Dagens indbydende forfatterhistorie med slikt tema kommer fra Krystal D'Costa, en New York City-baseret antropolog, der skriver den fascinerende blog Anthropology in Practice.
Da vi har mistanke om (og håber), at dette kan inspirere dig, er fristen for denne runde med indbydende skrivning blevet forlænget indtil 15. oktober. Så hvis du stadig gerne vil deltage, skal du læse disse retningslinjer og e-maile din historie til FoodandThink på gmail.com. Candy skuffen af Krystal D'Costa Da jeg var otte år gammel, emigerede min familie fra Trinidad til New York. To ting virkelig begejstrede mig for flytningen: Jeg ville se sne førstehånds, og jeg ville deltage i Halloween. Jeg kunne ikke vente med at lave en snemand eller have en sneboldkamp. Og jeg havde en vision om et bjerg af slik.
Da vores flytning skete i februar, var det den sne, jeg fik at opleve først. Jeg havde forestillet mig et uberørt vinter wonderland. Desværre lærte jeg hurtigt, at New York City sne bliver til grålig slam, ikke længe efter at det rammer jorden. Det lykkedes mig stadig at lave et par snebolde, en trekantet snemand og en foreløbig sneengel.
Når sneen smeltede, satte jeg mine seværdigheder på Halloween. Jeg var et godt læst barn, interesseret i historie og kultur fra en ung alder, så jeg troede, at jeg stort set havde fået denne Halloween-ting ud: Jeg ville klæde mig og ringe til et par dørklokker, og så ville min søster og jeg høste belønningen. Den måde, jeg så det på, ville vi svømme i slik i slutningen af natten - ligge på små bunker deraf. Jeg lovede hende, at vi ville få masser af slik. Jeg var sikker på, at folk bare skulle stille fortovene med store skåle slik, som de liberalt ville distribuere.
For at gøre mig klar til denne glade begivenhed besluttede jeg at opgive at spise slik, indtil Halloween kom med, så jeg ville nyde mine forkælet desto mere, når tiden var inde. Men jeg har stadig samlet det slik, jeg stødte på, som jeg kunne lide - jeg ville tilføje det til det, jeg fik på Halloween. Hele sommeren bygget jeg en stash af Kit-Kats og Milky Ways og 3 musketiere. Jeg opbevarede dem i den nederste skuffe på min kommode, som absolut ingen, især ikke en lillesøster, fik lov til at åbne. Jeg lavede endda et specielt "Keep Out" -skilt til skuffen.
I september havde skuffen samlet et antal let klemte chokoladestænger. (Tøjet var blevet flyttet til under sengen.) Og jeg blev ret ophidset. Jeg havde nemt fået venner på min blok i Queens, og vi planlagde alle at lure eller behandle sammen (med en af mødrene på slæb til kontrol).
”Hvad skal du være?” Spurgte en af mine venner. ”Et spøgelse, ” sagde jeg. Jeg regnede med, at jeg kunne få et af min mors ark ganske let.
”Du kan ikke være et spøgelse. Det er halt, ”informerede venen mig saglig.
Hvad? Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke være lam - hvordan skulle jeg da få slik? Tænkte jeg hurtigt.
”Jeg vil være en heks, ” meddelte jeg, marcherede derefter hjem og meddelte min mor om mit valg. Vi gik ud om eftermiddagen og fandt et lilla kostume, komplet med en spids polyesterhue med en halvmåne på og en stav. Kjolen var lidt kløende, men jeg ville ikke klage. Å nej, bestemt ikke - jeg var et skridt tættere på et overskud af slik.
Jeg prøvede på mit kostume dagligt. Jeg øvede mig. Jeg tænkte endda på vittigheder, hvis nogen krævede et trick til behandlingen (se, jeg havde lavet min læsning). Og så ankom 31. oktober. Hvilken herlig lørdag! Jeg var klar og tidlig oppe, selvom mine venner og jeg ikke skulle mødes før efter middag. Jeg nægtede morgenmad, tog på mig mit kostum og sad på de forreste trin med min slikpose og min hat til at vente.
Efter det, der føltes som en evighed, ankom mine venner og moren til vagt. Når jeg vinker farvel til min lille søster, tog jeg afsted og forventede, at jeg ville vende tilbage med min taske overfyldt. Jeg var den første op ad gangbroen i det første hus, vi kom til.
Jeg ringede i klokken og ventede. Og ventede. Ingen kom. Stadig skravlende spændte gik vi til det næste hus og ringede på klokken. Og ventede. Der kom heller ingen. Jeg var stadig først op ad vandret ved det tredje hus, men ingen svarede der heller.
Hvad sker der? Hvor var mange mennesker, der uddelte slik? Vi var alle lidt forvirrede. I det fjerde hus fik vi hver en enkelt Tootsie-rulle. Og ved det femte hus fik vi hver en mælkevej i fuld størrelse. Men ved det næste hus fik vi kasser med rosiner. Rosiner? Det er frugt, ikke slik! Jeg gav dem væk. Og så fortsatte det. Vi besøgte hvert hus på blokken, og omkring halvdelen af menneskerne - børnene og børnebørnene - åbnede døren, men problemet var, at min taske kun var cirka en fjerdedel af vejen fuld. Jeg blev bestemt skuffet, ligesom de andre. Vi gik fra skravling spændt til at prøve at byttehandel med hinanden efter eftertragtede genstande.
Jeg kom hjem den aften og tømte sukkerskuffen ud og kombinerede indholdet med sliket fra min taske. Det var ikke helt nok til at sove på - men det var nok til at dele med en lillesøster.
Alt i alt var det en god lektion at lære i en tidlig alder: at spare lidt til en regnvejrsdag er aldrig en dårlig idé.
