På det tidspunkt Joseph Brodsky og jeg mødtes og gik i Venedigs gader indtil daggry, var hans lidenskab for byen stadig ung. Dissident-digteren var blevet udvist fra sit russiske hjemland bare seks år tidligere, i 1972. Det skulle gå et årti før han skrev en samling af mystiske meditationer om Venedig, der hedder Vandmærke, og næsten to årtier før Nobelprisen skulle interredes i den vandige by, han engang kaldte "min version af paradiset."

Men denne aften havde Brodsky netop holdt en læsning i en sammenfiltret biograf til en gruppe kolleger og italienske poesielskere. Mere end 20 mennesker fulgte ham til et trattoria nede på hælerne ved siden af, hvor små borde blev skubbet sammen for at danne et langt rektangel for ham og hans beundrere.

Han og jeg havde mødt kun kort den foregående dag, så jeg blev overrasket, da han inviterede mig til at tage plads overfor ham. Mit ansigt, sagde han, mindede ham om en ven fra hans oprindelige Leningrad - nu igen kaldet Skt. Petersborg - en violinist, hvis navn ikke betød noget for mig. Men Brodsky pressede på: ”Er du sikker på, at du ikke er beslægtet med ham? Hans ansigt ligner meget dit. Han er en meget god mand og talentfuld også. Jeg savner ham. ”Jeg svarede, at jeg ikke kunne lide at fornægte en slægtning, især en god mand og en violinist - måske var vi kusiner.

”Det er ånden, ” sagde Brodsky. ”Vi er alle kusiner. Og du er faktisk min vens fætter. ”

Alumnier af koncentrations- og tvangsarbejdslejre tynges ofte af minder fra sult, slag og mord. Men da nogen ved middagsbordet spurgte Brodsky, hvad han huskede fra sine 18 måneder af fængsling i Arktis, citerede han de plagede buske i tundraen og samspillet mellem lyset, der blev brækket af den iske og den blege sol. Han mindede også om "sygeligheden i Stalins joviale smil" og "den begravelsesmæssige pomp af Moskva's regeringsbygninger."

Denne artikel er et udvalg fra vores Smithsonian Journeys Travel Quarterly Venice-udgave

Oplev Venedig på ny, fra dens rige historie og mange kulturelle forældre til dens dejlige nutidige skikke og udflugter.

Købe

Der var ingen sult i aften. Vi spiste hauger med pasta, skyllet ned med rødvin. Brodsky signaliserede til sidst til tjeneren og betalte for sit måltid kontant. Han rejste sig og spurgte mig på engelsk, om jeg ville slutte sig til ham for en spadseretur. ”Med glæde, ” svarede jeg.

”Tror du, at du kan forblive vågen indtil daggry?” Spurgte Brodsky mig. ”Du skal se Doges-paladset i første daggry.”

Han genoptog taler, så snart vi trådte ud, på et sprog som både poetisk og abstrus, nogle gange talte han på russisk og oversatte hurtigt til engelsk. ”Venedig er selve evigheden, ” sagde han, som jeg svarede, at evigheden involverer et tyveri af tid, som er gudernes arbejde, men ikke dødelige.

"Uanset om det er ved tyveri eller kunstnerisk eller ved erobring, når det kommer til tiden, er venetianere verdens største eksperter, " pariserede Brodsky. ”De bestede tid som ingen anden.” Han insisterede igen på, at jeg tilkaldte styrken til at gå, indtil det første sollys malede Piazza San Marco lyserødt. ”Du må ikke gå glip af det mirakel, ” sagde han.

Selvom han ikke kendte italiensk, følte han sig hjemme i Venedig - og mere eller mindre i Ann Arbor, Michigan; South Hadley, Massachusetts; og New York City. Og han rynkede panden over kolleger, som ikke så appel fra sådanne eksilsteder. Han kunne ikke lide at høre dem klage, efter at have beklaget undertrykkelsen og indeslutningen af ​​det sovjetiske system, at frihed giver for mange muligheder, mange af dem skuffende.

Han lavede et ansigt, der mindede om, at i trattoriaen adskillige af de emigranter, der citeres, Dante, blev forvist fra hans oprindelige Firenze: ”Hvor salt er smagen på en andens brød, og hvor hård en sti det er at gå op og ned på andres trapper.” På russisk, Tilføjede Brodsky, at linjen lyder bedre end på engelsk. Han bemærkede også, noget vagt, at tiden er nøglen til alle ting.

Joseph Brodsky i 1972 (© Bettmann / CORBIS)

”Tiden kan være en fjende eller en ven, ” sagde han og vendte hurtigt tilbage til byens emne. Han argumenterede for, at ”tiden er vand, og venetianerne erobrede både ved at bygge en by på vand og indrammede tid med deres kanaler. Eller temmet tid. Eller indhegnet den. Eller bur den. ”Byens ingeniører og arkitekter var” tryllekunstnere ”og” de klogeste af mænd, der regnede ud, hvordan man skulle dæmpe havet for at dæmpe tiden. ”

Vi gik gennem den sovende by og så sjældent en anden forbipasserende. Brodsky var i godt humør undtagen da vi passerede en kirke lukket om natten. Så mumlede han som en alkoholiker, der ikke kunne finde en taverne åben for erhvervslivet.

