Josh. Rambler. Soleather. Sergent Fathom. Thomas Jefferson Snodgrass. W. Epaminondas Adrastus Blab. En søn af Adam.
Relateret indhold
- En verden af vandelær
Jeg løb gennem navnene i mit hoved, da jeg fortærede tør-gnide-grill og stablede servietter ved Memphis 'travle Rendezvous. Restaurantens slogan - ”Ikke siden Adam har været en berømt ribbe” - havde mindet mig om Mark Twains kærlighed til komiske hentydninger til Adam, i det omfang han baserede et tidligt pennavne på ham. Men "En søn af Adam" sammen med "Josh" og "Rambler" og hans andre eksperimenter tilhørte en amatør, en mand, som lejlighedsvis skrev, mens han ellers blev ansat som printer, dampbådpilot og miner. Ikke før han blev journalist på fuld tid, langt fra floden, i det alkaliske støv i Nevada-territoriet, bosatte han sig på "Mark Twain."
Du arbejder med en sult, der går halvdelen af Mississippi-længden - selv langs en virtuel version af floden. Jeg var kommet til Rendezvous fra flodpromenaden på Mud Island nær centrum af Memphis - en gurglende skalamodel af den nedre halvdel af Mississippi fra dens sammenløb med Ohio helt til Golfen. Riverwalk giver en udendørs gåtur, der dækker 1.000 miles i en skala fra et trin til milen. En hånfugl holdt mig selskab, da jeg gik på den buff-farvede betonmosaik og så børnene tumle over højdeintervaller lagvis på modelens flodbred, rejse sig fra kanalen som en trappe med stablede pandekager. Hvad ville Samuel Clemens have lavet af Riverwalk? Han var et voksent barn, der let indtog et Guds øje på livet på jorden. Han ville have elsket det.
Alt, hvad modellen manglede, var motorvejen, der løber Mississippis længde - Great River Road, mit hjem de næste flere dage. Min ledestjerne ville være skiltene med pilothjulets logo, der vinker alle, der er villige til at stoppe tiden og slukke GPS'en. Great River Road er en kortlinie, der tegnes i mange farver, der består af føderale, statslige, amts- og byveje, og endda ser det ud som om det er private drev. I Illinois alene består det af 29 forskellige veje og motorveje. Touted som en "scenisk byway" er det ofte ikke naturskønt og lejlighedsvis en thruway. Men det er en unik måde at prøve dette lands nutid og fortid; det er rige, det tidligere rige og alle andre; dets indiske hauger og hærforter; dets dyreliv fra tundra svaner til alligatorer; og dens uophørlige handelsmotorer.
Hannibal (stedet for Mark Twain-hjemmet og museet) - denne "hvide by, der drukner i solskinnet", forbliver den søvnige charme, der er udødeliggjort af forfatteren. (Dave Anderson) 
”Da jeg var dreng, ” skrev Twain, ”var der kun en permanent ambition blandt mine kammerater ... at være dampbådmand.” (I dag, en dok med flodbåd i Memphis.) (Dave Anderson) 
The Great River Road følger den mytiske vandvej, som Twain fremkaldte: ”Det er ikke en almindelig flod, men tværtimod er det på alle måder bemærkelsesværdigt. ”(Dave Anderson) 
Hannibal tager tidsrejser alvorligt: For børn i pædagogik arrangerer Twain-hjemmepersonale læsninger af forfatterens værker på Mount Olivet Cemetery. (Dave Anderson) 
Hannibal, romanforfatterens drenghjem på Mississippi, "havde mig som borger", Twain sagde engang, "men jeg var for ung da til virkelig at skade stedet." (Dave Anderson) 
Hannibal (stedet for Mark Twain-hjemmet og museet) - denne "hvide by, der drukner i solskinnet", forbliver den søvnige charme, der er udødeliggjort af forfatteren. (Dave Anderson) 
Kris Zapalac, på Mississippi nær stedet for den jernbanerute, hun opdagede. (Dave Anderson) 
Tom & Huck-statue - ved foden af Cardiff Hill i Hannibal, MO. (Dave Anderson) 
Vicki og Terrell Dempsey, derhjemme i Quincy, Illinois, skrev bogen Searching for Jim om slaveri i Hannibal. (Dave Anderson) 
Cindy Lovell, tidligere administrerende direktør for Mark Twain-hjemmet og -museet, bringer børn i skolealderen til Mount Olivet Cemetary for levende lys af Twain-værker. (Dave Anderson) 
Mark Twain-museet i Hannibal, MO. (Dave Anderson) 
Tom og Becky ser ens konkurrence ud i Hannibal i 2012. (Dave Anderson) 
Udsigt over Great River Road. (Dave Anderson) 
Vejskilt til Great River Road. (Dave Anderson) 
I Dubuque er Robert Carroll guiden til en gammel mudderbåd kaldet William M. Black . (Dave Anderson) Den ene var dampbåden - oprindelig, herlig og forhåbningsrig.
