EPISK HELT

I november 1872 arbejdede George Smith på British Museum i et værelse i anden sal med udsigt over de nakne platetræer på Russell Square. På et langbord var stykker lertabletter blandt de hundreder af tusinder, som arkæologer havde sendt tilbage til London fra Nineve, i det nuværende Irak, et kvart århundrede før. Mange af fragmenterne bar kileformede hieroglyfer, og i årenes løb havde forskere formået at samle dele af nogle tabletter og dechiffrere for første gang disse optegnelser over det daglige liv i Assyria i det 7. og 8. århundrede f.Kr. - henvisninger til okser, slaver, fade fra vin, andragender til konger, kontrakter, traktater, bønner og tegn.

Når lærde går, var Smith, 32 år gammel, en afvigelse; han havde afsluttet sin formelle uddannelse i en alder af 14 år, da han blev læret til en printer, og måske var det på grund af hans træning som gravering, at han havde sådan en evne til at samle sammenhængende passager af spidsbog ud af skuffer og skuffer af gammel murbrokker. Faktisk havde Smith allerede fastlagt datoer for et par mindre begivenheder i israelsk historie, og på denne livlige efterårsdag ledte han efter andre referencer, der kunne bekræfte dele af Bibelen. Derefter kom han på et fragment af en tablet over en historie, der snart ville forbløffe den vestlige verden. Han læste om en oversvømmelse, et skib fanget på et bjerg og en fugl sendt ud på jagt efter tørt land - den første uafhængige bekræftelse af en enorm oversvømmelse i det gamle Mesopotamien, komplet med en Noah-lignende figur og en ark.

Alligevel kunne han kun læse et par linjer på tabletten, hvoraf meget var indkapslet med en tyk, kalklignende aflejring. Museet havde en ekspert restauratør på kontrakt, Robert Ready, men han var væk med privat forretning. Som Smiths kollega EA Wallis Budge senere huskede, "Smith var konstitutionelt en meget nervøs, følsom mand, og hans irritation over Readys fravær kendte ingen grænser." Flere uutholdelige dage senere vendte Ready endelig tilbage og arbejdede med sin magi, hvorpå "Smith tog tabletten og begyndte at læse over de linjer, som Ready havde bragt frem, " huskede Budge, "og da han så, at de indeholdt sektionen af legenden han havde håbet på at finde der, sagde han: 'Jeg er den første mand, der læste det efter mere end to tusind års glemsel.' Smith satte tabletten på bordet og sprang op og skyndte sig rundt i lokalet i en stor spændende tilstand. "

Det, han havde afsløret, ville blive kendt i Vesten som The Epic of Gilgamesh, den 3.200-årige beretning om den eponyme heltes udbytter og et af de ældste litteraturværker i verden. Det udgjorde et af de mest sensationelle fund i arkæologiens historie. Smith fortsatte med at blive verdens førende ekspert på det gamle akkadiske sprog og dets fiendisk svære skrift, skrive den første sande historie af Mesopotamias længe mistede assyriske imperium og udgive banebrydende oversættelser af de store babylonske litterære tekster. Alt det fra en selvlært arbejder, der aldrig havde været i gymnasiet, langt mindre college.

Det var først for nylig lykkedes med lærde at knække koden til regionens historie: det komplekse koneformede (kileformede) script, hvor de fleste af de gamle mesopotamiske tekster blev skrevet. Med få etablerede protokoller udgjorde Assyriologi en sjælden kløft i rustningen af den britiske klassestruktur. Et spørgende sind med et nyt perspektiv kunne hilses velkommen til virksomheden uden et enkelt legitimationsbevis, introduktionsbrev eller familieforbindelse. Ressourcerne var stadig ynkelig slanke, og fuldtidsbeskæftigelse i marken var næsten uopnåelig, så det ville være en overdrivelse at tale om dette som et vindue af muligheder; det var mere et mushul med muligheder, men det var alt, hvad Smith krævede.

Han blev født i 1840 i London-distriktet i Chelsea, på det tidspunkt et snuskent område med dystre husstande og høj arbejdsløshed. Da han fyldte 14, tog hans far den fornuftige rute med at lære læren til drengfirmaet mrs. Bradbury og Evans, hvor han blev sat i arbejde med at lære at gravere pengesedler.

