, der havde positive elementer i en amerikansk tilstedeværelse, fordi det er så sjældent, og ofte kan det være ekstremt nedslående at se, hvad vi laver i hele verden.
Bør vi genoverveje vores idé om en "krig mod terror"?
Jeg tror, vi er nødt til at indramme vores svar på raseri over den amerikanske rolle rundt om i verden på en mere tankevækkende måde. Vi er nødt til at nedbryde noget af vores monolitiske sprog. Sprog skal være så præcist som muligt i forsøget på at vurdere nøjagtigt, hvad der foregår i en given situation. Jeg prøvede virkelig med dette stykke at være ekstremt præcis om, hvad der foregår der, selvom det undertiden, at kompleksiteten gjorde historien sværere at forstå. Ja, situationen er forvirrende. Jeg tror på en måde, at vi er dømt af vores iver efter at forstå, fordi vi ikke ønsker, at ting skal være vanskeligt, og vi udflader dem i at prøve at vurdere dem.
Hvilke andre regioner har du rapporteret fra?
Mellemøsten, Vest- og Østafrika, Syd- og Sydøstasien.
Mange af disse er ustabile steder. Tror du, at denne type rapportering er mere farlig for en kvinde end den måske er for en mand?
Faktisk tror jeg det modsatte er sandt, især i den muslimske verden. Den dobbelte standard for beskyttelse af kvinder fungerer faktisk i journalistens favør. Mest vold er tilfældig, men hvis du havner i en situation, der er lidt anspændt, har du en tendens til at have lidt mere spillerum, end en mand ville have. Og under alle omstændigheder, når du handler på et højt niveau, er folk mere opmærksomme på publikationen - det er ikke personligt, før du har oprettet forhold til mennesker.
Hvad trak dig til sikkerhedsrapportering?
Jeg er virkelig interesseret i, hvordan menneskerettigheder og sikkerhed overlapper hinanden. Disse to principper, der synes så modstridende, er ofte ikke, ofte hænger sammen på måder, som vi faktisk kan vurdere, og vi faktisk kan være smarte med, og det behøver ikke at være katastrofe efter katastrofe fører til en stigning i konflikt.
Jeg forstår, at du også er digter - hvad er linket?
Ja! Jeg har en bog der kommer ud i maj, Wideawake Field (Farrar, Straus og Giroux). Hvad er forbindelsen mellem poesi og ikke-fiktion? Både opmærksomhed på hvad der sker omkring dig og opmærksomhed på sprogets præcision.
Hvordan kom du ind i journalistikken?
Jeg lykkedes ind på et job på Vanity Fair i et par måneder - mindre end et år - og så der, at nogle af landets bedste journalister var i stand til at henvende sig til deres redaktører og sige, vi er nødt til at se på, hvad der foregår i dette eller det pågældende land . Og de ville i det mindste føle, at de gjorde en positiv forskel. Uanset om det gør for meget af en forskel eller ej, er juryen meget ude. Jeg ville sige nej, men jeg håber, det ikke er tilfældet.
Hvad var din første historie?
Æresdrab i Mellemøsten. Det var før den 11. september - det var i 2000. Det mest interessante ved den historie, som ender med at være relevant nu, er, at det viser sig, at æresforbrydelser er kulturelle - de er lige så udbredte i det kristne samfund som i den muslimske fællesskab. Derefter begyndte jeg at se lidt på Koranen og dens implikationer for menneskerettighederne, før vi blev så opmærksomme på den muslimske verden. Og så skete en gang den 11. september alle sammen og deres mor havde brug for en stringer. Så det var sådan det startede.
Var der nogle lette øjeblikke på Filippinerne?
Fotografen, Meredith Davenport, er en af de sjoveste mennesker, jeg kender. Hun er altid i stand til at bringe levity til de lange timer, historien indebærer, og det er meget værdsat. Hun er meget morsom, og hun elsker bare at grine, og det hjælper virkelig lange bilture eller frustrerende dage med ikke at føle, at du kommer nogen steder.