Indigenous. Europa havde intet lignende. Charles Dickens, der i 1842 red tre forskellige dampbåde ned i Ohio og op til St. Louis og tilbage igen, fik ordforrådet slået ud af ham, da han første gang så en. I American Notes skriver han, at de var ”fremmed for alle de ideer, vi er vant til at underholde af både. Jeg ved næppe, hvad jeg skal sammenligne dem med, eller hvordan man beskriver dem. ”Mangler noget" bådlignende redskab "så de ud som om de var bygget" til at udføre en ukendt tjeneste, høj og tør, på en bjergtop. "
Glorious. De var ”flydende paladser”, og deres lag og filigræer gjorde dem ”så smukke som en bryllupskage, men uden komplikationer”, som Mark Twain ikke sagde. Og de forvandlede bevægelse af mennesker og varer på floden, som tidligere var begrænset til fladbåde og kølbåde, der blev båret af strømmen, som blev ødelagt for skrot træ ved flodens mund eller arbejdsvilligt trukket og polet op ad bakke. Nicholas Roosevelt (oldefar-onkel til Teddy) introducerede dampbåden til Mississippi, da han styrede New Orleans i floden fra Ohio i 1811. I løbet af sin rejse, da han havde lejlighed til at vende båden rundt og dampe op ad vandrer, så tilskuere gapede og jublede.
Absurd. Du kan varme et gennemsnitligt New England-hus i en hel vinter på fire eller fem snore træ; de større dampbåde i midten af århundrede brændte 50 til 75 snore træ på en dag. Og takket være kommerciel grådighed, grænsefri hensynsløshed og lysten til at sejle fart, var dampbåde stormfald af dødelighed. I 1849 var kun 22 af de 572 dampbåde, der opererer på de vestlige floder, mere end fem år gamle. De andre? Borte til en vandig grav fra snags, bjælker, stænger, kollisioner, brande og kedeleksplosioner. Smokestacks, der udleder udstødningen fra åbne ovne, indespærrede cinder på trædæk og laster af bomuld, hø og terpentin. De mest skadelige slag kom fra kedeleksplosioner, der kastede bådfragmenter og kroppe hundreder af meter op i luften. Da de ikke landede tilbage på båden eller i vandet, fløj ofrene klar til kysten og styrtede ned gennem tagene, eller med ord på en moderne beretning, "skudt som kanonkugler gennem de solide vægge i huse."
Memphis så efterspørgslen efter mange flodtragedier. Mark Twain trist desværre en i Life on Mississippi, hans flod memoir, der behandler hans fire år med dampbåd pilotering før borgerkrigen. I 1858 opfordrede Sam, stadig en "cub" eller lærlingpilot, hans yngre bror, Henry - søde tempereret og værdsat af familien - til at tage et job som assisterende kontorist på Pennsylvania, Sam's båd på det tidspunkt. På vej til New Orleans gik den voldelige pilot, under hvilken Sam allerede havde gnaget i flere ture, for langt og angreb Henry. Sam greb ind, og de to piloter skrumpede. Sam blev tvunget til at finde en anden båd til tilbagevenden, men Henry forblev på Pennsylvania . To dage bag sin bror på floden modtog Sam den forfærdelige nyhed om en kedeleksplosion på Pennsylvania . Henry, dødeligt såret, blev bragt til et provisorisk hospital op ad floden i Memphis. Da Sam nåede sin seng, flyttede den store patos af mødet en avisreporter til at udpege brødrene par ved navn. De sympatiske borgere i Memphis - som Clemens senere ville kalde "den gode samaritanske by i Mississippi" - udråbte, at Sam blev frigjort af sorg og sendte en ledsager til at ledsage ham, da han tog Henrys krop nord til St. Louis.
Heldigvis havde jeg ikke behov for byens ministerier, skønt jeg syntes, jeg var meget glad for at modtage mange en ”sir”, “min mand” og “min ven.” Et møde med en fremmed på en isoleret gade i Memphis så ud til at kalde for et nikk eller hilsen, ikke det nordlige bys afværgede blik. Sådan er det sydlige. Men sådan er det også: På vej til min bil mod nord, svingede jeg gennem Confederate Park, der sidder på den bløff, hvorfra Memphians så, at den sydlige flåde tabte kampen om byen i 1862, og jeg vandrede over til en bronze statue der havde fanget mit øje. Det var Jefferson Davis. Ætset ned i granitbasen: ”Han var en ægte amerikansk patriot.” En Yankee efterlader en hyldest som den der ridse på hovedet.
