Krøllet op under tæpper inde i mit gedehårtelt, troede jeg, at jeg var afgjort i natten. Men nu slår trommeslagere en jazzy rytme uden for, og kvinders ululeringer gennemborer natten som musikalsk udråbstegn. Brides 'Fair på Imilchil, Marokkos tre-dages Berber Woodstock med musik, dans, kamelhandel og ægteskaber, er i fuld rop. Søvn? Udelukket.
Når jeg klemmer inde i et stort telt, der er fyldt med afslørere, gør jeg mit bedste for at holde trit med menneskets staccato-klapp. En kvinde rejser sig og holder sine nederdele i den ene hånd og svinger hendes hofter lokkende til takten. En anden kvinde springer op og danser i en spottende, provokerende udfordring. Mens de to krydser gulvet, løber mængden og musikerne tempoet. Denne spontane, koreografiske konkurrence får mig til at føle, at jeg får lov til at se et øjeblik på Berber-sensualitet. Kvinderne hvirvler fortsat, mens trommeslagerne suser videre, indtil musikken når feberhøjde, så stopper alle pludselig som på kø. Øjeblikket udmattet kollapser dansere og musikere i deres sæder, og teltet nynder med samtale. Minutter senere vinker lyden fra fjerne trommer glædeproducenterne, der forlader en masse på jagt efter det næste stop på denne rullende revy.
I Marokko er der altid noget, der lokker dig til det næste telt - eller dets tilsvarende. Denne uforudsigelige blanding af overstrømmelse og kunstnerskab har lokket eventyrlystne rejsende i årtier - fra forfattere (Tennessee Williams, Paul Bowles og William Burroughs), til backpackere og hippier, til couturiers (Yves Saint Laurent) og rock- og filmstjerner (Rolling Stones, Sting, Tom Cruise og Catherine Deneuve). Marokkos ørkener, bjerge, casbahs og souks har medvirkende i så populære film som Black Hawk Down, Gladiator og The Mummy samt klassikere som Alfred Hitchcocks The Man Who Knew Too Much og David Lean's Lawrence of Arabia .
Jeg blev også trukket til Marokko af dets image som et progressivt muslimsk land, en stærk amerikansk allieret, siden sultanen Sidi Mohammed blev den første udenlandske hersker, der anerkendte et uafhængigt USA i 1777. Siden han overtog tronen i 1999 om hans fars død, Hassan II, den unge reformistkonge Mohammed VI, nu 39, har bidraget til at udløse en bemærkelsesværdig kulturel genoplivning. Turister fra Amerika og Europa udfylder stadig sine hoteller for at vandre overfyldte gyder, vandre Atlasbjergene, besøge Sahara og slappe af inde i Marrakechs palatiale huse.
Vesterlændinge kan næppe bebrejdes i disse dage for at være bekymrede for sikkerhed, når de rejser i dele af den arabiske verden. Men udenrigsministeriet, der advarer amerikanske borgere om farer i udlandet, har opført Marokko som en sikker destination i årevis og fortsætter med at gøre det. Mohammed VI var blandt de første verdensledere, der gav kondolance - og hans hjælp til at samle den arabiske verden til krigen mod terrorisme - til præsident Bush efter 11. september. Marokkanere har iscenesat demonstrationer til støtte for De Forenede Stater, og amerikanske diplomater har roset Marokkos samarbejde.
Kun otte miles fra Spanien over Gibraltar-sundet, Marokko, en lang spalte af et land, der er omtrent på størrelse med Frankrig, omfavner det nordvestlige hjørne af Nordafrika. Regionen og dens oprindelige Berber-befolkning er blevet invaderet af de sædvanlige mistænkte, da Claude Rains måske har overbragt den til Humphrey Bogart i filmen Casablanca (skudt ikke i Marokko, men i Californien og Utah): Fønikere, romere, karthager, vandaler, byzantiner og araberne har alle udnyttet Marokkos geografiske position som handelsforbindelse mellem Afrika, Asien og Europa.
I det ottende århundrede grundlagde Moulay Idriss, en arabisk adelig flugt fra forfølgelse i Bagdad, Fes som hovedstad i en uafhængig marokkansk stat. Næsten tre århundreder senere, i 1062, erobrede en nomadisk stamme af Berber-zealoter kendt som Almoravids Idriss 'efterkommere og etablerede Marrakech som den nye hovedstad. I det 17. århundrede flyttede Moulay Ismail, en ubarmhjertig erobrer, hovedstaden til Meknes og etablerede det for tiden styrende Alaouitiske dynasti.
