Den uhørte verden af ​​Wien før krigen

Igårens verden

Uddrag fra kapitel 1: “The World of Security” fra “The World of Yesterday” af Stefan Zweig, 1942.

Man boede godt og let og uden bekymring i det gamle Wien, og tyskerne i Nord kiggede med en vis irritation og foragt over deres naboer på Donau, som i stedet for at være ”dygtige” og opretholde en fast orden, tilladte sig selv at nyde livet, spiste godt, glædede sig på fester og teatre og lavede desuden fremragende musik. I stedet for tysk "dygtighed", som trods alt har forvirret og forstyrret eksistensen af ​​alle andre folkeslag, og den fremadrettede jagt og det grådige ønske om at komme foran alle andre, elskede man i Wien at chatte, dyrkede en harmonisk forening og mildlyst og måske med slapp forsoning tilladt hver sin del uden misundelse. ”Lev og lad live” var det berømte wiener-motto, som i dag stadig ser ud til at være mere humant end alle de kategoriske imperativer, og det opretholdt sig selv i alle klasser. Rige og fattige, tjekkere og tyskere, jøder og kristne, levede fredeligt sammen på trods af lejlighedsvis gnidning, og selv de politiske og sociale bevægelser var fri for det forfærdelige had, der har trængt ind i vores tids arterier som en giftig rest af den første verden Krig. I det gamle Østrig stræbte de stadig ridderligt, de misbrugte hinanden i nyhederne og i parlamentet, men ved afslutningen af ​​deres ciceroniske tirader sad de samme repræsentanter sammen i et venskab med et glas øl eller en kop kaffe og ringede hinanden [den familar] Du . Selv når [Karl] Lueger, lederen af ​​det antisemitiske parti, blev borgmester i byen, skete der ingen ændringer i private anliggender, og jeg må personligt tilstå, at hverken i skolen eller på universitetet eller i litteraturverdenen, har jeg nogensinde oplevet den mindste undertrykkelse eller indignitet som jøde. Hatet mod land for land, af nation for nation, af et bord for et andet sprang endnu ikke en dagligt fra avisen, det skilte ikke folk fra folk og nationer fra nationer; endnu ikke var hver besætning og massefølelse blevet så modbydelig magtfuld i det offentlige liv som i dag. Frihed i ens private anliggender, som ikke længere betragtes som forståelig, blev taget for givet. Man så ikke ned på tolerance, som man i dag gør som svaghed og blødhed, men roste den snarere som en etisk kraft.