The Great River Road krammer ofte floden i miles; andre gange søger den højt grund. I Kentucky-strækningen, for at se floden, skal du tage en sidetur, siger du til Columbus-Belmont State Park, fredelig nu, men ikke altid - nogle af dens blide bakker er skyttegure fra krigen. I december 1861 førte Ulysses S. Grant, der ligger lige op ad floden i Kairo, Illinois, 3.000 federaler i et chikanerende angreb her, ikke på den udgravede konfødererede styrke på bluffen, men mod et mindre lejr på Missouri-siden af floden. Den lange dag med fremskridt og tilbagetog, i det væsentlige uafgjort, omfattede adskillige tætte opfordringer til Unionens brigadechef. Truende over stedet er en konfødereret kanon, der blev afdækket af en lokal historiker for 16 år siden fra under 42 meter jord.
Floden har en lang historie med grave og redningsmænd. Et par miles op ad vejen leverer en anden sidetur dig til Wickliffe Mounds, stedet for en af de mange Mississippiske kulturlandsbyer langs floden. Denne stammer fra ca. 1100 til 1350 og blev først udgravet i 1930'erne af en Kentucky-træmagnat og hengiven amatørearkeolog, Fain King, der skabte en turistattraktion, der præsenterede de udsatte knogler af indianere som nysgerrighedsobjekter. Men, vigtigere, det er resterne af ærverdige forfædre, som Kongressen erklærede i Native American Graves Protection and Repatriation Act fra 1990. Dette kræver, at bortskaffelse af oprindelige skeletrester overføres til stammefolk eller, hvis ukendt, til en stamme bedst repræsenterer dem. "Ancient Buried City" -skeletter blev seremonielt genfortolket af medlemmer af Chickasaw Nation, og bjergene blev gendannet til deres oprindelige form.
Jeg kørte videre til St. Louis for at møde Kris Zapalac, en energisk historiker og konserveringsleder - og debunker. Bliv ikke overrasket, hvis hendes første ord til dig adresserer misforståelser, hun har mistanke om, at du arbejder under. Hun advarer dig måske om at være mistænksom over mindesmærker: ”Bare fordi der er en tunnel et sted, betyder det ikke, at det var en del af den underjordiske jernbane.” Eller hun kan fortælle dig, at slaver, der undslipper til frihed, ikke altid hjalp af udenforstående, hvide eller ellers: ”Folk leder altid efter en Harriet Tubman.”
Kris hentede mig uden for byens Gamle Retsbygning, hvor jeg havde tilbragt morgenen med at studere det omfattende Dred Scott-display. Kørsel nordpå på Broadway pegede hun på Eads Bridge i 1874, som hun havde formået at finde et gelænderkonstruktion, der opfyldte kodekravene og også nøje matchede originalen. James B. Eads - “B” for Buchanan, men det skulle stå for “Brainstorm” - var en dynamo af opfindsomhed. Han udtænkte jernklædte pistolbåde til Unionen, skabte navigeringskanal for dybvandsskibe ved mundingen af Mississippi og - min personlige favorit - opfandt en dykkeklokke. Ligesom Henry Clemens begyndte Eads sin flodkarriere som en assistentpræster, og da han så dampskibe rundt omkring ham gå ned, så han penge, der skulle tjene til at genvinde deres gods og beslag. Han opfandt en kontrast, som kun i årevis var han villig til at bruge, og ikke underligt. Det var en 40 gallon whisky tønde med den ene ende fjernet og den anden knyttet til en båd ved hjælp af et støttekabel og en luftslange. Når han først var installeret i den, blev tønden nedsænket, åben ende først for at fange luften (forestil dig et inverteret glas i et fuldt opvaskebad). I bunden vandrede han under vandet og kæmpede for strømmen og den dystre grumset på jagt efter skat. Eads skulle være død mange gange. I stedet etablerede han sig som en banebrydende, om end lidt zany, ingeniør.
Fire miles nord for St. Louis Arch, ankom Kris og jeg til vores destination - en undergrundsbane, som hun havde opdaget. Her i 1855 forsøgte en lille gruppe slaver at krydse floden til Illinois, blandt dem en kvinde ved navn Esther og hendes to børn. Imidlertid ventede myndighederne på dem ved Illinois-flodbredden. Et par slaver slap væk, men de fleste blev arresteret, blandt dem Esther, der var ejet af Henry Shaw - et navn, som alle St. Louisians kendte for den enorme botaniske have, han udviklede og testamenterede til byen. For at straffe Esther for forsøget solgte Shaw hende ned ad floden og adskilte hende fra sine to børn. Kris arbejdede fra aviskonti og kvitteringer for slavesalg, sammensatte fakta og ankom til det sandsynlige sted på floden, hvor skiffen havde kastet afsted. I 2001 blev stedet anerkendt af National Park Service's Underground Railroad Network to Freedom.