Smith arbejdede blandt trykpressernes lugt og lugten af fugtigt blæk på papir, og udviklede tålmodigheden og et skarpt øje og delikat hånd, som senere kunne tjene ham så godt i sit arbejde med kileformede tabletter. Hans arbejde udsatte ham også for en bredere verden, for Bradbury og Evans havde forgrenet sig fra trykning til forlag; de ejede humormagasinet Punch og udgav Dickens og Thackeray i overdådigt illustrerede udgaver. I efteråret 1860 begyndte den 20-årige Smith, fascineret af gammel historie, at hjemsøge de østlige samlinger på British Museum.

Fra firmaets kontorer lige ved Fleet Street kunne en ung mand i en fart træde sig hen mellem en tæt presse af vogne, hestetrukne gadeevogne, fodgængere med shoppingture og håndtegnede vogne fyldt med kål og kartofler til museet i 20 minutter, spiser sandsynligvis, mens han gik, for at tilbringe sin frokostpause poring over de gåtefulde tabletter i museets samling.

På det tidspunkt var den dominerende figur i britiske koneformundersøgelser Sir Henry Creswicke Rawlinson. Rawlinson var stødig, ambitiøs og vant til at kommandere efter en fremtrædende militær karriere i Indien, Persien og Irak. Skønt ikke en museumsmedarbejder var Rawlinson en hyppig tilstedeværelse i afdelingens arbejdsrum. Det var han, der havde foretaget det afgørende gennembrud i dechiffreringen af spansk skrifter; 50 år gammel i 1860, havde han netop offentliggjort det første bind af sine Cuneiform Inscribions of Western Asia .

Alle følte, at der var spændende opdagelser, der skulle gøres i den kaotiske masse af tabletter, og aviser som Illustrated London News offentliggjorde dramatiske rapporter om hver ny bekræftelse af et bibelsk navn eller dato. Alligevel var museets professionelle personale ikke særlig godt kvalificerede til at gøre disse opdagelser selv. Lederen af "instituttet for orientalske antikviteter" var "en lærd egyptolog, Samuel Birch, der ikke havde nogen direkte ekspertise i mesopotamiske studier og overlod tilsynet med den samleformede samling til hans eneste assistent, en ung klassisk lærd ved navn William Henry Coxe.

Først var Birch og Coxe meget opmærksomme på den stille, men vedholdende unge gravør. Men det viste sig gradvist for de to mænd, at Smith kunne læse tabletterne bedre end dem. Med tiden bragte Birch ham under Rawlinsons opmærksomhed.

Rawlinson var imponeret over den unge mands evne til at dele tabletter sammen, en opgave, der krævede både enestående visuel hukommelse og manuel fingerfærdighed i at skabe "sammenføjninger" af fragmenter. En given tablet kunne have været brudt op i et dusin eller flere stykker, der nu var vidt spredt blandt de tusinder af fragmenter på museet. Rawlinson overtalte museet til at ansætte Smith til at arbejde med sortering og samling af tabletter - et job, der involverede mere manuelt arbejde end stipendium. Som Budge bemærkede, arbejdede Smith "i nogle år for en løn, der var mindre end den, der derefter blev modtaget af en snedker eller mester."

Men Smith benyttede sig fuldt ud af sin nye position for at øge sin kommando over sproget og dets manuskript, og i midten af 1860'erne gjorde han reelle opdagelser: identificering af hebraiske monarker nævnt i assyriske inskriptioner og gav nye detaljer til bibelsk kronologi. I 1866 offentliggjorde Smith sin første artikel, og han modtog en vigtig forfremmelse, da Rawlinson overtalte museets trustees til at ansætte ham som sin assistent for det næste bind af hans Cuneiform Inscriptions . "I begyndelsen af 1867 mindede Smith senere med stille stolthed, " jeg gik ind i det officielle liv og anklagede regelmæssigt studiet af den spalteformede tekster. "

