Så som nu var Des Moines en sikker, sund by. Gaderne var lange, lige, grønne og rene og havde solide mellemamerikanske navne: Woodland, University, Pleasant, Grand. (Der var en lokal vittighed, meget genfortalt, om en kvinde, der blev gået på Grand og troede, det var behageligt.)
Det var en dejlig by - en behagelig by. De fleste virksomheder var tæt på vejen og havde græsplæner foran i stedet for parkeringspladser. Offentlige bygninger - postkontorer, skoler, hospitaler - var statelige og imponerende. Tankstationer lignede ofte små hytter. Diners (eller vejhuse) bragte tankerne op til den type hytter, du måtte finde på en fisketur. Intet var designet til at være særlig nyttigt eller gavnligt for biler. Det var en grønnere, mere støjsvag, mindre påtrængende verden.
Grand Avenue var den vigtigste arterie gennem byen, der forbinder centrum, hvor alle arbejdede og gjorde al seriøs shopping med boligområderne derudover. Byens bedste huse lå syd for Grand på den vestlige side af byen, i et kuperet, pragtfuldt skovklædt distrikt, der løb ned til Waterworks Park og Raccoon River. Du kunne gå i timevis langs de vandrende veje derinde og aldrig se andet end perfekte græsplæner, gamle træer, nyvaskede biler og dejlige, glade hjem. Det var kilometer og kilometer fra den amerikanske drøm. Dette var mit distrikt - syd for Grand.
Den mest markante forskel mellem dengang og nu var hvor mange børn der var dengang. Amerika havde 32 millioner børn i alderen 12 år eller derover i midten af 1950'erne, og fire millioner nye babyer pluppede på skiftende måtter hvert år. Så der var børn overalt, hele tiden, i tætheder, der nu ikke kunne forestille sig, men især når noget interessant eller usædvanligt skete. Tidligt hver sommer, i begyndelsen af mygsesæsonen, ville en byansat i en åben jeep komme til nabolaget og køre vanvittigt overalt - over græsplæner, gennem skoven, stødende langs stikkrøver, sprang ind og ud af ledige partier - med en tåge-maskine, der pumpede tætte, farverige skyer af insekticid igennem, hvor mindst 11.000 børn forkæmmede glædeligt det meste af dagen. Det var forfærdelige ting - det smagte grimt, det gjorde dine lunger kritiske, det efterlod dig med en pulveriseret safranblevhed, som ingen mængde skrubning kunne udrydde. I årevis bagefter, hver gang jeg hoste i et hvidt lommetørklæde, rejste jeg en lille ring farvet pulver.
Men ingen har nogensinde tænkt på at stoppe os eller antydet, at det måske var uklokt at kæmpe gennem kvælende skyer af insekticid. Det troede muligvis, at en generøs støvning af DDT ville gøre os godt. Det var den slags alder. Eller måske blev vi bare betragtet som forbrug, fordi der var så mange af os.
Den anden forskel fra disse dage var, at børn altid var udendørs - jeg kendte børn, der blev skubbet ud af døren klokka otte om morgenen og ikke fik lov til at komme ind igen før fem, medmindre de var i brand eller aktivt blødede - og de var altid på udkig efter noget at gøre. Hvis du stod på ethvert hjørne med en cykel - ethvert hjørne hvor som helst - mere end hundrede børn, hvoraf mange du aldrig havde set før, ville dukke op og spørge dig, hvor du skulle hen.
”Kan gå ned til brystet, ” ville du sige eftertænksomt. Trestle var en jernbanebro over Raccoon-floden, hvorfra man kunne hoppe ind for en svømmetur, hvis man ikke havde noget imod at padle rundt blandt døde fisk, gamle dæk, olietønder, algslime, tungmetaludløb og ukategoriseret goo. Det var et af ti anerkendte vartegn i vores distrikt. De andre var Woods, Parken, Little League Park (eller "Ballparken"), Dammen, Floden, jernbanesporene (normalt bare "sporene"), den ledige plads, Greenwood (vores skole) og Nyt hus. Det nye hus var ethvert hus under opførelse og ændrede sig derfor regelmæssigt.
"Kan vi komme?" sagde de.
"Ja, okay, " vil du svare, hvis de var i din størrelse eller "Hvis du tror, du kan holde trit", hvis de var mindre. Og da du kom til Trestle eller Vacant Lot eller Pond, var der allerede 600 børn der. Der var altid 600 børn overalt undtagen hvor to eller flere kvarterer mødtes - for eksempel i parken - hvor antallet ville vokse til tusinder. Jeg deltog engang i et ishockeyspil i lagunen i Greenwood Park, der involverede 4.000 børn, som alle skarpede voldsomt med pinde, og gik i mindst tre fjerdedele af en time, før nogen indså, at vi ikke havde en puck .
Livet i Kid World, uanset hvor du gik, var uovervåget, ureguleret og robust - til tider sindssygt - fysisk, og alligevel var det et bemærkelsesværdigt fredeligt sted. Børnenes kampe gik aldrig for langt, hvilket er ekstraordinært, når man overvejer, hvor dårligt kontrollerede børns frister er. En gang, da jeg var omkring 6, så jeg et barn kaste en klippe mod et andet barn, fra en lang afstand, og det sprang fra målets hoved (ganske smukt må jeg sige) og fik ham til at blø. Dette blev talt om i årevis. Folk i det næste amt vidste om det. Det barn, der gjorde det, blev sendt til ca. 10.000 timers behandling.
