1: Skole
"Nåde, din tur."
Bogen kaldes Den røde badge af mod . Jeg kan godt lide det navn. Jeg står op for at læse, men så snart jeg åbner min mund, begynder mine fødder at bevæge sig. Det sker altid på den måde. Jeg kan ikke hjælpe det.
"'Ungdommen var i en lille trance af forbløffelse. Så de ville til sidst kæmpe.' Miss Lesley, hvorfor har ikke ungdommen et navn? "
”Hvorfor har ikke ungdommen et navn, ” siger Miss Lesley, men jeg går lige videre. Hun prøver altid at ordne vores grammatik, men vi er ikke meget opmærksomme.
"Forfatteren skulle kalde ham Joe eller Henry eller noget."
I den forreste række fniser min lillebror, Henry. Miss Lesley rører ved hovedet med hånden, og han stopper. I det mindste smager hun ham ikke med den hersker over hende.
"Nåde, sæt dig ned, når du læser."
”Jeg kan ikke. Jeg læser ikke så godt. Når jeg sidder, holder min hjerne op med at arbejde.”
"Nonsense. Din hjerne fungerer ligesom alle andres. Jeg vil have dig til at blive på et sted, når du læser. Stop med at hoppe rundt i lokalet. Se på Arthur. Han kan sidde stille. Nu prøver du det."
Arthur's skrivebord er tilsluttet min, og han bevæger sig aldrig en muskel ', der cepterer sine læber, når han læser. Det er derfor, frøken Lesley kan lide ham bedst. Det er ikke kun fordi han er den bedste læser. Det er fordi han er en siddende, og resten af os er hoppers, jumpere, fidgeters. Arthur er også tolv, men han er fire måneder ældre end mig. Jeg kan læse lige så godt som ham, så længe jeg kan bevæge mig på samme tid.
Jeg fortsætter. "'Han kunne ikke acceptere med asshur—'"
”Assurance, ” siger Miss Lesley. ”Det betyder, at han ikke kunne tro. Henry, sæt dig op og lyt. Din søster læser en historie.”
Jeg er færdig med sætningen. "'... han var ved at blande sig i en af de store jordforhold." "
”Tak, Grace. Sid venligst nu. Hvad tror du, det betyder? Klasse?”
Arthurs hånd går op. Miss Lesley nikker mod ham.
"Ungdommen vil være i en krig."
"Hvordan kan du vide, at?"
"Jeg læste forude."
Arthur læser altid foran.
"Og hvis du ikke havde læst i forvejen, Arthur?"
"Fordi der er soldater i historien. Hvis der er soldater, er der en krig."
”Rigtigt. Dette er en historie om borgerkrigen. Nogle af jer børn kunne have haft bedsteforældre, der kæmpede i den krig.”
"Ikke mig, " siger Dougie. "Mine bedsteforældre boede i Irland."
"Jeg enten, " råber Felix. "Mine bedsteforældre blev født i Canada."
Frøken Lesley klapper i hænderne for tavshed. Hele tiden, hvor hun underviser, bevæger Miss Lesley sig rundt i rummet og holder os børn i orden. Jeg er tilbage ved mit skrivebord, men mine fødder danser nedenunder. Frøken Lesley smækker dem med sin lineal, når hun går forbi. Jeg foregiver, at jeg ikke engang føler det. Synes hun er mere interesseret i at sidde stille end at lære.
”I ældre børn læser jer nu nu. En sætning hver, og bestil derefter bogen.”
Jeg hader det. Jeg kan godt lide at høre min stemme under læsningen. Eller Arthur's. Thomas mumler, så du ikke kan forstå ham, og Norma foregiver bare at læse, og Rose er for travlt med at snurre sit hår rundt om sin finger og stirre på Thomas. Jeg hader, når historien går for langsomt. Så glemmer jeg hvad der sker.
