Marseilles etniske Bouillabaisse

En morgen i begyndelsen af ​​november 2005 tændte Kader Tighilt radioen, da han kørte på arbejde. Nyheden rapporterede, at 14 biler var brændt natten over i Marseilles nordlige forstæder. ”De har gjort det, ” sagde Tighilt højt. "Bastards!" Det så ud til, at hans værste frygt var blevet bekræftet: oprør, der først brød ud i forstæderne i Paris den 27. oktober, var nu spredt til havnebyen og et af de største immigrantsamfund i Frankrig. I de foregående to uger havde Tighilt, hans kolleger i socialsektoren og frivillige i samfundet arbejdet feberligt for at forhindre, at netop dette skete, ved at vende ud over byen til steder, hvor unge mennesker var samlet for at sprede ordet om, at vold var dårskab.

Relateret indhold

• Forbliver kølig
• Bouillabaisse a la Marseillaise

"Vi var bekymrede for, at [vores ungdommer] ville prøve at konkurrere med Paris, " siger Tighilt, 45, der voksede op i en algerisk familie i en shantytown i udkanten af ​​byen. Han var ikke alene. Marseille er ikke kun uden tvivl Europas mest etnisk forskellige by, men har også en lige så stor andel af muslimer som ethvert sted i Vesteuropa. Det lider under høj arbejdsløshed og den sædvanlige brygning af byproblemer. ”Vi ventede på, at stedet skulle eksplodere, ” betroede en byembedsmand senere.

Men det gjorde det ikke. Tighilt ringede en ven til politistyrken den morgen, kun for at opdage, at radiorapporten var overdrevet: ja, 14 biler var brændt, men ikke i forstæder til Marseille alene - i hele afdelingen, et område med en befolkning på næsten to millioner mennesker. Efter Paris 'standarder var hændelsen bagatelliserende. Og det handlede om det. I tre uger ville oprørspolitiet kæmpe løbende slag i den franske hovedstad, i Lyon, Strasbourg og andre steder; snesevis af butikker, skoler og virksomheder ville blive frasorteret, tusinder af biler brændt og 3.000 oprør arresteret. Alligevel forblev Marseille, med en befolkning på lidt over 800.000, relativt stille.

På trods af at være hjemsted for betydelige jødiske og muslimske befolkninger, havde Marseille stort set undgået det værste af de antisemitiske angreb, der fejede Frankrig i 2002 og 2003 i kølvandet på den anden intifada (palæstinensisk oprør) i Israel. Og den israelske invasion mod Hezbollah i Libanon i 2006 frembragte anti-israelske demonstrationer i byen, men ingen vold. På et tidspunkt, hvor konflikter om islams rolle i det vestlige samfund deler Europa, har Marseille for nylig godkendt opførelsen af ​​en enorm ny moske på en bakke med udsigt over havnen og afsat en tomt på 2, 6 millioner dollars byejet jord til projektet. "Hvis Frankrig er et meget racistisk land, " siger Susanne Stemmler, en fransk studierekspert ved Center for Metropolitan Studies i Berlin, der har fokuseret på ungdomskultur i havnebyen, "er Marseille dens befriede zone."

Det ser ud til at være en usandsynlig model. Byen har ikke historisk set haft et ry for ro. For amerikanere kan det i det mindste bedst huskes som en ramme for The French Connection, narkotikasmugler-thrilleren fra 1971 med hovedrollen Gene Hackman. Franske tv-serier skildrer byen som en snusk, oprørsk enklave, der mangler korrekt gallisk tilbageholdenhed. Alligevel har dens ro midt i en krise fået sociologer og politikere til at se et nyt blik. Overalt i Europa er indvandrerpopulationer svampe. Der var færre end en million muslimer i Vesteuropa efter Anden verdenskrig, før gæstearbejderprogrammer fremkaldte indvandring. I dag er der 15 millioner muslimer, fem millioner alene i Frankrig. Denne ændring har forværret spændingerne mellem lokalsamfund og lokale regeringer, der kæmper for at klare de nye. Kunne Marseille, grym og alligevel fremadstormende, og som franskmændene siger, selskabelig, have en nøgle til Europas fremtid?