Han erklærede sig hypnotiseret af de hvirvlende farver på marmorfasaderne og stenbelægningerne, der imiterede vand, og han udsendte et dybt suk, hver gang vi kiggede ned fra en bro. ”Vi passerer fra det ene vandområde til det andet, ” sagde han og spekulerede højt på, om en venetianer en dag ville designe en bro, der ville føre til en stjerne.

I det meste af vores gåtur var digteren - der blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 1987 - på scenen og leverede monologer. Men jeg havde indtryk af, at han ledte efter en udfordring snarere end en godkendelse. Nogle af hans kommentarer lød som et groft udkast til et digt eller et essay. Han gentog sig selv, reviderede sine udsagn og var ofte uenig i, hvad han sagde et par minutter tidligere. Som journalist bemærkede jeg et almindeligt træk: Han var en fanger af billeder, sætninger og ideer. Og han hældte ord ud så ubesværet som en fisk svømmer.

Flere gange i løbet af vores vandring kaldte Brodsky vandet "erotisk." Efter hans anden eller tredje brug af dette ord afbrød jeg: Hvad erotisk ved vand?

Brodsky stoppede pause og søgte efter en forklaring. Hans kommentar involverede ikke sex, sagde han, inden han ændrede emnet.

I sit lange essays om Venedig med titlen Watermark, dateret 1989 og offentliggjort som en slank indbund i 1992, udbrød Brodsky yderligere. Glidende i en gondol gennem byen om natten, fandt han "noget tydeligt erotisk i den støjløse og sporløse passage af dens små krop på vandet - omtrent som at skubbe din håndflade ned på den glatte hud af din elskede." Ser ud til at samle op, hvor han Forladt mere end et årti tidligere tilføjede han, at han mente ”en erotik ikke af køn, men af ​​elementer, et perfekt match af deres lige lakerede overflader.” En anden omvej fulgte: ”Sensationen var neutral, næsten incestuøs, som om du var til stede som en bror kærtegnet sin søster, eller omvendt. ”

Det næste billede i vandmærket var på samme måde dristigt. Gondolen tog ham til Madonna dell'Orto-kirken, lukket for natten, ligesom andre kirker var, da han og jeg tog vores spadseretur. Brodsky var skuffet over, at han ikke kunne besøge. Han skrev, at han ville ”stjæle et blik” af Bellinis berømte maleri Madonna and Child (stjålet i 1993), som bød en detalje, der var vigtig for hans argumentation, ”et tomt bredt interval, der adskiller hendes venstre håndflade og barnets sål. Denne tomme - ah, meget mindre! - er det, der adskiller kærlighed fra erotik. Eller måske er det det ultimative inden for erotik. ”

I 1978 stillede han et spørgsmål til mig: Hvad sker der med vores refleksioner i vandet? Han havde ikke svar da. I vandmærke gjorde han det og hævdede, at vand - hvad enten det var i Adriaterhavet eller Atlanterhavet - "gemmer vores refleksioner for når vi er længe væk."

Farver, der reflekteres på en kanal i Venedig, ligner et abstrakt maleri. I sin bog Vandmærke skrev Brodsky, at vand "gemmer vores refleksioner for når vi er længe væk." (Chiara Goia)

Fra 1989 fløj Brodsky til Venedig i næsten alle sine årsafslutninger fra undervisning i litteratur ved amerikanske colleges. Han opholdt sig i billige hoteller eller ved sjældne lejligheder drage fordel af en vens tilbud om en tom lejlighed. Men han gider ikke at tilføje italiensk til sit repertoire af sprog og var ikke rigtig interesseret i at assimilere. Han lovede aldrig at besøge om sommeren, idet han i stedet foretrækkede den friste fugtighed i Venedig om vinteren. Han identificerede sig som en ”nordmand” i Venedig og syntes at have det godt med at føle sig som en outsider. ”Joseph havde hele sit liv kæmpet med konsekvenserne af hans identifikation med en gruppe: som politisk dissident, som en emigré, som en jøde, som en russer, som en mand, som en hjertepatienter og så videre, ” Ludmila Shtern skrev i sin bog i 2004 med titlen Brodsky: A Personal Memoir. ”Han forsvarede voldsomt sin ret til at være det, han var, i modsætning til de andre medlemmer af alle de grupper, som han troede var tilhørt. Han forsvarede sin ret til at være sig selv mod dem, der forventede overensstemmelse og ofte var fjendtlige over for udenforstående. ”

Brodsky afviste forslag om at blive begravet derhjemme i Rusland. Og alligevel havde han på det tidspunkt, hvor han døde af et hjerteanfald i 1996, ikke efterladt nogen klare instruktioner om nøjagtigt, hvor han skulle blive blandet. Til sidst besluttede hans kone, Maria Sozzani, til fordel for Venedigs San Michele-kirkegård, hvor Igor Stravinsky og Sergei Diaghilev, medlemmer af en tidligere generation af russiske eksil, var blevet begravet.