Des Moines i dag. (Curt Teich postkortarkiv) Med hensyn til utilsigtet blodsudgydelighed er det min beskedne skryt, at jeg blev kvarterets mest mindeværdige bidragyder en rolig september eftermiddag i mit 10. år, mens jeg spillede fodbold i Leo Collingwoods baghave. Som altid involverede spillet omkring 150 børn, så normalt, da du blev tacklet, faldt du i en blød, marshmallowy masse af kroppe. Hvis du var virkelig heldig, landede du på Mary O'Leary og fik hvile et øjeblik på hende, mens du ventede på, at de andre skulle gå af. Hun lugtede af vanilje - vanilje og frisk græs - og var blød og ren og smertelig smuk. Det var et dejligt øjeblik. Men ved denne lejlighed faldt jeg uden for pakken og ramte mit hoved på en stenmur. Jeg kan huske at have følt en skarp smerte øverst på hovedet mod ryggen.
Da jeg rejste mig, så jeg, at alle stirrede på mig med et enkelt skrøbeligt udtryk. Lonny Brankovich så på og smeltede øjeblikkeligt i en svag. I en ærlig tone sagde hans bror: "Du vil dø." Naturligvis kunne jeg ikke se, hvad der absorberede dem, men jeg samler på baggrund af senere beskrivelser, at det så ud som om jeg havde en græsplænsprinkler sat i toppen af mit hoved og sprayede blod i alle retninger på en ret festlig måde. Jeg rakte op og fandt en masse vådhed. Berøres det, det føltes mere som den type udstrømning, du får, når en lastbil nedbrud i en brandhane eller olie bliver ramt i Oklahoma. Dette føltes som et job for Red Adair.
”Jeg tror, jeg burde hellere få øje på dette, ” sagde jeg nøgternt og med et 50 fods skridt tilbage fra gården. Jeg afgrænsede hjemmet i tre trin og trådte ind i køkkenet og springede overdådigt, hvor jeg fandt min far stående ved vinduet med en kop kaffe drømmende og beundre fru Bukowski, den unge husmor fra nabohuset. Fru Bukowski havde den første bikini i Iowa og bar den, mens hun hænger hendes vask. Min far kiggede på mit tudende hoved, tillader sig et øjeblik mindesløs tilpasning, sprang derefter øjeblikkeligt og adroitly ind i panik og uorden, bevægede sig i så mange som seks retninger på en gang og kaldte en anstrengt stemme til min mor til at komme med det samme og bringe masser af håndklæder - "gamle!" - fordi Billy blødte ihjel i køkkenet.
Alt efter det gik i en slør. Jeg kan huske, at jeg sad med hovedet presset mod køkkenbordet af min far, da han bestræbte sig på at stoppe blodstrømmen og samtidig komme igennem på telefon til Dr. Alzheimer, familielægen. I mellemtiden søgte min mor, altid uærdig, metodisk efter gamle klude og stykker klud, der sikkert kunne ofres (eller allerede var røde) og behandlede paraden med børn, der dukkede op ved bagdøren med knogleflis og bit af gråt væv at de omhyggeligt havde løftet sig fra klippen og tænkte, at de kunne være en del af min hjerne.
Jeg kunne naturligvis ikke se meget, med hovedet presset til bordet, men jeg fik reflekterede glimt i brødristeren, og min far så ud til at være i mit kraniale hulrum op til albuerne. Samtidig talte han med Dr. Alzheimer med ord, der ikke beroligede. ”Jesus Kristus, Doc, ” sagde han. "Du ville ikke tro på mængden af blod. Vi svømmer i det."
I den anden ende kunne jeg høre Dr. Alzheimers dementement afslappede stemme. ”Nå, jeg kunne komme, antager jeg, ” sagde han. "Det er bare det, at jeg ser en forfærdelig god golfturnering. Ben Hogan har en mest forunderlig runde. Er det ikke vidunderligt at se ham have det godt på sin tid i livet? Har du nu formået at stoppe blødningen? "
"Nå, jeg er sikker på at prøve."
"God, god. Det er fremragende - det er fremragende. Fordi han sandsynligvis har mistet en hel del blod allerede. Sig mig, trækker den lille fyr stadig ind?"
”Jeg tror det, ” svarede min far.
Jeg nikkede hjælpsomt.
"Ja, han trækker stadig vejret, Doc."
"Det er godt, det er meget godt. OK, jeg siger dig hvad. Giv ham to aspirin og skubbe ham ind imellem for at sikre, at han ikke går ud - lad ham på ingen måde miste bevidstheden, fordi du måske mister de fattige lille fyr - og jeg er over efter turneringen. Åh, se på det - han er gået lige væk fra det grønne ind i det uslebne. ” Der var lyden fra Dr. Alzheimers telefon, der satte sig tilbage i vuggen og brummen fra afbrydelse.
Heldigvis døde jeg ikke, og fire timer senere blev jeg fundet siddende i sengen, hovedet ekstravagant turban, godt udhvilet efter en lur, der kom i et af de passerende tre timers øjeblikke, da mine forældre glemte at kontrollere min vågenhed, spiser karbad chokoladeis og modtog regelmæssigt besøgende fra nabolaget og prioriterer især dem, der kom med gaver. Dr. Alzheimer ankom senere end lovet og lugtede let af bourbon. Han tilbragte det meste af besøget ved at sidde på kanten af min seng og spørge mig, om jeg var gammel nok til at huske Bobby Jones. Han kiggede aldrig på mit hoved.
Bill Bryson bor i England med sin kone og børn.
Copyright © 2006 af Bill Bryson. Tilpasset fra bogen The Life and Times of the Thunderbolt Kid af Bill Bryson, udgivet af Broadway Books, en afdeling af Random House, Inc. Genoptrykt med tilladelse.