Disse spørgsmål kommer på et tidspunkt, hvor Marseilles billede allerede er under opgradering. En verden af ​​narkotikherrer og smuldrende kaver har givet vej, blok for blok, for turister og trendy butikker. Den franske regering har givet tilsagn om mere end en halv milliard dollars til at genopbygge havnefronten. Krydstogtskibe bragte 460.000 besøgende i år, op fra 19.000 for et årti siden. Hotelkapacitet forventes at stige 50 procent i de næste fire år. Når det kun var et springpunkt for turister, der kører ind i Provence, er den gamle havneby hurtigt ved at blive en destination i sig selv. "Marseille er ikke længere byen The French Connection, " forsikrede Thomas Verdon, byens direktør for turisme, mig. "Det er en smeltedigel af civilisationer."

For 50 år siden, fra Alexandria til Beirut til Algeriets Oran, var multikulturelle byer normen ved Middelhavet. I dag er Marseille ifølge den franske sociolog Jean Viard den eneste, der er tilbage. Som sådan, siger han, repræsenterer det et slags "laboratorium for et stadig mere heterogent Europa." Det er, tilføjer han, "en fortidens by - og fremtidens."

Da jeg besøgte Marseille, i de aftagende dage af en provencalsk sommer, blev et "tre-mastet" højt skib fra et colombiansk flådeakademi fortøjet i den indre havn, idrætsvis en visning af flag fra hele verden og sprængning af samba-musik. Ved første øjekast ser Marseille med sit virvar af hvide og brune bygninger overfyldt omkring en smal havn ud til at ligne andre havnebyer langs Frankrikes Middelhavskyst. Men mindre end en halv kilometer fra byens historiske centrum ligger den hektiske, overfyldte kvarter Noailles, hvor indvandrere fra Marokko eller Algeriet, Senegal eller Det Indiske Ocean's Comoro Islands kæmper over halal (den muslimske version af kosher) kød samt kager og brugt tøj. Impromptu loppemarkeder tæppe fortove og baggader. Lige ud for rue des Dominicaines, en af ​​byens ældre veje, overfor en lukket kirke fra det 17. århundrede, knæl muslimske mænd mod Mekka i en ledig butik oplyst af en enkelt lysstofrør.

Den aften kastede de colombianske kadetter en fest. Tusinder af Marseillais fra den arabiske verden såvel som armenere, senegalesere, Comorerne og indfødte franskmænd faldt ned på Vieux Havn for at svæve langs havnefronten eller stoppe for en pastis (anis-aromatiseret aperitif) på en lokal café. Nogle dansede på skibets dæk. Et bordbånd, ikke langt fra mit hotel, spillede indtil tidligt om morgenen. Da den første Vespas begyndte at bruse rundt i port-side-boulevarden ved daggry, spillede en ensom trompetist uden for mit vindue "La Marseillaise." Nationalhymnen, komponeret under den franske revolution, tog sit navn fra byen, fordi den blev populariseret af lokale militser, der sang våbenopkaldet, da de marsjerede mod Paris.

Af byens 800.000 sjæle er ca. 200.000 muslimer; 80.000 er armenske ortodokse. Der er næsten 80.000 jøder, den tredjestørste befolkning i Europa samt 3.000 buddhister. Marseille er hjemsted for flere komorer (70.000) end nogen anden by undtagen Moroni, hovedstaden i den østafrikanske ønation. Marseille har 68 muslimske bønnerum, 41 synagoger og 29 jødiske skoler samt et udvalg af buddhistiske templer.

"Hvad der gør Marseille anderledes, " sagde Clément Yana, en mundkirurg, der er leder af byens jødiske samfund, "er viljen til ikke at blive provoseret af f.eks. Intifadaen i Israel - ikke for at lade situationen komme ud af Vi kunne enten få panik og sige 'Se, der er antisemitisme!' eller vi kunne komme ud i samfundene og arbejde. " For flere år siden sagde han, da en synagoge i udkanten af ​​Marseille blev brændt ned til jorden, beordrede jødiske forældre deres børn til at blive hjemme og annullerede en række fodboldkampe, der var planlagt i arabiske kvarterer. Kader Tighilt (som er muslim og leder en mentorforening, Future Generations), ringede straks til Yana. Næsten næsten natten arrangerede de to mænd en turnering, der skulle omfatte både muslimske og jødiske spillere. De kaldte oprindeligt spilene, nu en årlig affære, "turnering af fred og broderskab."