Ved overfarten forsøgte jeg at forestille mig den tavse ombordstigning og afgang om natten og den bitre skuffelse over floden. På grund af Fugitive Slave Act fra 1850, der krævede borgere i frie stater at hjælpe med at fange frihedssøgende, repræsenterede Illinois ikke frihed for en slave, men snarere en anden slags fare. Jeg tænkte på Mark Twains Jim i Adventures of Huckleberry Finn, gemte mig på øen for at undgå, at skæbnen i sidste ende blev behandlet til Esther. I mellemtiden lærer Huck, som er forklædt som en pige, af en ellers venlig Illinois-kvinde at hun har mistanke om, at en løbsk slave er slået lejr på øen, og at hun har advaret hendes mand, der er ved at gå ud for at fange ham. Denne scene fører til den mest berømte brug af førstepersons flertalspronomen i litteraturen: Huck stikker tilbage til øen, vekker Jim og underskriver instinktivt hans kamp med ordene, "De er efter os."
Kris og jeg trådte ind i det nærliggende informationscenter, der var placeret i en tidligere kystvagtbygning i metal og blev hilst velkommen af en livlig, loquacious vært. Kris havde ikke været på stedet i et stykke tid, og da vores vært opdagede, at det var hun, der havde opdaget fakta om overfarten, strålede han og høfede hende og inkluderede mig også, skønt fuldstændig ufortjent. Han sagde til hende: ”Du er en fantastisk dame. Du er en fantastisk dame. ”Kris rystede på hovedet. ”Jeg er historiker, ” sagde hun.
Jeg overlod Kris til hendes aktuelle projekt - undersøgelse af hundreder af frihedsdragter, der blev indgivet af slaver i domstolene i Missouri - og kørte op Missouri-segmentet af Great River Road, kendt som Little Dixie Highway. Jeg passerede gennem den lille by Louisiana, hvor den unge Sam Clemens blev sat i land efter at have fundet stuvet væk på en dampbåd fra Hannibal, 30 miles op ad floden. Han var 7 år gammel. Jeg tænkte på forskellen mellem drengen, der var vokset op i Hannibal i 1840'erne og 50'erne og Mark Twain, der havde skrevet øscenen i Huckleberry Finn . Jeg havde for nylig læst Searching for Jim: Slavery in Sam Clemens's World, en bog af Terrell Dempsey, en tidligere Hannibalian, der nu bor ikke langt fra den by i Quincy, Illinois. Dempsey var længe i tvivl om, at Hannibals fulde slavehistorie var blevet ordentligt fortalt, og han og hans kone, Vicki - en advokat som ham - begyndte at tilbringe aftener og weekender med at spole gennem det lokale avisarkiv.
At læse Søgning efter Jim er at forstå den racistiske grusomhed i det samfund, hvor Clemens voksede op - det slibende arbejde, der var slavenes daglige parti; de slag, de udholdt, undertiden til dødspunktet; de hvide borgeres afsky for afskaffelsesfolk og frie sorte; de racistiske vittigheder gik fra den ene avis til den anden, hvoraf den unge Sam, som lærling printer, indstillede i type. Clemens husstand holdt slaver, og Sams far sad i en jury, der sendte tre afskaffelsesfolk til fængsel i 12 år. At genlæse Mark Twain med en fyldigere fornemmelse af denne verden er at værdsætte den lange moralske rejse, han var nødt til at tage for at - som Huck - tilmelde sig Jim's kamp.
Jeg mødte Terrell og Vicki i deres hjem i Quincy - en dronning Anne fra 1889, et af snesevis af misundelsesværdige victorianske hjem i byens historiske distrikt i East End. Terrell foreslog en bådtur på trods af truende vejr. Vi kørte til kajen på Quinsippi Island, pakket deres beskedne pontonbåd ud og gik ud. Vi passerede tæt ved et slæbebane, hvor vi skubbede ni overdækkede pramme og spekulerede om deres indhold. Tre af pramrene kørte højt i vandet - tømme, forklarede Terrell til sin landgulvende gæst.
Vi talte om Clemens 'tidlige miljø og det, han skrev - og ikke skrev - om det. Jeg nævnte noget, der havde ramt mig i min nylige genlæsning af Livet på Mississippi, en bog, ikke kun om Clemens 'piloteringsår, men også - hovedparten af det, faktisk - om livet på floden, da han besøgte den igen i 1882. Slaver var en konstant tilstedeværelse på antebellum-dampbåde, både som tvangsarbejdere på dækket og i kædede skubber, der blev taget ned ad floden. Alligevel er der ingen omtale af dem på bådene i memoaredelen, og der er heller ikke refleksion over deres fravær i 1882.
