Morgenen den 25. april 2015 ankom med kun en hvisken vind. Sejlbåde spores blide cirkler på Alabamas Mobile Bay og forberedte sig til et løb syd mod kysten.
Relateret indhold
- Hvorfor amatørradiooperatører ser på orkanen Harvey
Ombord på Kyla øvede en let 16-fods katamaran, Ron Gaston og Hana Blalack trapes. Han bundede hofteselen til båden og lænede sig derefter tilbage over vandet, da båden vippede, og skroget under deres fødder gik i luften.
”Fysik, ” sagde han og flirede.
De lavede en usædvanlig besætning. Han var høj og slank, 50 år gammel, med tyndere hår og årtier med sejlerfaring. Hun var 15, lille, lys og rødhåret og havde aldrig trådt på en sejlbåd. Men Hana stolede på Ron, der var som en far for hende. Og Rons datter, Sarah, var som en søster. Dauphin Island Regatta fandt først sted for mere end et halvt århundrede siden og har ikke ændret sig meget siden. En dag hver forår samles sejlere i den centrale Mobile Bay og sprint 18 sømil syd til øen, nær mundingen af bugten i Mexicogolfen. Der var andre både som Rons, Hobie Cats, der kunne trækkes med hånden på en strand. Der var også slanke, specialbyggede racerbåde med store master - det nautiske ækvivalent med turboladede motorer - og store havgående fartøjer med overdådige hytter under dæk. Deres kaptajner var lige så forskellige i dygtighed og erfaring.
En krusning af utilfredshed bevægede sig gennem besætningerne, da bådene cirklede og ventede. Dagen før havde den nationale vejrservice sendt en advarsel: ”Et par stærke til svære storme mulige lørdag. Hovedtrussel: Skadelig vind. ”
Nu, klokken 07.44, da sejlere begyndte at samles i bugten for en 9.30-start, sendte yachtklubbens websted en besked om løbet i rødt skrift:
”Annulleret på grund af dårligt vejr.” Et par minutter senere, klokken 07.57, sendte NWS i Mobile en meddelelse på Twitter:
Lad ikke din vagt ned i dag - flere storme er mulige over området senere på eftermiddagen! #mobwx #alwx #mswx #flwx
- NWS Mobile (@NWSMobile) 25. april 2015
Men kl. 8:10, underligt, fjernede yachtklubben annulleringsmeddelelsen og insisterede på, at regattaen var tændt.
Alt i alt havde 125 både med 475 sejlere og gæster tilmeldt sig regattaen med en sådan række skibe, at de var opdelt i flere kategorier. Betegnelserne er beregnet til at annullere fordele baseret på størrelse og design, med hurtigere både, der er handicappede ved at skylde løbetid til langsommere. Master listen over både og deres handicappede placeringer kaldes "skrapearket."
Gary Garner, daværende kommodore for Fairhope Yacht Club, der var vært for regattaen det år, sagde aflysningen var en fejl, resultatet af en forvirret besked. Da en embedsmand på vandet kaldte ind på klubbens kontor og sagde: "Placer skrapearket, " sagde Garner i et interview med Smithsonian, hørte den person, der tog opkaldet, "Skrab løbet" og offentliggjorde annulleringsmeddelelsen. Umiddelbart modtog Fairhope Yacht Club opkald fra andre klubber rundt om bugten: "Er løbet aflyst?"
"'Nej, nej, nej, nej, '" sagde Garner, Fairhope-arrangørerne svarede. “'Løbet er ikke aflyst.'”
Forvirringen forsinkede starten med en time.
En falsk start kostede en anden halvtime, og bådeene cirklede stadig kl. 10:45, da NWS udsendte en mere dystre forudsigelse for Mobile Bay: ”Tordenvejr vil flytte ind fra vest i eftermiddag og over det marine område. Nogle af tordenvejr kan være stærke eller svære med vindstød vind og stor hagl er den primære trussel. ”
Garner sagde senere, ”Vi vidste alle, at det var en storm. Det er ikke noget for os at se en vejrrapport, der siger spredte tordenvejr eller endda spredte alvorlige tordenvejr. Hvis du vil køre sejlbåde og køre langdistanse, kommer du i storme. ”
Før løbet mistede Hana Blalack (til venstre) sit fod på båden, før Gaston fangede hende. Sikkert, intet værre kunne ske, tænkte hun. (Bryan Schutmaat) De største, dyreste både havde glascockpits fyldt med ombord-teknologi, der lovede et glimt af den meteorologiske fremtid, og nogle brugte specialiserede gebyrbaserede tjenester som Commanders 'Weather, som giver tilpassede, præcise prognoser; selv de mindste både medbragte smartphones. Ude på vandet samlet deltagerne sig rundt om deres forskellige skærme og enheder, beregnet og plottet. Folk på Golfkysten lever med orkaner og ved at se efter den fortællende rotation på vejrradar. April er naturligvis ikke orkansæson, og denne storm med vildledende lige vinde tog ikke den form.
