Jeg voksede op i den tætte, frodige Appalachia fra 50'erne og 60'erne. For mig henviser "hjemby" til en lille by, der er hjemsted for generationer af familie, et sted, hvis historie er ispedd familiehistorier og myter. Buckhannon var en by på 6.500 eller derover derefter beliggende ved foden af Allegheny-bjergene i det nord-centrale Vest Virginia.
Relateret indhold
- Sticking Around Lafayette, Indiana
- Fra Brooklyn til Worthington, Minnesota
Jeg tog af sted på college, men rejste ”hjem” i årevis for at se mine fraskilte forældre og derefter besøge deres grave på den rullende kirkegård, der viser dens grønne areal på hver side af den snoede vej, hvor min far lærte mig at køre. Jeg ved nu, at jeg elskede Buckhannon, at dens lange historie og lag af historier gjorde det til den perfekte fødested for en forfatter. Min mor var vokset op der, ligesom de fleste af hendes venner, og deres mødre før dem. Folk opholdt sig i Buckhannon hele deres liv. På trods af den til tider tvivlsomme økonomi var det ingen, der ønskede at forlade, eller sådan syntes det mig som barn.
Buckhannon var smuk, amtsædet, hjemsted for West Virginia Wesleyan, et metodistkollegium, hvis fodboldbane på College Avenue tjente både college- og gymnasielag. Main Street var blomstrende. Lokale mennesker ejede butikker og restauranter. Vi boede på en landevej i et murhus, som min far havde bygget. To lokalaviser, The Buckhannon Record og The Republican Delta, blev leveret hverdage, kastet ind i den runde beholder ved siden af vores postkasse i slutningen af indkørslen. Min far tog tidligt på søndagen til byen for at købe Charleston Gazette i Acme-boghandlen på Main Street. Acme lugtede af savsmuld og solgte aviser, magasiner, skoleartikler og tegneserier. Tegneserier var søndag godbidder. Jeg tænker på min far, vital og sund, yngre end jeg er nu, og gennemlæser stativerne, vælger en 15-centers Superman eller Archie til mine brødre, Millie the Model eller en Classics Illustrated for mig. Som afhængig af læseren læste jeg først RD Blackmores Lorna Doone og George Eliot's Silas Marner som tegneserier, før jeg fandt de originale versioner på biblioteket, hvor jeg ville genopfylde armbelastninger af lånte bøger under min mors vågne øje. Hun var færdig med universitetet, studerede om natten mens hendes børn sov og underviste i første klasse i den samme skole, som hendes børn gik på.
Jeg kiggede ud gennem vinduerne på Academy Primary School og så på tværs af South Kanawha Street det store hus, hvor min mor havde boet, indtil hun giftede sig med min far. Min mor var uddannet fra gymnasiet i 1943, og min far, næsten en generation tidligere, i 1928, men han var ikke en sand indfødt. Han blev født i nabolandet Randolph County, og blev opdrættet af tre dødende fosterlige tanter. Hver tog ham ind i deres familier i et par år, og han var flyttet til Buckhannon på gymnasiet, vandt elokutionskonkurrencen og holdt en tale ved konfirmationen. Denne kendsgerning forbløffet mig altid. Min far, maskulin i bærende og gestus, var ikke en taler. Kvinder i Buckhannon fortalte historier, og mænd blev defineret efter deres job. Han gik på det lokale universitet i et semester, gik derefter på arbejde, byggede veje, lærte konstruktion. Hans fornavn var Russell; i årevis ejede han et konkret selskab: Russ Concrete. Mine brødre og jeg kørte til skolen forbi bushaver emblazoneret med navnet. Vi syntes at have boet i Buckhannon for evigt.
