Joyce Carol Oates er forfatter til adskillige romaner, novellesamlinger, essays, skuespil og bøger til børn. Jeg talte for nylig med den 71-årige forfatter om hendes oplevelse af at skrive om sin hjemby Lockport, New York, i "Going Home Again", der vises i martsudgaven af Smithsonian .
Hvor meget havde du tænkt på "hjem", og hvad det betød for dig inden denne opgave?
Sandsynligvis mere end de fleste mennesker. Fordi jeg er forfatter, forfatter af fiktion, tænker jeg sandsynligvis på disse ting temmelig ofte, ret konsistent. Jeg har historier og romaner, der er placeret i min hjemby, og barndomshukommelser er skrevet om. Vi har en tendens til at skrive om, hvad vi ved. Der er altid en følelse af nostalgi.
Jeg fremkalder kanalen. Nogle gange kalder jeg byen med forskellige navne. Jeg har kaldt det Strykersville og Port Oriskany. Nogle gange blander jeg det sammen med Buffalo. Jeg skriver virkelig om denne del af New York State hele tiden, så det er ikke sådan et ekstraordinært spring for mig at skrive om det.
Jeg har en roman kaldet Lille fugl af himlen, som kom ud for et par måneder siden, og som ligger i et område som Lockport. Det er den samme type upstate New York-scene. Jeg placerer det i Adirondacks.
Tror du, at din idé om "hjem" ville være anderledes, hvis du havde opholdt dig et sted i en levetid?
Åh, jeg er sikker. Det ville være tilfældet med nogen. Hvis du bliver på dit hjemsted, bemærker du ikke rigtig, at ting ændrer sig.
Kan du tale lidt om din skriveproces, og hvordan du henvendte dig til denne opgave?
Jeg skriver i langhånd. Da jeg tog til Lockport, hvilket jeg gjorde i oktober, tog jeg en masse notater, der beskrev det. Jeg blev kørt rundt i byen af en slægtning. Jeg har lige taget notater om alt hvad jeg gjorde. Jeg kiggede på et kort over byen. Jeg beskrev tingene. Kanalen. Jeg kiggede på min gamle skole. Jeg kørte lige rundt i gaderne. Hvad jeg skrev om er reelt. Jeg opfandt ikke noget.
Hvilke begivenheder, steder eller personer bragte denne opgave tilbage til tankerne, som du ikke havde tænkt på i et stykke tid?
Mange af mine klassekammerater i mellemskolen. Fordi der er gået så meget tid, er naturligvis mennesker gået bort. Nogle af mine slægtninge er døde. Vi taler om årtier her, så folk har boet og døde, mennesker, som jeg var tæt på. Min bedstemor døde for et stykke tid siden. Jeg har stadig slægtninge, der husker hende, og ældre slægtninge, der husker mig som barn.
Jeg havde en hel liste over mine klassekammerater i mellemskolen, en hel lang liste over dem. Men det så ikke rigtig ud til at sætte det ind. De er bare navne på fremmede. Ingen ville vide, hvem de var.
I essayet sagde du, at du befandt dig i at navngive navne, da du holdt din præsentation i Lockport i oktober.
Ja. Jeg tror, hver gang vi tænker på vores hjembyer, har vi en tendens til at tænke på meget specifikke mennesker, som du kørte med på skolebussen, hvem var din næste nabo, du legede med, hvem din kæreste var. Det er altid noget meget specifikt. John Updike har det i sin fiktion. Han nævner navne på mennesker, der betydede meget for ham. De betyder dog ikke noget for andre mennesker, så det er svært at fremkalde det.
Hvad overrasker dig om Lockport i dag sammenlignet med Lockport i din barndom eller din hukommelse?
Jeg tror, det overraskende er, at så meget er det samme. Andre steder i USA er der mange ting, der ændrer sig. I den del af New Jersey, hvor jeg bor, som er ganske velhavende, nær Princeton, [der er] mange, mange ændringer hele tiden.
I slutningen af essayet siger du, at spørgsmålet, "Tror du, at du ville være den forfatter, du er i dag, hvis du havde haft en middelklasse eller velhavende baggrund?" Stillet af et publikummedlem under din præsentation, ikke Det virker ikke meget Lockportian for dig. Hvorfor det?
Jeg har aldrig betragtet Lockport som et sted, hvor teoretiske, filosofiske eller intellektuelle ideer blev meget diskuteret - men måske har jeg taget fejl. Det var en meget velkommen overraskelse.
Hvad synes du om Princeton-området, hvor du bor nu?
Princeton University er det sted, hvor jeg underviser, så naturligt er det fornuftigt for mig at være her. Det er et landligt, forstæder område, hvor jeg bor, cirka fire miles uden for Princeton. Jeg kan se ud af mit vindue og se en del af en sø, masser af træer. Vi lever på tre hektar land. Det er meget fredeligt her. Jeg kan få en masse arbejde. Og Princeton University er et af verdens store universiteter med et vidunderligt bibliotek og ekstremt vidunderlige kolleger og venner, der bor her. De intellektuelle, medforfattere og digtere i området er meget koncentrerede. Det er et vidunderligt samfund.
Jeg har været her siden 1978. Jeg håber at blive her resten af mit liv. Min mand underviser på universitetet, som jeg gør, så vi er meget bosatte her. Vi har et nyt hus. Vi er lige flyttet ind. Han er min anden mand. Min første mand døde i februar 2008, og jeg giftede mig igen i marts 2009. Vi har bare et komplet liv her.