Kun otte både trak sig tilbage.
Ombord på Razr, en 24-fods båd, 17 år gamle Lennard Luiten, hans far og tre venner gennemgik indgående vejrrapporter med detaljerede detaljer: Stormen syntes sandsynligvis at ankomme kl. 16:15, de besluttede, hvilket skulle give dem tid til at løbe ned til Dauphin Island, krydse målstregen, dreje rundt og vende tilbage til hjemhavnen, før fronten ankom.
Lige inden en regatta starter, udsætter en udpeget båd, der bærer race-embedsmænd, flagsignaler og hornsprængninger for at tælle minutterne ned. Sejlere tester vinden og jockeyen for position og prøver at placere deres ankomst til startlinjen til slut signalet, så de kan fortsætte med hastighed.
Lennard følte sig begejstret, da øjeblikket nærmet sig. Han og hans far, Robert, havde købt Razr som en halv forliset mistet sag og brugte et år på at genopbygge den. Nu smilede de fem besætningsmedlemmer til hinanden. For første gang var de enige, de havde båden "afstemt" helt rigtig. De tidsbestemte deres start med præcision - uden tøven ved linjen - førte derefter feltet i den første halvtime.
De små katamaraner var dog blandt de hurtigste både, og Kyla kaste Hana og Ron fremad. På det åbne vand følte Hana sig slappe af. ”Alt aftog, ” sagde hun. Hun og Ron passerede en 36-fods monohull sejlbåd kaldet Wind Nuts, anført af Rons livslange ven Scott Godbold. ”Hej!” Råbte Ron og vinkede.
Godbold, en markedspecialist hos et Alabama-forsyningsselskab, hvis bedstefar lærte ham at sejle i 1972, kæmpede ikke, men han og hans kone, Hope, var kommet for at se deres søn Matthew løb og hjælpe, hvis nogen havde problemer. Han vinkede tilbage.
For ikke så længe siden, før vejrradar og satellitnavigationsmodtagere og ombordcomputere og racing-apps, havde sejlere kun andet valg end at være forsigtige. Som James Delgado, en maritim historiker og tidligere videnskabsmand ved National Oceanic and Atmospheric Administration, udtrykte det, gav de naturen en bredere kaj. Mens ny informationsteknologi generelt forbedrer sikkerheden, kan den paradoksalt nok medføre egne problemer, især når dens blændende præcision tilskynder bådfolk til at tro, at de kan undgå fare med nogle minutter til rådighed. I dag siger Delgado, ”undertiden kiler vi drageens hale.” Og dragen kan omrøre, da mange forskere advarer om, at klimaændringer sandsynligvis vil øge antallet af ekstraordinære storme.
Inden for få timer efter starten af Dauphin Island Regatta i 2015, da både stadig strejfede for målstregen, nåede stormfronten havnen i Pascagoula, Mississippi, 40 miles sydvest for Mobile. Den smækkede ind på siden af Manama, en 600 fods olietankskib, der vejer næsten 57.000 tons, og hævede den på grund.
Et vejrkort fra kl. 15.40 viser stormen, der intensiveres over Mobile Bay (US Coast Guard) 
Ron Gastons Kyla kæmpede i vinden. Kystvagten fandt til sidst ligene af fem ofre og otte forladte både. Sejlere reddede Lennard Luiten flydende tæt på mundingen af bugten. (Judi Altman) **********
Mobile Bay, cirka 30 miles lang og halvt så bred, fødes fra nord af fem floder, så afhængigt af tidevand og indre regn, lugter bugten nogle dage med havsalt og andre af flodslam. En dyb forsendelse kanal løber op i midten, men meget af bugten er så lav, at en voksen kunne stå på sin mudrede bund. På den nordvestlige bred ligger byen Mobile, oversat med skinnende højhuse. Syd for byen ligger en fungerende havnefront - skibsværfter, havne. På tværs af bugten, på den østlige side, har en høj bløff en række maleriske byer: Daphne, Fairhope, Point Clear. Mod syd er bugten af bugten beskyttet af Dauphin Island og Fort Morgan halvøen. Mellem dem fører et hul på kun tre miles åbent vand ind i den enorme Mexicanske Golf.
