I dag på sommersolverv fejrer millioner af mennesker over hele verden denne himmelferie på unikke kulturelle måder. På den nordlige halvkugle forekommer sommersolverv normalt den 21. juni, når Jordens nordlige pol er på sit maksimale vip mod solen.
En måde, denne midsommerbegivenhed fejres i Ecuador på, er Hatun Puncha (også kaldet Inti Raymi), en tid, hvor Kichwa-Otavaleños (oprindelige folk fra de nordlige Andes) samles for at lave musik og danse. Musikken varer i flere dage, og musiker-dansere følger et specielt spiralmønster, når de flytter fra det ene landshus til det næste.
Jorge og jeg er professorer inden for studier, der kan synes galakser fra hinanden. Selvom han er en teoretisk astrofysiker og jeg er etnomusikolog, trak vores fælles identiteter som nyt latinx-universitetsfakultet os sammen. For at støtte hinandens bestræbelser mødes vi ofte på lokale kaffebarer til espressopauser om eftermiddagen. En dag, da jeg ankom, skrev Jorge computerkode for at simulere fusioner af galaksen. Mens vi stod i kø, talte vi om Jorges figurer og videoer, som lignede overraskende de danseformationer, jeg observerede under Hatun Puncha.
Mine feltarbejdspartnere i Kotama forklarede mig, at Kichwa-Otavaleño tværgående fløjtemusik og spiraldans repræsenterer bevægelsen af himmellegemer og folks forhold til Pachamama (Mother Spacetime). Jeg var interesseret i at undersøge, hvilke forbindelser, om nogen, en astrofysiker ville bemærke. Begge af os er interesserede i måder, hvor åbning af tværfaglig dialog mellem videnskaber, humaniora og oprindelige viden systemer kan hjælpe med at opbygge en stærkere forståelse af verden omkring os.
Her besluttede vi at dele vores samtale, indbringe diagrammer og andre medier for at forklare hver af vores syn på rumtid.
Interagerende spiralgalakser og brosimuleret med FIRE (“Feedback In Realistic Environments, ” Hopkins et al. 2017) model. Besøg pomona.edu for videoer og mere information. (Billede tilpasset fra Moreno et al. (2018)) 
Et diagram over dans, der forekommer under Hatun Puncha, hvor grupper af dansere og musikere rejser fra hjem til hjem, danser i spiraler, der skifter retninger. Mindre grupper smelter sammen og danner større dansetropper gennem festivalen. (Diagram af Jessie M. Vallejo) Hvordan beskriver du “Pachamama”?
Jorge : Jeg har hørt Kichwa-ordet Pachamama oversat til engelsk som "Moder Jord." Er det sådan?
Jessie : Kichwa er et oprindeligt quechuansk sprog ( ikke en dialekt), der primært tales i Ecuador; det er relateret til sprog, der tales i Sydamerika. “Pachamama” er et glimrende eksempel på et udtryk, der viser sig vanskeligt at direkte oversætte til et andet sprog. Lad os for eksempel dele ordet i dets to dele. Mamma er et mere ligetil udtryk, der betyder mor. Pacha er vanskeligere at fortolke. Det kan tjene som et præfiks, suffiks eller fristående substantiv, der har flere anvendelser i Kichwa, såsom et adjektiv, adverb eller superlativ, der beskriver mængden eller kvaliteten af noget.
Sumakpacha kan betyde, at noget er meget smukt (bogstaveligt talt “smukt meget”). Det kan også fungere som et substantiv, der er relateret til en bestemt time (f.eks. 10:00 eller chunka pacha ), periode (forårstid eller sisay pacha ) eller tidsdimension (efterlivet eller chayshuk pacha ). Og endelig kan pacha referere til rummet, herunder et naturligt rum, et økosystem eller vores planet.
Den mest basale, bogstavelige oversættelse af "Moder Jord" ville være Allpa-mama. Baseret på hvad jeg har lært gennem årene med Kichwa-fløytister og sproglærere, oversætter Pachamama bedst som "Mother Spacetime" eller "Mother Cosmos."
