I foråret 1962 udgravede den amerikanske flåde et sted i Inchon, Korea, da opdagelsen af menneskelige rester fik officerer til at tro, at de var kommet over stedet for en krigsfanger. Mere end et årti tidligere, under Korea-krigen, befalede general Douglas MacArthur befal nogle 75.000 FN-jordstyrker og mere end 250 skibe ind i slaget ved Inchon - et overraskelsesangreb, der kun to uger senere førte til genindtagelse af Seoul fra Den nordkoreanske folkehær. Men Inchon-udgravningen fra 1962 førte til et uventet fund.
Yi So-young, en koreansk arbejder på stedet, bemærkede, at en af hans kolleger havde opdaget en guldring begravet i mudderet. Yi kiggede et langt blik, vendte derefter ryggen, da arbejdstageren fik ringen i lommen og ikke adlyder reglerne om stedet. Under hans åndedrag sagde arbejderen, at han ville bonde det i slutningen af dagen.
Men Yi var også en chauffør for officerer i den amerikanske flåde, og den eftermiddag befandt han sig chauffeur bag Admiral George Pressey, kommandør for US Naval-styrkerne i Korea. Yi blev ramt af ligner den ring, der blev fundet på stedet til ring i Annapolis-klassen på Pressey's finger. Yi nævnte morgens fund til admiralen, og Pressey spurgte, hvor ringen var.
Pludselig kørte køretøjet gennem de overfyldte gader i Inchon, da de to mænd besøgte den ene bondehandel efter den anden, indtil de fandt den skyldige arbejder. Ringen var i færd med at blive smeltet. Admiralen krævede, at det blev inddrevet. Det var delvist blevet smeltet ned, men når det først var afkølet, og han var i stand til at udslette snavs, erkendte Pressey, at det virkelig var en ring i Annapolis-klassen. Klasse i 1932. Pressey havde været på US Naval Academy på samme tid. Hans hjerte begyndte at slå, da han vippede den blå stenring mod lyset. Indvendigt var indgraveret et navn, han kendte: Dial.
Minter Dial ombord på et slagskib kort før 2. verdenskrig. (Foto med tilladelse fra Dial-familien) Nathaniel Minter Dial havde været en af Pressey's bedste venner i Annapolis. De var holdkammerater i lacrosse-holdet, og Pressey og hans kone havde været medlemmer af bryllupsfesten, da Dial giftede sig med sin mangeårige kæreste, Lisa Porter, i 1934. Pressey havde bare en tanke - at få ringen tilbage til Lisa.
Erindringer og tristhed oversvømmede over den 51-årige admiral. Minter Dial, søn af den amerikanske senator Nathaniel B. Dial fra South Carolina, var den vigtigste allamerikanske dreng. Han var kærlig, veluddannet, frygtelig atletisk og gift med en smuk ung kvinde, der havde opgivet sine teaterambitioner om at starte et hjem og opdrage en familie. Han rejste steder, og sommeren 1941 satte han kursen mod Stillehavet.
Den sidste Pressey havde hørt om sin ven var under Anden verdenskrig. Begge mænd befalede skibe på Filippinerne, men Pressey vidste, at Dial var blevet fanget og holdt i en japansk lejr i det nordlige Luzon. Pressey havde endda besøgt stedet for mange år siden. Et papirskrot var blevet opdaget og identificeret som Dial's. ”Åh Gud, hvor sulten ... hvor træt jeg er, ” havde hans ven skribet. Men det var næsten tyve år, før Dials ring var fundet, og mere end tusind miles fra Inchon. Dial var død i fangenskab nær den filippinske by Olangapo. Så hvad gjorde hans ring i Korea?
Læs mere om den triste historie om Minter Dial efter spranget ...
I juli 1941 havde Minter Dial taget kommandoen over USS Napa, en flådebug, der hovedsageligt blev brugt til at lægge miner og torpedonet. Først brugte han sin tid på havet til at udvikle sine skrivefærdigheder på et bærbart Underwood og bankede ud breve til sin kone. Men efter at japanerne angreb Pearl Harbor samme december, så Napa 's Lewis-maskingevær på 50, 30 kaliber tungt luftfartøjspligt. Det japanske angreb på Filippinerne den vinter overvældede amerikanske og filippinske styrker og fangede mere end 75.000 tropper på Bataan-halvøen med svindlende forsyninger og dårligere våben. I april 1942 sultede de selvudformede Battling Bastards fra Bataan.