I løbet af første halvdel af løbet jagede Hana og Ron sin bror, Shane Gaston, der sejlede på en identisk katamaran. Halvvejs gennem løbet lavede han et fedt skridt. I stedet for at sejle direkte mod Dauphin Island - den korteste rute - tacklede han ret vest til kysten, hvor vandet var glattere og bedre beskyttet og vendte derefter mod syd.
Det virkede. ”Vi ryger!” Sagde han til Hana.
Forholdene var ideelle på det tidspunkt, omkring middagstid, med høj vind, men glat vand. Omkring kl. 14, da de ankom til målstregen, så teenageren tilbage og lo. Rons bror var et øjeblik bag dem.
”Hej, vi vandt!” Sagde hun.
Når besætningerne er færdige med løbet, trækker de typisk ind i havnen på Dauphin Island for en trofæceremoni og en nattesøvn. Men Gaston-brødrene besluttede at vende rundt og sejle hjem igen, forudsat at de havde slået stormen; andre tog det samme valg. Brødrene satte kurs mod nord langs bugten vestlige kyst. Under løbet havde Ron brugt en out-of-service iPhone til at spore deres placering på et kort. Han gled den i en lomme og satte sig tilbage på ”trampolinen” - stofdækket mellem de to skrog.
Kort før kl. 15.00 så han og Hana, mens stormskyer rullede mod dem fra vest. En tung nedbør slørede den vestlige horisont, som om nogen havde udtværet den med et viskelæder. ”Vi får muligvis lidt regn, ” sagde Ron med karakteristisk underdrivelse. Men de så ud til at have gjort det godt - måske kunne de komme til Buccaneer Yacht Club, tænkte han, før regnen ramte.
Hana kiggede igen og igen på en håndholdt GPS og blev forbløffet over de hastigheder, de klodede til. ”Tretten knob!” Sagde hun til Ron. Til sidst løftede hun snoren rundt om halsen, så hun kunne holde øje med den, derefter gemt GPS'en ind i sin livbeskytter, så hun ikke ville miste den.
På nuværende tidspunkt havde stormen, der først blev levende i Texas, krydset tre stater for at nå den vestlige kant af Mobile Bay. Undervejs udviklede den tre separate stormceller, ligesom en trehovedet Hydra, hver tæt med kold luft og iskolde partikler, der holdes højt op af et varmt opkald, som en hånd, der vugger en vandballon. Typisk vil en kold masse simpelthen sprede sig, men sommetider når en storm bevæger sig over et landskab, afbryder noget den understøttende opdatering. Hånden flinches, og vandballonen falder: en nedbrud, hælder kold luft til overfladen. ”Det i sig selv er ikke et ualmindeligt fænomen, ” siger Mark Thornton, en meteorolog og medlem af US Sailing, en national organisation, der fører tilsyn med løb. ”Det er endnu ikke en tragedie.”
Under regattaen fik et ukendt fænomen - et pludseligt skift i temperatur eller fugtighed eller ændringen i topografi fra træer, bakker og bygninger til et friktionsløst åbent vand - alle tre stormceller brast ud i samme øjeblik, som de nåede til Mobile Bay. ”Og lige oven på hundreder af mennesker, ” sagde Thornton. ”Det er det, der skubber det til historiske proportioner.”
På National Weather Service's office i Mobile så meteorologer stormudviklingen på radar. ”Det blev virkelig intensiveret, da det ramte bugten, ” huskede Jason Beaman, den meteorolog, der var ansvarlig for at koordinere kontorets advarsler. Beaman bemærkede den usædvanlige måde, stormen snarere på at sprænge sig ud hurtigt, fortsatte med at vinde styrke. ”Det var en motor, som en maskine, der fortsætter med at køre, ” sagde han. ”Det fodrede sig selv.”
Storme af denne styrke og volatilitet indebærer farerne ved et klima, der i stigende grad kan være kendetegnet ved ekstrem vejr. Thornton sagde, at det ikke ville være "videnskabeligt passende" at tilskrive nogen storm til klimaforandringer, men sagde "der er en voksende enighed om, at klimaforandringer øger hyppigheden af alvorlige storme." Beaman foreslår, at mere forskning bør afsættes til bedre forståelse hvad der driver individuelle storme. ”Den teknologi, vi har, er bare ikke avanceret lige nu til at give os svaret, ” sagde han.