Jorge : Det er imponerende at lære, at rumtid, et ord, der er centralt for astrofysik, spiller en så vigtig rolle i Kichwa-kulturen. Jeg er også overrasket over at vide, at Kichwa har et enkelt ord til dette. På romantiksprog er vi tvunget til at smelte sammen to ord for at beskrive rumtid.
Jessie : Så på engelsk, hvordan ville du definere "rumtid"?
Jorge : Dette ord findes ikke naturligt på engelsk, og det blev opfundet for at beskrive et astrofysisk fænomen: det faktum, at rum og tid udvikler sig sammen som en enkelt dynamisk (bevægende) enhed. Tilbage i dagen kunne vi have forestillet os rum og tid som et baggrunds lærred og betyder noget som maleriet på det statiske lærred. Forestil dig i stedet, at lærredet var i live. I en sådan maleri manifesteres lærredbevægelsen ved bevægelse af genstande og levende ting i maleriet. Tilsvarende i fysik kan rum og tid ( rumtid ) bevæge sig og ændre sig, og dette manifesteres af formen på banerne, som planeterne og stjernerne følger.
Jessie : Dette lyder som det, jeg lærte i Otavalo, som er, at musik og dans ikke bare efterligner planeterne; snarere musik og dans udført under solstice-fejringen i juni Hatun Puncha-Inti Raymi er en manifestation af universet. Ved at danse og spille musik fejrer Kichwa-Otavaleños samtidig, konstruerer og oplever rumtid. Patricio Maldonado taler om dette kort i den korte dokumentar Hatun Kotama Diskuterer den fløjte-baserede musik fra Otavalo, Ecuador .
Hvordan udfører du Pachamama?
Jorge : Når jeg lytter til ¡Así Kotama !: Fløjterne i Otavalo, Ecuador, bemærker jeg, at albumsporene er meget korte, og jeg hører de musikalske ideer gentaget mange gange inden for hver korte spor.
Jessie : Det er rigtigt. De fleste fløjtemelodier ( tunus i Kichwa) varer mellem et eller to minutter. For eksempel er her en melodi, som Hatun Kotama er optaget:
Inden for hver melodi har vi typisk to musikalske temaer (kaldet hjørner eller esquinas ) spillet af to eller flere fløjter. Disse temaer er de vigtigste byggesten i denne musik. Nogle temaer har muligvis kun mindre forskelle, men vi kunne mærke dem som A- og B-sektioner.
Den lidt lavere tone fløjte (kendt som den maskuline stemme) spiller den højere tone melodi i begge temaer:
Den højere tone fløjte betragtes som feminin, fordi de fleste kvindelige menneskelige stemmer er højere end mandlige stemmer. Feminine fløjter spiller imidlertid lavere modstandsmodeller, fordi lavere frekvenser er forbundet med beroligende energier og femininitet i Kichwa-kosmovisionen. En fløjtes køn kan dog ændre sig afhængigt af hvordan det lyder i forhold til en anden fløjte.
Lejlighedsvis er modmelodien den samme musikalske linje for både A- og B-sektioner, som i vores eksempel på "Allku Wayku."
Og sammen, både melodi og modmelodi, lyder de sådan:
Hvert musikalsk tema gentages normalt tre eller fire gange, så den musikalske form kan se ud og lyde sådan:
Introduktion - AAA BBBB AAA BBB AAAA BBB AA (afbrudt af en anden tunu )
Jorge : Der er meget mere ved det, end jeg troede!
Jessie : Og der er mere. Når det kombineres med andre musikalske elementer (f.eks. Dans, sang, fløjtning, conch shell-spil osv.) Har musikken en polyfonisk struktur (mange uafhængige stemmer eller instrumenter). Disse melodier har ikke officielle afslutninger, fordi de gentages, indtil en anden gruppe musiker-dansere begynder at spille, hvilket overlapper deres melodi, mens de går ind i musikernes spiralcirkel. Desværre har mange musikologer og antropologer misforstået den korte form for tunus som værende "forenklet" eller "underudviklet", og tunuer er blevet mismarkeret som "fragmentarisk" eller "primitiv" musik, der imiterer fuglesang.
Jorge : For mig er ord som “forenklet” og “underudviklet” lyd nedladende.