Igen ville han være en outsider: Som jøde kunne Brodsky ikke slutte sig til sine landsmænd i den østlige ortodokse del af kirkegården. Men et sted i den protestantiske sektion var sikret. Flere dusin mennesker dukkede op til ceremonien. På det tidspunkt blev det imidlertid opdaget, at Brodskys nære nabo ville være Ezra Pound, som han ikke kunne lide som digter og også på grund af sit arbejde som fascistisk propagandist. En alternativ gravplads lidt længere væk fra Pound blev fundet. Blandt de mange blomster, der kom fra venner og beundrere, var en kæmpe hesteskoformet krans af gule roser fra præsident Boris Jeltsin. Danseren og koreografen Mikhail Baryshnikov, en nær ven af ​​Brodskys, tog blomsterarrangementet og kastede det afvisende på Punds grav ifølge en af ​​de sørgende og offentliggjorte beretninger.

Jeg husker ofte, hvordan vi i 1978 ventede på, at daggry skulle komme ind. Brodsky og jeg, næsten samme alder, stod på det, som Dante kaldte ”midtvejs i vores livs rejse.” Vi baskede os i de første solstråler, der steg op fra bølgerne af havet, stadig så mørke som natten. Det lys, der blev vinklet mellem bølgerne og de pletfri symmetrier af lyserød marmor, bestilt af hundene for længe siden. Digteren løftede armene højt og bøjede og hilste ordløst den by, han havde erobret.

Hvorfor pels flyver her

Uddrag fra vandmærke af Joseph Brodsky. Copyright © 1992 af Joseph Brodsky.
Genoptrykt med tilladelse fra Farrar, Straus og Giroux, LLC.

Watermark

Lige dele udvidede selvbiografisk essay og prosadigt, Brodskys bog vender blikket mod den forførende og gåtefulde by Venedig. 42 kapitler husker en bestemt episode fra et af hans mange besøg der.

Købe

Under alle omstændigheder ville jeg aldrig komme hit om sommeren, ikke engang med pistol. Jeg tager varmen meget dårligt; de uudgivne emissioner af kulbrinter og armhuler er endnu værre. De shortsklædte besætninger, især dem, der findes på tysk, kommer også på mine nerver på grund af mindreværdigheden af ​​deres - nogens - anatomi mod søjlerne, pilasterne og statuerne; på grund af hvad deres mobilitet - og alt det der brænder det - projicerer versus marmorstase. Jeg gætte på, at jeg er en af ​​dem, der foretrækker valg frem for flux, og sten er altid et valg. Ligegyldigt hvor veludstyret, i denne by skal ens krop efter min mening være skjult af klud, om endda fordi den bevæger sig. Tøj er måske vores eneste tilnærmelse til det valg, der er truffet af marmor.

Dette er, antager jeg, en ekstrem opfattelse, men jeg er nordmand. I den abstrakte sæson virker livet mere reelt end på noget andet, selv i Adriaterhavet, fordi om vinteren er alt hårdere, mere skarpt. Ellers tager dette som propaganda for venetianske butikker, der udøver ekstremt livlig forretning i lave temperaturer. Til dels er det naturligvis sådan, fordi man om vinteren har brug for mere tøj bare for at holde sig varm, for ikke at nævne den atavistiske trang til at kaste ens skind. Ikke desto mindre kommer ingen rejsende hit uden en ekstra trøje, jakke, nederdel, skjorte, trøjer eller bluse, da Venedig er den slags by, hvor både den fremmede og den indfødte på forhånd ved, at man vil være udstillet.

Nej, dobbeltbørn går i gang med at shoppe og pynte sig i Venedig af grunde, der ikke er lige praktiske; de gør det, fordi byen som udfordrer dem. Vi har alle alle slags bekymringer over manglerne i vores udseende, anatomi, om ufuldkommenheden i vores meget særlige træk. Hvad man ser i denne by ved hvert trin, vend, perspektiv og blindgyde forværrer ens komplekser og usikkerhed. Derfor rammer en - især en kvinde, men også en mand - butikkerne, så snart man ankommer hit og med hævn. Den omkringliggende skønhed er sådan, at man øjeblikkeligt forestiller sig et usammenhængende dyrs ønske om at matche det, at være på niveau. Dette har intet at gøre med forfængelighed eller med det naturlige overskud af spejle her, hvoraf det vigtigste er selve vandet. Det er simpelthen, at byen byder på dobbeltvise en forestilling om visuel overlegenhed fraværende i deres naturlige lairs i deres sædvanlige omgivelser. Derfor flyver pelse her, ligesom ruskind, silke, linned, uld og enhver anden slags stof. Når de vender hjem, stirrer folk forbavsende på, hvad de har erhvervet sig, vel vidende om, at der ikke er noget sted i deres oprindelige verden at flauntre disse erhvervelser uden at skandalisere de indfødte.

Læs mere fra Venedigudgaven af ​​Smithsonian Journeys Travel Quarterly.