Ud over tabletter og fragmenter indeholdt museet mange papir "klemmer" - indtryk, der var foretaget ved at trykke fugtigt papir på indskrifter, der var for store til at flytte. Det var en ekstraordinær tro, hvis den kun kunne læses, men problemerne var ikke kun sproglige. Klemmerne forværredes ved håndtering og blev yderligere beskadiget, da mus kom til dem. Ubakede lertabletter kunne smuldre, og selv de, der var blevet bagt, hvilket gav dem heftet og holdbarheden af terrakottafliser, var ofte blevet brudt midt i ruinerne af Nineve. Tabletter blev opbevaret løs i kasser og undertiden beskadiget hinanden; genstande, der var aktivt i betragtning, blev lagt på planker, der var placeret på bukke i et svagt oplyst rum. (Ude af ild havde museets tillidsfolk nægtet at tillade gasbelysning i bygningen.)

Smith var ivrig efter at blive en fuldgyldig arkæolog og længtede efter at tage til Irak for at udgrave. Men museumsadministratorer mente, at de havde mere end nok assyriske og babylonske artefakter og ville have Smith på arbejde i lokalerne. Han havde ingen måde at forsørge sig selv i en fjern provins i det osmanniske imperium eller endda betale sin egen vej der, da han nu støttede en kone og en voksende familie på hans slanke løn. Motløs skrev han til en ven i februar 1872, at "regeringen ikke vil hjælpe bevægelsen i det mindste, i øjeblikket, faktisk tror jeg, de ikke vil give en krone, før noget opdages." Det var dengang, Smith begyndte systematisk at undersøge museets samling for tekster, der kunne kaste nyt lys over bibelske studier. Da han fulgte med Flood-historien, følte Smith, at han havde fundet passet til hans drømmes land.

Findes ord spredte sig hurtigt, og premierminister Gladstone var selv i publikum, da Smith holdt et foredrag for Biblical Archaeology Society den 3. december 1872. Edwin Arnold, redaktør for Daily Telegraph, lagde omgående summen af tusind guineas at finansiere Smith på en ekspedition - ligesom Telegraph med succes havde sendt Henry Morton Stanley for at finde opdagelsesmissionen David Livingstone i Centralafrika, efter at Livingstone var ophørt med at være i kontakt med England i løbet af en lang efterforskningsrejse begyndt i 1866. I I januar 1873 var Smith omsider på vej.

Så ivrig som Smith havde været på at rejse til Irak, var han helt uforberedt på at gøre det. Han kunne ikke tale arabisk, tyrkisk eller persisk, og bortset fra et par korte forskningsture til Paris, havde han sandsynligvis aldrig før sat fod uden for England.

I sin første anløbshavn fra Mellemøsten, den tyrkiske by Smyrna, blev han stormet af skarer, forstyrret af støj og forvirring og forfærdet af det lokale køkken. Men hvis Smith gnagede under rejsens ubehag, elskede han landskabet og følelsen af forbindelse til den gamle historie, han havde studeret så længe. Da han rejste gennem fjerntliggende landsbyer, blev han ramt af en følelse af kontinuitet med fortiden: han så lerstensten, hvis stil han genkendte fra gamle relieffer og stødte på en tærskemaskine "svarende til dem, der findes i forhistoriske aflejringer."

Den 2. marts 1873 nærmet han sig endelig sit livs mål uden for Mosul's provinshovedstad. "Jeg begyndte inden solopgang og ankom omkring ni om morgenen ved ruinerne af Nineve. Jeg kan ikke godt beskrive den fornøjelse, som jeg kom i syne af denne mindeværdige by, genstand for så mange af mine tanker og håb." Den bestod af store, flade hauger, hvis uovertruffenhed havde forbløffet den britiske arkæolog Austin Henry Layard, da han første gang så dem i 1840. Kouyunjik, den største af disse, var 40 meter høj, en kilometer lang og en tredjedel af en kilometer bred. Det blev fyldt med forskellige skyttegrave og huller, der blev gravet af Layard og hans irakiske assistent Hormuzd Rassam år før, da de havde afsløret mere end to miles værd af skulpturelle relieffer. (Det var Layard og Rassam, der skulle transportere til England tabletterne Smith en dag ville dechiffrere.)

