Så jeg indhenter min nuværende antropologi, og pludselig higer jeg efter noget, jeg aldrig vidste eksisterede: tejate, en kold, skummende, majs-og-chokoladedrink fra Oaxaca, Mexico. Læg det ned til en nylig børste med en silkeagtig, nøddeagtig Oaxacan sort føflekssauce, men pludselig er jeg virkelig interesseret i chokolade-mexicansk køkken. Jeg er også nysgerrig, fordi mørk tejat lyder som den mystiske tvilling horchata, en mælkeagtig ris-og-kaneldrink, der er min nuværende yndlingsmeksikanske opdatering. Men tejate kan også fortælle os en historie om både forsigtighed og håb om globalisering, siger forskere fra University of California, Santa Barbara. De drager spørgsmålstegn ved den populære opfattelse, at global handel er bestemt til at blande verdens køkkener i en slags bolognasandwich fra en fællesnævner. I en af de bedste åbningssaloer, jeg har set i en videnskabelig artikel, lyder den første linje:
At udelade massive fragmenter fra fortiden for at diskutere globalisering som en unik moderne begivenhed er ikke kun kortsynet, men ofte etnocentrisk og begrænser vores forståelse ....
Når alt kommer til alt påpegede de, at Oaxacans på friluftsmarkederne solgte noget meget ligesom tejate, da erobrerne ankom. Globaliseringen kan muligvis fremskynde, siger de, men lad ikke som om handelsruter er noget nyt. Daniela Soleri og hendes coauthors har udtalt en holdning, som ikke er let at forsvare. Industrielt landbrug har bragt mange små amerikanske landmænd ud af drift og erstattet den himmelske squishiness af ferskner og tomater med noget mere velegnet til at skyde ud af en kanon.
Og med indførelsen af den nordamerikanske frihandelsaftale har vores vidunderlige evne til at dyrke majs oversvømmet de mexicanske markeder med billige, generiske kolber til skade for lokale sorter, der er århundreder gamle. Og i undersøgelser af to Oaxacan-landsbyer fandt forskerne, at mere kontakt med "omverdenen" - målt ved læsefærdighed og andel af folk, der taler spansk mod den lokale indiske dialekt - oversat til mindre tejatforbrug, mindre hjemmelavet tejate, og færre lokale ingredienser brugt i bryggen. Tejate er ikke let at fremstille (artiklen indeholder en opskrift), som ikke kun kræver majs og kakao, men andre lokale ingredienser med navne som pixtle og cacahoaxochitl samt træaske . Men her er drejningen: Globaliseringen fungerer begge veje og invaderer landsbyerne på samme tid, som den jager lokale hemmeligheder ud i verden. Som masseproducerede majspramfartøjer i mexicanske kvarterer skaber ulykkelige indvandrere i Oaxaca by og endda Los Angeles et vidt spændende behov for de mindre kendte sorter. Tejate oplever muligvis en nedtur i sit hjemland, men pludselig er der et marked for det i LA
Forskerne fandt en blomstrende hjemmebrygget tejatvirksomhed der, der bruger pixtle sendt fra Oaxaca, majs fra en kæledyrfødevarebutik og aske indsamlet fra en lokal grillrestaurant. Du kan se denne landbrugsdiaspora for dig selv på næsten ethvert landmændsmarked: alle de peruvianske og russiske fingerling kartoffelsorter, citron agurker og stribede rødbeder - helt til sjældne triumfer som wasabirot og den berygtede durian. (Når man går lidt længere, udviste New Yorker for nylig på et par elskede sorter af medicinsk marihuana.) En pizzarestaurant i nærheden af mit hjem sælger håndlavede El Salvadoranske tamales, der er annonceret på et håndskrevet ark spiralnotatpapir, der er tapet over kasseapparatet. Som en halv-sydlig, halv-engelsk militær brat, siger jeg "Bienvenidos!" Min kulinariske arv drejer sig om stegt kylling og Marmite-sandwich, og jeg er taknemmelig, hver gang jeg finder en god pasillapeber. Jeg kan ikke vente med at tejate kommer. Jeg spekulerer bare på, hvordan det smager.
