Stephen Kinzer var udenrigskorrespondent for New York Times i mere end 20 år og havde stillinger i over 50 lande på fem kontinenter. Forfatteren til flere bøger, han underviser nu i journalistik og statsvidenskab ved Northwestern University og skriver om verdensanliggender for The Guardian . Jeg blev for nylig fanget op med Kinzer for at diskutere hans oplevelse med rapportering om Smithsonians oktober-funktion, "Inden i Irans raseri."
Hvad trak dig til denne historie? Kan du beskrive dens genesis lidt?
Jeg var kontorchef i New York Times i Istanbul i slutningen af 1990'erne. Jeg sad ved mit skrivebord en dag, da telefonen ringede, og det var min chef fra New York, der fortalte mig, at han havde valgt mig til at gå til Iran og dække valget i 1997, som skulle bringe Mohammad Khatami til det iranske præsidentskab. Jeg tilbragte et par uger i Iran på rejse over hele landet. Det fandt jeg naturligvis fascinerende, og det førte til, at jeg stillede mig et spørgsmål, som jeg ofte stiller, når jeg rejser i andre lande, hvilket er, hvordan blev dette land sådan som det er? Iran er et fattigt land, og det er et land, der er marginaliseret fra den internationale mainstream. Jeg begyndte at spørge mig selv, hvorfor det skete. Det førte mig til en lang undersøgelse af den iranske historie, som førte til, at jeg producerede min bog All the Shah's Men og forblev interesseret i, hvilke aspekter af Irans fortid formede dens nutidige situation. Det gjorde mig desto mere ivrig, da den amerikanske konfrontation med Iran eskalerer for at forsøge at fortælle historien om, hvad der ligger bag det. Hvordan ser iranere dette? Jeg kan altid lide at sætte mig selv i den anden persons sko, og jeg tror, det er noget, som vi som amerikanere ikke altid gør.
Så sæt jer selv i disse sko et øjeblik. Hvad betyder det at være iransk i dag?
Jeg tror, at det at være iransk holder inden for det en følelse af frustration. Iran er en stor nation, der i mange århundreder var et af de største imperier i verden. Iranske lærde, matematikere, videnskabsmænd, digtere og forfattere har ydet enorme bidrag til verdens kultur. I dag er Iran imidlertid et sted, hvor mange mennesker ikke kan opfylde sig selv. Iran har ikke på grund af den slags regering, det har været i stand til at skabe et miljø, hvor så mange af disse talentfulde iranere kan arbejde hjemme for udviklingen af deres eget land. I stedet arbejder de i USA for udviklingen af vores land. Det er godt for os, men jeg synes, det er frustrerende for iranere både i Iran og uden for landet.
Hvad overraskede dig mest?
En ting, der blev klart, da jeg interviewede folk, var, at iranere i deres kollektive bevidsthed har en fornemmelse af, at omverdenen, især den vestlige verden, altid har forsøgt at forhindre Iran i at udvikle sig. Uanset om dette er sandt eller ej, er det noget, som mange iranere meget lidenskabeligt tror på. Derfor ser de det vestlige ønske om at forhindre Iran i frit at udvikle sit nukleare program, ikke som noget nyt, ikke som noget, der specifikt har at gøre med atomenergi, men som simpelthen den seneste manifestation af en meget lang kampagne fra vest for at forhindre Iran fra at fremstå som en magtfuld uafhængig nation.