Frankrig og Spanien sendte begge tropper til at besætte dele af Marokko i begyndelsen af det 20. århundrede efter en række stammekonflikter. Under separate traktater blev Marokko et fælles fransk-spansk protektorat. Under 2. verdenskrig faldt den franske Marokko under den tyske besættelse, og den spanske Marokko blev styret af pro-nazistiske Franco-styrker. Efter krigen agiterede nationalisterne for uafhængighed, som blev tildelt i 1956, et år efter tilbagevenden af den eksilede sultan, der blev kong Mohammed V, den nuværende kongefarfar.
Mit første stop er Fés, hvor hold i Harvard, MIT, Cornell, UCLA og Prince Charles Foundation i de sidste to årtier er vendt tilbage år efter år for at studere den 850 mål store medina (den ommurede gamle bydel) i et forsøg på at redde denne enorme bryllupsrejse af middelalderlige hvidkalkede huse fra yderligere tilbagegang. Med finansiering fra Verdensbanken har byen opfundet sine over 13.000 bygninger og restaureret 250 af dem.
”Det største problem er overfyldning, ” siger Hassan Radoine, agenturets kodirektor, der gendanner medinaen. ”Du finder ti familier, der bor i et vidunderligt palads, der er bygget til en enkelt familie.” Når vi klemmer gennem gader, der er fastklemt med mennesker, muldyr, vogne og uendelige varebåse, leder Radoine mig til Medersa Bou Inania, en skole fra det 14. århundrede omhyggeligt restaureret af nogle af byens mesterhåndværkere. På vores vej peger han på tværs af en smal gade mod massive tværstråler, der bygger op bygninger. ”Hvis et hus grotter ind, kan andre falde som dominoer, ” siger han. Radoine har selv ført hold til at redde indbyggere fra sammenbrudte hjem. ”Før vi begyndte at shore op truede strukturer i 1993, blev fire eller fem mennesker om året dræbt, ” siger han.
Når vi ankommer til den tidligere skole, mejser træarbejdere cedertræplanker under det skyhøje, udsmykkede udskårne loft. Gårdspladsens vægge krabber med tusinder af tommelfinger i grønne, solbrune og hvide fliser - otte-spidsede stjerner, hexagonale figurer og miniatyr chevroner. ”Merenid-stilen blev bragt af eksil, der flygtede fra Spanien, og repræsenterer en af marokkansk kunst og arkitektur, ” siger Radoine. ”De havde en frygt for tomrummet; ingen overflade blev efterladt undekoreret. ”
Jeg kører ud af medinaen til Abdelatif Benslimane's fliseværksteder i byens franske koloniale kvarter. Abdelatif og hans søn Mohammed driver en blomstrende forretning med klienter fra Kuwait til Californien. Mohammed, en syvende generation af kunsthåndværker i zillij (fliser), deler sin tid mellem Fes og New York City. Da han viser mig værkstedet, hvor håndværkere skærer fliser, henter han et sandfarvet stykke formet som en langstrakt mandel, en af ca. 350 figurer, der bruges til at skabe mosaikker. ”Min bedstefar ville aldrig have arbejdet med en farve som denne, ” siger han. ”Det er for dæmpet.” Fliserne er bundet til amerikanske klienter, der generelt foretrækker mindre prangende farver. ”Selv i Marokko vender mange sig til lysere farver og enklere motiver, ” tilføjer han. "Med mindre nye hjem er dristige designs overvældende."
forlader Fés, kører jeg 300 mil sydpå langs en ny firefelts motorvej til frodige, velstående Settat og derefter modige landets vågede vejkrigere på en to-spors arterie, der snor sig gennem hårde krabber og rød ørken til Marrakech, som en international gruppe af miljømæssige korsfarere forsøger at genoplive som havenes oase i Nordafrika.