På en måde havde vi det. Begge sider af familien havde hjulpet med at bosætte det vestlige Virginia, da landet stadig var et territorium. Min mor spores sit folk tilbage til en indisk spejder med Revolutionskrig; en tante havde talt om ”dårlige gamle dage” fra borgerkrigen. Hendes folk havde kæmpet for Unionen, men Phillips-mændene, et amt syd, var konføderater. Familien donerede jorden til Phillips-kirkegården i de tidlige 1870'ere, da den nye stat lå ødelagt i kølvandet på krigen. Buckhannon-familier fortalte stadig historier om disse år. Fortiden og nutiden blev uendeligt blandet sammen, og West Virginia-historien var en tradition i ottende klasse. Hvert barn i byen vidste, at de engelske brødre John og Samuel Pringle havde vendt ryggen til den engelske krone under den franske og den indiske krig og forladt deres stillinger i Fort Pitt i 1761 og rejst sydpå til fods. De boede fra landet i tre år, indtil de ankom til mundingen af det, der blev til Buckhannon-floden, efter det for at finde ly i det store hulrum i en sycamore. De umolesterede skove var fulde af gigantiske træer, der var 40 eller 50 fod i omkreds, og det 11 fod-dybe hulrum ville have givet en bolig på ca. 100 kvadratfod, svarende til et 10-til-10-rum. Brødrene overlevede de frigide vintre i rigeligt spil og ventede på krigen, indtil de løb tør for kruttet. John Pringle rejste 200 miles for forsyninger og vendte tilbage med nyheder om, at amnesti blev erklæret. Brødrene flyttede til bosættelser længere mod syd, men Samuel vendte tilbage med en kone og andre bosættere, hvis navne er almindelige i Buckhannon i dag: Cutright, Jackson, Hughes.
Buckhannon-teenagere besøger stadig en tredje generation af den oprindelige sycamore på feltrejser. I 1964 kørte min ottendeklasse til engen langs Turkey Run Creek. Busserne hoppede og stønede, og vi stod alle sammen op for at gå ind i den lille tepee-åbning af det, der stadig officielt betegnes Pringle-træet. Jeg kan huske den skumle lugt, der stiger op fra jorden, fugtig, frugtbar og skjult. På en eller anden måde understregede versionen af Pringle-brødrenes historie, som vi lærte, ikke, at de forlod en krig for at finde en bosættelse i et land, så jomfrueligt og vildt, at de kun skulle ind i den for at undslippe militærets servitude. Ørkenen var frihed.
Byen var virkelig et landdistrikt paradis; Selv ind i 1920'erne omringede ca. 2.000 gårde, i gennemsnit 87 hektar hver, Buckhannon. Sådanne små, næsten selvforsynende gårde overlevede gennem depressionen og to verdenskriger. Gruvearbejdere og landmænd holdt Main Street i live, og byens ritualer, sæsonbestemte og pålidelige, gav en verden. Alle kendte alle, og alles historie var kendt. Der var kirker i hvert protestantisk kirkesamfund og et katolsk sogn. Der blev afholdt parader på veterandagen, mindedagen og den fjerde juli. En uge i midten af maj er stadig viet til Strawberry Festival. Befolkningen stiller op på hovedgaden for at se timer med marcherende bånd, hjemmelavede flydere og hjemmekronede kongelige. Det år, hvor min fætter var dronning, jeg var 6 år og en af pigerne på hendes domstol. Vi havde hvide organdy kjoler og vinkede regally fra dronningens skummende svømmer. Paraden sår sin vej gennem byen langsomt i timevis som om den befolket en kollektiv drøm. Selvom dronningen bar sin tiara hele sommeren, var byens hverdagslige kongelige dets læger og tandlæger, professorer på kollegiet og fodboldtrænerne, der havde taget gymnasieteamet til statsmesterskabet tre gange i et årti. Læger, især respekteret og æret, foretog husopkald.
Den lange mørke gang til vores lægekontor på Main Street førte stejlt ovenpå og de sorte gummibaner på trapperne absorberede al lyd. Selv børnene kaldte ham Jake. Han var høj og skaldet og sardonisk, og han kunne frembringe dimes bag halsen og ørerne på sine unge patienter og løsne sin lukkede hånd for at afsløre møntens gnist. Venteværelset var altid fuldt, og kontoret lugtede stærkt af at gnide alkohol. Væggene blev hængt med indrammede collager af de hundreder af babyer, han havde leveret. Min mor insisterede på influenza-skud hvert år, og vi børn frygtede dem, men Jake var en mester i distraktion, bantering og optræden, mens sygeplejersken forberedte slanke hypodermics. Efter vores skud plukkede vi cellofanindpakkede sukkere fra slikkanden, skrumpede ind i den svage trappeopgang og flød lige ned. Den rektangulære akterspejle over døren til gaden skinte et blændende hvidt lys. Derude skiftede de tre trafiklys på Main Street med små klik. Vi kørte de to kilometer hjem, forbi messeområder og marker i min mors tofarvede Mercury sedan. Bilen var vand og hvid, stor og flad som en båd. Min far skulle lave stegt kartofler i køkkenet, "begynde aftensmad", den eneste huslige opgave, han nogensinde har udført. Jeg vidste, at han havde lært at skrælle kartofler i hæren og skære deres skræl i en kontinuerlig spiralbevægelse.
