Siden han var 13 år har Kaoru Ishibashi været kendt blandt sine venner som K. Ishibashi. Sådan kom han med sit scenenavn, Kishi Bashi, som, hvis du lyder det ud, bare er en kombination af hans første initial og efternavn. På det seneste har den eksperimentelle indiepop-stjerne - nu 43 - imidlertid genovervejet tingene. ”Kaoru er mit rigtige navn, ” siger han. ”Det er lidt svært at udtale. Du har disse to vokaler ved siden af hinanden. Men jeg tror, det er den slags ting, vi skal være i stand til at begynde at udtale. ”
Ishibashi, en violinist og singer-songwriter, hvis evne til sjæligt at opbygge komplekse, lagdelte lyde i lommesymfonier fik NPR til at hylde ham som et "en-mand orkester", efter at han lancerede sin solokarriere i 2012, har tænkt meget på hans identitet, siden han begyndte at arbejde på Omoiyari, titlen på både hans fjerde studioalbum (droppede 31. maj) og en funktionslængde "sangfilm" med samme navn, som han komponerer og instruerer. Begge reagerer på historien og hukommelsen omkring japanskamerikansk fængsling under 2. verdenskrig med øje for nutiden.
Bare 48 timer efter at Japan bombede Pearl Harbor den 7. december 1941 begyndte amerikanere med japansk afstamning at blive afrundet af den amerikanske regering. Bekendtgørelse 9066, undertegnet i lov af præsident Franklin D. Roosevelt ca. 11 uger senere, påvirkede i sidste ende 120.000 menneskers liv. De fleste fik et kort tidsvindue, 48 timer eller en uge, til at pakke det, de kunne bære, inden de blev sendt væk fra deres hjem til fangenskabslejre som Tule Lake, Manzanar og Rohwer, hvor de blev tvunget til at bo, i gennemsnit, i tre til fire år i krigstid.
Ishibashis familie oplevede ikke dette kapitel i historien, da de emigrerede fra Japan til USA efter krigen, men han var bekendt med begivenhederne gennem lærebøger og hans forældres egen indsats (de boede i Norfolk, Virginia, da han var i gymnasium, og han husker især en mindeværdig tur til DC for at se en udstilling om lejrene ved Smithsonian). Efter præsidentvalget i 2016 begyndte han imidlertid at tænke på oplevelsen af de 120.000 japanske amerikanere, der var fængslet under krigen med fornyet ferver. ”Der er mange moderne paralleller nu, som det muslimske forbud og islamofobi og grundlæggende ved at bruge frygt og hysteri til at brændstof til disse udenfor fremmedhad, ” siger han. Efter at have taget de temaer, han normalt arbejdede med - kærlighed, tab og lyst - begyndte han at gøre noget andet denne gang: infusere dem med en historisk fortælling.
Noriko Sanefuji, museumsspecialist ved Smithsonians National Museum of American History, mødte Ishibashi, da han rejste rundt i landet, talte med de overlevende, besøgte tidligere lejre og lærte af akademikere. Under den årlige Heart Mountain Pilgrimage sidste år stod de sammen med anslået 300 mennesker, hvoraf mange tidligere var fængslet på campingpladsen eller var beslægtet med familie, der havde været. Der, siger hun, føles historien om fangenskabslejrene især levende. ”Anden verdenskrig går over, men barnebørn er der, så det er en del af deres historie, og det er også en del af vores amerikanske historie, ” siger hun. ”Det var virkelig, virkelig magtfuldt, meget bevægende at være i det rum på det tidspunkt.”
Efter at have hørt Ishibashi optræde (du kan lytte til det live i podcast Order 9066) inviterede Sanefuji ham til at deltage på et arrangement, der blev afholdt på museet tidligere på året for Day of Remembrance, der markerer jubilæet for underskrivelsen af udøvende ordre. Hun siger, at hun ser Ishibashi, der har sin egen datter, nu i sine teenagere, som en af de mennesker, der kan hjælpe med at få denne historie til at føle sig tilgængelig og relevant for kommende generationer. ”Jeg føler, at han arbejder som en bro, ” siger hun.
Til det arbejde, han udfører, har han valgt det japanske udtryk o moiyari . Selvom det ikke let oversættes til engelsk, hvis du nedbryder det, består det af to verb "omou", hvilket groft betyder "at tænke eller føle" og "yaru" eller "at gøre, at give, eller at foretage sig. ”Kombinationen antyder empati, men også handling, den rigtige indkapsling af, hvad han har viet sig til de sidste to år.
I forkant af hans albumudgivelse talte Smithsonian.com med Ishibashi om hans proces med at sætte Omoiyari sammen.
”Mit job som kunstner er at inspirere og helbrede, ” siger han. "Omkring valget var mine lyttere så forvirrede, og jeg var også bekymret ... så jeg følte mig tvunget til at skabe et stykke musik [" Ringblomst "], der ville heles og uddanne." (Max Ritter) 
Smithsonians National Museum of American History's Day of Remembrance-begivenhed den 19. februar 2019 (Jaclyn Nash, National Museum of American History, Smithsonian Institution) 
Smithsonians National Museum of American History's Day of Remembrance-begivenhed den 19. februar 2019 (Jaclyn Nash, National Museum of American History, Smithsonian Institution) Der er så meget historie at dække. Hvordan begyndte du at forske i Omoiyari ?