Her kører Mohamed El Faiz, en førende gartner, mig til den smukke kongelige have i Agdal. Bygget i det 12. århundrede og dækker to kvadratkilometer, er det den ældste have i den arabiske verden, på et tidspunkt et fremragende eksempel på byens tidligere herligheder og med et presserende behov for restaurering. Undervejs peger han på skrubbede olivenlunde overfor det overdådige Hotel La Mamounia. ”Kong Mohammed V plantede disse lunde i slutningen af 1950'erne som en gave til folket, ” siger han. ”Nu tillader byen dem at dø, så ejendomsudviklere kan bygge.” En alvorlig tørke kombineret med en befolkningseksplosion har gjort haver mere vigtige end nogensinde. ”Byens befolkning er formere sig fra 60.000 i 1910 til mere end 900.000 nu, ” siger El Faiz, ”og vi har mindre grønt område.”
Ved Agdal går El Faiz mig forbi date palmer og rækker af appelsin- og æbletræer til en massiv forhøjet reflekterende pool under et strålende panorama over de høje Atlasbjergene og foden af Jibelet. I løbet af det 12. til det 16. århundrede modtog sultaner udenlandske dignitærer på dette sted. ”Haverne demonstrerede sultanernes mestring af vand, ” siger El Faiz. ”Da man havde vand, havde man strøm.”
Markedsplads om dagen, tre-ringscirkus om natten: Når mørket falder på Marrakechs sted Djemaa el-Fna, fyldes det med kunstnere og historiefortællere, akrobater, slangekarrer og jonglørere. (Kay Chernush) 
På baggrund af Atlasbjergene er Agdal-haven (kaldet Marrakechs Versailles) en stille oase med et presserende behov for restaurering. (Kay Chernush) 
Det traditionelle marokkanske håndværk af fliser og mosaikker er i en sådan efterspørgsel over hele verden, at kunsthåndværkere strømmer til Fés for at arbejde i butikker som den, der ejes af sjette generation af zillij (tegl) kunstner Abdelatif Benslimane, hvor de kan eksperimentere med mere dæmpede farver, som appellerer til smag fra det 21. århundrede. (Kay Chernush) 
Etnobotanisten Gary Martin og hans kollega Fatima Zahmoun inspicerer et offentligt bad, der har brug for restaurering i medinaen (den murede gamle by). Martin ønsker i samarbejde med en østrigsk konserveringsorganisation at genindføre dalierne (træ- og jern druearbejdere), frugttræer og aromatiske planter, der engang blomstrede i den bymur. (Kay Chernush) 
I den atlantiske kystby Essaouira udtager fiskerne deres både 300 dage om året, men strander dem på land for at losse deres fangst og reparere deres redskaber. Havets dusør sælges fra vogne og grilles derefter på nærliggende brazier. (Kay Chernush) 
På Brides 'Fair i Imilchil danser unge Berber-kvinder klædt i traditionelle stammedrakter til musik, der spilles på gedeskindtamouriner, mens mængden venter på, at bruden skal vises. Selvom ingen kvinde kan tvinges til at gifte sig med en hun ikke kan lide, er hun forbudt at gifte sig mod sin fars ønsker, medmindre en dommer giver hende tilladelse til det. (Kay Chernush) 
Det 14. århundrede Medersa Bou Inania, Fés. (Kay Chernush) Under en murstenkolvert frigiver en metalport vand til lundene ved hjælp af et tyngdepunktet system, der strømmer ind i små kunstvandingskanaler. ”Ingeniørerne beregnet den skråning, kanalerne havde brug for, for at sikre, at den nøjagtige mængde vand nåede hvert træ, ” siger han. Men systemet er forværret. ”Hvis der ikke snart er restaurering, risikerer væggene at give plads, og oversvømme haven med millioner af liter vand.”
Tilbage i Marrakech mødes jeg med Gary Martin, en amerikansk etnobotanist, der prøver at overtale regeringen til at genoprette haverne i BahiaPalace, der også er ved at dø. Paladset er et spredt showcase fra 1800-tallet med mesterligt flisearbejde og træsnidering. Martin og jeg snor sig forbi højloftede balsaler for at komme ud i en solblæst, forladt have, der dækker mere end 12 hektar. ”Det er et vrag, ” siger jeg taktløst og undersøger de visne træer. ”Det er bestemt ødelagt nu, ” erkender Martin muntert. ”Men tænk på potentialet! Se bare på disse daliyas [skyggefulde jern-og-træ druearbejdere] og den enorme laurbær! Hvis vandingssystemet var fast, kunne dette sted være en Edens have i hjertet af medinaen. ”
Når jeg springer tilbage i den gamle byens smudsgader, kæmper jeg for at følge med, mens Martin manøvreres gennem sverme af købmænd, der kører alt fra læderpunger til azurblå keramik. Berber-tæpper kaskader ud af butikker som flerfarvede vandfald. Efter en deprimerende omvej gennem dyre-souken med dens fuldvoksne ørne fanget i trange bure, pels af leoparder og andre truede arter, ankommer vi til Riad Tamsna, et hus fra 1920, som Gary Martin og hans kone, Meryanne Loum-Martin, har omdannet til en tesalon, boghandel og galleri.
