Der var gået to og en halv måned siden Velma Williams 96-års fødselsdag den 4. juli 2016, men aldrig en til at lade hendes alder komme til hende, hun ville fejre lejligheden ved at køre langrend fra sit hjem i Oakland, Californien til Charlottesville, Virginia. Undervejs skulle hun bo i sin fætter Nancy Ann's lejlighed i New York City og derefter gå mod syd til hendes fætter Ruth i Richmond, Virginia.
Sammen skulle de tre kusiner præsentere sig for Det Internationale Center for Jefferson-studier i Charlottesville for at blive interviewet af forskere fra Getting Word, et mundtligt historiearkiv for efterkommere af Thomas Jeffersons slavesamfund. Ruth havde fortalt Velma noget om projektet, men Velma, hvis primære forskningsinteresse altid har været militærhistorie, tænkte ikke meget på det.
Selvom Velma er ukendt for, har Getting Word grundlæggende ændret fortolkningen af afroamerikansk liv under slaveri under Thomas Jefferson og i friheden i det land Jefferson skrev i eksistens. Forskningen, der er kommet ud af de 25 år, hvor Word kom til, har på mange måder været den usynlige hånd bag besøgendeoplevelsen på Monticello, den berømte plantage, der ejes af Jefferson, hvor ca. 400 slaverede arbejdere arbejdede på et tidspunkt i deres liv.
Ved at identificere efterkommere til familier, der ejes af Jefferson - som f.eks. Herns, Gillettes, Grangers og Hemings-familiens mange grene - og omhyggeligt registrere deres mundtlige historie, projektets grundlæggere, Lucia “Cinder” Stanton, Dianne Swann-Wright og Beverly Gray og deres efterfølgere har lært af snesevis af amerikanske familier fra midten af 1700-tallet til nutiden.
At få Word-deltagere vidner om idealerne, som Jefferson udtrykte i uafhængighedserklæringen, samtidig med at han anerkender og modvirker de racistiske fejl, som Jefferson talte om, som fortsat påvirker velfærden for alle amerikanere. Som det største mundtlige historieprojekt af sin art, og et til huset i plantagen af den mest berømte oplysningsfigur i Amerika, har Getting Word meget bredere implikationer for at forstå amerikansk historie, og det er vigtigere, at det er en bemærkelsesværdig ressource til forståelse af diasporaen fra plantagen.
I weekenden samles hundreder af efterkommere af de slaver, der arbejdede, på Monticello, Jeffersons ejendom, for at markere restaurering og genåbning af en ny fortolkende tilgang, der centrerer oplevelsen af de slaver. Samtidig med at markere jubilæet og afsløringen af disse nye udstillinger fungerer arrangementet som et vidnesbyrd om årene med intensivt og flittigt arbejde fra Getting Word-initiativet.
**********
I 1873 blev Madison Hemings, en slaveret søn af Thomas Jefferson, den første person, der tidligere var slavebundet på Monticello, der fik hans erindringer offentliggjort. Ni måneder senere fik Israel Gillette Jefferson også sin mundtlige historie nedsat. Begge mænd sagde, at Thomas Jefferson og Sally Hemings, en kvinde slaveret af Jefferson, havde børn sammen. Men Madison og Israel beskrev meget mange ting i deres erindringer, herunder livet på Monticello såvel som livet i friheden.
Men for generationer af mennesker, der er interesseret i historie, er forholdet Jefferson-Hemings blevet det centrale emne. Rygter om det nåede først et nationalt publikum i 1802, og forholdet har været et stort diskussionsemne i amerikansk politik og historie siden da . En undersøgelse fra 1999 afslørede, at besøgende til Monticello havde de ”mest følelsesladede og reflekterende reaktioner fremkaldt af spørgsmål om Thomas Jefferson som slaveholder og hans forhold til Sally Hemings. Med disse spørgsmål trak folk ofte paralleller til stedet for race og moral i dagens samfund. De vil også sandsynligvis reflektere over de modsigelser, som slaveri udgør for nationen. ”
I forbindelse med åbningen af den nye udstilling frigav Thomas Jefferson Foundation, der ejer og driver Monticello, en offentlig erklæring, der entydigt anerkender sandheden i forholdet Jefferson-Hemings. Det hedder, at selvom "spørgsmålet om Jeffersons faderskab har været genstand for kontrovers i mindst to århundreder ... Det er nu Thomas Jefferson Fonds opfattelse, at spørgsmålet er en afgjort historisk sag." Udsagnet samt løftet om at " eliminere kvalificerende sprog ”fra udstillinger og publikationer, afspejler forskningen i Getting Word-projektet samt den bedst sælgende lærde Annette Gordon-Reed, en nær tilknytning til projektets grundlæggere.