Jessie : Okay. Disse beskrivelser er eurocentriske og evolutionistiske. Som en konsekvens af kolonialismen antager mange mennesker, at oprindelig kunst eller udtryksform er "mindre udviklet" end dem, der ikke er oprindelige samfund; men Otavalan fløjtetunus er komplekse. Sange er spændt sammen gennem forskellige tidsperioder, så vi bør se på musikalske former ud over længden af en sang. Vi bør overveje andre tidsrum, som en aften, uge, år, en levetid eller endda sekventiel levetid.
Jorge : Dette er så interessant. Kichwa-musik er en samling melodier, der gentages på mange forskellige tidsskalaer! Men hvad mener du med sekventielle levetider?
Jessie : Ja, de gentager sig på den måde. Da der til enhver tid er et givet antal musikere og følgelig et givet antal melodier, bliver den samlede musikalske form en spiral af repertoire (eller i dette tilfælde en samling musikalske melodier eller ideer) udvekslet over tid. Dette er dog ikke en lukket cirkel, fordi der kan tilføjes nye melodier og musikalske stemmer.
Dans i juni solstice fungerer også på denne måde. Gennem festivalen smelter grupper af dansere og musikere sammen, hvilket betyder, at dansespiraler udvides, mens det musikalske repertoire øges (se figur 2). Juni-solstice er en tid med åndelig og landbrugsfornyelse, når transcenderede ånder kommer tilbage fra efterlivet for at besøge og deltage i festlighederne. I det væsentlige teoretiserer Kichwa-Otavaleños og (gen) skaber rumtid som en gentagen, successiv og kumulativ spiral gennem dans (rum) og lyd (tid).
Et diagram, der repræsenterer den successive, gentagne og kumulative progression af tværgående fløjterepertoire udført i forskellige tidscykler (en aften, uge, år, levetid, sekventiel levetid osv.). (Diagram af Jessie M. Vallejo) Jorge : Fascinerende! Denne beskrivelse minder mig om galakseudviklingen. For det første fungerer mange semi-gentagne astrofysiske processer i forskellige tidsmæssige eller geografiske skalaer for at fremstille en galakse. Stjerdannelse sker på relativt korte tidsskalaer, mens galakse-galakseinteraktioner forekommer på længere tidsskalaer; begge er grundlæggende for udformningen af en galakse.
For det andet kan man i astrofysik ikke adskille rum og tid, ligesom her kan man ikke adskille musikken fra dans. Dette får mig til at spekulere på, om der er en ramme i Kichwa-sprog, der er tæt forbundet med min forskning på, hvordan galakser vokser gennem sammenlægning. Vi kunne argumentere for, at Kichwa-præstationerne af Pachamama giver en alternativ ramme eller scenarie til at forklare galakseudviklingen.
Jessie : Jeg er enig. Jeg ved, at mennesker i Andesfjellene har haft en fordel ved at kunne se stjerner og galakser i begge halvkugler, plus de har haft mange bjergtoppe at bruge som et middel til at måle deres observationer. Men hvordan ville det have været muligt for mennesker at observere galakseudvikling uden et teleskop?
Jorge : Mælkevejen (vores galakse) og dens to satellitter, de store og små magellanske skyer, er synlige med det blotte øje fra steder på den sydlige halvkugle med lidt lysforurening. Den persiske astronom Al Sufi opdagede Andromeda, vores nærmeste galaktiske nabo, i det tiende århundrede. I hele historien har oprindelige amerikanere, australiere, polynesiere, sydafrikanere og mellemøstere observeret og beundret galakser på nattehimlen.
Jessie : Dette får mig til at undre mig over, hvordan vores viden om galakser på himlen er forbundet med forestillingen om rumtid i fysik.
Hvordan dannes galakser?
Jorge : På astrofysikens side bygger vores forståelse af galakseudviklingen på forestillingen om rumtid på bemærkelsesværdige måder. F.eks. Afhænger udviklingen af en galakse i tiden af dens placering i kosmos: galakser i tomme regioner oplever markant forskellige historier end dem, der beboer overfyldte miljøer.
Jessie : Det lyder meget som os. Min erfaring med at vokse op i det statslige New York var sandsynligvis meget anderledes end din i Mexico City.