Smith vidste, at Rassam ikke havde været i stand til at afslutte udgravningen af North Palace-biblioteket, hvorfra han troede, at Gilgamesh- tabletterne sandsynligvis var kommet. Faktisk havde han solgt ideen om ekspeditionen til Daily Telegraph i det temmelig smalle håb om, at han måske kunne finde et manglende stykke af Flood-tabletten, nogle centimeter på en side, som han mente stadig skulle lure blandt. tonsvis af akkumuleret murbrokker på stedet. Alligevel måtte han vide, at dette ville være som at lede efter en nål i en høstak. Lerfragmentet kunne næsten ikke skelnes fra affaldet omkring det, forudsat at det ikke var blevet pulveriseret i antikken eller kastet ud af Rassams mænd under deres udgravninger 22 år tidligere.

Faktisk var selve vanskeligheden ved opdraget en fordel for Smith: jo længere stykke forblev manglende, jo mere udgravning kunne han gøre. Smith ønskede at begynde at grave lige fra den dag, han ankom, men han blev forsinket af lokale embedsmænd, der mistænkt over hans formål eller ønsket bestikkelse (eller begge dele) nægtede at ære hans tilladelse fra den osmanniske regering. Han måtte rejse 200 mil ned ad Tigris til Bagdad for at rette tingene ud. Da han vendte tilbage med sin bekræftede myndighed, hyrede Smith arbejdere fra Mosul og de omkringliggende landsbyer og begyndte at forstørre Rassams gamle pit. Arbejdet begyndte den 7. maj 1873, og bemærkelsesværdigt, inden for en uge, kom lynet igen: Smith fandt et skrot tablet indeholdende den manglende del af Flood-historien, der beskrev forsyningen af arken: "Midt i det dit korn, dine møbler og dine goder, din rigdom, dine kvindelige tjenere, dine kvindelige slaver ... markens dyr alt, jeg vil samle, og jeg vil sende til dig, og de skal lukkes ind ved din dør. " Han telegraferede ordet om sit fund tilbage til Daily Telegraph ; takket være lægningen af den første succesrige transatlantiske telegraflinie kun syv år før, blev hans præstation rapporteret i avishistorier over hele kloden.

Smith ville senere beskrive sit fund i sine assyriske opdagelser, der blev offentliggjort i 1875, i videnskabelige termer: "Den 14. maj .... satte jeg mig ned for at undersøge lageret med fragmenter af koneformet indskrift fra dagens grave, tage ud og børste fra jorden fra fragmenterne for at læse deres indhold. Efter rengøring af en af dem fandt jeg til min overraskelse og tilfredshed, at den indeholdt den største del af sytten linjer med inskription, der hørte til den første søjle i The Chaldean Account of the Deluge, som Smith først titlede det episke og passer ind på det eneste sted, hvor der var et seriøst emne i historien ... og nu med denne del blev jeg aktiveret til at gøre det næsten komplet. " Smith er næsten overdrevent faktisk her - han var berømt for sin beskedenhed og rødmede engang til rødderne i hans hår, da en kvinde spurgte ham, om hun kunne ryste hænder med "den store Mr. Smith."

Til Smiths dybe beklagelse huskede Daily Telegraph straks ham, uden tvivl for at spare penge, nu hvor de havde deres mediekup. Dog ikke papiret ville indrømme dette, ændrede papiret frigørelsen af Smiths telegram for at antyde, at han selv havde valgt at afslutte sin mission. Stadig rasende over dette bedrag to år senere protesterede Smith i assyriske opdagelser, at "fra en eller anden fejl, der er ukendt for mig, adskiller telegrammet som offentliggjort sig væsentligt fra det, jeg sendte. I den offentliggjorte kopi forekommer især ordene 'som sæsonen er lukning, "hvilket førte til den konklusion, at jeg mente, at den rette sæson til udgravning var ved at ende. Min egen følelse var det modsatte af dette."