Derfor var en ånd af samarbejde allerede veletableret i øjeblikket i 2005, da ledere i samfundet frygtede, at arabiske kvarterer var ved at udbrude. Frivillige og medarbejdere fra forskellige organisationer, inklusive Future Generations, fløj ud over Marseille og dets nordlige forstæder, idet de forsøgte at bringe den daværende direkte tv-dækning af optøjer, der udbrud i Paris og andre steder i Frankrig, i kontekst. "Vi fortalte dem 'I Paris er de dumme'; 'De brænder deres nabos biler'; 'Fald ikke i den fælde, ' 'siger Tighilt. ”Jeg ønskede ikke, at indvandrerkvarterer skulle blive indesluttet og ghettoiseret, ” huskede han. "Vi har et valg." Enten "overgiver vi disse steder til jungleloven, " eller "vi påtager os at blive mestre i vores egne kvarterer."

Nassera Benmarnia grundlagde Unionen af ​​muslimske familier i 1996, da hun konkluderede, at hendes børn risikerede at miste kontakten med deres rødder. I hendes hovedkvarter fandt jeg flere kvinder, der bager brød, da de rådgav ældre klienter til bolig og sundhedsvæsen. Benmarnia's mål, siger hun, er at "normalisere" det muslimske samfunds tilstedeværelse i byen. I 1998, for at observere ferien Eid al-Adha (markering af afslutningen af ​​pilgrimsrejsesæsonen til Mekka), arrangerede hun en bydækkende fest, hun kaldte Eid-in-the-City, som hun inviterede ikke-muslimer såvel som muslimer, med dans, musik og fester. Hvert år siden er fejringen vokset. Sidste år inviterede hun endda en gruppe pieds-noirs, efterkommere af franskmændene, der havde koloniseret arabisk Nordafrika og af nogle menes at være særligt fjendtlige over for arabiske immigranter. "Ja, de blev overrasket!" hun siger. "Men de nød det!" En tredjedel af partytagerne viste sig at være kristne, jøder eller andre ikke-muslimer.

Skønt en hengiven katolik, er Marseilles borgmester, Jean-Claude Gaudin, stolt over nære bånd til jødiske og muslimske samfund. Siden valget i 1995 har han været formand for Marseille-Espérance eller Marseille-Hope, et konsortium af fremtrædende religiøse ledere: imamer, rabbiner, præster. På tidspunkter med øget global spænding - for eksempel i invasionen af ​​Irak i 2003 eller efter angrebene den 11. september - mødes gruppen for at tale om tingene. Borgmesteren har endda godkendt konstruktion af det muslimske samfund af en ny Grand Mosque, som forventes at begynde næste år på to hektar jord, der er afsat af byen i det nordlige kvarter i St. Louis med udsigt over havnen. Rabbi Charles Bismuth, et medlem af Marseille-Espérance, støtter også projektet. "Jeg siger, lad os gøre det!" han siger. ”Vi er ikke imod hinanden. Vi er alle i samme retning. Det er vores budskab, og det er hemmeligheden bag Marseille.”

Det er ikke den eneste hemmelighed: den usædvanlige fornemmelse af centrum, hvor indvandrermiljøer kun er et stenkast fra det historiske centrum, er en anden. I Paris har indvandrere især ikke at bo i centrale kvarterer; i stedet er de fleste i boligprojekter i banlieues eller forstæder, og overlader hjertet af byen til de velhavende og turister. I Marseille stiger lejeboliger med lav leje, som er pyntet med vaskeri, kun et par dusin meter fra det gamle centrum. Der er historiske årsager til dette: indvandrere bosatte sig ikke langt fra, hvor de ankom. "I Paris, hvis du kommer fra banlieues, for at gå i Marais eller på Champs-Élysées, føler du dig som en udlænding, " siger Stemmler. "I Marseille er [immigranter] allerede i centrum. Det er deres hjem." Sociolog Viard fortalte mig, "En af grundene til at du forbrænder biler er for at blive set. Men i Marseille behøver børn ikke at brænde biler. Alle ved allerede, at de er der."