Lt. Minter Dial i kaptajnens kabine i USS Napa, hvor han skrev et brev i efteråret 1941. (Foto med tilladelse fra Dial-familien) Napa fortsatte med at trække told, kørte brændstof til skibe omkring Manila Bay under kraftig ild, indtil brændstoffet til sidst løb ud. Skibet blev skudt ud fra Corregidor Island, og Dial og hans besætning rapporterede til tjeneste ved Corregidor, ligesom Bataan faldt for japanerne. Med amerikanerne fanget på Corregidor, beskrev japanerne dem i en hastighed, der gjorde øen til et af de mest intenst bombede steder i krigsførelseshistorien. ”Prøv ikke at bekymre dig, ” skrev Dial til sin kone få dage før amerikanske og filippinske styrker overgav sig den 6. maj 1942. ”Husk, at jeg tilber dig og altid vil.” Det var det sidste brev, han skrev i frihed.
En uge senere modtog Lisa Dial et kabel fra marineafdelingen og sagde, at hendes mand var savnet og muligvis var krigsfanger. I et brev til hende uddybede løjtnant Bob Taylor, en af hendes mands gode venner, detaljerne om overgivelsen på Filippinerne og bad hende om “husk, at en krigsfanger har nogle fordele. Han kæmper ikke mere, og han bliver fodret mere end de fattige djæveler på Corregidor har fået. ”Måneder ville gå, før Lisa hørte noget andet om hendes mand.
Lige inden overgivelsen var Dial blevet indlagt på hospital med lungebetændelse; det var uger, før han var egnet nok til at blive transporteret til en japansk POW-lejr. Som skæbnen ville have det, slap han fra den dødbringende 60-mile POW-overførsel, kendt som Bataan Death March, hvor tusinder af andre amerikanske fanger døde af sygdom og underernæring. Han foretog den samme rejse uger senere på bagsiden af en lastbil, syg af dysenteri.
I februar 1943 oplyste Røde Kors Lisa Dial, at hendes mand var POW i Cabanatuan Prison Camp, hvor han ville tilbringe de næste to og et halvt år. Det var bestemt en lettelse at vide, at hendes mand var i live. Men hun havde ingen måde at vide, at Cabanatuan-lejren ville blive berygtet for sygdom, underernæring og tortur.
Fanger gik ekstraordinært for at give håb til folk derhjemme. Efter at have undkommet, skrev Dals ven Major Michael Dobervich fra US Marines Lisa Dial, at hendes mand var i "fremragende helbred og ånder", da han sidst så ham, i oktober 1942.
Hver par måneder tilladt den kejserlige japanske hær fanger til at udfylde Røde Kors-kort for at informere deres kære om deres helbred sammen med halvtreds ord, der var underlagt kraftig censur. I en sådan meddelelse til sin kone sagde Dial, at han ville hilse til "John B. Body, 356-7 Page St., Garden City, NY" Hun sendte et brev til Mr. Body, men postkontoret returnerede det . Flere måneder senere vendte Ruffin Cox, en anden af Dals Annapolis-venner, tilbage fra tjenesten og dechiffrer beskeden. Som minder om, at de plejede at læse højt for hinanden for billig underholdning under depressionen, fandt Cox en kopi af John Browns krop af Stephen Vincent Benet - offentliggjort i Garden City, New York. Der på side 356 var ordene fra en ung sydlig fange, der var blevet fængslet i en EU-hærs lejr: ”Og, kvinde og børn, tør dine øjne / Den sydlige herre dør aldrig./Han lever bare videre af hans styrke af vil / som en forbandet ole-hanen for hård til at dræbe. ”
Efterhånden som månedene gik, begyndte krigen at vende sig mod japanerne. Mere end to år efter at han flygtede fra Filippinerne med løftet: ”Jeg kom ud af Bataan, og jeg vil vende tilbage, ” vendte general Douglas MacArthur tilbage, og i december 1944 havde amerikanerne etableret flystripe på den filippinske ø Mindoro. Luzon var i MacArthurs seværdigheder. Den måned satte Minter Dials Røde Kors-kort sin vægt på 165 pund, nedsat fra hans før fangenskabsvægt på 200 pund. Som de fleste fanger i Cabanatuan sultede han langsomt på rationer på ti ounces ris hver dag. Han kunne let have brugt sin Annapolis-ring til at bestikke en vagt til et par ekstra hjælpemidler med ris, men det ville ikke gøre. Faktisk skjulte mange af POW-officererne deres Navy- og Marine Corps-ringe (inklusive til tider i kropshulrum) for at undgå konfiskation, og når mændene blev for svage og frygtede for, at de måske ikke ville overleve en anden nat, ville de passere deres værdigenstande videre til stærkere fanger sammen med beskeder til deres hustruer.
