FROST, NIXON OG MIG

I maj 1976, i et temmelig svagt New York-hotelværelse fyldt med David Frost's cigaretrøg, fremsatte den britiske tv-personlighed et spændende forslag til mig: forlad din grønne akademiske aborre i et år og forbered mig på, hvad der kan være en historisk forhør af Richard Nixon om Watergate.

Relateret indhold

De overraskende tilfredsheder ved en hjemmebegravelse

Dette ville være nationens eneste chance for at der ikke er nogen hindring for afhør af Nixon om skandalen, der fik ham til at fratræde formandskabet i 1974. Nixon, der blev benådet af sin efterfølger, Gerald Ford, kunne aldrig bringes ind i dokken. Frost havde sikret sig de eksklusive rettigheder til at interviewe ham. Således ville retsforfølgelsen af Richard Nixon overlades til et tv-interview af en udlænding.

Jeg tog jobbet.

De resulterende Frost-Nixon-interviews - især en - viste sig faktisk historiske. Den 4. maj 1977 overvågede 45 millioner amerikanere, at Frost fremkaldte en sorgelig optagelse fra Nixon om hans del i skandalen: ”Jeg svigtede mine venner, ” indrømmede eks-præsidenten. "Jeg svigtede landet. Jeg svigter vores regeringssystem og drømme for alle de unge mennesker, der burde komme ind i regeringen, men nu synes, det er for korrupt .... Jeg svækker det amerikanske folk, og jeg må bære den byrde med mig resten af mit liv. "

Hvis dette interview lavede både politisk og udsendt historie, var det alt sammen glemt for to år siden, da Nixon-interviews blev radikalt omdannet til et stykke underholdning, først som stykket Frost / Nixon, og nu som en Hollywood-film med samme titel . Til det fjernsynsinterview i 1977 blev fire timers forhør kogt ned til 90 minutter. For scenen og skærmen er denne historie blevet komprimeret meget mere til noget, der ligner komisk tragedie. Efter at have deltaget i den oprindelige begivenhed som Frost's Watergate-forsker og efter at have haft et sæde ved ringen ved dens transformation, har jeg tænkt meget på det seneste, hvad der er opnået, og hvad der går tabt, når historien omdannes til underholdning.

Jeg havde accepteret Frost's tilbud med nogle forbehold. Nixon var en dygtig advokat, der havde nægtet Watergate medvirken i to år. Han havde seeded i eksil. For ham var Frost-interviews en chance for at overtale det amerikanske folk om, at han havde gjort en episk uretfærdighed - og at tjene en million dollars til privilegiet. Og i David Frost, der ikke havde nogen politisk filosofi og et ry som en soft-soap-interviewer, syntes Nixon at have fundet det perfekte instrument til hans rehabilitering.

Selvom Nixons aktive rolle i coverupen var blevet dokumenteret i rækkefølge af officielle fora, havde fraværet af en retslig retsforfølgelse forladt landet med en følelse af uafsluttet forretning. At høre Nixon indrømme høje forbrydelser og forseelser kunne give en national katarsis, en lukning af bøgerne om en deprimerende episode af amerikansk historie.

Til alle mine forbehold påtog jeg mig opgaven med gusto. Jeg havde arbejdet med den første Watergate-bog til at gå ind for impeachment. Jeg havde taget et år fri fra at undervise i kreativ skrivning på University of North Carolina for at være vidne til høringerne i Ervin-udvalget fra 1973, hvorfra de fleste amerikaners forståelse af Watergate kom, fordi jeg betragtede skandalen som den største politiske drama i vores tid. Min lidenskab lå i min modstand mod Vietnamkrigen, som jeg følte Nixon unødvendigt havde forlænget i seks blodige år; i min sympati for Vietnamkrigsmodstandere, som var blevet nedsat af nixonerne; og i min rædsel over selve Watergate. Men jeg blev også drevet af mit ønske om engagement og, jeg synes godt om, en forfatters fornemmelse af det dramatiske.

