Paris-baserede forfatter Richard Covington har dækket en lang række kulturelle og historiske emner og har bidraget til Smithsonian, The New York Times, International Herald Tribune, Los Angeles Times, Sunday Times of London, Reader's Digest, Art in America og Salon. Han er fan af fransk historie og har offentliggjort biografiske profiler af Napoleon, Charlemagne og Marie Antoinette. Han er også en bidragyder til What Matters, en samling af essays om kritiske miljø-, sundheds- og sociale spørgsmål, der skulle ud i september 2008. Hans seneste projekt beskriver den kulturelle transformation af Silkevejen.
Hvad trak dig til denne historie? Kan du beskrive dens opståen?
Da jeg første gang så udstillingen på Guimet-museet i Paris sidste år, blev jeg ramt af skønheden ved artefakterne fra en del af verden, der hovedsageligt er kendt for terrorisme og borgerkrig. Jeg ville skildre en anden side af Afghanistan for at fortælle historien om dens rige kulturarv fra årtusinder. Jeg blev også meget bevæget over de risici, som direktøren for Nationalmuseet i Kabul, Omara Khan Masoudi og hans personale tog for at redde disse truede kunstneriske skatte.
Hvad overraskede dig mest, mens du dækkede de kulturelle artefakter i Afghanistan?
Jeg blev overrasket over, at landets arkæologiske arv er så lidt kendt og forbliver relativt uudforsket. Den igangværende konflikt betyder, at voldsomt plyndring af steder og smugling af artefakter fortsat er praktisk talt ukontrolleret. Krig med den genoptagne Taliban blander sig også meget i arkeologiske undersøgelser ved at placere store dele af landet uden for grænserne og gøre det godt umuligt at træne lokale arkæologer.
Hvad var dit yndlings øjeblik under din rapportering?
Jeg må sige, at mit yndlings øjeblik var, da jeg første gang så Bactrian guldsmykket. De finurlige fede cupids, der kørte på delfiner (eller en slags fisk), den lille afroditistiske figur med vinger, den delikat snittede ram og dolkhåndtaget med en sibirsk bjørn var forbløffende og mystificerende. Det fik mig til at spekulere: hvem var disse nomader, hvordan blev de så sofistikerede kunsthåndværkere, og hvorfor ved vi ikke mere om dem?
Var der noget sjovt eller interessant, der ikke lavede det endelige udkast?
Blandt de mange høje historier, der omgiver skattene, var en fra en afghansk bankmedarbejder, der hævdede, at han var blevet tortureret af Taliban og nægtede at afsløre, hvor værkerne var skjult. Carla Grissmann fortalte mig, at dette var helt usandt, idet han afskedige det som en "meget afghansk selvdramatisering." På den anden side fortjener Grissmann en stor del af æren for at have set otte af stykkerne i udstillingen på det sorte marked i Peshawar. Varerne - elfenben og gipsmedaljer fra Begram - var blevet stjålet fra Nationalmuseet i Kabul. Hun købte dem på stedet og placerede dem i opbevaring.
Talibanens eliminering af "kætter" kunstværker er ikke første gang, kulturelle artefakter er ændret eller ødelagt, fordi de ikke længere passer ind i de nuværende moralske eller æstetiske værdier. Hvordan skal vi behandle kunstværker, der ikke længere anses for acceptable af den kultur, hvor de findes? Hvorfor?
I det 16. århundrede dækkede Daniele de Voltera figurer i Michaelangelos sidste dom i det sixtinske kapel med strategisk placerede læneklover. Hitler forsøgte at forbyde såkaldt "degenereret kunst" af dem som Max Beckmann, Chagall, Klee og Kandinsky. Men selvfølgelig viste værker af disse kunstnere sig langt mere varige end værker, som den nazistiske diktator valgte til det foreslåede Fuhrermuseum, han planlagde at skabe i Linz, Østrig. Og for nylig fik den italienske premierminister Silvio Berlusconi en Tiepolo-nøgen retuscheret i sin officielle bolig, så hendes blotte bryst ikke ville dukke op bag ham under tv-interviews. (Titlen på maleriet var The Truth Unveiled by Time.) Og det er hvad der sker med mesterværker, der er forbudt eller dækket over. Tiden bekræfter i sidste ende sandheden i kunstværket, men jeg tror, vi stadig skal kæmpe for at få det til at ske.