-
Det er Arthur, der læser, når vi hører fodspor uden for på træterrassen, bagagerummet på en bagagerum mod trinnet for at slå mudderet af. Vi bliver stille. Manden, der kommer gennem døren, forstår, at frøken Lesley ikke kan lide snavs i sit klasseværelse. Vi ved, hvem det er. Vi ved hvad han vil sige. Jeg snyder et kig på Arthur, som har lagt bogen ned. For en gangs skyld.
Frøken Lesley har sin hersker rejst, og pludselig holder hun også op med at bevæge sig.
Døren åbnes. Franske Johnny stikker først på hovedet, næsten som et lille barn, der beder om tilladelse. Han gik selv på denne skole. Han ved, hvor hårdt bænkene kan være efter en dags siddende. Han kender enhver kroge ved døren og den måde, hvorpå håndtaget på kulfyren vrider sig ud og smækker på gulvet, når nogen ikke er opmærksom. Franske Johnny er den andenhånds ved fabrikken. Han er ansvarlig for spinderummet, hvor min mor kører seks rammer. Han er kommet op ad bakken i sit hvide forklæde for at få en møllerotte. Det er hvad de kalder de børn, der arbejder i fabrikken. Vi ender alle op som møllerotter.
"Ja?" Miss Lesley siger uden respekt i sin stemme. Hun kunne lige så godt tale med en andengangsgrad som min bror Henry.
”Kom efter drengen, ” siger franske Johnny. Han lyder som om han ikke ønsker at være her. Han ved, at hun ikke vil lade denne gå uden kamp. Sandheden er, at hun argumenterer med ham over hver eneste af os.
"Nå, du kan vende dig rundt og gå lige herfra. Du tager ham ikke, " siger Miss Lesley og holder hende tilbage til tønde-bellied franske Johnny. Hun handler som om han ikke er større end en af de so bugs kommer ud af træværket denne tid af året. ”Klasse, jeg vil have dig til at være opmærksom på brættet. Vi kommer til at give lyden af disse to bogstaver.” Hendes lineal smager CH. ”Chuh, ” siger hun til de yngre. "Gentag efter mig. Chuh."
Men ingen siger noget. Vi venter alle og ser på franske Johnny.
”Chuh, ” siger hun igen og hendes stemme stiger. Hun bliver vred.
Ingen taler.
Jeg kan ikke tåle sådan.
”Chuh, ” siger jeg, og to af de små børn griner.
Franske Johnny er hele vejen i rummet nu. Han kredsede rundt om døren og lukkede den bag sig. Han signaliserer til Arthur, som ikke er opmærksom på ham. ”Monsieur Jean, ” siger Miss Lesley. "Du er ikke blevet inviteret ind i mit klasseværelse."
"Nu, frøken Lesley, ikke giv mig problemer i morges. Du ved, at han skal gå. Han er den eneste mand, der er tilbage i huset nu, og hans mor har brug for ham til at slukke for sine rammer. Han kommer tilbage, når arbejdet slacks af. "
Frøken Lesley hvirver rundt. Hendes øjne skyder ild. "Du siger det hver gang. Jeg tror, at løgn stadig betragtes som en synd i din religion og i min, monsieur ." Den måde, hun siger mister på fransk på, får det til at lyde beskidt, og franske Johnny flinches næsten som om han er blevet smækket med linealen. "Arbejdet slacks aldrig af."
Om sommeren når floden falder, gør den det, "siger franske Johnny. Men vi ved alle, at det er halt. Det vil ikke få ham noget sted med Miss Lesley.
"Har du papirer til ham?" spørger hun. "Du kender loven, ikke sandt, monsieur ? Ingen børn under femten år, mens skolen er i session? Hvor er hans papirer?" Hun står over for ham fuld nu. "Tag mig ikke for nar, monsieur ."
Det beskidte ord igen. Linealen rejser sig op og peger på maven.
" Arbejdet går aldrig i fare ." Hun tager et skridt mod ham.
Franske Johnny holder sin plads, men holder øje med hende.