Terrell, en bluffkammerat, sagde, ”Han ville ikke minde folk, hvor han kom fra.”
Da brummen på påhængsmotoren omrørte store karper i luften (men ikke ned i båden), talte vi om andre undladelser og skygger i Mark Twains værker. Et memoir af en piloterende kollega af Clemens 'fortæller om, hvordan de begge undgik at blive udnævnt til unionspiloter i sommeren 1861, da generalen på St. Louis-kontoret, der var ved at afslutte papirerne, blev distraheret af nogle smukke kvinder i hallen og trådte ud af døren. Dette gjorde det muligt for de næste værnepligtige at øde via en anden dør. Det er en perfekt Mark Twain-historie, som Mark Twain aldrig fortalte.
Vicki hylede mod vinden ud for floden og sagde: "Han skrev heller aldrig om at svindle det afskaffende samfund."
Dette var en mærkelig episode, der blev afsløret af litteraturvidenskabsmand Robert Sattelmeyer og derefter dygtigt sleuthed af ham. Boston Vigilance Committee var en afskaffelsesgruppe, der ydede økonomisk støtte til flygtninges slaver og lejlighedsvis anvendte sine midler til andre anvendelser. For eksempel, hvis nogen skrev til samfundet fra, siger, Missouri, at han havde brug for økonomisk hjælp til at gå til, for eksempel, Boston, kan udvalget meget godt svare med kontanter, hvis omstændighederne var rigtige - som de så ud til at være i dette tilfælde ifølge en post i september 1854 i kassererens hovedbog: $ 24, 50 betalt til en “Samuel Clemens” for “passage fra Missouri Penitentiary til Boston - han var blevet fængslet der i to år for at hjælpe Fugitives med at undslippe.” Sattelmeyer konstaterede, at kun en Samuel Clemens boede i Missouri i denne periode, og at ingen Samuel Clemens havde tjenestegjort i statens fængselsstraf. Forklaringen må være, at den unge Sam, ligesom hans senere skabelse Tom Sawyer, nød en god vittighed på andres bekostning, og hvad bedre dupes til at hænge sammen end de blandende afskaffelsesfolk?
Hvorfor skulle Clemens gøre sådan noget? Fordi han var en 18-årig, der var vokset op i en slavestat. Lidt over et årti senere ville han øse Olivia Langdon fra Elmira, New York, datter af en afskaffelsesmand, ikke bare i teorien, men i praksis: Hendes far, Jervis Langdon, hjalp med at finansiere arbejdet med John W. Jones, en tidligere slave og Underjordisk jernbanedirigent, der hjalp hundreder af undslåede slaver under deres flyvning nordpå. Jeg spekulerede på, der på båden, om Clemens 'anti-afskaffelsesprang nogensinde gjorde det til Elmira middagsbordssamtale under hans to-årige fængsel.
”Tvivlsom, ” sagde Terrell. Han vendte påhængsmotoren tilbage, så tilbage på karpen, der hoppede i vores kølvandet, og flirede. ”Det irriterer dem virkelig, ” sagde han.
Den næste dag besøgte jeg Hannibal, en by, der altid vil føles så lille, som den var, da Clemens voksede op, afgrænset som det er af en bluff på sin nordside, en anden bløff bare 12 blokke mod syd og floden mod øst . Jeg var nysgerrig efter ændringer i Mark Twain Boyhood Home and Museum, som jeg ikke havde besøgt i to årtier. Den kortfattede fortælling i museets ”fortolkningscenter” (afsluttet i 2005) præsenterede Clemens 'tidlige liv uden overbelastning. Barmhjertigt fri for den løbende banjo og fiddle musik, der havde dogged mig gennem andre flod museer, Værelset var tavs med undtagelse af en enkelt hvisket kommentar, jeg hørte fra en museumsholder til en anden, "Jeg vidste ikke, at han var så dårlig."
Jeg var glad for at se et stort fotografi af Sams ældre bror Orion i fortolkningscentret, der så mere markant ud end hans ry. Orion var en humler med en katastrofal karriererekord, men han var alvorlig og godhjertet. Sam, i voksen alder, viste en vrede mod ham, der altid havde virket overdreven for mig. Nu, når jeg kiggede på portrætet på hælene af den ene overhørte kommentar, spekulerede jeg på, om Sams vrede kunne have været tilbage til det faktum, at da han var bare 11 år og hans far døde, fattigdom tvang sin mor til at fjerne ham fra skolen og lære ham til en streng lokal printer, og det ville ikke have været tilfældet, hvis Orion, som var ti år gammel, ikke havde været en inkompetent fra fødslen og havde været i stand til at forsørge familien.