Selvom Sally Hemings liv spiller en vigtig rolle i vores betragtning af Thomas Jefferson, har hundreder flere personer, der er slaveret af Jefferson, historier, som vi ikke ved næsten nok om. At samle efterkommere 'mundtlige historie er en måde Monticello forsøger at rette den historiske fortegnelse på.
**********
I sommeren 2016 var Velma og Ruth blevet kontaktet af Gayle Jessup White, en lokalsamfund med engagement i Monticello og den eneste efterkommer af Thomas Jefferson og Hemings-familien, der var ansat der. Fra deres tanter og onkler havde Velma og hendes kusiner hørt historier om afstamning fra Monticellos afroamerikanske samfund. De havde hørt historier om, at en kvinde i hver generation skulle udnævnes Sally til Sally Hemings.
White havde undersøgt sin tredje oldefar, Peter Hemings, en ældre søskende af Sally Hemings og en talentfuld mand, der tjente som kok for Jefferson efter at have fået træning af sin bror James, der havde studeret kunsten i Frankrig og betragtes som bredt fineste kok i det tidlige Amerika. Peter lærte også at blive bryggeri og skrædder. I et brev beskrev Jefferson engang Peter som en mand med "stor intelligens."
Køkkenbeholdning skrevet i James Hemings hånd, 20. februar 1796 (Library of Congress) Ingen overlevende papirer i Peters hånd er fundet. White fandt ud af, at Peter og hans kone, Betsy, slaveret ved Thomas Mann Randolphs Edgehill-plantage, opkaldt et af deres børn Sally, efter Peters søster. Hun ville blive Velma og Ruths oldemor, mor til deres bedstefar Anderson. White's oldemor var Andersons søster. I et mindeværdigt telefonopkald bekræftede White historierne, som Velma og Ruth havde hørt og inviterede dem til at deltage i Getting Word.
Efter at have flyttet utallige gange - fra New York til Virginia og tilbage igen, til Tyskland, Ghana og Californien - var Velma blevet en veløvet rejsende. Hun var meget glad for udsigten til at tilbringe tid med familien og møde nye slægtninge gennem Getting Word. I stedet for at beskatte hendes bil med alt det slid fra et langrendskørsel, besluttede Velma sig for en lang togtur, hvor hun først ankom til New York for at se sin første fætter Nancy Ann.
Deres mødre var en del af Robinson-familien; søsknene var i alt 11 alle født i de sidste årtier af det 19. århundrede på en gård i Goochland County, Virginia; de fleste af Robinson-søsknene, også dem, der senere flyttede til Harlem, ville blive begravet der. Velma og Nancy Anns fætter Ruth ejer ejendommen nu og tager omhyggelig pleje af familiens gravplads. Der er mindst 15 personer begravet der, herunder Velma og hendes fætteres bedsteforældre, Anderson Jefferson Robinson og Lucy Lacy, født i slaveri.
Velmas onkel dreng er også blandet ved plotet. Han var en farmaceut, der var uddannet i Howard-universitetet, og han var en seriøs mand med en begavet talende stemme, der var vidunderlig til at recitere poesi og læse avishistorier højt for sine nieser og nevøer. Han røget Lucky Strikes og lyttede til Yankees i radioen. Big Baby var hans ældre søster. Hun holdt en lejlighed i Harlem overfor Abyssinian Baptist Church. Præsten Adam Clayton Powell, pé re og fils, prædiker der, selvom Robinson-søsknene ikke var meget til kirken undtagen påske. Tante Nanny var socialarbejder; hun ville leve at være 104 år gammel. Onkel Ben var læge i Boston; Onkel Robbie havde som sin ældre bror Boy studeret på Howard. Han blev advokat og drengens yndlingsspilpartner.