Jeg tilbragte et par måneder på bare at læse meget, bare for at indhente det. Helt heldigt tiltrådte jeg en gruppe kandidater fra Brown University. De havde arrangeret denne to-ugers tur på vestkysten til Manzanar, Tule Lake og det japanske amerikanske nationalmuseum for at tale med de overlevende. De er kandidatstuderende, så de har diskussioner, der taler om dette hele dagen, og fortsætter derefter med at tale om det over en øl om natten. Så det var begyndelsen på det.
Du har nævnt No-No Boy-projektet, der beskriver sig selv som et forstærkende multimedieværk af arkivbilleder, historier og sange, som meget indflydelsesrig.
Ja, [Nej-Nej drengstiftere] Julian Saporiti og Erin Aoyama er doktorgradskandidater hos Brown. Jeg tror, Julian interviewede mig en gang, og vi forbandt virkelig. Uden ham tror jeg ikke, at jeg ville have følt mig godt tilpas på en tur i to uger med fremmede, der var 20 år yngre end mig. De har den samme idé, at uddannelse i et vakuum ikke er nok. At du har brug for at komme ud og hente folk, der ikke er i din egen cirkel for at forstå budskabet. Du kan gøre al denne forskning og skabe avancerede ideer, men hvis du ikke synger sange eller fortæller historier eller engagerer et større publikum, kan mange af disse ideer gå tabt.
Tal med mig om den sangfilm, du arbejder på i forbindelse med albummet. Hvorfor besluttede du at oprette en dokumentar i fuld længde?
Ideen er, at musikken er et bindende lim, der får publikum til at fordøje denne virkelig vanskelige historie. Jo mere din personlighed er i det, jo mere sandsynligt er folk villige til at komme ind i din historie. Så det er hvad jeg prøver at gøre. At få folk ind med smuk musik eller et slags overbevisende tema til at fortælle historien og drive disse ideer om mindretalsidentitet i landet.
Hvordan er det at gøre historie til kunst?
Det er en udfordring. Jeg gik på museer, jeg læste bøger. Jeg talte med historikere. I sidste ende er det svært at skrive sange om 40'erne. Men jeg har forbindelser til de rå følelser som frygt og kærlighed og fest. Dette er ting, der er universelle.
Jeg havde altid et problem med at inkludere japanske folks navne [i mine sange.] Måske var jeg bange for at holde ud som ikke hvid. Men en af sangene [på det nye album, ”Violin Tsunami”] er på japansk, og jeg er ikke så bange mere.
Hvad var den sværeste sang at skrive?
"Tema for Jerome" er meget følelsesladet for mig, fordi det er tabet af sprog og kommunikation mellem generationer. Japansk-amerikanere ville blive tvunget til bare at bruge engelsk som en måde at overleve på. Så det betyder, at en bedstefar, der ikke taler meget engelsk, knap nok kan kommunikere med sine børnebørn. Det er hjerteskærende for mig, [som nogen der] kan kommunikere med mine pårørende i Japan, fordi jeg taler japansk.
At tænke på disse intergenerationelle forbindelser bringer mig til “ Marigolds ”, som vi er begejstrede for at debutere. Symboliserer ringblomster noget? Jeg tænker altid på dem i relation til de dødes dag og kronbladene, der knytter levende familier til deres forfædre.
Jeg kan ikke lide at røbe mig fuldstændigt om, hvad det handler om. Men jeg tror, ja, i [Disney-filmen] Coco, taler [figurerne] om, hvordan du kun er i live, så længe du bliver husket. Ånden dør, når du glemmer det. Det er en smuk idé. Jeg kan se, hvordan historien er sådan. Som onkelen har du aldrig mødt, men du kan forestille dig, hvem han var, og det er sådan, at hans ånd forbliver i live.
I Japan har vi forfædres tilbedelse. Jeg tog til Tokyo for at filme lidt [ Omoiyari ], og min bedstemor talte om det. Hun sagde, at du betaler respekt [til dine forfædre], fordi du er her på grund af dem. På grund af deres nåde er vi her nu. De overlevede, og de satte en livsvej for os. Jeg troede, det var virkelig smukt.
Hvem har været den mest mindeværdige person, du har mødt med at arbejde på dette projekt?
Julian og Erin fra No-No Boy-projektet. De repræsenterer denne optimistiske - ja, Julian er lidt salt - men Erin er en smuk ånd, og hun repræsenterer dette optimistiske syn, som jeg tror, vi deler til den næste generation. Jeg er meget optimistisk. Jeg har en 13-årig datter, og jeg ser hendes generation være mere empatisk, mere medfølende, mere hensynsfuld og mere tolerant. Det er den slags ting, der får mig til at blive opmuntret.