Derefter gik jeg hjem til drengealderen, skåret ned ad den ene side fra forfra til bagud som et dukkehus, dets tre værelser på hvert af dets to niveauer beskyttet af glas, men stadig giver en intim udsigt. En ungdomsskoledreng bag mig, da han sprængte ud i salongen fra gavebutikken, sagde til sig selv med følelse: ”Dette er sødt!” Hjemmet arbejdede med sin magi på ham. På trægulvet i køkkenet lå et tyndt tæppe med et skilt, der forklarede, at en slave ville have sovet her og rejste sig tidligt for at tænde ilden for husholdningen. Denne palle blev installeret efter forslag fra Terrell Dempsey, der i årenes løb har agiteret for museet at give mere opmærksomhed på slaveri. Før ham, i 1990'erne, fremsatte Mark Twain-lærde Shelley Fisher Fishkin en lignende appel, og museet gør nu faktisk emnet retfærdigt.
Efter min turné søgte jeg museets administrerende direktør, Cindy Lovell. Mens jeg var på hendes kontor, kiggede kurator Henry Sweets ind nok på os til at høre mig udtrykke glæde over udstillingerne, før han skyndte sig for at tage sig af sine mange opgaver, som han har gjort siden 1978. De to af dem er Twainiacs endda hvad du ville forvente af deres positioner. Cindy, der taler om andre kuratorer og lærde, vil sige, "Han er en nørd for Twain, " og "Hun har fejlen" og "Hun får den." Eller dødsdommen: "Han får tingene galt." Prøv ikke at citere Mark Twain i hendes nærvær. Hun afslutter citatet - med korrektioner - og udvider det ud over dine intentioner.
Cindy gav mig et direktørperspektiv af Twain World - et sted med mindst fem hovedkvarter (ud over Hannibal: Berkeley, Californien; Hartford, Connecticut; Elmira, New York; og hans fødested i det nærliggende Florida, Missouri). ”De er vidunderlige mennesker, ” sagde hun. ”Det er et godt samfund.” Desværre spredes Clemens artefakter hit og nu. Et 12-fods spejl fra hans Fifth Avenue New York-lejlighed ligger i et Dubuque-flodmuseum. ”Det er vanvittigt!” Sagde hun. ”De er overalt. Florida har familievognen! ”Vognen tilhørte korrekt i Hartford, hvor den havde set regelmæssig brug af Sam, Olivia og deres tre døtre, ikke i Missouri-burgen, Sammy havde forladt i en alder af 3. Jeg forestillede mig, at en koordineret flerpartsbytte skulle ske, som en nyrebytte, hvor hvert museum modtog de varer, der passede det.
Efter Cindys forslag reparerede vi i min udlejningsbil til to Twain nørdefugle - Mount Olivet Cemetery, hvor mange Clemenses hviler på (far, mor og brødre Henry og Orion; hvad angår Sam, Olivia og deres børn, er de alle begravet i Elmira ), og derefter baptistkirkegården, hvor Tom Sawyer læste "Hellig for mindet om so-and-so", malet på brædderne over grave, og du kan læse det nu på gravstenene, der har erstattet dem. Her, før Toms og Hucks skræmmede øjne, myrdede Injun Joe Dr. Robinson. Cindy fortalte mig om sin kærlighed til at bringe forfattere i skolealderen til kirkegården om natten og læse den passage til dem ved levende lys. De hænger tæt sammen. (Desværre ikke mere. Som for at demonstrere comity i Twain World, ikke længe efter mit besøg, blev Cindy administrerende direktør for Mark Twain House & Museum i Hartford.)
Det er en stor flod, som de siger, og jeg måtte gå videre. Komiker Buddy Hackett sagde engang, at ord med et ”k” i dem er sjove. Ved denne foranstaltning er Keokuk overkvalificeret. Orion flyttede til denne Iowa-flodby lige over grænsen fra Missouri, og selvom han karakteristisk kæmpede som avisredaktør, lykkedes det ham at blive en modstander af slaveri, meget til ondskaben af den unge Sam.
Jeg opholdt sig i en B & B på Keokuk's Grand Avenue, godt navngivet til udsigten over floden de brede gade kommandoer fra bluffen. Om morgenen sluttede to lyse øjne, hvid-shirtede par mig med ved morgenbordsbordet. De sagde, de var fra Salt Lake City, jeg sagde, jeg var fra Vermont, og vi blev enige om ikke at diskutere politik. Hvert par havde en søn "på mission", den ene i Rusland, den anden i Ny Kaledonien, og de fire af dem var på en uges lang pilgrimsrejse langs Mormon Pioneer Trail, der sporer migrationen af troens forfulgte forfædre fra det vestlige Missouri øst til Illinois, derefter vest igen, endelig til Utah. De spurgte om mine rejser, og jeg nævnte Mark Twain. En af mændene, med et tvetydigt smil, sagde, at Mark Twain havde skrevet, at Mormons Bog var ”en kur mod søvnløshed.” (Faktisk ”kloroform på tryk”, som jeg ikke huskede ved bordet. Hvor var Cindy, da jeg havde brug for hende?)