Etnisk integration afspejles i økonomien, hvor Marseilles indvandrere finder flere muligheder end i andre dele af Frankrig. Arbejdsløshed i indvandrerkvarterer kan være høj, men det er ikke på de niveauer, der ses i banier i Paris. Og antallet forbedres. I det sidste årti krediteres et program, der giver skattelettelser til virksomheder, der ansætter lokalt, reduktion af arbejdsløsheden fra 36 procent til 16 procent i to af Marseilles fattigste indvandrerkvarterer.

Men den mest åbenlyse sondring mellem Marseille og andre franske byer er den måde, hvorpå Marseillais ser sig selv. ”Vi er først Marseille og fransk for det andet, ” fortalte en musiker. Denne utilgængelige følelse af tilhørighed gennemsyrer alt fra musik til sport. Tag for eksempel holdninger til fodboldholdet, Olympique de Marseille eller OM. Selv efter franske standarder er Marseillais fodboldfanatikere. Lokale stjerner, herunder Zinedine Zidane, søn af algeriske forældre, der lærte at spille på byens baner, er mindre guder. "Klubben er en religion for os, " siger den lokale sportsreporter Francis Michaut. "Alt, hvad du ser i byen, udvikles ud fra denne holdning." Holdet, tilføjer han, har længe rekrutteret mange af dets spillere fra Afrika og den arabiske verden. "Folk tænker ikke på hudens farve. De tænker på klubben, " siger Michaut. Éric DiMéco, en tidligere fodboldstjerne, der fungerer som viceborgmester, fortalte mig, at "folk her lever for holdet", og fansens kameraderi strækker sig til børn, der ellers måske er ude af at brænde biler. Da engelske hooligans begyndte at plyndre centrum efter en VM-kamp her i 1998, streamede hundredevis af arabiske teenagere ned til Vieux-havnen på Vespas og gamle Citroën-fladelejer - for at bekæmpe de indtrængende sammen med det franske oprørspoliti.

For omkring 2.600 år siden, ifølge legenden, landede det en græsk mariner fra Lille Asien ved navn Protis i indløbet, der i dag udgør den gamle havn. Han blev straks forelsket i en liguriansk prinsesse, Gyptis; sammen grundlagde de deres by, Massalia. Det blev et af de eldgamle verdens store handelscentre, der handlede med vin og slaver. Marseille overlevede som en autonom republik indtil 1200-tallet, da den blev erobret af graven af ​​Anjou og kom under fransk styre.

I århundreder har byen lokket købmænd, missionærer og eventyrere fra hele Mellemøsten, Europa og Afrika til dens bredder. Marseille tjente også som en sikker havn og leverede husly for flygtninge - fra jøder, der blev tvunget ud af Spanien i 1492 under den spanske inkvisition til armenere, der overlevede osmanniske massakrer tidligt i det 20. århundrede.

Men den største tilstrømning begyndte, da Frankrikes vidtgående franske kolonier erklærede uafhængighed. Marseille havde været det franske imperiums kommercielle og administrative indgangsport. I 1960'erne og 70'erne flydede hundreder af tusinder af økonomiske migranter såvel som pieds-noirs til Frankrig, hvor mange bosatte sig i området omkring Marseille. Midt i den igangværende økonomiske og politiske uro i den arabiske verden er mønsteret fortsat.

Uafhængighedens kommende kom et slag for Marseilles økonomi. Tidligere havde byen blomstret ved handel med sine afrikanske og asiatiske kolonier, hovedsageligt i råvarer som sukker, men der var relativt lidt produktion. "Marseille tjente på handel med kolonierne, " siger Viard, "men modtog ingen viden." Siden midten af ​​1980'erne har byen genopfundet sig selv som et center for videregående uddannelse, teknologisk innovation og turisme - "Californien" -modellen, som en økonom beskrev det. Langs havnefronten giver pakker fra det 19. århundrede, slagtede og renoverede, i dag luksuriøse kontor- og opholdsarealer. En silo, der engang blev brugt til at opbevare sukker, der blev overført fra skibe, er omdannet til en koncertsal. Den gamle togstation i Saint-Charles er netop blevet totalrenoveret til 280 millioner dollars.

