I Agatha Christies forbrydelsesroman Murder on the Orient Express løser den godt mustachioede belgiske detektiv Hercule Poirot den grisede knivstikkelse af en amerikansk tycoon, der rejser på et langdistance-passagertog. Mens historien fra 1934, tilpasset til en ny film, om mord og hævn på et fastklædet, indlejret tog naturligvis er et fiktion, trak Christie dele af sin historie direkte fra overskrifterne.
Relateret indhold
- Orient-ekspressens sande historie
I Christies historie er Poirot på Orient Express, fra Syrien til London, når en mand ved navn Ratchett beder Poirot om at undersøge de trusler om død, han har modtaget. Poirot afviser og fortæller Ratchett, at han ikke kan lide hans ansigt. Den næste morgen stopper en snedrift toget i dens spor, og Ratchett findes stukket til døden i hans rum.
Når Poirot træder tilbage i sin detektivrolle og søger Ratchetts rum efter ledetråde, finder han et stykke brændt papir, der lyder "–med lille Daisy Armstrong." Han udleder, at Ratchett virkelig er en pøbel ved navn Cassetti, der kidnappet 3-årig- gamle arving Daisy Armstrong og indsamlede $ 200.000 i løsepenge fra sine forældre, før hendes døde krop blev opdaget. En velhavende mand var i stand til at undslippe overbevisning og flygte fra landet. Fortællingen om bogen drejer sig om hvem der på toget myrdede Ratchett.
Daisy Armstrongs fiktive sag var sandsynligvis kendt for læserne i midten af 1930'erne, der havde fulgt national dækning af kidnapningen af den søn af den berømte flyger Charles Lindbergh. Christies officielle hjemmeside bekræfter, at forfatteren løftede ideen til delplottet fra den virkelige tragedie. Den 1. marts 1932 forsvandt det 20 måneder gamle barn fra sin krybbe. En løsepenge, der blev anbragt på børnehavsvinduet i deres hjem i New Jersey, krævede $ 50.000.
Lindbergh-bortførelsen kastede landet i en slags vanvid. Aviser stoppede bogstaveligt talt pressen for at bryde nyheden til morgenudgaven. FBI-direktør J. Edgar Hoover mobiliserede agenter til at hjælpe statslige myndigheder i søgningen. En Hearst-reporter, Adela Rogers St. John, huskede i sin selvbiografi: ”Husk, lille Lindy var alles andres baby. Eller hvis de ikke havde nogen, deres eneste barn…. Kidnappet? Lindbergh-babyen? Hvem ville VARE? ”
I både romanen og det virkelige liv blev børnenes kroppe opdaget, efter at løsepenge var betalt fuldt ud. Cassetti dræbte Daisy kort efter at have kidnappet hende, og Charles Jr.'s leg blev fundet fire miles fra Lindbergh-ejendommen; en træflyver havde snublet over en menneskelig kranium, der stak ud fra en lav grav. Kroppen havde nedbrydet der i to måneder med en brudt kraniet og et hul over hans højre øre.
Bogen var enormt populær, da den blev udgivet, og Lindbergh-ekspert Robert Zorn siger, at parallellerne mellem Daisy og Charles Jr. må have været indlysende for folk. ”Parallellerne er for slående, ” siger han. Agatha Christie havde endda sin egen indsigt i sagen. Hun mistænkte, at bortførelsen blev udført af en udlænding - en lænke viste sig korrekt, da den skyldige blev opdaget at være den tyske immigrant Richard Hauptmann. ”Jeg tror, hun havde en bedre fornemmelse af at komme til hjertet af dette end mange efterforskere, ” siger han.
Ligesom romanens karakterer vidste Christie også, hvordan det var at sidde fast i et tog. Hun elskede at rejse på Orient Express og ville medbringe sin skrivemaskine. På en tur i 1931 stoppede toget på grund af en oversvømmelse. ”Min elskede, hvilken rejse!” Skrev hun i et brev til sin anden mand, Max Mallowan. ”Begyndte fra Istanbul i en voldsom tordenvejr. Vi gik meget langsomt i løbet af natten, og ca. kl. 3 stoppede helt. ”Hun blev også inspireret af en hændelse fra 1929, da Orientekspressen blev fanget af sne i fem dage.
Historien om Lindbergh-babyen fangede den populære fantasi på en måde, som en bog aldrig kunne. Som Joyce Milton skrev i sin biografi om Lindberghs, var Loss of Eden 1932 en skræmmende tid. Landet var i den store depression, og Hoovervilles var et almindeligt syn. Første verdenskrig, ”krigen for at afslutte alle krige”, havde ikke forhindret snigende stigning i totalitære regimer som fascisme og nazisme. Amerikanere kunne ikke undgå, at undre sig over, hvad verden var kommet til.
Ikke engang babyen til en nationalhelt var sikker mod kidnappere, og en populær jingle på det tidspunkt, ”Hvem stjal Lindbergh Baby?” Tænkte over, hvem der ville gøre sådan noget.
”Efter at han krydsede havet bredt, var det måden at vise vores stolthed?” Spurgte sangens tekster. ”Var det dig? Var det dig? Var det dig? ”
Hvad angår Poirot selv, har Christie aldrig specificeret en egentlig inspiration til hendes berømte karakter. Imidlertid mener forsker Michael Clapp, at hendes belgiske detektiv muligvis har boet lige nede på gaden fra hende. Mens han kiggede på sin egen familiehistorie, opdagede Clapp, at Christie havde mødt en pensioneret belgisk politimand, der vendte krigsflygtning ved navn Jacques Hornais på en velgørenhedsbegivenhed, der gavnede flygtninge fra Belgien. Det er ikke et definitivt bevis, fortalte Clapp The Telegraph, men det er ret tilfældigt.
I forfatterens egen selvbiografi siger hun dog, at Poirot faktisk var inspireret af en af hendes belgiske naboer. ”Hvorfor ikke gøre min detektiv til en belgisk, tænkte jeg. Der var alle typer flygtninge, ”skrev Christie. ”Hvad med en flygtningepoliti?”
Brug af virkelige inspirationer til Poirot og Orient Express var langt fra usædvanligt for Christie. Faktisk satte masser af personlige oplevelser deres præg på hendes historier, uanset om det var hendes viden om gift gennem hendes arbejde med Det Britiske Røde Kors eller hendes fascination med et rubellaudbrud, der inspirerede The Mirror Crack'd fra side til side . Hendes fantasi løb vild, som hun skrev i sin selvbiografi, og hun forhindrede sig ikke i at lade hverdagen inspirere hende.
”Der kommer tomter til mig i så underlige øjeblikke, når jeg går langs gaden eller undersøger en hatbutik, ” skrev hun. ”Pludselig kommer en pragtfuld idé ind i mit hoved.”