Min far, der var over 30 år, da han blev optaget, fungerede som en hæringeniør og byggede flystrips i New Guinea under hele 2. verdenskrig, leder af besætningerne fra GI's og papuanske indfødte. Han kom tilbage til Buckhannon efter krigen og mødte min mor på en Veterans of Foreign Wars-dans i 1948. Under krigen havde hun uddannet sygeplejerske i Washington, DC Den store by var spændende, fortalte hun mig, men maden var så slemt alle pigerne ryger op for at skære deres appetit. En familiesygdom tvang hende tilbage; hun kom hjem for at pleje sin mor. Min bedstemor var stadig godt nok til, at min mor gik ud lørdag aften; hun havde rød læbestift og sit mørke hår i en chignon. Min far kiggede på hende på tværs af dansegulvet i VFW-hallen og sagde til en ven: ”Jeg skal gifte sig med den pige.” Han var 38; hun, 23. Han var smuk, en mand omkring byen; han havde et job og en bil, og hans familie ejede et lokalt hospital. De giftede sig tre uger senere. Om vinteren '53, da min mor havde tre små børn under 5 år, foretog Dr. Jake et husopkald. Hun var underernæret, fortalte han hende. Selvom hun holdt op under sine graviditeter, ryger hun igen og ned til 100 pund. Hun fortalte mig, hvordan Jake sad ved siden af hendes seng, hans sorte medicinske taske på gulvet. ”Nu, ” sagde han og tændte to cigaretter, ”vi ryger denne sidste sammen.”
Hjembyer er fulde af historier og minder, der er skyllet med farve. Domstolens kuppel i Buckhannon glødede guld, og Kanawha Hill var foret med høje træer, hvis tætte, grønne grene mødtes over gaden. Grenerne løftede sig, når biler passerede, dryppende sollys eller brusende sne. Åbne marker grænser op til vores hus. Flosset majs fyldte dem om sommeren, og tykke stilke af dronning Annes blonder brød som uklare lemmer. Køer, der græsede den højbankede enge på tværs af vejen, stirrede roligt på os. De skrædder undertiden og tog af som klodsede piger, rullede øjnene og lollopede ud af syne. Telefonnumre var tre cifre; vores var 788. Felterne er væk nu, men antallet forbliver i mit sind. Byer skifter; de vokser eller formindskes, men hjembyene forbliver, når vi forlod dem. Senere vises de, strålende med lyde og lugt, intense, suspenderede billeder bevæger sig i tiden. Vi lukker øjnene og gør dem virkelige.
Jayne Anne Phillips var en finalist i National Book Award i 2009 i fiktion for sin seneste roman, Lark og Termite .
"Byritualer, sæsonbestemte og pålidelige (Strawberry Festival-paraden), gav en verden, " siger Jayne Anne Phillips. (Jeff Swensen) 
En traktor med West Virginia-flag knyttet til bagsiden gør det langt ned ad Main Street i Buckhannon, West Virginia. (Jeff Swensen) 
Phillips husker "den uklare lugt" af Pringle-træet, en efterkommer af sycamoren, der beskyttede områdets første bosættere. (Jeff Swensen) 
Forfatterens minder om Buckhannon er "skyllet med farve" og "historielag" (kuppelhuset). (Jeff Swensen) Phillips voksede op i en Buckhannon by på 6.500 eller deromkring beliggende ved foden af Allegheny-bjergene i det nord-centrale West Virginia (Phillips i en alder af 4). (Med tilladelse fra Jayne Anne Phillips)