I Mobile Bay sendte udbruddene en usynlig bølge af luft, der rullede foran stormfronten. Denne mærkelige nye vind skubbede Ron og Hana hurtigere, end de var gået under et hvilket som helst tidspunkt i løbet.
Redningsmand Bannon (Bryan Schutmaat) ”De bliver virkelig pisket rundt, ” fortalte han en ven. ”Sådan så de ud under Katrina.”
Et par minutter senere ringede MRD's direktør fra Dauphin Island. ”Scott, du skulle hellere samle nogle fyre, ” sagde han. ”Dette bliver dårligt. Der er både, der sprænger på dokkerne her. Og der er både ude på bugten. ”
MRD opretholder et kamera på Dauphin Island Bridge, et span på tre kilometer, der forbinder øen til fastlandet. Omkring kl. 15.00 viste kameraet stormens tilgang: whitecaps, der skummede, når vinden kom over bugten, og ud over det regn på ydersiden af broen. Femogfem sekunder senere blev visningen helt hvid.
Under broen kæmpede den 17-årige Sarah Gaston - Rons datter og Hana's bedste ven - for at kontrollere en lille båd sammen med sin sejlpartner, Jim Gates, en 74-årig familieveninde.
”Vi ledte lige efter noget land på det tidspunkt, ” sagde Sarah senere. ”Men alt var hvidt. Vi kunne ikke se land. Vi kunne ikke engang se broen. ”
Parret så jibben, et lille sejl foran på båden, rive i langsom bevægelse, som om hænderne på en eller anden usynlig styrke rev det fra venstre mod højre.
Længere mod nord kom Gaston-brødrene på deres katamaraner tættere på Buccaneer Yacht Club, på bugten vestlige kyst.
Lyn knækkede. ”Rør ikke ved noget metal, ” sagde Ron til Hana. De kramede sig midt på deres båds trampolin.
Sejlere langs kanterne af bugten var nået et afgørende øjeblik. ”Dette er tiden til bare at trække ind til land, ” sagde Thornton. "Overalt. Enhver kyst, ethvert hul, hvor du kunne klatre videre til land. ”
Ron prøvede. Han scannede kysten efter et sted, hvor hans katamaran kunne trække ind, hvis nødvendigt. "Skot ... skott ... mole ... skott, " tænkte han. Den bjergomgivne vestlige side af bugten bød ingen havn. Mindre end to miles bagefter forsvandt hans bror Shane sammen med Shanes søn Connor efter et regnforhæng.
”Måske kan vi overgå det, ” fortalte Ron Hana.
Men stormen ladede sig mod dem med 60 knob. Verdens hurtigste både - kæmpe kulstoffibereksperimenter, der kører i America's Cup, der flyver på folier over vandet og kræver, at deres besætning bærer hjelme - kunne ikke overgå denne storm.
Lyn flimrede i alle retninger nu, og inden for få øjeblikke kom regnen op. Det kom så hurtigt og så tæt, at verden syntes reduceret til et lille gråt rum, uden horisont, ingen himmel, ingen kyst, intet hav. Der var kun deres båd, og nålestikkene med regn.
Temperaturen tumlede, da udbruddene kaskade gennem atmosfæren. Hana bemærkede den pludselige kulde, og hendes ben ryste i vinden.
Derefter, uden advarsel, faldt stormen til intet. Ingen vind. Ron sagde: "Hvad i værsten" - men en spontan brøl druknede hans stemme. Båden ryste og ryste. Derefter ramte en mur af luft med en styrke i modsætning til alt, hvad Ron havde stødt på i en levetid af sejlsport.
Vindene steg til 73 mil i timen - orkanstyrke - og kom over bugten i en lige linje, ligesom en usynlig tsunami. Ron og Hana havde aldrig et øjeblik til at lade deres sejl ned.
Den forreste af Kyla rejste sig op fra vandet, så den stod et øjeblik på halen og derefter vendte sidelæns. Bugt var kun syv meter dyb på det sted, så masten gabbede ind i mudderet og knækkede i to.
Hana fløj af sted og ramte hovedet på bommen, en vandret spar, der var fastgjort til masten. Ron landede mellem hende og båden og greb hende med den ene hånd og et reb fastgjort til båden med den anden.