I det øjeblik jeg passerer gennem dets tunge cederdøre, føler jeg, at jeg er kommet ind i en anden verden. Et blødt lys filtrerer ud på en gårdsplads, sparligt møbleret med sofaer, håndlavede borde og et stort vandbassin med flydende roseblade. Det er beroligende stille. ”Der er ikke mange steder i medinaen, hvor du kan hvile og samle dine tanker, ” siger Meryanne, mens en tjener i en skarlagen fez hælder mynte-te.
Af senegalesisk afstamning og tidligere advokat i Paris, designer Meryanne nu møbler, og hendes lysekrone, stole og spejle supplerer udstillinger af kunst, smykker, tekstiler og håndværk af lokale designere - samt værker af fotografer og malere fra Frankrig og De Forenede Stater —I det restaurerede palads. Efter te går vi op til en tagterrasse, hvor den 230 meter høje Koutoubia-minaret dominerer skyline. Når en kobbersol går ned, lyder muezzins deres overlappende opfordringer til bøn, knitrende over spredte højttalere som en musikalsk runde.
Efter aftenbønner er det showtime på Place Djemaa el-Fna, den voldsomme medina-krydsning, der stammer fra tolvte århundredes dage, da Almohad-dynastiets sultaner afskårne oprørsleders hoveder og viste dem på pigge. Når jeg overtager Riad Tamsna, snubler jeg om de mørkere sjæle og går grundigt tabt. Til sidst ankommer jeg til det 3 mål store torv, der om natten bliver et karneval. Dansere, der er kostumeret i harembukser, drejer deres fez-kvaster i galne rytmer, mens trommeslagere og metal castanet ( karkabat ) spillere holder dem bogstaveligt talt på tæerne. Ti meter væk tænder en historiefortæller en parafinlykt for at signalere, at hans monolog, en animeret legende, der trækker et rapt publikum, er ved at begynde. Jeg skubber forbi røgelsælgere og potion-sælgere for at slutte sig til en mængde, der er samlet omkring hvidkåede musikere, der strejker væk på trestrengede gedeskindgitarer kaldet kanzas . En mand, der spiller en violin med en enkelt akkord eller amzhad, nærmer sig mig, fikler som en Berber Paganini og slukker derefter sit kasket for et par dirhams, med glæde givet. Han er snart erstattet af en musiker, der tootler en boogie arabesk på en stump zmar- klarinet favoriseret af cobra-charmers. Midt i humbubben har alfresco-spisesteder kokke, der serverer snegle, muslinger, krydret merguez- pølser, kylling og pommes frites.
Jeg klatrer op ad trappen til tagterrassen på Cafe de France for at tage mit endelige syn på klyngerne af kunstnere og stjerneudbrud af ildspisere - alt sammen danner og reformerer et spektakulært menneskeligt kalejdoskop, udfylder tomrummet, dekorerer ethvert rum, som Merenid kunsthåndværkere fra gamle.
Mens marokkanske byer er domineret af arabiske påvirkninger, forbliver landskabet overvældende Berber, især i Atlasbjergene. Brides 'Fair på Imilchil, der kombinerer ægteskabsceremonier med høstfejring, giver en højhastig mulighed for udenforstående at trænge ind i disse normalt lukkede stammesamfund. For at komme dertil tager jeg et 220 mil lang rutsjebane kørsel nord fra Marrakech gennem tæt tindskov. Imilchil er en travl teltby oplyst af petroleumslanterner. Craggy bjerge ringer sletten som siderne af en enorm mørk skål.