Mens han var sammen med Nancy Ann, huskede Velma på den store depression. Arbejdsløse mænd førte skarpt foldede aviser; om natten ville de åbne papirerne på bybænke og lægge sig i et forsøg på at hvile. Ruths forældre, der opholdt sig på gården i Goochland County, kørte op til Harlem i efteråret med en Tin Lizzie pakket fuld af dåse mad til at holde de kolde vinterdage og flere sorter af æbler end Velma kunne tælle. Der ville også være to enorme Virginia-skinker i bilen. ”De passede virkelig på hinanden. De elskede hinanden, ”siger Velma.
Fra New York tog Velma et sydgående tog for at besøge sammen med sine kusiner Ruth og John i Richmond. Ruth er pensioneret underviser, og på 91 år er hun i bemærkelsesværdig form. Ranchhuset, Ruth, deler med sin bror John, en koreansk krigsveteran, er på østsiden af byen i et hjemligt middelklasse kvarter. Børn cykler på de vellagte gader, og naboer besøger hinanden.
Inde i har Ruth et hjemmelavet måltid tilberedt til Velma. ”Ruth er ligeglad med hvilken tid du kommer ind i byen. Hendes dør er altid åben for dig, og der er altid noget godt på bordet, ”siger Velma. En Obama-kampagneplakat hænger i stuen omgivet af fotos af familie og eksamener, inklusive et formelt sort / hvidt portræt fra 1940'erne af ni af de elleve Robinson-søskende. Kopier af Ebony- magasinet er lagt ud på bordet foran et fjernsyn, og en nyindkøbt romantiseringsroman ligger åben på armlenet på sofaen. Ruth kan godt lide at holde op med at læse sine romaner sent.
Velma husker stadig den dag, Ruth blev født. Hun havde boet på gården om sommeren. ”De placerede min fætter Thelma og jeg i den gamle Ford; Ruths mor skreg af smerten ved fødsel. Fordi de vidste, at vi ville stille masser af spørgsmål, fik de til os dessert og fik os til at recitere poesi og børnehavs rim, indtil prøvelsen var forbi; næste ting, jeg vidste, at der var en ny baby i huset. ”Ruth blev opkaldt efter en Robinson-tante, men hendes farvelægning var sådan, at hendes bedstemor Lucy sagde, at hun lignede en velsmagende friskbagt budding. Det gik fast, og Ruth blev "Pudd'n". Robinsons blev begavet ved kaldenavne. Der var en tante Sally, kaldet Cookie, den sidste i Robinson-linjen, der blev navngivet til Sally Hemings.
Det er historier som disse, der udfylder Getting Word-arkivet. Afroamerikanere var langt størstedelen på Monticello. Monticello var et sort rum. Folk af afrikansk afstamning formede hele landskabet: hvordan maden smagede, hvordan stedet lød og føltes. Selvom Jefferson betragtede sig selv som patriarken, og selvom de fleste hver amerikaner identificerer Monticello med Jefferson, er det vigtigt at huske, at folk af afrikansk afstamning, fra det tidspunkt, hvor den første mursten i hans ”selvbiografiske mesterværk” blev lagt, indtil Jeffersons død, var i flertal . Ved at samle historier og etablere forhold til efterkommere, gendanner Getting Word-projektet centraliteten af den afroamerikanske oplevelse til Monticello.
Gayle Jessup White dukkede op i Ruths hjem til tiden for at køre alle til Charlottesville på den fastsatte time. Ruth, Velma og John spiste frokost og slet ikke travlt med at forlade. At få Word kunne vente. ”De skulle gøre dette i deres egen søde tid og ikke bekymre sig om en hunde-ting. Så ja, vi var for sent, ”siger Gayle og griner. Hun husker Velmas knapnese, Ruths smukke hår, og hvordan de gnistrede af interesse, da de gik ind i International Center for Jefferson Studies til deres samtale. De var parate til at tale om deres folk.