Mens Marseille muligvis mangler juvelkassens perfektion i Nice, en to timers kørsel væk, kan det prale af en spektakulær omgivelse - omkring 20 strande; maleriske øer; og de berømte calanques eller fjorde, hvor barske bugter og dykning vand er kun få minutter væk. Og for alle, der er villige til at udforske byen til fods, giver den uventede skatte. Fra toppen af ​​Notre-Dame-de-la-Garde, det 19. århundrede basilika, udsigt over byens hvidkalkede kvarterer, øer og Estaque-kysten strækker sig mod vest.

Tilbage i byens centrum har Le Panier ( panier betyder kurv, måske forbundet med det faktum, at de gamle grækers marked trives her), bevaret en stille charme, med lidt trafik og kaffehuse, hvor man kan snack på en bar mørk chokolade, en lokal specialitet. I hjertet af distriktet huser et kompleks af nyligt restaurerede bygninger fra det 17. århundrede, La Vieille Charité, verdenssamlinger af egyptiske og afrikanske artefakter. De omfattende besiddelser, fra det 21. dynastiets sarkofager til det centrale afrikanske masker fra det 20. århundrede, indeholder skatte, der blev bragt tilbage gennem århundrederne fra imperiets udposter.

Havnen fejres med rette også for sine traditionelle retter, især bouillabaisse, den omfattende fiskesuppe, der blandt andet indeholder hvidfisk, muslinger, ål, safran, timian, tomat og hvidvin. Tilbage i 1950'erne undersøgte en ung Julia Child en del af sin bedst sælgende kogebog fra 1961, Mastering the Art of French Cooking, på fiskemarkeder langs Vieux Port. Hun samlet sine opskrifter i en lille lejlighed med udsigt over den indre havn. Det almindelige talt barn har måske kaldt skålen "en fiskesaft", men bouillabaisses stigende popularitet i dag betyder, at en af ​​Marseilles eksklusive restauranter ved havnen kan en servering til to med vin sætte en $ 250 tilbage.

En hvilken som helst given aften, i klubber, der omkranser La Plaine, et distrikt af barer og natklubber ca. 15 minutters gang op ad bakken fra Vieux Port, globale musikalske stilarter, fra reggae til rap til jazz til vestafrikansk rap-fusion, pund Ind i natten. Da jeg ruslede langs mørke brostensbelagte gader for ikke længe siden, gik jeg forbi en salsaklub og et kongolesisk band, der spillede i en jamaicansk stil kendt som rub-a-dub. På den udvendige mur af en bar viste et vægmaleri en gylden kuppelkatedral beliggende mod en fantastisk moskéens skyline - en idealiseret vision af en multikulturel by på et koboltblåt hav, der ligner en slående lighed med selve Marseille.

Ikke længe før jeg forlod byen mødte jeg Manu Theron, en perkussionist og vokalist, der leder et band kaldet Cor de La Plana. Selvom han blev født i byen, tilbragte Theron en del af sin barndom i Algeriet; der, i 1990'erne, spillede han i arabiske kabareter, klubber, han kan lide med saloner i det vilde vest, komplet med whisky, klaverer og prostituerede. Også omkring den tid begyndte han at synge på occitansk, det århundreder gamle sprog relateret til fransk og katalansk, engang talt bredt i regionen. Som ung i Marseille havde han undertiden hørt occitansk. "At synge dette sprog, " siger han, "er meget vigtigt for at minde folk om, hvor de kommer fra." Det generer ham heller ikke, at publikum ikke forstår hans tekster. Som en ven udtrykker det, "Vi ved ikke, hvad han synger om, men vi kan lide det alligevel." Det samme kan siges om Marseille: i al sin mangfoldighed kan byen være vanskelig at forstå - men på en eller anden måde fungerer den.

Forfatter Andrew Purvis, kontorchef for Time i Berlin, har rapporteret omfattende om europæiske og afrikanske immigrationsspørgsmål. Fotograf Kate Brooks er baseret i Beirut, Libanon.

Bøger
Rough Guide to Provence & the Côte d'Azur, Rough Guides, 2007
Min by: Ford p. 96 ingen pr. AM
Presence of Mind, s. 102
A Farewell to Alms: A Brief Economic History of the World af Gregory Clark, Princeton University Press, 2007