Da det skete, var fragmentet, som Smith så hurtigt fandt, overhovedet ikke kom fra Gilgamesh, men var fra det, som lærde nu ved, er åbningen af en endnu ældre version af Flood-historien, der stammer fra måske 1800 f.Kr. (En beretning om en katastrofal oversvømmelse er findes i kilder i den gamle mesopotamiske litteratur.) Havde han klar over dette, kunne Smith have været i stand til at argumentere for, at hans opgave ikke var afsluttet, skønt han faktisk havde fået det, han blev sendt til at finde, begyndelsen på historien.

Vold blussede op omkring Mosul med krigsførelse mellem rivaliserende arabiske stammer; flygtninge strømmet rundt på haugerne, hvor Smith grave. Smith forbeholdt sig, underligt ubehag, sin forargelse for den tyrkiske regerings nægtelse af at beskytte antikviteterne i landene under dens styre. I sidste ende måtte Smith sejle fra Middelhavshavnen i Alexandretta i juli 1873 uden sine skatte; uger senere blev de frigivet af tyrkiske toldmyndigheder og sendt sikkert til England.

Tilbage i London fandt Smith sig berømt. Daily Telegraph havde kørt artikler, der trompeterede

"DEN DAGLIGE TELEGRAF" assyrisk ekspedition
FULDFÆRDELIG SUCCESS OF EXAVAVATIONS
DEN MISSENDE PORTSION AF RETNINGEN
TABLET OPDAGET.

"Den fremtrædende Assyriologue, " som Smith nu blev salvet i pressen, var efterspurgt som taler, og British Museum oplevede et opsving i tilstedeværelsen. Og ligesom Smith havde håbet, fremkaldte anerkendelsen omkring hans Stanley-og-Livingstone-succes til sidst museets trustees til at stille yderligere midler til rådighed - tusind pund. Smith forlod London i november 1873, fast besluttet på at få mest muligt ud af de få måneder, der stadig var tilladt at udgrave ved hans tilladelse fra Konstantinopel.

Selvom han dybt savnede sin familie, oversvømmer hans breve hjem af spænding. ”Jeg har alle mulige skatte, ” skrev han til sin kone, Mary, efter flere måneders arbejde, ”historisk, mytologisk, arkitektonisk & c & c. Jeg forventer at bringe hjem fra 3.000 til 4.000 genstande, du skal komme til museet og se dem, det vil ikke være noget for mig, hvis du ikke deler min succes. " Smith sendte altid kærlighed og kys til "de små keruber", Charley, Fred, Cissie, Arthur - kaldet Twopenny - Bertie og Ethel. Han spurgte efter de ældre børns studier og de yngre fremskridt med at gå og snakke, og han tegnede for dem tegneserier: af hans søsyge, når han krydsede Den Engelske Kanal, om at ride på heste med at brandere et sværd og sandsynligvis satte sig ovenpå en kamel.

Nu spiste han med ambassadører i Konstantinopel, velhavende rejsende i Aleppo og militære officerer i Bagdad, og selv ved hans haug uden for Mosul var han i stand til at gøre et hjem væk fra hjemmet. Han havde et hus bygget efter hans specifikationer og markerede dets grundlæggende selv, og han havde en fremragende engelsk kok. "Bortset fra at jeg ikke har dig med mig, " skrev han Mary, "jeg er lige så meget hjemme som i England og kan godt lide det bedre, og jeg kan her gøre som jeg vil og have magt og indflydelse."

Stadig var lokale embedsmænd mindre glade for at få Smith til at gøre, som han ville. Overbevist om, at han må have begejstret en gammel skat på sin første tur, kastede de en række bureaukratiske vejspærringer op. I sidste ende beslagde de flere hundrede tabletter, og Smith måtte vende hjem med meget mindre, end han havde fundet. I sin fremgang og fremskridt inden for assyriologi fra 1925 var Budge tilbøjelig til at lægge skylden på Smiths egne fødder. ”Hans gubleless sjæl forstod ikke brugen af Bakshîsh [bestikkelse], ” skrev Budge.