Jeg ville spørge om deres pilgrimsrejse, men jeg hang ild på formuleringen. ”Gør alle mormoner dette?” Ville lyde som om jeg så dem som en besætning. Min hver tanke virkede rodfæstet i stereotype. Den eneste kaffedrikker ved bordet, jeg følte mig som en alkoholiker med hver slurk. Da en af mændene kontrollerede noget på sin iPad, tænkte jeg, ”Hmm, så mormoner får lov til at bruge iPads.” Vi skiltes sammen med de venligste vilkår, men jeg følte kløften af en enorm forskel, skabt hovedsageligt af min uvidenhed.
Jeg kørte nordpå på Grand Avenue og passerede hjem i en række stilarter - dronning Anne, hollandsk kolonial vekkelse, gotisk genoplivning og Prairie-skole - alt sammen i en seks-blokke strækning. Men disse bunker, i modsætning til de Quincy-huse, jeg havde beundret, antydede ikke et kvarter så meget som isolerede testamenter til en tidligere velstand. Vejen faldt ned, såret langs floden og leverede mig derefter uden fanfare ind i den rolige landsby Montrose, med kirker, der var tilpasset dens befolkning. Lige mod nord skete jeg af en af grundene til, at B & B-pilgrimme var kommet her. Tværs over floden i Nauvoo, Illinois, begyndte i 1839, rensede mormonernes nybegynder sumpe og etablerede en by, der hurtigt voksede ud til den største i staten. De omgivende samfund, truet af mormonernes tro - og deres succes - myrdede leder Joseph Smith i 1844, og i 1846 begyndte de at drive mormonerne ud af området. De første, der flygtede, krydsede floden på is i februar, skønt mange omkom, og på det sted, hvor jeg nu stod, snublede de overlevende og kiggede tilbage på templet og byen, de havde mistet. På hidtil på turen havde jeg passeret adskillige krydsninger langs ruter, som engang var rejst af indfødte amerikanere og blev tvangsflyttet til det indiske territorium. Også dette sted, tænkte jeg, er en trail af tårer. Jeg kiggede ned ad vejen og håbede, at mine B & B-pilgrimme kunne komme, mens jeg var der, så vi kunne blive genkendte på deres græs, men timingen var ikke rigtig.
Videre. Det 250 m lange Wisconsin-segment af Great River Road vandt for nylig en "Most Beautiful Road Trip" -undersøgelse foretaget af Huffington Post og slog Hawaiis Hana Highway og Californiens Big Sur Coast Highway. Jeg havde brug for at se det for mig selv. Den næste dag gik jeg ud fra Dubuque før daggry, krydsede ind i Wisconsin og fik panik, da motorvejen så ud til at tage mig i vinkler væk fra floden. Men pilothjulets skilte beroligede mig og styrede mig gennem rullende landbrugsjord tilbage til floden. Landskabet begyndte at føles anderledes end hvad jeg havde oplevet indtil videre, og jeg vidste hvorfor: Jeg var i ”det driftløse område.” Den seneste gletsperiode i Nordamerika, Wisconsin Glaciation, skånede denne del af vandløbet af grunde ”Der er dårligt forstået, ” især af mig. "Drift" er aflejringen, som en gletsjer efterlader (altså navnet), men det, der mest adskiller terrænet, er dets uberettigede række tårnhøje bløffe langs floden. Disse begynder at vises omkring 50 mil nord for Dubuque.
Bløfferne er en af to overraskelser i det driftløse område. Den anden er, at floden undertiden bliver en sø. Låse og dæmninger er ofte årsagen, som oversvømmer op ad bakke i nedløb og bund. Men søen Pepin, 21 miles lang og så bred, at synet af den oprindeligt er desorienterende, har en naturlig oprindelse. I den sydlige ende flyder Wisconsin Chippewa-floden på en stejl gradient, der leverer massive mængder af sediment til Mississippi. I årevis af århundreder skabte det indtrængende depositum en "delta-dæmning", der understøttede Mississippi, indtil den oversvømmede til baserne i de begrænsende bluffs.