Båden lå nu i vandet på sin side, og trampolinen - bådens stofdæk - stod lodret og fangede vinden som et sejl. Da det blæste væk, trak det Ron gennem vandet væk fra Hana og strækkede armene, indtil han stod overfor en beslutning, der syntes surrealistisk. I det aflange øjeblik havde han to muligheder: Han kunne give slip på båden eller Hana.
Han slap båden, og på få sekunder blæste den væk ud over væggene i deres grå rum. Værelset syntes at skrumpe sammen med hvert øjeblik. Hana rakte en arm ud og indså, at hun ikke kunne se ud over sine egne fingre. Hun og Ron havde begge stadig deres redningsveste, men otte-fodsnedbrud styrtede ned på dem, truede med at adskille dem eller drukne dem på overfladen.
De to viklede armene rundt om hinanden, og Hana stak hovedet mod Rons bryst for at finde en lomme med luft fri for det gennemborende regn.
I kaoset tænkte Ron et øjeblik på sin datter. Men da han og Hana rullede sammen som en tønde under bølgerne, blev hans sind blankt og gråt som seascape.
Sarah og Jims båd var også steget op i vinden og spændt dem i vandet.
Masten knækkede og sendte sejlene løs. ”Jim!” Sarah råbte og prøvede at skifte sejl. Til sidst fandt de hinanden og trækkede sig tilbage i vrak af deres båd.
Cirka 30 mil nord stod en kystvagtsignal ved navn Phillip McNamara sit første skift som tjenestemand. Da stormen bar ned på Mobile Bay, kom der nødopkald fra hele kysten: fra sejlere i vandet strandede folk på sandbjælker, hektiske vidner på land. Flere gange ringede han til sin overordnede, Cmdr. Chris Cederholm, om råd om, hvordan man reagerer, hver gang med stigende hastighed.
(5W Infographics Kilder: US Coast Guard; Ron Gaston; Scott Godbold; Lennard Luiten) **********
Cirka 15 mil inde i landet kiggede Scott Bannon, en major med Alabamas Marine Resources Division, op gennem de høje vinduer i sit bjælkehus vest for Mobile. Bannon bor på en fyrretrækket bakke og har set så mange orkaner blæse igennem, at han kan måle deres styrke ved hjælp af trætoppene.
Redningsmand Kystvagt Cmdr. Cederholm, der sagde om prøvelsen, ”Det var en begivenhed, der var en gang i karrieren.” (Bryan Schutmaat) ”Ved det tredje opkald var det klart, at der skete noget stort, ” sagde Cederholm for nylig. Da Cederholm ankom stationen, forstod han omfanget af katastrofen - scoringer af mennesker i vandet - og han udløste en kystvagtprotokol kaldet en ”Mass Rescue Operation”, der kaldte et svar fra luft, land og hav.
Da myndighederne skrumpede for at forstå stormens omfang, kæmpede hundredevis af sejlere i bugten for at overleve den. Vinden ramte Luitens ' Razr så hurtigt, at den fik sejlene fast på masten; der var ingen måde at sænke dem ned. Vinden vendte båden og slyngede besætningen - Lennard, hans far, Robert, 71-årige Jimmie Brown og teenage-venner Adam Clark og Jacob Pouncey - i vandet. Derefter rullede bådens tønde op, og Lennard og Brown blev kort scoopet tilbage på dens dæk, før kølen knækkede, og de blev kastet igen, denne gang i den anden retning.
Brown kæmpede i en regnfrakke. Lennard, en stærk svømmer, svømmede rundt i båden og søgte efter sin far, som han fandt sammen med Jacob. Efter 20 minutter truede de tårnhøje otte fods bølger med at drukne dem, og Lennard slog ud for kysten for at finde hjælp.
Normalt blæser en storms hårde kant forbi på to eller tre minutter; denne storm fortsatte i 45 minutter.
En erfaren sejler ved navn Larry Goolsby, kaptajn for en 22-fods båd ved navn Team 4G, var i syne for målstregen, da stormen kom; han og to besætningsmedlemmer havde bare øjeblikke til at lette sejlene, før vinden ramte. Galen rullede båden over to gange, før et meget tungere 40-fods fartøj hove i udsigt modvind. Den større båd bevægede sig med al stormens kraft bagpå og lagde ned på de tre mænd.
En råbte over vinden, ”De vil slå os!” Ligesom den større båd smadrede ind i Team 4G, løb den over og trækker den mindre båd væk.