Ikke desto mindre ankom Smith i England i begyndelsen af juni 1874 med en stor samling af tabletter. Snart var han begyndt at dechiffrere hele Flood-historien såvel som eposet fra Gilgamesh, hvori den optrådte. Arbejdende i rasende tempo udgav han sin oversættelse i slutningen af 1874, og næste år afsluttede han ikke mindre end fire flere bøger, inklusive assyriske opdagelser og en stor samling oversættelser af alle de store litterære tekster, han havde fundet. Ikke længere i stand til at knytte denne mere varierede gruppe tekster til Flood-historien alene, han udvidede simpelthen sin bibelske ramme med titlen på sin nye bog Den kaldeiske beretning om Genesis: Indeholder beskrivelsen af skabelsen, menneskets fald, floden, den Tower of Babel, patriarkernes tider og Nimrod; Babyloniske fabler og legender om guderne; fra Cuneiform-inskriptionerne . (Chaldean, et generaliseret udtryk, henviser til mytologierne fra de gamle frugtbare halvmåne-kulturer.)

Smith læste The Chaldean Account of the Deluge ikke kun for dens paralleller til Bibelen. Da han begyndte at rekonstruere kroppen af det epos, der førte op til Flood-fortællingen, søgte Smith et samlende tema i sagaen om helten Gilgameshs eventyr. Smith lokaliserede hjertet af det episke i Gilgameshs rejse til en fjern cedertræskov i Tablet 5, hvor han og hans ledsager Enkidu besejre en dæmon ved navn Humbaba.

Ved at sammensætte denne beretning så godt han kunne, beskæftigede Smith sig med et strålende detektivarbejde og byggede plausibelt på eksterne bevis for at give mening om den fragmentariske tekst. Hans præstation er desto mere imponerende, da han byggede nogle af sine fortolkninger på gætte om ord, som ingen nogensinde havde dechificeret, i linjer, der ofte kun var fragmenter af deres fulde selv. Smiths forfattere er fulde af opdagelser, der har været tidens prøve, ofte involverende intuitive spring ud over bogstavelige overflader.

George Smith var nu på toppen af sine kræfter med ambitiøse planer om at skrive en række bøger om assyrisk og babylonsk historie og kultur. Han havde endvidere forladt Irak og lovede aldrig at vende tilbage, og han kunne meget vel have brugt årtier på museet med sine tusinder af tabletter, uden nogen grund til at vove sig i udlandet igen. Alligevel blev han irriteret over følelsen af muligheder, der ikke blev taget, og da museet foreslog en tredje ekspedition til Irak i slutningen af 1875, gik Smith med på at tage turen.

Han stødte på måneder med forsinkelse, først i Konstantinopel for at få sin tilladelse og derefter for at få den hædret i Mosul. Hans rejser øst gennem Syrien og derefter i Irak selv blev meget forsinket af borgerlig uro og spredning af sygdom. I juni 1876 døde hans ledsager, Karl Eneberg, en skandinavisk arkæolog, af kolera, da parret nærmede sig Bagdad. Han skrev hjem til Mary fra Aleppo i Syrien og forsøgte at gøre lys over sine svære vanskeligheder: ”Pesten er en fejlig del af selve det distrikt, jeg burde besøge; nu skal du ikke blive bange, du er ikke klar over, at pesten var i land, da jeg var her sidst, selvom det derefter ikke spredte sig så hurtigt, men som det er, er jeg meget forsigtig, selv om der ikke er nogen reel fare, jeg har stoppet min rejse og forbliver i dag på Aleppo for at se, hvordan det går - folk her foruroliget og naturligvis så for sidste år mistede de i denne by 8.000 mennesker ud af en befolkning på 100.000 af kolera, som imidlertid er forsvundet. "

I Mosul stødte Smith på endnu mere bureaukrati, og da han fik lov til at begynde at grave var det juli, og varmen var for intens til at gå videre. Smith overvejede at skære sine tab og kom tidligt hjem. Da han skrev til Mary: "Jeg nyder ikke mit ophold her, selvom jeg lever godt, er jeg bestemt tynd, og ofte føler jeg, at jeg før ville have koldt fåre !!! derhjemme end være her, sandheden er, at jeg ikke gør meget godt som en enkelt mand, jeg har været gift for længe, det var alt sammen meget godt i den første ekspedition, men forgyldningen var snart væk fra pepperkagene, og hvis jeg ikke var blevet pantsat, ville jeg ikke være kommet nu .... Kiss alle vores kæledyr og fortælle dem, at Papa snart kommer tilbage og kigger en af disse dage for at se min førerhus køre op til døren. Hvis det lykkes i år kommer jeg hjem i juli og forlader udgravningerne, der er ansvarlig for min assistent, der er en meget god og sandsynlig fest. "