Jorge : Det er rigtigt. Mennesker er formet af deres interaktion med andre mennesker. Tilsvarende er galakser formet af interaktioner med andre galakser. Og mere overfyldte miljøer giver mulighed for flere interaktioner. Men der er mere. Selve eksistensen af vores egen Mælkevejsgalakse er resultatet af generationer af små galakser, der bidrager med deres stjerner til at skabe vores majestætiske hjem. Og ligesom mennesker har galakser en forfædres hukommelse med sig!
Et hierarkisk billede af dannelse af galakse gennem "galakse-kannibalisme." (Diagram med tilladelse fra Jorge GF Moreon Soto) 
En skildring af fusionerende dans / musikgrupper i hele solstice-festivalen i juni (Hatun Puncha) i Otavalo, Ecuador. (Diagram af Jessie M. Vallejo) Jessie : Det er poetisk! Det minder mig om, hvordan Kichwa-Otavaleños fejrer rumtiden - især under Hatun Puncha, når mange spiraler samarbejder om at danne en enorm. Er det sådan astronomer beskriver galakseudvikling?
Jorge : Ikke helt. På mit felt kalder vi denne ramme "hierarkisk scenarie" med galaksdannelse, fordi det repræsenterer et hierarki af galakser: de mere massive vokser ved at fortære mindre.
Massive galakser anses for at være på toppen af galaksdannelsen, fordi deres vækst er afhængig af ødelæggelsen af mindre galakser. Denne proces kaldes "kannibalisme." Astronomer på mit felt bruger også udtryk som "chikane", "stripping", "kvælning", "hungersnød" og "forstyrrelse" for at beskrive galaktisk udvikling.
Jessie : Sådan voldeligt sprog. Jeg er ramt af den undertrykkende karakter af disse udtryk. Der er et udtryk, tinkuy, der beskriver en energisk og til tider voldelig proces med enheder, der møder og balancerer hinanden. Dette sker, når forskellige danser og musikalske grupper krydser hinandens stier under Hatun Puncha. Selv hvis der kan være vold, såsom når folk anklager hinanden eller kaster store sten, betragtes en tinkuy ikke som en negativ handling.
Der er et stærkt tabu mod at gå ud i disse danse med det formål at dræbe eller alvorligt skade nogen (f.eks. At tage en pistol ses som unødvendig og meget upassende), men hvis nogen bliver såret eller dør som følge af en utilsigtet skade, det ses i et andet lys. For mange kan dette stadig virke ekstremt, men overvej, hvordan folk undertiden reagerer forskelligt på skader eller dødsfald i andre aktiviteter, såsom hjernerystelser i fodbold eller nedbrud i NASCAR. I tilfælde af tinkuy er tanken, at i ødelæggelse er der skabelse.
Jorge : Jeg vil påpege, at det voldelige sprog, vi anvender i mainstream videnskab for at beskrive universet, er påvirket af en historie om kolonial vold, der gav anledning til den dominerende vestlige kultur.
Jessie : Mange felter i akademia, herunder etnomusikologi, er også skyldige i dette. Derfor er det vigtigt at fortsætte med at dekolonisere vores felter og anerkende, hvordan fænomener - som galaksdannelse - vil blive beskrevet af andre rammer, såsom dem, der er skabt af oprindelige mennesker, hvis stemmer ofte er blevet tavet gennem århundreder af undertrykkelse og slaveri.