Besætningsmedlemmerne havde formået at hoppe klart i vandet lige før påvirkningen. I samme øjeblik greb Goolsby et reb, der hængende fra ladebåden og svingede sig op på dens dæk. Han kiggede tilbage og kiggede tilbage for at se sine besætningskammerater i vandet og voksede mere fjernt med det andet. Ingen var iført redningsveste. Goolsby fangede en livring fra dækket på det løbskib og dykke tilbage i vandet i håb om at redde sine venner.
Lignende kriser udfoldedes over bugten. En 26-fods båd ved navn Scoundrel var færdig med løbet og vendte mod nord, da stormen ramte. Vinden bankede båden på sin side, før kaptajnen havde tid til at lade sejlene ned. Da båden lå vandret, sprang han ud i vandet, løslede sejlene og skrumpede derefter tilbage ombord, da skibet rettede sig selv. Men et besætningsmedlem, han så, 27-årige Kristopher Beall, var faldet ind og klamrede sig fast på et reb, der trawl båden efter. Den 72-årige kaptajn forsøgte at trække ham ind, da Beall gispet efter luft midt i bølgerne.
**********
Et dusin kystvagtskibe fra Mississippi til Florida reagerede sammen med flere fly, helikoptere og et team af søgere, der strejfede kystlinjen på terrænkøretøjer. Mennesker på heste søgte i bugtenens lerbanker efter overlevende.
Ved kystvagtens udpost på Dauphin Island ringede Bannon, den marine ressourcechef, op efter opfordring til familier og venner af bådsejere og kaptajner og forsøgte at finde ud af, hvor mange mennesker der måske mangler. Arratta-arrangørerne holdt en sammenhæng af kaptajner, men ikke af andre, der var ombord på bådene.
Kystvagtkommandøren Cederholm advarede den militære kommandokæde, helt op til tre-stjerners admiral William Lee. ”Jeg har aldrig set noget lignende, ” sagde den 34-årige havveteran til Cederholm.
I nærheden af Dauphin Island Bridge hentede en kystvagt-redningsbåd Sarah Gaston og Jim Gates. Hun havde lidt en benskade og hypotermi, og da hendes redningsmænd trak hende ind på deres dæk, gik hun i chok.
Ron og Hana var tættere på midten af bugten, hvor sandsynligheden for redning var skræmmende lav. ”Alt hvad du virkelig kan se over vandet, er andres hoved, ” forklarede Bannon senere. ”Et menneskeligt hoved er på størrelse med en kokosnød. Så du er på et skib, der er i bevægelse, på udkig efter en kokosnød der kaster sig mellem bølgerne. Du kan let passere inden for et par fødder og aldrig se nogen i vandet. ”
Ron og Hana havde nu været i vandet i to timer. De forsøgte at svømme i land, men bølgerne og strømmen låst dem på plads. For at afværge rædselen fra deres lidenskab lavede Hana vittigheder. ”Jeg tror ikke, at vi kommer hjem til middag, ” sagde hun.
”Se, ” sagde Ron og trak telefonen fra lommen. Selvom det var ude af drift, kunne han stadig bruge det til at ringe til et nødopkald. I samme øjeblik trak Hana GPS-enheden fra sin redningsvest og holdt den op.
Ron kæmpede med våde fingre for at ringe til telefonen. ”Her, ” sagde han og overleverede det til Hana. "Du er teenager."
Hun ringede til 911. En koordinator svarede: "Hvad er din nødsituation og placering?"
”Jeg er i Mobile Bay, ” sagde Hana.
“Bugtområdet?”
”Nej, frue. Jeg er i bugten. Jeg er i vandet. ”
(Michael Byers) Ved hjælp af telefonen og GPS og se de blå lys fra en patruljebåd, ledede Hana redningsmænd til deres placering.
Da en officer trak hende fra vandet og ned på dækket, begyndte stilladser af Hana sans for humor at kollapse. Hun spurgte, "Denne båd kommer ikke også til at kapse, er det?"
Rons bror og nevø, Shane og Connor, var også gået over bord. Tre gange vendte vinden deres båd på sin side, inden den til sidst brød masten. De brugte det lille jibsejl til at kæmpe sig mod den vestlige bred. Når de var på land, bankede de på en dørs, lånte en telefon og ringede til kystvagten for at rapportere, at de havde overlevet.
Tre-mands besætningen på Team 4G klamrede sig fast til deres bebudede livring og trædte vand, indtil de blev reddet.