Ikke langt fra Pepinsøen stødte jeg på et skilt til Maiden Rock. Den "historiske" markør fortalte den trætte historie om den indiske jomfru med tvangsforlovede til en modig, der ikke var den modige, hun elskede, historien kom til højdepunkter i sit desperate spring til klipperne nedenfor. Winona var pigenes navn, og den klippe, der truede over mig, var perfekt til jobbet. Clemens gik forbi her i 1882 - nyt territorium for ham, efter at have plukket St. Louis-New Orleans-linjen - og i Life on Mississippi fortæller han historien om Maiden Rock, ikke på sit sprog, men i den oppustede stil af en professionel turné guide, der er sket på dampbåden. I guidens version lander Winona imidlertid på sine matchmaking-forældre, der stirrer opad nedenfra og undrer sig over, hvad deres datter har til at gøre. Påvirkningen dræber parret, mens Winonas fald dæmpes, og hun er nu fri til at gifte sig med den, hun ønsker. Den uortodokse frigørelse, selvom den tilsyneladende er talt af den humorløse guide, er ren Mark Twain. Hvilken bedre måde at sprænge en kliché til flinders?
På et tidspunkt på Wisconsin-strækningen trak jeg mig hen for at se en blåretrækning. Jeg tæller pramme: 15, tre på tværs og fem lange, det maksimale på den øverste flod; syd for St. Louis kan op til 25 pramme kombineres. Da trækket gik ned ad bakke, bar det sandsynligvis majs eller sojabønner; upriver-belastningerne er mere tilbøjelige til at være kul eller stål. Jeg så piloten navigere en vanskelig sving, skønt “tricky” er relativ. På Clemens 'dag navigerede en pilot af hukommelse og dygtighed til at læse nuancer i flodens overflade; i dag markerer bøjer en kanal 300 fod bred og ni fod dyb. Det er stadig ikke let. På et museum i Alton, Illinois, lås og dæmning, var jeg gået ind i et foregående pilothouse og bemandet tappert en panorama-simulator for at pilotere et slæbe langs en digital flodstrand i St. Louis - en udfordrende strækning på grund af dens mange broer med ikke-linjeformede pilings. Kort fortalt styrtede jeg ned på Eads Bridge, men hovedsageligt fordi jeg blev distraheret af den anachronistiske admiral, så jeg fortøjet ved floden, en svundet restaurantbåd, hvor min kone engang havde nogle virkelig dårlige fisk. Senere, uden for museet, så jeg et nordgående bugs "låse igennem"; den steg 20 meter på kun 30 minutter takket være massive indstrømningsrør, der fylder låsen, stor nok til at køre en lastbil igennem. Dyr ender undertiden i rørene - hjorte, svin, kvæg - og vasker i låsen. Ingen menneskelige kroppe dog - spurgte jeg. Et dejligt første kapitel til en mysterieroman synes jeg.
Tilfreds med, at Wisconsin Great River Road fortjente sin berømmelse, krydsede jeg til Red Wing, Minnesota, og vendte mig rundt for turen sydpå.
***
”Elsker du floden?” Terrell Dempsey overrasket mig med dette stumpe spørgsmål, da han førte sin pontonbåd mod kajen i Quincy. Før jeg kunne svare, sagde hans kone, ”Vi elsker floden” og uddybte derefter. Som ung kvinde interviewede Vicki sit første job i Louisiana, Missouri. Fra St. Louis var hun ikke sikker på, at hun ville bo på et så lille sted, indtil hun fik udsigt over floden fra et udsyn over byen. ”Jeg havde aldrig set noget så smukt, ” sagde hun. ”Jeg var nødt til at bo der.” Og det gjorde de. Efter et år opstod det, der syntes som en bedre jobmulighed, i Clinton, Missouri. ”Vi hadede det, ” sagde hun - fordi det var inde i landet. De flyttede til Hannibal, til et hus tre blokke op ad Hill Street fra Clemens hjem, og de har boet på Mississippi lige siden.
Jeg mødte mange elskere af floden. En kunstner på Applefest i Clarksville, Missouri, fortalte mig, at hun var kommet der årtier tidligere “med en fyr” - hun sagde det på en måde, der forudsigede afslutningen - og så havde hun heldigvis holdt på ”efter at fyren var længe væk. ”
I Dubuque, hvor jeg turnerede med en gammel mudderbåd kaldet William M. Black, fortalte den venlige guide, Robert Carroll, mig, at han voksede op i Prairie du Chien, Wisconsin, til det malende brøl fra mudderbåde, der renser flodkanalen. Han talte så autoritativt om William M. Black, at jeg havde taget ham til en tidligere dækhånd. Men nej - han havde tilbragt sit voksne liv som rettsreporter i fastlåst Cedar Rapids. Han flyttede til Dubuque efter at han trak sig tilbage. ”Jeg gik glip af floden, ” sagde han, skønt han ikke behøvede det - jeg vidste, at den kom. Carroll tilbringer nu sine dage med glæde at introducere besøgende til hver nitte på en båd, ligesom den, han hørte som dreng.