Nina Pacari, en vigtig leder og intellektuel Kichwa-Otavaleña, kritiserer afskedigelsen af oprindelige teorier veltalende i sin prolog til en af Luz María De la Torre Amaguañas bøger:
Concebimos a los pueblos indígenas como sujetos distintos en cuanto a las costumbres, idiomer, vestuario o musica, que vienen a ser los elementos má expresivos que la definen en su differencia. Synd embargo, ingen se asume que los pueblos indígenas sean también portadores de un pensamiento . (Pacari 2004: 11-12)
Vi forestiller os oprindelige mennesker som forskellige enheder med hensyn til deres skikke, sprog, påklædning eller musik, som kommer til at være de mest udtryksfulde elementer, der definerer dem som unikke. Imidlertid antages det ikke, at oprindelige mennesker er bærere af deres eget tankesystem. (Pacari 2004: 11-12; oversættelse af Jessie M. Vallejo)
Jorge : Jeg er enig. Og det første skridt er at udfordre det sprog, vi bruger inden for vores felter, hvilket er noget, jeg har arbejdet med inden for astronomi. Specifikt har jeg foreslået følgende alternativer til det sprog, vi bruger:
hierarkisk scenario -> forfædrescenarie fortærende -> inklusive kannibalisme -> kollektivisme- chikane -> nattverdstripping -> deling af strangulering -> samarbejde sult -> bevarelse af forstyrrelse -> inkorporering Jessie : Vil du sige, at det er nok at ændre sproget?Jorge : Absolut ikke. Ændring af sproget er bare et første skridt til at udfordre den akademiske kultur. Det faktum, at voldeligt sprog findes i mit felt, er ikke kun en ren historisk nysgerrighed, men en afspejling af, at mit samfund fortsat er et ekskluderende og fjendtligt miljø for marginaliserede mennesker. Brugen af et sådant sprog er ikke selve problemet, men et symptom.
Hvad vi skal gøre, er at forhøre institutioner, der tillader, at et sådant kavalerisk sprog er normen. For eksempel er det som et første skridt at opgive forestillingen om "ensom ulv" -geniet. Videnskabelig viden er resultatet af en kollektiv indsats, og ofte arbejder juniorforskere - især farverkvinder - ikke anerkendt. Sådan er tilfældet med Katherine Johnson, Dorothy Vaughan, Christine Darden og andre "skjulte figurer", hvis arbejde var vigtigt for succes i NASA's Space Program.
Et andet skridt er at erkende, at forherligelse af konkurrence, produktivitet og at være travlt i astrofysik-kultur er problematisk. Efter min erfaring er det alle, når vi værdsætter samarbejde frem for konkurrence.
Hvordan kan vi afkolonisere astrofysik og etnomusikologi?
Det, der startede som en venlig samtale, har gjort det muligt for Jorge og jeg at udforske uforudsete forbindelser mellem astrofysik og etnomusikologi: specifikt parallellerne mellem galakssamling og Kichwa-Otavaleño-kosmovision udtrykt gennem dans, musik og sprog. Vi diskuterede, hvordan den vestlige videnskab anvender voldeligt sprog for at forklare galakseudviklingen fra et kulturelt perspektiv. Dette fremhæver ikke kun, hvordan videnskab ikke virkelig er objektiv eller universel, men viser, at videnskab i sig selv er en afspejling af den underliggende kultur. Hvis medlemmer af et samfund værdsætter kapitalisme, udnyttelse og hierarki, vil videnskab udviklet inden for denne kultur uundgåeligt afspejle disse værdier.
At tillade os selv at krydse-bestøve ideer mellem videnskaber og humaniora er magtfuldt. Fordi vores samfund værdsætter vestlig videnskab i forhold til andre typer viden, er det vigtigt og presserende at oprette disse broer. For at forklare komplekse ideer, accepterer akademikere ofte ofte vestlig videnskab, hvilket antages at være objektivt. Dette er problematisk og arrogant, og det formindsker og sletter effektivt oprindelige tankesystemer. Som lærde indlejret i det vestlige akademi, er det vores pligt ikke kun at forhøre vores egne rammer, men også at skabe plads til oprindelige ideer for at dekolonisere vores felter.
Jessie M. Vallejo er adjunkt i musik ved Cal Poly Pomona. Hun identificerer sig som mexicansk italiensk amerikaner; hun taler flydende i Kichwa og er en kamerat af Maldonado-familien i Kotama. Hun begyndte først at rejse til Kotama og studere med lokale musikere i 2010.
Jorge GF Moreno Soto er adjunkt i fysik og astronomi ved Pomona College og besøgende lærd ved Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics. Han identificerer sig som en ikke-binær de-indigeniseret "Latinx" -person med rødder i det sydlige Texas, det nordlige Chihuahua og det centrale Mexico.
En version af denne artikel blev oprindeligt offentliggjort i onlinemagasinet for Smithsonian Center for Folklife and Culture Heritage.