Bagefter hyldede kystvagten adskillige frivillige redningsmænd, der hjalp den dag, inklusive Scott Godbold, der var kommet ud med sin kone, Hope, for at se deres søn Matthew. Da solen begyndte at gå ned den aften, sejlede Godbolds ind til kystvagtens Dauphin Island-station med tre overlevende.
”Det var fantastisk, ” sagde Bannon. Oddsen for at finde en eneste person i mere end 400 kvadratkilometer hakket hav var skandaløst. Bag Godbolds sejlbåd trak de også en lille oppustelig båd, der holdt liget af Kristopher Beall.
Efter at have forladt Hope og de overlevende på stationen fik Gudbold sammen med sin far, Kenny, der er i 70'erne, og sammen trådte de tilbage på deres båd for at fortsætte søgningen. Scott havde i tankerne en teenager, han kendte: Lennard Luiten, som forblev savnet. Lennards far var blevet fundet i live, ligesom hans ven Jacob. Men to andre Razr- besætningsmedlemmer - Jacobs ven, Adam og Jimmie Brown - havde ikke overlevet.
På dette tidspunkt ville Lennard have været i vandet uden redningsvest i seks timer. Natten var kommet, og mændene vidste, at chancerne for at finde drengen var forsvindende fjernt. Scott brugte motoren på sin båd for at lette ud i bugten og lytte til enhver lyd i mørket.
Endelig drev en stemme over vandet: ”Hjælp!”
Timer tidligere, da strømmen fejede Lennard mod havet, havde han kaldet til båd efter båd: en Catalina 22-racer, en anden racer, som Lennard kendte godt, en fisker. Ingen havde hørt ham. Lennard svømmede mod en olieplatform ved mundingen af bugten, men bølgerne arbejdede imod ham, og han så på platformen bevæge sig langsomt fra sin syd mod sit nord. Der var intet andet end hav og mørke, og stadig håbede han: Måske ville hans hånd finde en krabbefælde. Måske en bøje.
Nu skændte Kenny en lommelygte i ansigtet, og Scott sagde: "Er det dig, Lennard?"
Mobile Bays høje bløffer, barriereø og halvø gør det til en sikker havn - men disse samme egenskaber forværrede stormens virkninger. (Bryan Schutmaat) **********
Ti fartøjer sank eller blev ødelagt af stormen, og 40 mennesker blev reddet fra vandet. Et halvt dusin sejlere døde: Robert Delaney, 72, William Massey, 67, og Robert Thomas, 50, ud over Beall, Brown og Clark.
Det var en af de værste sejlkatastrofer i amerikansk historie.
Scott Godbold taler ikke meget om den dag, men det gennemsyrer hans tanker. ”Det forsvinder aldrig, ” sagde han for nylig.
Søgeanstrengelsen anstrengte redningsmænd. Hold flyttede fra en veltet båd til en anden, hvor de ville banke på skroget og lytte til de overlevende, før dykkere svømmede nedenunder for at se efter kroppe. Cederholm, kystvagtskommandant, sagde, at han på et tidspunkt trådte ind på sit kontor, lukkede døren og forsøgte at kvæle sine følelser.
I samarbejde med kystvagten, der i øjeblikket undersøger katastrofen, har regattaarrangørerne vedtaget strengere sikkerhedsforanstaltninger, herunder at føre bedre fortegnelser over bådbesætning og passagerinformation under løbene. Kystvagten bestemte også, at folk døde, fordi de ikke hurtigt kunne finde deres livbeskyttere, der blev begravet under andet redskab, så det kræver nu, at racere skal bære redningsveste under begyndelsen af løbet, under antagelse af, at selv hvis de fjernes, for nylig slidte konserves vil være tæt nok til hånden.
Garner, Fairhope Yacht Klubs tidligere kommodore, afskedigede kystvagtens undersøgelse. ”Jeg antager, at de kender de rigtige regler, ” sagde han. ”Men hvad angår sejlbådracing, kender de ikke squat.”