*********
Swann-Wright kunne godt lide at sige, at Cinder Stanton har glemt mere om Thomas Jefferson, end de fleste nogensinde kan håbe på at lære. Stantons familie bosatte sig i Westchester County, New York, i 1950'erne. En hvid efterkommer af en Georgia-plantageejer blev Stanton sendt til den elitepræparative Miss Porter's School i Farmington, Connecticut, hvor hun hadede at studere historie og ikke opførte sig. En accept til Wellesley College blev trukket tilbage efter en hændelse, der involverede vandrende campus sent om aftenen; hun prøvede i stedet for Harvard og uddannede sig der i 1965.
Stanton lever i dag væk fra en grusvej i det landlige Albemarle County, ti miles fra Monticello. Hun blev ansat af det historiske sted som assistent for kuratoren i 1968. Ved hendes egen optagelse, i løbet af sine to første årtier på Monticello, brugte Stanton ikke meget tid på at overveje livet for Jefferson's slavebefolkning. ”Slaverede mennesker var på min radar, men ikke på nogen væsentlig måde, som jeg kan huske, ” siger Stanton. ”Aldrig i de år gik det ind i mit hoved om, hvor folk efterkom.”
I 1992 opfordrede Thomas Jefferson Foundation imidlertid til betydningsfulde nye projekter til markering af Jeffersons 250-års fødselsdag året efter. Stanton havde læst om et mundtligt historieprojekt i North Carolina og besluttede at ansøge om et tilskud fra Virginia Foundation for Humanities. Det var ude af karakter. ”Hvad er værre end at skrive et bevillingsforslag?” Siger Stanton. Men forslaget afslører hendes intentioner med projektet:
at finde efterkommerne til Monticello-slavebestanden og registrere deres familiehistorier og historier. Projektet ville kombinere indsamling og transkription af mundtlige historier med dokumentarforskning for at lokalisere og lære mere om efterkommere… De indsamlede oplysninger vil bidrage til en udvidet fortolkning af det komplekse afroamerikanske samfund på Monticello i løbet af Thomas Jeffersons levetid og vil lægge kritisk grundlag for fortsat bestræbelser på at give et mere afbalanceret billede af slaveri og den slaverede tilstand til den amerikanske offentlighed.
Midler blev godkendt. Word kom rundt om University of Virginia's antropologi- og historieafdelinger, at Stanton ønskede at oprette et mundtligt historieprojekt, hvilket var, hvordan doktorand Dianne Swann-Wright blev involveret. På det tidspunkt underviste hun på Eastern Mennonite University og gik på fuldtidseksamen. ”Jeg havde brug for penge til at forsørge mig selv, og jeg havde brug for en grad, fordi jeg havde brug for at lære at gøre historie. Jeg kom om bord, fordi jeg ville studere det afroamerikanske samfund - hvordan de videreførte deres traditioner, hvad de troede på og hvad de videreførte mundtligt. Jeg tror, at mundtlig historie ikke kun er et brugte medium, men at det er en favorit måde at videregive information på, hvis nogen er interesseret i oplevelsen. ”
Swann-Wright, der døde i januar i år, blev født i et Baltimore rækkehus på tværs af gaden fra Johns Hopkins Hospital i 1950. Hendes forfædre var blevet slavebundet i Buckingham County, Virginia, før borgerkrigen, og efterkommere boede der til denne dag. Nogle var blandt de 200 slaver med Archibald Cary, en mand med et berygtet temperament, som på tidspunktet for hans død i 1787 ejede 4.000 hektar land. Isaac Granger Jefferson, en slaveret smed på Monticello, der fortalte disse historier i hans memoir. Fra Swann-Wright's A Way Out of No Way: krævende familie og frihed i det nye syd :
[Isaac Granger Jefferson] huskede, at Cary ville slå ham med en pisk, hvis han ikke åbnede portene, der fører op til Monticello, hurtigt nok til at passe til Cary. Hvis Cary offentligt har anvendt vold mod et barn, der er slaveret af en anden end ham selv på grund af besværet med, at en port ikke åbnes hurtigt nok, kan det kun forestilles, hvilke foranstaltninger Cary havde truffet mod mennesker, han betragtede som hans egen ejendom, og med hvem han kom i kontakt med regelmæssigt. En mulig indikation af Carys opførsel kan findes i hans spøgelsesrige og frygtede tilstedeværelse mere end hundrede år efter hans død i historierne om mennesker, der boede i nærheden af eller arbejdede i hans plantagehjem, Ampthill. Så sent som i 1919 sagde sorte, at Archibald Cary 'hant' hjemsøgte kælderen i sit jordiske hjem.
