Redaktørens note: Siden denne profil blev vist i 2004, er kunstner Cai Gou-Qiangs stjerne fortsat med at stige. Et retrospektiv af hans arbejde blev vist på New Yorks Guggenheim Museum i begyndelsen af 2008, før han rejste til Beijing og Bilbao. Han er også direktør for visuelle effekter og specialeffekter for åbning og lukning af ceremonier ved de olympiske lege i Beijing i 2008.
På en gnistrende gade i centrum af New York City vender en lys rød dør plads til en anden verden - det elegante, fredfyldte studie af den kinesiskfødte kunstner Cai Guo-Qiang (udtalt sukk gwo chang). Siden han flyttede til USA i 1995, er den 46 år gamle Cai blevet hyldet for de overraskende originale og usandsynlige offentlige kunstprojekter, han har iscenesat verden over med sprængstoffer og præcisionspyroteknikker.
I London dansede han en brændende drage-formet linje med brændende buskryds over Thems 'Millennium Bridge, derefter over facaden på Tate Modern-museet og op på dens tårn. I Kina udvidede han symbolsk den kinesiske mur seks miles ind i Gobi-ørkenen med linjer med flammende kruttesikringer lagt over landskabet. Han blinkede en monumental regnbuebro af fyrværkeri over Manhattan's East River (for at markere Museum of Modern Art's midlertidige flytning til Queens). Og sidste år hængt han en 1000 fodhøj roterende glorie af hvidt fyrværkeri af titan over New Yorks Central Park (for at fejre 150-års jubilæum). New York Times- kritikeren Holland Cotter skrev på forhånd, at den ville vise Cai's "rummelige, makrokosmiske, endda galaktiske syn på verden."
I modsætning til hans høje, flamboyante kunstværker, er Cai selv lavmægtig og ankomelig. Han og hans kone, Hong Hong Wu, der arbejder med ham, tilbereder undertiden frokost til besøgende i hans ateliers elegante køkken, eller lægger dem op i gæstekvarter, gemt bag et haveatrium. En nylig formiddag sad Cai i nærheden af atriet, midt i bunkebakker og roligt tegnet med en blyant. Han og Hong Hong har to døtre - 14 år gamle Wenyou og et år gamle Wen Hao, der spillede i nærheden på et tæppe på gulvet. I øjeblikket lignede intet om kunstneren et indtryk af pyrotekniske produktioner, men tre medarbejdere på et tilstødende kontor arbejdede med en bank af computere og telefoner. Da studiolederen, Jennifer Ma, der fungerer som en oversætter for Cai, sagde, at tingene ikke altid er så fredelige, lo Cai, der kender noget engelsk, bare. Blandt andet gør han sig klar til udstillinger i Smithsonian's Arthur M. Sackler Gallery og på Hirshhorn Museum og Sculpture Garden, begge i Washington, DC
På det seneste har han også tegnet gammeldags sejlskibe i uheldige havne som forberedelse til et stykke, han har titlen White Nights, planlagt til næste sommer i Venedig og Norge. Han overleverede en rejseguide til Norges Lofoten ø-kæde og sagde: "Vi bringer en gave til folk, der bor i disse afsidesliggende landsbyer over polcirklen - fyrværkeri med skibsbræt i midnattsolens lys skumring." Planen, overraskende ambitiøs i betragtning af det lille antal mennesker - måske hundrede - der forventes at se resultaterne, opfordrer norske sejlere og skibsværfter til at gå til Kina i vinter, hvor de vil arbejde sammen med kinesiske kolleger for at renovere et træ, tre-mastet sejlskib. Skibet, ca. 66 meter langt, transporteres med lastcontainer til Venedig og afsløres der næste sommer (på Venedigs Biennale-udstilling med moderne kunst) inden det tager ud på en fem til seks uger lang sejlads nord til Lofoten. ”Vi tager den gamle Viking-rute halvvejs, som engang bragte vold og frygt, ” siger Cai. "Men nu vil vi komme fra så langt væk, gennem så mange hav, bare for at bringe glæde."
Cai siger, at han kan lide at tænke på nye måder at bruge fyrværkeri på: "Hvorfor ikke lave fyrværkeri til meget få mennesker? Hvorfor ikke gøre dem ved midnat på et ukendt sted langt væk? Eller hvorfor ikke gøre dem om dagen i fuld sol?"
Faktisk er dagslys fyrværkeri på lager i januar 2005 for Spaniens Valencia Institute of Modern Art. Cai var blevet bedt om at lave et projekt der for nogen tid siden, men i lys af verdens vold, herunder bombning af pendeltog uden for Madrid i marts sidste år, undrede han sig over, hvordan han kunne gøre fyrværkeri meningsfuldt, endda relevant, i Spanien. Snarere end den forventede natdisplay i glitrende farver, planlægger han at sætte Black Fireworks i gang - typiske pyrotekniske former såsom krysantemum-bursts, der er gengivet i sort røg mod en dagslyshimmel.