Ligesom mange løb i USA blev regattaen styret af reglerne i US Sejlads, hvis håndbog til løbens arrangører er entydig: ”Hvis dårligt vejr truer, eller der er nogen grund til at formode, at vejret vil forværres (f.eks. Lyn eller et tungt skridt), der gør forholdene usikre for sejlsport eller til dine operationer, den forsigtige (og praktiske) ting at gøre er at opgive løbet. ”Manualen skitserer ansvaret for den gruppe, der er udpeget til at køre løbet, kendt som løbskomiteen, under regattaer, hvor fagfolk og hobbyister konvergerer: ”Raceudvalgets job er at udøve god dømmekraft og ikke vinde en popularitetskonkurrence. Tag dine beslutninger baseret på hensyntagen til alle konkurrenter, især de mindst erfarne eller mindst kapable konkurrenter. ”
Familien til Robert Thomas sagsøger yachtklubben for uagtsomhed og uretmæssig død. Thomas, der arbejdede på både for Robert Delaney, udførte tømrerarbejde og rengøringsopgaver, havde aldrig trådt fod på en båd i vand, men blev inviteret af Delaney til at komme med til regattaen. Begge mænd døde, da båden vendte om og fastgjorde dem under.
Omar Nelson, en advokat for Thomas 'familie, sammenligner yachtklubben med en softball-turneringsarrangør, der ignorerer et lynnedslag under et spil. ”Du kan ikke tvinge spillerne til at gå hjem, ” sagde han. ”Men du kan fjerne trofeet, så de har et incitament.” Retssagen hævder også, at yachtklubben faktisk oprindeligt annullerede løbet på grund af stormen, i modsætning til Garners påstand om en misforståelse om skrabelægningen, men at arrangørerne vendte deres beslutning om. Yachtklubbens nuværende kommodore, Randy Fitz-Wainwright, afviste at kommentere under henvisning til den igangværende retssag. Klubens advokat afviste også at kommentere.
Kystvagten bemærker ifølge en intern memo om sin undersøgelse opnået af Smithsonian, at løbets forsinkede start bidrog til tragedien. ”Dette skabte forvirring blandt racedeltagerne og førte til en times times forsinkelse ... De første racerbåde afsluttede ca. 1350. Cirka 1508 svungede kraftige tordenvejr bestående af orkankraftvinde og stejle bølger over de vestlige bredder af Mobile Bugt. ”Kystvagten har endnu ikke offentliggjort sin rapport om katastrofen, men Cederholm sagde, at baseret på hans erfaring som en søgnings-og-redningsekspert, ” Generelt, jo længere tid har du både på vandet, når vejret er alvorlig, jo værre er situationen. ”
For mange af de sejlere selv, når deres både var rigget og de var ude på vandet, var det let at antage, at de vejrinformation de havde, var nøjagtig, og at stormen ville opføre sig forudsigeligt. I betragtning af den adgang, som racere havde til at forudsige den morgen, sagde Thornton, meteorologen, "Det bedste på det tidspunkt ville være at blive hjemme." Men selv når folk har anstændigt information, tilføjede han, "lod de deres beslutningstagning blive skyet. ”
”Vi kæmper med dette, ” sagde Bert Rogers, administrerende direktør for Tall Ships America, en nonprofit sejltræningsforening. “There is a tension between technology and the traditional, esoteric skills. The technology does save lives. But could it distract people and give them a false sense of confidence? That's something we're talking about now.”
**********
Hana, who had kept her spirits buoyed with jokes in the midst of the ordeal, said the full seriousness of the disaster only settled on her later. “For a year and a half I cried any time it rained really hard, ” she said. She hasn't been back on the water since.
Lennard went back to the water immediately. What bothers him most is not the power of the storm but rather the power of numerous minute decisions that had to be made instantly. He has re-raced the 2015 Dauphin Island Regatta countless times in his mind, each time making adjustments. Some are complex, and painful. “I shouldn't have left Mr. Brown to go find my dad, ” he said. “Maybe if I had stayed with him, he would be OK.”
He has concluded that no one decision can explain the disaster. “There were all these dominoes lined up, and they started falling, ” he said. “Things we did wrong. Things Fairhope Yacht Club did wrong. Things that went wrong with the boat. Hundreds of moments that went wrong, for everyone.”
In April of this year, the regatta was postponed because of the threat of inclement weather. It was eventually held in late May, and Lennard entered the race again, this time with Scott Godbold's son, Matthew.
Under løbet, et sted nær midten af bugten, knækkede deres bådmast i høj vind. Scott Godbold havde skygget dem, og han trak ved siden af og kastede en træklinie.
Lennard bar stadig sin livskonserver.
Redaktørens note: en tidligere version af denne historie anvendte udtrykket “60 knob i timen.” En knude er allerede et mål for hastighed: En knude er 1, 15 miles i timen.
Abonner på Smithsonian magasin nu for kun $ 12
Denne artikel er et udvalg fra juli / august-udgaven af Smithsonian-magasinet
Købe