Den 12. december 1944 skrev Dial et brev til sin kone - det eneste brev, der nåede hende efter hans fangenskab: ”Kram børnene tæt og fortæl dem, at jeg elsker dem. Du skal også holde modig! Og jeg vil. Vi vil være sammen igen - og få et liv fyldt med lykke. Indtil da - hage op! Du er mit liv! Min elskede! Mit alt! Med venlig hilsen Minter. ”
Dial vidste, at han var ved at forlade Cabanatuan til en anden lejr, "sandsynligvis i Japan, " og han og de andre 1.600 POWs havde hørt om farlige og elendige overførsler ombord på japanske skibe. Hans 12. december-brev indeholdt instruktioner om familieøkonomiske arrangementer - en levende vilje i det væsentlige.
Det japanske helvede skib, Oryoku Maru (Foto US National Archives and Records Administration) Den følgende morgen blev Dial og de andre fanger stillet op i den brændende varme og stirrede på det 7.300 ton Oryoku Maru, et passagerskib, der blev bygget omkring 1930. Japanske soldater indtog positioner på de øverste dæk, mens japanske civile (2.000 mand, kvinder og børn) blev anbragt under dækket. POW'erne blev proppet i tre separate holder. Urskive og mere end otte hundrede andre blev pakket ind i den herskne hold, omtrent 50 x 70 fod og med lofter for lave til at de fleste mænd kunne stå op lige. Manglen på ventilation og sanitet sammen med de stigende temperaturer inden for skibets metalvægge og minimale vandrationer førte til anfald af svær dehydrering. Den følgende morgen var halvtreds mand døde; deres kroppe blev stablet under skibets drivaksel. Og Oryoku Maru var stadig ikke afgang fra Manila Havn.
Skibet sejler ved daggry den 14. december. Den dag var der ikke vand til fangerne - bare en lille mængde ris. Mod internationale love blev Oryoku Maru umærket som et fangerskib, og amerikanske fly angreb det ni gange den dag. Kugler ricocheterede omkring holderne, da temperaturerne steg til over 120 grader. Japansk militært personale blev fjernet fra skibet, men POW'erne forblev låst nedenunder. Mænd blev drevet til vanvid den anden nat. "Kombinationen af håbløshed, nervøs spænding og tørst drev os gennem den mest forfærdelige nat, som et menneske kunne udholde, " skrev John Wright, en overlevende ombord på det, der blev kendt som ”helvede skibet.” I mørket var der skrig. Nogle mænd begik selvmord. Andre blev myrdet. Desperate mænd drak blodet fra varme kår eller deres egen urin.
Om morgenen var 50 flere fanger døde, før et amerikansk torpedofly fik et direkte hit på skibet, med det samme dræbte 200 flere. Oryoku Maru brændte fyr og tog vand på; overlevende fanger blev beordret til at opgive skibet og svømme i land. Dial begyndte at svømme, men han og de andre krigsfanger tog hurtigt fyr fra både de japanske vagter og glemme amerikanske piloter. Han kom til at lande, men ikke uden skade. To skaller på 0, 5 kaliber havde efterladt gapende sår i hans side og ben. Japanske vagter indespærrede fangerne på en tennisbane i byen Olangapo, og med lidt tilgængelig medicinsk hjælp faldt han hurtigt ud. Løjtnant Douglas Fisher, en af Dals nærmeste venner i Cabanatuan, holdt ham i sine arme. Under den hårde, filippinske sol, overleverede han sin Annapolis-ring og bad Fisher om at give den til sin kone. Den 15. december 1944 trak løjtnant Minter Dial sin sidste åndedrag. Han var 33 år gammel.
