Under første verdenskrig var No Man's Land både et faktisk og et metaforisk rum. Det adskilte frontlinierne i de modstående hære og var måske det eneste sted, hvor fjendens tropper kunne mødes uden fjendtlighed. Det var i No Man's Land, at den spontane julevåben i december 1914 fandt sted, og hvor modstridende tropper muligvis uofficielt ville blive enige om at fjerne deres sårede kammerater eller endda solbade de første dage af foråret.
Relateret indhold
- Blockbuster-verdenskrigsfilmen, der bragte hjem den traumatiske virkning af krigen
Men det kan også være de mest skræmmende steder; en, der var den største fare for stridende. ”Mænd drukner i skalhuller, der allerede er fyldt med forfaldne kød, sårede mænd, ud over hjælp bag tråden, dør over et antal dage, deres skrig hørbare og ofte uudholdelige for dem i skyttegravene; safter begravet levende under dens overflade, "skrev lærde Fran Brearton i sin 2000-historie The Great War in Irish Poetry: WB Yeats to Michael Longley . No Man's Land, sagde digter Wilfred Owen, var" som månens ansigt, kaotisk, krater -redet, ubeboelig, forfærdeligt, vanvidets opholdssted. ”
I Oxford English Dictionary, Nomanneslond, ca. 1350, stammer fra mellemengelsk og var ”et stykke jord uden for Londons nordvæg, der tidligere blev brugt som henrettelsessted.” Udtrykket fik en militær konnotation allerede i 1864, men det blev et særligt udbredt udtryk under den første verdenskrig. Det tyske ækvivalent var Niemandsland, mens franskmændene brugte det engelske udtryk le nomans land .
Men det var under den store krig, at en legende opstod ud fra de virkelige livskrækkelser, der opstod i dette krigshulshul. Den delte nat af de levende døde og en del krigshest, ligesom alle historier, der ofte blev fortalt, den havde adskillige varianter, men den grundlæggende kerne advarede om ar-facede og frygtløse ørkere, der sammenkæmper fra næsten alle sider - australske, østrigske, britiske, canadiske, Fransk, tysk og italiensk (skønt ingen fra De Forenede Stater) - og lever dybt under de forladte skyttegrave og udgravninger. I henhold til nogle versioner fjernede ørkenerne lig for beklædning, mad og våben. Og i mindst én version dukkede ørkenerne op om natten som uhyggelige dyr for at feste de døde og døende, føre episke slag om de mest valgte dele.
Historiker Paul Fussell sagde fortellingen for ”den fineste legende om krigen, den mest geniale inden for litterær opfindelse og henrettelse samt den rigeste i symbolsk forslag” i sin prisvindende bog fra 1975. Fussell, en professor i engelsk ved University of Pennsylvania, der havde tjent som løjtnant under 2. verdenskrig, kendte godt rygterne ved kamp, som han levende beskrev i hans krigstid i 1989.
En af de tidligste offentliggjorte versioner af "vilde ørkener" -legenden dukkede op i 1920-memoiret The Squadroon af Ardern Arthur Hulme Beaman, en løjtnant-oberst i det britiske kavalleri. Ingen andre fortællinger om sagnet - i det mindste på tryk - er lige så forfærdelige som Beamans. Skrivet to år efter krigens afslutning begynder Beamans fortælling i begyndelsen af 1918 på marskerne på Somme i det nordlige Frankrig. Det er her nogle af de blodigste slag i krigen blev udkæmpet, og Beaman er overbevist om, at han har været vidne til to dusin eller så tyske krigsfanger forsvinder i jorden. Han ønsker at sende et søgefest ind i labyrinten af forladte skyttegrave, men frarådes det, fordi området ”var befolket med vilde mænd, britiske, franske, australske, tyske ørkener, der boede der under jorden, som ghouls blandt de døde kløe, og der kom ud om natten for at plyndre og dræbe. Om natten fortalte en officer ham, blandet med snarrling af vildhunde, de hørte ofte umenneskelige råb og rifleskud fra den forfærdelige vildmark, som om de bestialske borgere kæmpede imellem sig. ”
