Hvordan Frida Kahlo's Love Letter Shaped Romance for Punk-digteren Patti Smith

Min mor, en servitrice, var meget flittig med at finde ud af, hvad jeg var i, så hun kunne købe mig de rigtige bøger. Til min 16 års fødselsdag fandt hun Diego Rivera's Fabulous Life, denne enorme og meget berømte biografi.

Relaterede læser

Brevene fra Frida Kahlo

Købe

Relateret indhold

• Arving til Punk Royalty vil forbrænde $ 7 millioner værdi af Punk Memorabilia

Jeg havde allerede besluttet at være kunstner, og jeg drømte også om at møde en anden kunstner og være støttende for hinandens arbejde. Denne bog var perfekt. Alle forhold, som Diego Rivera havde, var så interessante, men Frida Kahlo var langt den mest overbevisende og varige. Jeg elskede hende. Jeg blev taget af hendes skønhed, hendes lidelse, hendes arbejde. Som en høj pige med sorte fletninger gav hun mig en ny måde at flette mit hår på. Nogle gange havde jeg en stråhat på, som Diego Rivera.

På visse måder var de en model for mig, og de hjalp mig virkelig med at forberede mig på mit liv med Robert (Mapplethorpe, den afdøde fotograf og Smiths mangeårige samarbejdspartner). Dette var to kunstnere, der troede på hinanden, og som begge stolede på hinanden som hyrde for deres kunst. Og det var værd at kæmpe for gennem deres kærlighedsforhold og kampe og skuffelser og argumenter. De kom altid tilbage til hinanden gennem arbejde. De gik tabt uden hinanden. Robert plejede at sige ethvert stykke arbejde, han ikke følte sig komplet, før jeg kiggede på det. Diego kunne ikke vente med at vise Frida fremskridt i hans vægmalerier, og hun viste ham sine notesbøger. Det sidste maleri, som Frida malede i sit liv, var vandmeloner, og i slutningen af ​​hans liv malede Diego også vandmeloner. Jeg troede altid, at det var smukt: denne grønne frugt, der åbner sig, massen, kødet, blodet, disse sorte frø.

Man drømmer om, at vi kunne møde disse mennesker, som vi så beundrer, for at se dem i deres levetid. Jeg har altid haft det drev. Hvorfor rejser folk til Assisi, hvor St. Francis sang for fuglene og de sang for ham? Hvorfor rejser folk til Jerusalem, til Mekka? Det behøver ikke at være religionsbaseret. Jeg har set Emily Dickinsons kjole og Emily Bronte's tekopper. Jeg søgte huset hvor min far blev født. Jeg har min søns babytrøje, fordi han havde den på. Det er ikke mere eller mindre dyrebart for mig end St. Francis 'hjemmesko.

Abonner på Smithsonian magasin for kun $ 12

Denne historie er et udvalg fra januar-februar-udgaven af ​​Smithsonian-magasinet

Købe

I 2012 rejste jeg til Casa Azul i Mexico City, huset hvor de førte deres liv sammen. Jeg så gaderne, hvor de gik, og parkerne, hvor de sad. Jeg nippede vandmelonsaft fra en gadesælgers papirkop. Casa Azul, nu et museum, var så åben. Man kunne se deres artefakter, hvor de sov, hvor de arbejdede. Jeg så Fridas krykker og medicinflasker og sommerfuglene monteret over hendes seng, så hun havde noget smukt at se efter at hun mistede benet. Jeg rørte ved hendes kjoler, hendes læderkorsetter. Jeg så Diego's gamle overalls og bænk og følte bare deres tilstedeværelse. Jeg havde migræne, og direktøren for museet fik mig til at sove på Diego's værelse, ved siden af ​​Frida's. Det var så ydmyg, bare en beskeden træseng med en hvid overtræk. Det gendannede mig, beroligede mig. En sang kom til mig, mens jeg lå der, om sommerfuglene over Fridas seng. Kort efter vågnen sang jeg det i haven før 200 gæster.

Jeg mener ikke at romantisere alting. Jeg ser ikke på disse to som modeller for adfærd. Nu som voksen forstår jeg både deres store styrker og deres svagheder. Frida kunne aldrig få børn. Når du har en baby, skal du give afkald på din selvcentrering, men de var i stand til at handle som forkælet børn med hinanden hele deres liv. Havde de fået børn, ville deres kursus have ændret sig.

Den vigtigste lektion er dog ikke deres indiskretioner og kærlighedsforhold, men deres hengivenhed. Deres identitet blev forstørret af den anden. De gik gennem deres op- og nedture, skiltes, kom tilbage sammen til slutningen af ​​deres liv. Det var det, jeg følte selv klokken 16. Det var, hvad Robert og jeg oplevede, som aldrig blev mindre.

Dette brev fra Frida til Diego - skrabet på en konvolut, som hun engang havde brugt til at opbevare værdigenstande under et hospitalophold, skrevet i 1940, da Frida forlod San Francisco, og nu i samlingerne i Smithsonian's Archives of American Art - er et vidnesbyrd om, hvorfor de varede. De havde ikke et lidenskabeligt forhold, der spredte sig og var væk. De havde en jordisk menneskelig kærlighed såvel som en højtydende dagsorden og deres arbejde. Det faktum, at dette ikke er et dybtgående brev, gør det på nogle måder mere specielt. Hun henvendte sig til “Diego, min kærlighed” - selvom dette er den mest verdslige, enkleste korrespondance, bemærkede hun stadig deres kærlighed, deres intimitet. Hun holdt brevet i hænderne, hun kyssede det med sine læber, han modtog det og holdt det i hans hænder. Dette lille stykke papir holder deres enkelhed og deres intimitet, deres jordiske jord. Det indeholder afsenderen og modtageren.

Som kunstnere er hvert papirskrot meningsfuldt. Dette er brunt, foldet. Han reddede det. Nogen holdt det. Det eksisterer stadig.

* * *

Fra Frida Kahlo's lidenskabelige kærlighedsbreve forseglet med et kys til akvarelnoter fra berømte kunstnere, lad Smithsonians kærlighedsbrevsamling inspirere dine håndlavede valentiner.