Løjtnant N. Minter Dial (Foto med tilladelse fra Dial-familien) Efter fem dage på tennisbanen uden husly og små rier af ris, blev Fisher og de andre 1.300 overlevende POWs bordet på Enoura Maru og fastklemmet skulder til skulder i holder, der blev brugt til at transportere artilleriheste. De mest desperate fanger begyndte at bidte i deres egne arme, så de kunne suge deres blod, med en dybtgående gødning, der kæmpede for hestefluer og blev vred af tørst. De døde blev efterladt i beslag i dage, da skibet sejlede til Taiwan under konstant amerikansk ild, med et direkte hit, der dræbte 300 fanger. Overlevende blev overført til Brasilien Maru, der til sidst kom til Japan, og efter i alt 47 dage, Korea.
Fra den svulmende varme under dækning af helvede skibe gennem den bitre koreanske vinter, lykkedes det kommandant Douglas Fisher at overleve ved at holde sig fast ved Dials ring. Han ville binde det inde i flokke af tøj, som hans fangere leverede, eller stikke det væk under en køjeskifer om natten. Da han ankom til en lejr i Inchon i februar 1945, svigtede hans helbred også. Af de 1.620 fanger, der blev taget fra Filippinerne ombord på de japanske skibe, ville knap 400 overleve krigen.
En morgen vågnede Fisher på et hospital. Ringen var væk. Han gennemsøgte sin køje og foldene på sit tøj, men det var intetsteds at finde. ”Jeg havde mistanke om, at nogen havde taget det, ” sagde han senere.
Fisher overlevede sin prøvelse, men blev dybt trist over, at han ikke lykkedes at ære sin vens døende ønske. Efter krigen rejste han til Long Beach, Californien, for at møde Lisa Dial og fortælle hende om sin mands fangenskab og død. Derefter undskyldte han i tårer for ikke at have medbragt Minter's ring med sig. På trods af Lisas udtryk for taknemmelighed for hans indsats blev Fisher overvundet af sorg; han overrakte sit armbåndsur til Minters otte år gamle søn, Victor, som et tegn på venskab. Gennem frysning og optøning af 18 koreanske vintre blev ringen begravet i snavs under Fishers gamle køje.
I maj 1962, en måned efter, at han opdagede ringen i en Inchon-bondeforretning, arrangerede admiral George Pressey, at den blev returneret til Lisa Dial. Lisa gifte sig igen kort efter krigen i et forsøg på at skabe stabilitet i sin familie. Men hun var aldrig i stand til at komme sig fuldstændigt efter Minter's død og led af depression resten af sit liv. Knust med kræft, hun døde i 1963, i en alder af ni og fyrre.
Victor Dial havde ringen monteret i en indrammet sag ved siden af marinekorset og det lilla hjerte, som hans far blev tildelt postumt. Han hænger sagen i huset, hvor han og hans kone boede i Paris forstæder, men da de kom ned til morgenmad en morgen i 1967, manglede det. Indbrudstyvere havde stjålet det fra deres hjem, mens de sov.
Igen var Minter Dials ring forsvundet.
Kilder: Minter Dial II, personlige samlinger; Edward F. Haase, "EF Haase Papers" af Edward F. Haase, den amerikanske flåde, en samling memoirer; Austin C. Schofner, død marts fra Bataan . Angus & Robertson, Ltd., Sydney, Australien, 1945; Stephen Vincent Benet, John Browns krop . Doubleday, 1928; David Halberstam, The Coldest Winter: America and the Korea War . Hyperion, 2007; Gavan Daws, japanernes fanger: POWs fra 2. verdenskrig i Stillehavet . Quill Press, 1994; Betty B. Jones, decemberskibet: En historie om oberst Arden R. Boellners fangenskab på Filippinerne, fængsling og død på et japansk helbrederskab fra 2. verdenskrig . McFarland & Co. Inc. 1992; John M. Wright Jr., fanget på Corregidor: Dagbog om en amerikansk POW i 2. verdenskrig . McFarland Press, 1988. For mere information om Lt. Cdr. Minter Dials ring: http://www.facebook.com/LtCdrMinterDial