Én digter beskrev rædslerne fra No Man's Land mellem de nedkæmpede hære som en "bolig til vanvid." Her viser et tryk fra 1918 fjernelsen af de døde fra skyttegravene. (Library of Congress) I romanen 1930 fra Behind the Lines (eller The Strange Case of Gunner Rawley, dens titel i USA) af Walter Frederick Morris, der havde tjent i krigen som en bataljonskommandant, ørkener hovedpersonen Peter Rawley, en anden løjtnant, sin kongelige Field Artillery-enhed efter at have dræbt sin virksomhedschef. Et sted på Frankrigs slagmarker mødes Rawley med Alf, en anden ørken, der fører ham under jorden. ”Rawley klemte gennem hullet først med fødderne. Han befandt sig i en lav og smal tunnel, genudviklet med rådne tømmer og halvt blokeret med jordfald. . . . Det hele sted var ubeskriveligt beskidt og havde en muggen, jordbunden, garneagtig lugt, ligesom et vilde dyrs løb. . . . "Hvor tegner du dine rationer?" spurgte Rawley. . . . 'Forkig det, ' svarede Alf. . . Vi lever som perishin 'fightin' haner nogle gange, jeg giver dig mit ord. . . . Der er flere af os, der lever 'runde' i disse gamle skyttegrave, for det meste arbejder parvis. «
En anden uhyggelig beskrivelse af forbrydelser og ørkener i krigstiden kom i selvbiografien Laughter in the Next Room fra 1948 af Sir Osbert Sitwell, en femte baronet og en kaptajn i hæren (han var også den yngre bror til digteren Dame Edith Sitwell). Da han huskede på våbenhugstdagen 1918, skrev Sitwell: ”I fire lange år. . . den eneste internationalisme - hvis den eksisterede - havde været af ørkere fra alle de krigførende nationer, fransk, italiensk, tysk, østrigsk, australsk, engelsk, canadisk. Ulovligt boede disse mænd - i det mindste de boede - i huler og grotter under visse dele af frontlinjen. Feige, men desperate som lazzaroni i det gamle Kongerige Napoli eller grupper af tiggere og keglefangere fra Tudor-tiderne, som ikke anerkendte nogen ret og ingen regler, bortset fra deres egen skabelse, ville de udstede, blev det sagt fra deres hemmelighed løber, efter hver af de uendelige checkmate-slag, for at berøve døden af deres få ejendele - skatte som støvler eller jernrationer - og efterlade dem døde. ”Sitwells afsluttende note er lige så kølende: Britiske tropper mente” at generalstaben kunne finde ingen måde at beskæftige sig med disse banditter før krigen var forbi, og at de til sidst måtte gasses. ”
En nyere litterær beretning kommer i 1985 fra No Man's Land af Reginald Hill, forfatter af omkring 50 romaner, hvoraf mange er politisager. Romanen begynder med, at Josh Routledge, en britisk deserter fra slaget ved Somme, og en tysk soldat-drejning-pasifist, Lothar von Seeberg, blev jaget af monteret militærpoliti. Ud af næsten ingen steder angriber et band på 40 ørkener, for det meste australske, militærpolitiet og bringer Josh og Lothar ind i deres dugout. ”De var en vildt udseende bande, i beskidt, kludt tøj og med uudskåret hår og ubarberede ansigter. De var også meget godt bevæbnede. ”I et andet tilfælde kommer disse ørkere“ sværmende ud af intetsteds, ud af jordens tarm, det var sådan det så ud. . . . De var scruffy, dead scruffy. En slags robust og vildt udseende, mere som en masse pirater end noget andet. Der var en stor brute, tæt på syv meter høj, han så ud. ”
Sagnet ser ud til også at have slået rod i moderne journalistiske beretninger. James Carroll i International Herald Tribune bemærkede i 2006, hvordan den første verdenskrigs ørkere, der nægtede at kæmpe ”havde organiseret sig i en slags tredje styrke - ikke krigere mere, men blot overlevende, derhjemme i hulerne. Dusinvis af dem, måske hundreder. Mennesker, der plejede hinanden, uanset hvilken uniform de var iført. ”I henhold til Carrolls fortolkning var disse ørkere som engle og tog sig af dem, der var faldet i sikkerheden i de underjordiske huler - og fungerede som et sant alternativ til sindssyge af krig.
De vilde ørkener i ingenmannsland, hvad enten det er engle eller djæveler - eller endda kødespisende ghouls, der kun dukker op om natten - er tingene fra en legende, der er ekstremt rig på symbolsk værdi. Det minder os i dag, et århundrede efter, at det begyndte, om galskaben, kaoset og sanseløsheden af alle krigsforfærdelser.
Den store krig i irsk poesi: WB takket være Michael Longley
Beklager, vi skal bare sikre dig, at du ikke er en robot. For at få de bedste resultater, skal du sørge for, at din browser accepterer cookies.
Købe
Ingenmandsland
Reginald Hill er blevet bredt udgivet både i England og De Forenede Stater. Han modtog Storbritanniens mest eftertragtede pris på mysteriumforfattere, Cartier Diamond Dagger Award, samt den gyldne dolk for hans Dalziel / Pascoe-serie. Han bor sammen med sin kone i Cumbria, England.
Købe