Næste morgen går jeg mod et bølgende lærredstelt på størrelse med en cirkustop, hvor festlighederne lige er begyndt. Ifølge en legende stammer Brides 'Fair, da et par stjernekrydsede elskere, en Berber Romeo og Juliet fra krigende stammer, blev forbudt at gifte sig. Da de græd så længe, at deres tårer dannede to nærliggende søer, gav stammelldere op. Messen blev oprettet for at give mænd og kvinder fra forskellige stammer mulighed for at møde hinanden og, hvis alt går godt, til sidst at gifte sig. Inde i teltet venter 20 par, der allerede er forlovet med at blive gift, på deres tur til at underskrive ægteskabskontrakter foran et panel med notar. De potentielle brudgomme, der har skarpe, hvide djellabas, sidder i det ene hjørne, mens de unge kvinder, i farverige sjaler, sidder separat i et andet. Mange forlovede par venter til Brides 'Fair med at underskrive ægteskabsaftaler, fordi det er billigere. (Normalt koster en kontrakt $ 50 pr. Par; på messen er det kun $ 12.)
Vandrende rundt i det spredende høstmarked kiggede jeg i telte fyldt med dadler, peberfrugter og græskar. Teenagepiger med arresterende grønne øjne er klædt i mørke indigokapsler og hoved tørklæder, der klirrer med spejlede paljetter. De inspicerer stativer af smykker og flirter med teenage drenge iført baseballkapper embrazoneret med Nike og Philadelphia Phillies logoer.
Selvom traditionelle Berber-bryllupper kan vare op til en uge, er sådanne begivenheder lukket for udenforstående. Brudernes messearrangører har udtænkt et turistvenligt alternativ. I den nærliggende landsby Agoudal er en 90-minutters version åben for alle: slægtninge, venner og turister. På vej til Agoudal passerer jeg frodige marker af lucerne og kartofler. Små børn holder op med grønne æbler til salg, og kvinder bøjes dobbelt ved masser af høbånd på snavsstier.
Midt på landsbypladsen fortæller en annoncør hvert trin i ægteskabsritualet. Det komiske højdepunkt kommer, når brudens messenger går til brudgommens hjem for at hente gaver på hendes vegne. Idet halskæder, tekstiler og tørklæder er stablet på hendes hoved, klager messenger over, at gaverne er lune ting. ”Mere!” Kræver hun og hopper op og ned. Publikum griner. Brudgommen tilføjer mere finere. ”Få de gode ting ud!” Til sidst, med hovedet stablet med bytte, tager bæreren hende orlov.
Til sidst rider bruden selv, lysende i en flydende rød kappe, op på en muldyr, holder et lam, der repræsenterer velstand. Et barn, der symboliserer fertilitet, kører bag hende. Når kvinder ululerer og mænd tapper en højoktan-tatovering på håndholdte trommer, bæres bruden til scenen for at møde brudgommen. Han bærer en rød turban og hvid djellaba og tager hendes hånd.
Efter nøgenhederne kører jeg 180 km sydøst til Merzouga-klitterne nær Erfoud for at smage Sahara. Det, der hilser over mig, er mere, end jeg forhandlede mig om: en hård sirocco (stormstorm) pels varmt sand i min mund, øjne og hår. Jeg udsætter hurtigt min solnedgangs kameltur og går til mit telthotel, hvor jeg nipper til et glas mynte-te og lytter til, at vinden dør ned.
En time før daggry bliver jeg stegt ud af sengen til en aftale med min indre beduin. Rynker dens kødfulde snude og kaster mig et balefuldt øje, mine tildelte kamel snorts i afvisning. Han har set min slags før. Udformet for at sænke sig selv, sætter udyret sig ned med en bult, og jeg klatrer ombord. ”Huphup, ” råber kameldriveren. Dyret rykker oprejst, lommer derefter frem og sætter et stativt tempo bag føreren. Snart bobber jeg drømmende i synkronisering med det blide udyrs ejendommelige stive ben. Klitterne ruller væk mod Algeriet under tuftede, grå skyer. Derefter begynder det for første gang i måneder at regne - spredte dråber sluges øjeblikkeligt, men ikke desto mindre regn. Ti minutter senere stopper regnen lige så brat, som det begyndte.