Cai blev født i Quanzhou i Kinas sydøstlige provins Fujian, og han siger, at hans vigtigste kunstneriske indflydelse er den gamle havnebys historiske rolle siden dagene med Silk Road-handlen som en fredelig kulturel og etnisk vejkryds. Hans far, en landskabsmaler og calligrapher, arbejdede i en statsdrevet boghandel. Hans mor var hjemmeværende. Som teenager studerede Cai kampsport og optrådte i et par kung fu-film. Han havde altid drømt om at blive kunstner, og da han læste om vestlige konceptuelle kunstners arbejde i tidsskrifter, der filtreres ind i Kina gennem Hong Kong, indså han, at kunst kunne være meget mere end traditionelt maleri og skulptur - det kunne være næsten alt. Da ingen kinesisk kunstskole på det tidspunkt tilbød undervisning i moderne kunst, studerede han scenografi ved Shanghai Drama Institute i stedet.
For at sprøjte et element af uforudsigelighed i de oljemalerier, han lavede i 1980'erne, begyndte Cai, stadig i Kina, at eksperimentere med krutt. Derefter, i 1986, flyttede han til Japan og begyndte at bruge det i offentlige kunstbegivenheder. I Hiroshima i 1994 antændte han 1150 pund krutt indeholdt i pakker knyttet til 114 heliumballoner. Ballonerne var bundet i brede, spiralformede cirkler, der faldt ned mod jorden. En lang sikring løb fra kruttens pakker til en grop i jorden. Når detonerer det, skabte individuelle blink strålende ildringe i en kegledannelse. Effekten, skrev Times 'Cotter, "var af fyrig energi suget ned i jorden, en svamp sky i omvendt retning."
Året efter tog Cai en gammel kinesisk junk fuld af urtemediciner fra Quanzhou til Italien og sejlede den op ad Grand Canal som en del af Venedig-biennalen. Med titlen "Bring to Venice What Marco Polo glemte" markerede stykket 700-årsdagen for den italienske opdagelsesrejsers tilbagevenden til Venedig fra øst. Cai's arbejde er "episk", skrev ArtNews- kritikeren Carol Lutfy og tilføjede, "Det smelter disciplinerne geografi, videnskab, kunst, historie og medicin, " for ikke at nævne "scenografi, fortælling, tegning og installation."
En af Cai's mest udfordrende ordninger er planlagt til 15. oktober i Californien. Opdraget af San Diego Museum of Art vil projektet være en del af det årlige luftshow på det nærliggende Marine Corps 'Miramar flystation. "Under denne spektakulære visning af militær magt, " forklarer Cai, "vil seks fly strebe hen over himlen, og du vil pludselig se disse bjerge blive skitseret med skywriting. Og så vil fire fly dykke ned i midten for at gøre et vandfald, og aflede til begge sider og skabe vandløb. Det vil være et traditionelt, kinesisk landskab, et meget smukt, poetisk billede, der øjeblikkeligt hænger på himlen, indtil røgen rykker væk. " Civile stuntpiloter vil flyve flyene til Cai, der håber, at kunsten-i-himlen vil skabe seere ud af en Top Gun-sindstilstand og til fredelig kontemplation. "Og det, " siger han, "er nok til at gøre det umagen værd."
Cai er fascineret af flyvning, rum og potentialet i livet ud over vores solsystem. Faktisk dedikerer han ofte sine projekter til udlændinge, som han kan lide at forestille sig, kan skimte sine værker fra det ydre rum. Men indtil videre forbliver han selv jordbunden. ”Jeg cykler kun, ” siger han. "Jeg kører ikke engang en bil, men i mit hjerte flyver jeg rumfærgen."
Ikke alle Cai's værker eksploderer, og ikke alle hans ideer flyver. Hans installation i Sackler Gallery (30. oktober-24. april 2005) indeholder resterne af en gammel japansk træbåd, der hviler på et "hav" af hvide Kina-fragmenter fra en ærverdig porcelænsfabrik i Dehua, Kina, nær hans hjemby. Han blev inspireret af Sacklers samling af værdsatte asiatiske keramikker og af hvordan kunst og ideer fra forskellige kulturer historisk har været spredt gennem handel. Samtidig viser kunstneren på Hirshhorn de nylige planer, der aldrig kom uden for hans røde studiodør. Blandt dem er gengivelser af et edb-fyrværkeriprojekt til Paris, der ville have skabt en 1.000 fots høj kontur af en rød pagode ved siden af og lig med højden som Eiffeltårnet.
Hirshhorn-showet vil også indeholde flere af, hvad Cai kalder sine kruttetegninger, som han laver ved at dryppe linjer med krutt på store skår af japansk papir, der dækker dem med karton vægtet ned med sten og derefter tænde en sikring. Det brændende krutt ætser papiret med overraskende delikate spor i sorte, rødbrune og gule. Selvom tegningerne ofte er abstrakte, har den drømmende kvalitet i et sydkinesisk landskabsmaleri og illustrerer Cai's forfølgelse af skønhed gennem eksplosive kræfter. Dette tilsyneladende modstridende mål ligger til grund for meget af hans arbejde og kan spores, siger han, til den kinesiske filosofi om taoisme, der hævder, at alt på jorden består af usynlig energi eller Chi, og at kaos er den sande tilstand af at være.
Cai siger selv, at det ikke kun er det prangende, pyrotekniske skue, der er vigtigt. "Det er det eneste, kataklysmiske øjeblik, når materien omdannes til energi og skaber et øjeblikkeligt rumligt og tidsmæssigt kaos." Han tilføjer, at han ikke er meget interesseret i, om den energi kommer fra en linje med krutt eller fra en titaniumskal honnør: "Det er eksplosionen, " siger han, "det betyder noget."