"Arthur Trottier er min bedste studerende. Han kunne være en lærer eller en manager eller endda en advokat en dag. Så længe du forlader ham. Fordi vi begge ved, den eneste måde, han nogensinde vil vende tilbage til denne skole på, når din maskine spytter ham ud. Som Thomas der. "
Uden at vende eller endda kigge bag sig, bevæger hun linealen rundt, indtil den peger på Thomas Donahue, den største dreng i klassen, der kaster sig ned i bagerste række og prøver at skjule sig.
Alle hoveder svinger med linealen, som om vi ikke har nogen magt til at bestemme, hvor vores øjne skulle gå.
Sidste sommer narrede Thomas rundt, da de flyttede en stor ny spinningramme ind i rummet. Han gled fedtet ind, og gearkassen blev rullet lige over sin bare fod. Da de løftede det fra ham, var der allerede gjort skade.
Thomas tilbragte tre måneder derhjemme. Hans fod helede alt skævt, og han går på siden af det nu. Får ham til at læne sig langt over bare for at gå, og han falder meget. Ingen brug for ham på fabrikken ikke mere.
Han hader skole. Jeg hører ham tale om at løbe væk, men det ville være stærkt hårdt med en fod, der krøller rundt under sig selv som en bregne der kommer ud i foråret.
Nu beslutter franske Johnny, at han vil foregive, at Miss Lesley ikke er der. De har været igennem alt dette før. Hver gang opsynsmanden sender ham op ad bakken for at samle et andet barn, fungerer Miss Lesley som om en af hendes arme bliver hugget af.
”Lad os gå, dreng, ” siger han.
”Arthur, du bliver lige der, ” siger hun og tager ikke øje med franske Johnny.
Arthur er tilbage til at læse vores bog. Han tænker, måske hvis jeg foregiver at dette ikke sker, så er det ikke. Jeg ved, at han vil blive i skolen. Han er ikke som mig eller de andre drenge. Dougie tæller dagene og beder sin far om at sende ham ned ad bakken, selvom han kun er ni. Jeg vil også gå, fordi jeg kan tjene penge. Lige siden min far blev syg for fire år siden, har vi stået bag i butiksregningerne.
Men Arthur er anderledes. Hvis læsning som en maskine gør dig smart, så er han den smarteste person, jeg nogensinde har kendt. Arthur hader støj, for mange mennesker rundt omkring, højt spil. Jeg kunne give dig en hel liste over måder, Arthur er forskellig fra de andre drenge. Det eneste i verden, som Arthur elsker udover sin mor, er bøger. Hans far døde af lungebetændelsen sidste vinter. Derfor kommer franske Johnny efter ham. Arthur og hans mor bor i mølleboliger på French Hill som de fleste af os andre. Du kan ikke bo i et møllehus, medmindre enhver dygtig person arbejder. Arthurs tolv, længe tid for ham at gå ind.
”Dreng, ingen problemer nu, ” siger franske Johnny, hans stemme løftede et hak. "Kom stille sammen." Arthur løfter hovedet fra siden og ser på Miss Lesley.
"Skal jeg gå?" han spørger.
Stillheden er så stor, at det kunne gøre os alle døve. Bare et øjeblik. Så bagfra rækker en af de store piger med en Arthur-stemme.
"Skal jeg gå?"
Dougie henter det. "Miss Lesley, skal jeg gå?"
"Stille, " siger Miss Lesley. Lineal rammer det nærmeste skrivebord, to centimeter fra min bror Henry's næse. Han kalder sammen med resten af dem. Men der er intet, som Miss Lesley kan gøre. Chantingen bliver større, ligesom en slags ballon, der sprænger op i rummet, skubber al den anden luft ud.
”Børn, ” skrig Miss Lesley. Normalt behøver hun ikke at hæve sin stemme. Så nu ved vi, at hun har tabt kampen. Dette er den eneste kamp, hun altid vil tabe. Arthur rejser sig pludselig. Spækingen falder næsten lige så hurtigt, som det startede. Vi ser alle på, når han slanger sig mellem skriveborde og flyver ud over verandaen, som et slags fanget dyr, der lige fandt, at hans burdør stod åben.