At beherske kanonet i Watergate var en skræmmende opgave, for mængderne af beviser fra senatet, huset og forskellige domstole ville fylde et lille skab. I mange måneder kæmmede jeg igennem arkiverne, og jeg stødte på nye beviser for Nixons sammenstød med hans hjælpe Charles Colson i forsiden - bevis på, at jeg var sikker på, at han ville overraske Nixon og måske slå ham ud af hans studerede forsvar. Men at mestre rekorden var kun begyndelsen. Der måtte være en strategi for at komprimere to års historie til 90 minutters tv. Til dette formål skrev jeg et 96-siders afhørstrategi-memo til Frost.

I udsendelsen virkede interviewers sejr hurtig, og Nixons optagelse syntes at komme problemfrit. I virkeligheden blev det smerteligt uddraget fra en langsom, slibeproces over to dage.

Efter mit forslag stillede Frost sine spørgsmål med en antagelse om skyld. Da Nixon blev overrasket - som han tydeligt var af det nye materiale - kunne du næsten se hjulene dreje i hovedet og næsten høre ham spørge sig selv, hvad der ellers var hans forhør i ærmet. I det klimatiske øjeblik vidste Frost, en naturlig kunstner, at ændre sin rolle fra inquisitor til bekender, til at bakke op og lade Nixons kontrast udøve.

I den aristoteliske tragedie skal hovedpersonens lidelse have en større betydning, og resultatet heraf skal være oplysning. Nixons præstationer kom ikke under den klassiske standard - han var blevet tvunget til sin optagelse, og efter at han leverede den, vendte han hurtigt tilbage til at bebrejde andre for sine overtrædelser. (Hans tilbagevenden til karakter blev klippet fra den endelige udsendelse.) Uden nogen varig epifanie ville Nixon forblive en trist, mindre end tragisk, tvetydig figur.

For mig begyndte overgangen fra historie til teater med et brev fra Peter Morgan, den anerkendte britiske manusforfatter ( Dronningen ), hvor han meddelte, at han havde til hensigt at skrive et teaterstykke om Frost-Nixon-interviews. Da jeg elskede teatret (og selv har skrevet skuespil), var jeg glad for at hjælpe med det, der så ud til at være et dyrebart lille firma.

Ved frokost i London og Washington spildte jeg mine minder ud. Og så huskede jeg, at jeg havde skrevet en fortælling om mit engagement i Frost og Nixon, der fremhævede forskellige spændinger i Frost-lejren og kritiserede intervieweren for ikke indtil slutningen at anvende sig til sin historiske pligt. Ud af respekt for Frost havde jeg ikke offentliggjort den. Mit manuskript var liggende glemt i mine filer i 30 år. Med næppe et blik på det fiskede jeg det ud og sendte det til Morgan.

I de efterfølgende måneder besvarede jeg hans lejlighedsvise undersøgelse uden at have tænkt sagen meget på. Jeg sendte Morgan udskrifter af samtalerne mellem Nixon og Colson, som jeg havde afsløret for Frost. Cirka et år efter den første høring fra Morgan, lærte jeg, at stykket var færdigt og ville premiere på 250-sædet Donmar Warehouse Theatre i London med Frank Langella i rollen som Nixon. Morgan spurgte, om jeg ville være villig til at komme over et par dage for at tale med Langella og de andre skuespillere. Jeg sagde, jeg ville elske det.

På flyet til London genlæste jeg mit manuskript fra 1977, og jeg læste stykket, der var blevet udformet som en anfald mellem falmende tunge vægte, som hver af deres karrierer var på vej, hver forsøger at bruge den anden til opstandelse. Konceptet var teatralsk strålende, tænkte jeg, såvel som helt nøjagtigt. En væsentlig streng var den stigende frustration for en karakter ved navn Jim Reston ved slapheden af en klodtrottet gadfly kaldet David Frost. Ind i denne Reston-karakter blev det hele det amerikanske folks vrede over Watergate; det var han, der ville fremkalde Frost-karakteren for at være utro med at søge overbevisning af Richard Nixon. Stykket var et glat stykke arbejde, fuld af grin og smarte berøringer.

Ved stykkets første læsning sad vi ved et enkelt bord ved Old Vic, ti skuespillere (inklusive tre amerikanere), Morgan, mig og instruktøren, Michael Grandage. ”Nu skal vi gå rundt om bordet, og alle vil fortælle mig, 'Hvad var Watergate?'” Begyndte Grandage. Et blik på terror krydsede skuespillernes ansigter, og det faldt mig at forklare, hvad Watergate var, og hvorfor det betyder noget.