Smith skrev derefter til museet, hvor han annoncerede denne plan; mens dette brev ikke har overlevet, har museets svar. Når man skrev i en tone, man måske kunne bruge til at skælde en doven tjener, udtrykte museets sekretær, McAllister Jones, sin overraskelse over, at Smith ville overveje at forlade sin stilling for tidligt. ”Dette mener trusteerne som meget kritiske, ” skrev Jones. "Det anføres ikke, at Mr. Matthewsons arbejde ville være lige så effektive med dine egne, og hvis ikke lige så effektive, er det klart, at en sådan udgravning ikke burde overlades til hans overvågning undtagen i tilfælde af absolut nødvendighed. Trustees vil være glad for at modtag din forklaring på dette. " Jones forsøgte at lukke i en mere sympatisk vene:

"Jeg er meget ked af at høre fra dit sidste brev, at pesten stiger i så stor udstrækning. Dette kræver enhver forsigtighed fra din side."

Selvfølgelig ville den bedste forsigtighed have været at forlade det pestredede område straks. I stedet for irettesat forblev Smith alt for længe uden noget nyttigt formål. På det tidspunkt, hvor han og hans assistent, Peter Matthewson, endelig satte kurs mod vest gennem ørkenen, efter at have samlet kun en enkelt stammes værd af genstande, havde en pestkarantæne udelukket den enklere vej ned ad Tigris fra Bagdad og derefter hjem med dampbåd omkring den arabiske halvø .

Da de gik gennem Syrien i august, blev Smith syg af dysenteri; Da han gradvis svækkede, blev han ude af stand til at ride på sin hest, og de stoppede ved en landsby ved navn Ikisji, 40 miles fra Aleppo. Matthewson kørte derefter frem til Aleppo, hvor han søgte det tætteste ved en engelsktalende læge, han kunne finde, en tandlæge ved navn John Parsons. Parsons vendte tilbage med Matthewson til Ikisji og gjorde, hvad han kunne for Smith, og hjalp ham med at transportere ham i en transport, kaldet en tatravan, en slags muldyrstolstolstol, til Aleppo.

I det korte årti efter at han "gik ind i det officielle liv" i 1867, havde Smith skrevet otte vigtige bøger. Alt moderne stipendium om babylonisk litteratur stammer fra hans banebrydende arbejde, og på tidspunktet for sin sygdom vidste han i det mindste, at hans præstationer ville leve videre, både i hans egne bøger og i arbejdet for dem, der ville følge hans fodspor.

Disse overvejelser figurerer fremtrædende i de sidste poster i hans lille sorte felt notebook, tre og en halv med seks inches. I dem vandrer hans sind mellem familie, pligt, assyrisk historie og to bronzestatuetter, som han havde opbevaret blandt sine ejendele:

"Min samling indeholder nogle vigtige eksempler, herunder [de] to tidligste bronzestatetter kendt i Asien inden semitisk periode. De er i mine lange støvler ved siden af i min bagagerum der er omkring femogtredive tabletter og fragmenter omkring tyve værdifulde nogle unikke inklusive tablet af Labir-bari-Kurdu Laborssoarchus af Berossus, der er et stort studieområde i min samling, jeg havde til hensigt at finde ud af det, men ønsker nu, at mine antikviteter og noter måske kan smides åbent for alle studerende. Jeg har gjort min pligt grundigt." Derefter trækker posterne i de sidste par brudte sætninger, passende nok til den store restaurator af fragmenter. Smith døde i Aleppo den 19. august, tre dage efter sin sidste journalpost, kun fire år efter at han havde været den første person til at læse The Epic of Gilgamesh på 2.500 år.

Forfatter David Damrosch er professor i engelsk og sammenlignende litteratur ved Columbia University.