For det var ikke et århundredes lidelse, hvor jeg blev født og uddannet. Det var en ordnet verden med bestemte klasser og rolige overgange, en verden uden hast. Rytmen i den nye hastighed var endnu ikke overført fra maskinerne, bilen, telefonen, radioen og flyet til menneskeheden; tid og alder havde en anden foranstaltning. Man levede mere komfortabelt, og når jeg prøver at huske figurerne fra de voksne, der stod omkring min barndom, slås jeg over, at mange af dem var korpulente i en tidlig alder. Min far, min onkel, min lærer, sælgerne i butikkerne, medlemmerne af Filharmonien på deres musikpladser var allerede, ved fyrre, portiske og ”værdige” mænd. De gik langsomt, de talte med målte accent, og i deres samtale strøg de deres velholdte skæg, som ofte allerede var blevet grå. Men gråt hår var kun et nyt tegn på værdighed, og en "beroliget" mand undgik bevidst ungdommens bevægelser og høje ånd som værende usædvanlig. Selv i min tidligste barndom, da min far endnu ikke var 40, kan jeg ikke huske, at jeg nogensinde har set ham løbe op eller ned ad trapper eller endda gøre noget på en synlig hastig måde. Hastighed blev ikke kun troet at være uraffineret, men blev faktisk betragtet som unødvendig, for i den stabiliserede borgerlige verden med sine utallige små værdipapirer, velpaliserede på alle sider, skete der aldrig noget uventet. Sådanne katastrofer, som fandt sted udenfor i verdens periferi, kom aldrig igennem de velpolstrede vægge i ”sikkert” liv. Boerkrigen, den russisk-japanske krig, Balkan-krigen i sig selv trængte ikke ind i eksistensen af ​​mine forældre. De gik over alle beretninger om krig i aviserne, ligesom de gjorde på sportssiden. Og hvad betyder det virkelig for dem, hvad der fandt sted uden for Østrig ...? I deres Østrig i den rolige epoke var der ingen statsrevolutioner, ingen krasseødelæggelse af værdier; hvis bestande sænkede fire eller fem point på børsen, blev det kaldt en "nedbrud", og de talte inderligt med furede bryn om "katastrofen." En klagede mere som en vane end på grund af den faktiske overbevisning om de "høje" skatter, som de facto i sammenligning med dem fra efterkrigstiden ikke var andet end små tip til staten. Eksakte bestemmelser blev fastlagt i testamenter for at beskytte børnebørn og oldebørn mod tab af deres formuer, som om sikkerhed var garanteret af en eller anden usynlig promissory note af de evige magter. I mellemtiden boede man behageligt og strejke ens småpleje, som om de var trofaste, lydige kæledyr, som man ikke var mindst bange for. Det er grunden til, at tilfældigheden lægger en gammel avis i disse dage i mine hænder, og jeg læser de begejstrede artikler om noget lille samfundsvalg, når jeg forsøger at huske skuespil i Burgtheatret med deres små problemer eller den uforholdsmæssige begejstring af vores ungdommelige diskussioner om ting, der var så frygtelig uvæsentlige, jeg er tvunget til at smile. Hvor Lilliputian var alle disse bekymringer, hvor vind-stadig tiden! Det havde bedre held, generationen af ​​mine forældre og mine bedsteforældre, den levede roligt, lige og klart fra den ene ende af sit liv til den anden. Men alligevel ved jeg ikke, om jeg misunder dem. Hvordan de forblev salige uvidende om alle de bitre virkeligheder, om tricks og kræfter, og hvordan de levede bortset fra alle disse kriser og problemer, der knuser hjertet, men samtidig vidunderligt løfter det op! Hvor lidt de vidste, da de blandede sig sammen i sikkerhed og komfort og ejendele, at livet også kan være spænding og overflod, en kontinuerlig tilstand af at blive overrasket og løftes op fra alle sider; lidt troede de i deres rørende liberalisme og optimisme, at hver efterfølgende dag, der går ud uden for vores vindue, kan smadre vores liv. Ikke engang i deres mørkeste nætter var det muligt for dem at drømme, hvor farlig mennesket kan være, eller hvor meget magt han har til at modstå farer og overvinde prøvelser. Vi, som er blevet jaget gennem alle livets stryk, vi, der er blevet revet løs fra alle rødder, der holdt os, vi, altid begynder på ny, når vi er blevet drevet til slutningen, vi, ofre og alligevel villige tjenere af ukendte, mystiske kræfter, vi, for hvilke trøst er blevet en saga og sikkerhed en barndomsdrøm, vi har følt spændingen fra pol til pol og den evige frygt for det evige nye i enhver fiber af vores væsen. Hver time i vores år var bundet til ”verdens skæbne.” Lidende og glad, vi har levet tid og historie langt ud over vores egen lille eksistens, mens de, den ældre generation, var indesluttet i sig selv. Derfor ved hver enkelt af os, selv den mindste af vores generation, i dag tusind gange mere om virkeligheden end de klogeste af vores forfædre. Men intet blev givet os: vi betalte prisen fuldt og gyldigt for alt.

Denne artikel er et udvalg fra vores Smithsonian Journeys Travel Quarterly Donube-udgave

Rejse Donau fra Schwarzwald i Tyskland til den grønne, tårnformede ø St. Margaret i Budapest