Stykket var i to handlinger fuld af vidunderlige øjeblikke. Nixon var blevet humaniseret lige nok, en delikat balance. Til min underholdning blev Jim Reston spillet af en smuk triatlet fra 6 fod og 2 og shakespearisk skuespiller ved navn Elliot Cowan. Stjernens klimaks - bruddet af Nixon - var blevet reduceret til cirka syv minutter og anvendte kun et par sætninger fra mit Colson-materiale. Da læsningen var forbi vendte Morgan sig mod Grandage. ”Vi kan ikke gøre dette i to handlinger, ” sagde han. Den følelsesmæssige kapital, der blev opbygget i Act I, ville blive ødelagt, når teaterforfattere reparerede i lobbyen til forfriskninger og mobiltelefonopkald ved pause. Grandage var enig.

Jeg vidste ikke at argumentere med dramatiker foran skuespillerne. Men da Morgan og jeg trak sig tilbage til en restaurant til frokost, insisterede jeg på, at bruddet på Nixon skete for hurtigt. Der var ingen slibning; hans optagelse blev ikke "optjent". Jeg bad om, at inkvisitionen skulle blive langvarig, forlænget med mere af det ødelæggende Colson-materiale, der blev sat tilbage i.

Morgan modsatte sig. Dette var teater, ikke historie. Han var dramatiker; han vidste, hvad han gjorde. Han var fokuseret på at skære, ikke tilføje, linjer.

Tilbage i teatret, efter en anden læsning, tog Langella mit argument på egen hånd. Nixons hurtige sammenbrud følte sig ikke "følelsesmæssigt rigtig" for ham, sagde han. Han havde brug for flere linjer. Han var nødt til at lide mere. Grandage lyttede et stykke tid, men skuespillerens job var ikke at stille spørgsmålstegn ved teksten, men at få dramatikerens ord til at fungere. Stykket ville forblive som skrevet.

Det åbnede i London den 10. august 2006 til fantastiske anmeldelser. Kritikerne fablede om Langellas optræden som Nixon, samt Michael Sheen som David Frost. (Jeg prøvede ikke at tage det personligt, da International Herald Tribune- kritikeren, Matt Wolf, skrev, " Frost / Nixon giver [en] en snarky guide til [proceduren] i form af Elliot Cowans beskrevne James Reston, Jr.") Ingen syntes at bekymre sig om, hvad der historisk var nøjagtigt, og hvad der var gjort op. Ingen syntes at finde Nixons nedbrydning og efterfølgende kontrast utilfredsstillende. Ikke engang mig. Langella havde fået det til at fungere, strålende ... ikke gennem flere ord, men med skiftende øjne, akavede pauser og mærkeligt, ubehageligt kropssprog, hvilket antydede en snirkende, skyldig mand. Mindre var blevet mere, da en stor skuespiller blev tvunget tilbage på de væsentlige værktøjer i hans kunst.

Langella havde ikke efterlignet sig Nixon, men var blevet en helt original karakter, inspireret af Nixon måske, men anderledes end ham. Nøjagtighed - i det mindste inden for teaterets vægge - så ikke ud til at gøre noget. Langellas performance fremkaldte, i aristoteliske vendinger, både medlidenhed og frygt. Der var ingen usikkerhed om helten (eller publikums) epifanie.

I april 2007 flyttede stykket til Broadway. Igen rystede kritikerne. Men dybt inde i hans beundrende anmeldelse bemærkede New York Times 'Ben Brantley, "Mr. Morgan har blidt afvist og omarrangeret fakta og kronologi" og henviste læserne til mit manuskript fra 1977, der netop var blevet offentliggjort endelig som Overbevisningen om Richard Nixon . Et par dage senere hørte jeg fra Morgan. Brantleys vægt på skuespillets faktuelle ændringer var ikke nyttig, sagde han.