Swann-Wright, som jeg talte med sidste år, spekulerede på, hvordan hun kunne vende tilbage til fordel for andre efterkommere af de slaver.
Titlen "Getting Word" kom til Swann-Wright i brusebad en morgen. Swann-Wright mente, at titlen var legemliggjort af, hvordan afroamerikanske familier deler historier med generationer, der kommer op, “får ord til” på tværs af og på trods af årene. ”De forstod” At få ord ”. Det tog hvide mennesker lidt længere tid at forstå. ”
Med resterende midler fra bevillingen hyrede projektet Beverly Gray, en forsker i Ohio, der først havde kontaktet Stanton i 1980'erne med information om efterkommere af Madison Hemings, en søn af Jefferson og Sally Hemings, der boede i Chillicothe, Ohio.
Som en pige spekulerede Gray sig over, hvorfor hendes onkel's stald havde en så veludviklet trappe, i betragtning af at den blev brugt som en køve. Efter mange års research lærte hun, at stalden engang havde været hjemsted for Madison og Mary Hemings, som havde forladt Charlottesville til Chillicothe i 1830'erne efter Sally's død. Madison var blevet lært Jefferson's foretrukne metode til at fremstille trapper for at bevare plads. Når hun tænker tilbage på sine barndomsdage i hendes onkeles stald, siger Gray nu, at hun havde været "bogstaveligt talt stående i historien."
To dage efter jul i 1993 arrangerede Gray et møde med efterkommere i Ross County Genealogical Society i Chillicothe. Stanton og Swann-Wright fløj fra Roanoke lufthavn ved solopgang og blev utålmodige; de bekymrede sig for at være for sent til deres udnævnelse, ivrige efter at begynde deres forskning.
Den første officielle Getting Word-samtale blev afholdt dagen efter. De tre forskere talte med George “Jack” Pettiford, hans kone Jacqueline “Jackie” Pettiford, søster Ann Medley og niese Patti Jo Harding.
Da små børn, der voksede op i 1920'erne og 1930'erne, fik Jack og Ann at vide, at de var efterkommere af Jefferson og Hemings. Hverken tænkte meget på forbindelsen, og de delte heller ikke historien bredt. Jack delte først historien med sin kone, da de blev gift i 1950'erne, men Jackie troede, at hendes nye mand spøgede. Denne anekdote bliver en del af Getting Word-arkivet, ligesom deres fulde samtale, med interplays mellem forskerne og emnerne.
I løbet af denne første grundlæggende diskussion, griner Jackie og fortæller hendes samtalepartnere, ”Jeg troede, han var morsom. Men jeg havde forhåbninger - jeg havde forhåbninger om, at han skulle se ud som Thomas Jefferson. ”Patti Jo udtrykker et ønske om at“ få et billede eller se et billede af Sally. Du ved, at alle fortsætter med at tale om Thomas Jefferson, men jeg vil gerne [vide, hvordan hun så ud]. ”Stanton fortæller efterkommerne om samtidens beretninger om Sally Hemings udseende. ”Jeg ville ønske, at vi vidste mere om Sally og hendes liv, ” siger Stanton. ”Vi ved mere om forbindelsen med Jefferson, men ikke hvad - hvordan hun var som person. Og hvordan hendes liv var. ”For at afslutte samtalen spørger Swann-Wright:” Hvad vil du have, at verden skal vide om din familie? Hvad vil du have, at verden skal vide om din historie? Hvad vil du fortælle mig, at jeg ikke har spurgt? ”Jack Pettiford svarer:
vi ønsker, at [vores historie] skal accepteres ... Jeg leder ikke efter noget. Men måske kunne de have en slags anerkendelse. Som hvis du rejste til Monticello, at du ville blive genkendt som en del af den familie, der kom derfra. Jeg ville satse på, at der ville være en masse mennesker, der sandsynligvis ikke kunne lide det, men uanset hvad det er - det ville være rart.