Det var Orson Welles, der satte essaouira, min næste destination, 500 miles mod vest, på kulturkortet. Det var i denne havneby i Atlanterhavet, hvor campingvogne fra Timbuktu engang lossede krydderier, datoer, guld og elfenben til Europa, at Welles instruerede og medvirkede i sin filmversion af Othello fra 1952. I dag er byen et centrum for marokkansk musik og kunst. Den fire-dages gnaoua (vestafrikansk trance-musik) -festival i juni er en af de få kulturelle begivenheder i det stærkt lagdelte land, der samler publikum fra alle sociale klasser. I byen, hvor Jimi Hendrix engang komponerede psykedeliske hits, gnister festivalen vildt kreative jam-sessioner blandt lokale gnaou-mestere, højenergi-udøvere af nordafrikansk rai-musik og eksperimentelle jazzpionerer Randy Weston og Archie Shepp.
Med sine dramatiske voldruter, luftige, hvidkalkede medina, blåskodde huse og en strand, der krummer sig som en scimitar, inspirerer Essaouira turister til at forblive et stykke tid. Den parisiske Pascal Amel, grundlægger af gnaoua-festivalen og deltidsboende i byen, og hans kunstnerkone, Najia Mehadji, inviterer mig til frokost i havnen for at prøve, hvad de hævder at er den friskeste mad på Atlanterhavskysten. Overvåger rækken med vogne, der stønner med rød snapper, havbrasme, krabber, sardiner og klippehummer, fortæller Amel, at småbådfiskere bringer deres fangst her 300 dage om året, og når de kun vises, når det er for blæsende at fiske. (Byen er også kendt som windsurfing hovedstad i Nordafrika.)
Najia forhandler kraftigt til vores frokost med en fiskehandler (fanen for os tre er $ 13), og vi slutter os til andre spisesteder ved et langbord. Efter frokost vandrer jeg forbi en række buerede indhegninger indbygget i fortets vægge, gamle opbevaringskældre, hvor træarbejdere nu skaber borde, kasser og stole. Højt oppe på volden, hvor Welles filmet Othellos åbningsscener, unge marokkanere, mens de var væk om eftermiddagen, der går over 1800-tallet kanon.
I modsætning til den kaotiske labyrint af medinaerne i Marrakech og Fes, er de brede gågange til Essaouiras gamle bydel positivt kartesisk. Fra den franske byplanlægger Theodore Cornut i det 18. århundrede brummer boulevarder med leverandører, der sælger kyllinger og kaniner.
Gennem en fælles ven arrangerer jeg arrangementer for at møde Mahmoud Gania, en af de legendariske mestere inden for gnaoua-musik. Når jeg ankommer om aftenen til hans askehus, bliver jeg mødt af hans kone, Malika, og tre uudtrykkelige børn. Vi sidder på fløjls sofaer, og Malika oversætter Mahmoud's arabiske kommentarer til fransk. Selvom Mahmoud's gruppe på fem tiltrækker tusinder af fans til koncerter i Frankrig, Tyskland, Japan og overalt i Marokko, er traditionelle gnaoua-ceremonier private anliggender, der finder sted hjemme blandt familie og venner. Formålet med disse betragtninger er terapi, ikke underholdning. Tanken er at sætte en person, der lider af depression, søvnløshed eller andre psykologiske problemer i en transe og udøve den lidende ånd; i dag bruges ritualet ikke til at kurere alvorlige medicinske sygdomme.
Idet Mahmoud og Malika sammenlægger deres beskrivelse af ceremonien, som involverer farvede klæder, parfume, mad, drikke, indantationer, bønner og mesmeriske, trancefremkaldende rytmer, glider Mahmoud på gulvet og begynder at plukke ud en hypnotisk melodi på gedeskindeluten kaldte en guimbri . Malika klapper i kontrapunkt, og trommeslageren fra hans gruppe slutter sig ind og banker på et synkoperet slag på en plastkasse med et kassettebånd. Børnene klapper og danser i perfekt tid. ”Hamza er kun 10 år gammel, men han lærer guimbri fra sin far og har allerede optrådt sammen med os i Japan, ” siger Malika og omfavner sit ældste barn.
Efter et stykke tid tager gruppen en pause, og jeg træder udenfor, alene under stjernerne, for at lugte havbrisen og lytte til det fjerne ekko fra fiskere, der trækker deres både over den stenede strand ind i brændingen. Snart blandes denne skrabende lyd med den svage plukning af guimbri når musikken genoptages indeni. Fanget op i det marokkanske behov for at underholde og underholde, de er startet uden mig. At undslippe guimbri, ligesom at sove gennem Imilchils Berber-festival, er ude af spørgsmål. Jeg indånder natluften. Forfrisket glider jeg tilbage indeni og er klar til mere.