Morgan og jeg var længe uenige om dette spørgsmål om kunstnerisk licens. Jeg betragtede det som et legitimt punkt mellem to mennesker, der kommer fra forskellige værdisystemer. Ud over deres historiske værdi havde Nixon-interviewene fra 1977 været sårende til psykodrama, hvilket blev desto mere desto mindre på grund af usikkerheden omkring deres resultat - og den tvetydighed, der blev hængende. Jeg troede ikke, at de havde brug for meget forbedring. Hvis de skulle komprimeres, tænkte jeg, at de skulle afspejle en nøjagtig essens.

Morgans opmærksomhed handlede om at fange og holde sit publikum. Hver linje er nødvendig for at oprette forbindelse til den næste uden vagter eller dråber for at fortvivle historiske detaljer. Omarrangering af fakta eller linjer eller kronologi var efter hans opfattelse godt inden for dramatikerens mandat. I sin undersøgelse af stykket havde forskellige deltagere givet forskellige, Rashômon- lignende versioner af den samme begivenhed.

"Efter at have mødt de fleste af deltagerne og interviewet dem i længden, " skrev Morgan i London-programmet til stykket, "jeg er tilfreds med, at ingen nogensinde vil blive enige om en enkelt 'sand' version af, hvad der skete i Frost / Nixon interviews - tredive år efter står vi med mange sandheder eller mange fiktioner afhængigt af dit synspunkt. Som forfatter, måske uundgåeligt, der appellerer til mig, at tænke på historien som en skabelse eller flere skabelser og i dets ånd alt hvad jeg har lejlighedsvis ikke været i stand til at modstå at bruge min fantasi. "

I en New York Times- artikel, der blev offentliggjort i november måned, var Morgan ubesværet med at fordreje fakta. "Hvem er fakta?" sagde han til Times- reporteren. Han hørte forskellige versioner af de samme begivenheder, sagde han, og havde lært ham "hvad en komplet farshistorie er."

Jeg var meget uenig. Ingen legitim historiker kan acceptere historie som en skabelse, hvor fakta og fiktion er ens. År senere er deltagere i historiske begivenheder måske ikke enige om "en enkelt, 'sand' version af hvad der skete, " men det er historikerens ansvar at finde ud af, hvem der fortæller sandheden, og hvem der dækker eller blot glemmer. For mig var der en ægte beretning om Frost / Nixon-interviews - mine egne. Drammens rolle er anderledes, jeg indrømmer, men i historiske skuespil er forfatteren på den fasteste grund, når han ikke ændrer kendte fakta, men går ud over dem for at spekulere i den historiske spilleres følelsesmæssige sammensætning.

Men dette var ikke mit spil. Jeg var kun en ressource; min rolle var snæver og perifer. Frost / Nixon - både spillet og filmen - overskrider historien. Måske er det overhovedet ikke historie: I Hollywood er den fremherskende opfattelse, at en "historielektion" er kysset til kommerciel død. Morgan og Ron Howard, filmens instruktør, gør historien praktisk talt irrelevant ved at nå ud til et internationalt publikum, som inkluderer millioner, der er uomvendt i den nylige amerikanske historie.

I sidste ende handler det slet ikke om Nixon eller Watergate. Det handler om menneskelig adfærd, og det stiger over sådanne transcendente temaer som skyld og uskyld, modstand og oplysning, tilståelse og forløsning. Dette er temaer, som lige historie sjældent kan krystallisere. I nærværelse af dramatikerens præstation kan historikeren - eller en deltager - kun stå i vingerne og klappe.

James Reston Jr. er forfatteren af The Conviction of Richard Nixon og 12 andre bøger.

"Frost / Nixon" er baseret på journalist David Frosts interview fra 1977 med den tidligere præsident Richard Nixon. Frost opnåede eksklusive rettigheder til at interviewe Nixon, og den 4. maj 1977 indstillede 45 millioner amerikanere ind. (John Bryson / Time Life Pictures / Getty Images)

Interviewet skabte både politisk og kringkastet historie, men blev alt sammen glemt indtil for to år siden, da Nixon-interviews blev radikalt omdannet til et underholdningsstykke, først som stykket Frost / Nixon, og nu som en Hollywood-film med samme titel . (Ralph Nelson / © 2008 Universal Studios)