Stanton og Swann-Wright mødte dusinvis af efterkommere i løbet af deres tre dage i Chillicothe. Stanton, der stadig var skeptisk over Sally Hemings-historien før turen, begyndte at komme rundt til beviserne. Hun ville senere sige:
det virkede moralsk umuligt, at Jefferson ville være der som patriark for bjergtoppen og gøre noget, som ingen i hans familie ville have godkendt. Jeg rationaliserede det væk. Da vi gik ud til Chillicothe de første par gange, da [Gray] tog mig med i den stald, som Madison byggede, blev han en person. Jeg kiggede igen. Da Madison var en meget amorf figur, kunne jeg afvise hans erindringer. I løbet af 1970'erne sagde jeg bestemt, at det aldrig kunne have sket.
Stantons opvågning på alle fronter var meget gradvis. Hendes forhold til det mundtlige historieprojekt og hendes fortsatte eksponering for alle tilgængelige primære kildedokumenter medførte en slags konvertering i hendes tænkning.
Mellem 1993 og slutningen af 1996 gennemførte Stanton, Swann-Wright og Gray interviews med 67 efterkommere i Ohio, Virginia, Washington, DC, Californien og andre steder i USA I midten af november 1996 rejste Stanton og Swann-Wright til Courtland, Alabama. De havde hørt, at efterkommere fra Scott-familien, hvis forfædre var slavebundet på Monticello, stadig levede side om side med hvide efterkommere af Jefferson i landets første bomuld. Jeffersons barnebarn, William Stuart Bankhead, sendte Scott-familien og andre ind i det dybe syd, langt fra de steder, hvor de og deres forældre og bedsteforældre var født, i en kiste i 1846.
Swann-Wright var bekymret over en rejse "ind i det bomuldsudtagende syd." De havde aldrig interviewet hvide efterkommere af Jefferson for at få ord, men de regnede med, at Bankhead-afkom kunne give afgørende oplysninger. De mødte kusiner Cary Hotchkiss og Roger McWhorter i Courtland, Alabama.
”Hver tomme jord, som de havde, var stadig dedikeret til bomuld, ” siger Swann-Wright. I midten af en af bomuldsmarkerne var en jord med snavs, hvor afroamerikanere var begravet, omgivet af bomuld. ”Jeg kan se i mit sind den haug.”
”Det var svært. Det var svært, fordi jeg kendte historien, og jeg vidste, at nutiden, som jeg så, ikke var så langt væk fra denne historie, ”tilføjer hun. Hun følte det som om de hvide Jefferson-efterkommere ikke ønskede at blive interviewet af hende, så Stanton skulle lede interviewet. Men da Stanton snublede gennem introduktionen, overtog Swann-Wright. Hotchkiss og McWhorter besvarede hendes spørgsmål.