For en stor mand kan franske Johnny bevæge sig ret hurtigt. Pludselig er han også væk.
Jeg ser på Arthur's skrivebord. Han efterlod det meste alt bag sig. Bortset fra bogen. Bogen vi alle læste.
-
Miss Lesley har hende tilbage til os, og hun taler ikke. Hendes skuldre bevæger sig op og ned. Jeg tror måske hun græder, men der kommer ingen støj fra hende. Dette er værre end hendes skrig. Ingen ved, hvad de skal gøre.
Min krop vibrerer, jeg har siddet så længe. Jeg rejser mig og begynder at danse lidt. Nu ser alle min vej. Jeg synes, det er en god ting, for jeg giver frk. Lesley tid til at samle sig selv.
”Det er ikke så dårligt, frøken Lesley, ” siger jeg og glider forbi to skriveborde. ”Han tog bogen med sig. Arthur vil aldrig opgive sin læsning, uanset hvor han går hen.”
”Sæt dig, nåde, ” siger hun, og hendes stemme er lav og stille igen.
”Vi skal alle gå ind engang. Min søster Delia får snart sine egne spinningsrammer. Enhver dag nu skal jeg begynde at tømme for min mor.” Min stemme rasler bare nogle gange. Følger mine fødder. Tider som disse kan jeg ikke se ud til at kontrollere nogen af disse.
"Hvorfor starter du ikke nu?" siger Miss Lesley. Hendes stemme har en slags trussel i sig.
Jeg kan ikke høre hende ret.
”De har ikke brug for mig endnu, ” siger jeg. "Men kan du ikke se, at det er en god ting? Jeg kommer til at tjene ekstra penge, så vi kan købe mine egne par sko, og jeg behøver ikke at dele med Delia mere. Og Henry kan få et par af sig selv, så han slipper at bære de nedbrudte, som Felix's mor giver os at bruge til messe. "
Alle øjne vender sig mod min bror i forreste række og hans nakne fødder svinger frem og tilbage. Han får dem til at gå stille og stirrer på mig. Hver dag han kan, løber han barfodt ned ad bakken i stedet for at klæbe sig ind i mine gamle skolesko.
"Du ved, hvis jeg begynder at tømme, så vil Delia arbejde sin egen ramme, og min mor vil stadig have en doffer, og jeg får de to og en halv dollar om ugen og -"
"Kom ud, nåde." Hun skrig ikke som før, men hun taler højt. Og hun går hen imod mig, som om hun overvejer at løbe mig over. ”Gå videre, ” beordrer hun. "Jeg vil ikke stå her længere og vente på, at den mand skal fange en anden af mine bedste læsere lige under min næse. Du vil gå af med din mors maskine og derefter gå. Kom ud!"
"Men frøken Lesley, jeg mener ikke nu -"
”Jeg går, frøken Lesley, ” råber Dougie fra hans række, men hun er ikke opmærksom på ham.
Hun er færdig med at tale nu. Hun griber bagpå min pinafore med sin højre hånd og trækker det hele op i en flok, så jeg kvæler mig næsten. Så styrer hun mig ud af døren til skolelokalet med mine fødder næppe skummet jorden. For en uhyggelig kvinde er Miss Lesley stærk, når hun vil være det.
Min mund arbejder stadig på, hvad jeg skal sige næste, når jeg befinder mig på den forkerte side af døren. Alt, hvad jeg kan tænke på i det øjeblik, er, hvad hun kaldte mig. En anden af hendes bedste læsere. Mig. Af alle mennesker.
Uddrag fra Counting on Grace copyright © 2006 af Elizabeth Winthrop. Høflighed af Wendy Lamb Books, et aftryk af Random House Children's Books, en afdeling af Random House Inc.