”Det, vi gjorde, var god historie, ” siger Swann-Wright. ”Det, vi gjorde, bad os om at være modige. Jeg kunne ikke rabat noget, fordi det fik mig til at føle mig utilpas. ”
De talte med Johnny James Young, en efterkommer af Susan Scott, en person fra Monticello, der var slået til i bor i nærheden. Young var en begavet gospelsanger og faderen til 11 børn. Han huskede, at de ældste under feriefester af grillede får og ænder hos bedsteforældres bjælkehytte skulle tale om deres forfædre, der kom fra Monticello. Under interviewet blev Johnny flov, mens han talte om, hvordan han kunne tælle kyllingerne under gulvbrædderne i bedsteforældres ydmyge kabine. Swann-Wright genkendte Johnny James 'modvilje og beroligede ham og sagde: “Mr. Unge, du er nødt til at fortælle mig om det. Du ved hvorfor? … Alt hvad jeg ved handler om Virginia. Se, jeg har ingen idé om, hvad der skete i Alabama. ”
To år efter at have interviewet Young mødte Swann-Wright og Stanton sin fjerne fætter Julius (Calvin) Jefferson, Sr., hvis slavefamilie ikke blev sendt til Deep South, og postemansipationen forblev i Virginia, før de flyttede til Washington, DC ved vendingen i det 20. århundrede. Født på julaften, 1946; Calvins forældre havde ikke penge til en fødsel på hospitalet. ”Jeg ønskede hele mit liv at vide [om min fortid], ” sagde Calvin.
Jo mere jeg finder ud af det, jo mere vil jeg vide, fordi for mig hele systemet på Monticello er et lille billede af, hvad der er sket med landet som helhed. På Monticello har du begyndelsen på mennesker, der kaldes negre, dybest set, fordi du har den ene side af familien, som du kan fortælle, er helt afrikansk. Den anden side af familien er blandet. Og du kan se den begyndelse, du kan se, hvordan folk blev adskilt baseret på færdigheder, viden og farve. Du kan se det på Monticello. Og at vide, at jeg tror, det kommer dig lidt nærmere på nogle af de problemer, som dette land har i dag, baseret på race.
I generationer ignorerede både historikere og den amerikanske offentlighed historierne om Jeffersons efterkommere, hvis de endda blev bedt om det. Hvor anderledes kan amerikanere fortolke Jefferson, hvis de, hvis forfædre han slave med var i stand til at dele deres tanker med verden?
Landet er ved at finde ud af det. Den nye udstilling kombineret med Monticellos erklæring om sprog, der bruges til at definere forholdet mellem Jefferson og Hemings, indleder et markant skift i, hvordan Thomas Jefferson Foundation taler om dets navnebror.
I årevis holdt Susan Stein, seniorkurator ved Monticello, på skrivebordet en avisartikel, der blev offentliggjort lige før hun blev ansat af Monticello i 1986. Den beskrev præcist besøgendeoplevelsen i slutningen af 1970'erne, hvilket gjorde det klart, at der ikke nævnes noget om afroamerikansk liv på bjergtoppen var inkluderet. Den nye udstilling med sine ord "introducerer bogstaveligt talt besøgende historierne om efterkommere og deres familier, så folk bedre kan forstå slaveri og dets arv."
Hun beskriver Stanton, Swann-Wright og Gray som strålende, lysende forskere, der påtog sig det kritiske projekt, fordi det skulle gøres. Efterkommere 'historier måtte fortælles. Siger Stein.
**********
Sidste sommer, næsten 20 år efter at han satte sig ned med Getting Word, besøgte jeg Calvin Jefferson derhjemme i et lukket golfsamfund kun 15 miles fra Monticello. (At han deler et efternavn med præsidenten er kun tilfældigt.) Han kaster en fødselsdagsfest for sin voksne søn Jay, der husker at besøge Monticello som barn og ikke ser nogen omtale af sine forfædre. Når vi vælger et opslag, der inkluderer krabbeben og pølser, coleslaw og majs, rykk og grillkylling, vender Jay sig til Jefferson.
”Jefferson var ikke en stor mand for sig selv, ” siger Jay. ”Han havde ubetalte, slaverne individer, der var ekstremt dygtige og talentfulde. Og for det meste er de alle fra de samme familier. Disse fem til otte familier fra begyndelsen til slutningen. ”
Den følgende morgen tager Jay sine børn til Tufton Farm, der engang var ejet af Thomas Jefferson, og hvor deres forfædre blev slavebundet. Den yngste af de to, der er ved at begynde børnehave, løber rundt om ejendommen og jagter sommerfugle og kræver at blive leget med og smidt i luften. Hendes fnise kan høres over dalen, når hun strejker frit.
