Musikproducent og komponist Dirk Powell pegede på bagsiden af kontrolrummet. Jeg filmede ham på Cypress House, hans studie i Louisiana.
”Rhiannon sad lige der på den grønne Naugahyde-sofa, og jeg var i det lille rum og spillede guitar, og hun havde talkback-mikrofonen.”
Powell talte om dagen før, da han og musiker Rhiannon Giddens, der gik sammen om indspilningen af Folkways 'nye udgivelse Songs of Our Native Daughters , lagde et “guide track” til en sang, som de senere skulle navngive “Barbados. ”Som Powell understregede, er et guide spor ikke beregnet til at blive gemt. Musikere gruver banen for dets tempo og fornemmelse, idet de lægger deres instrumenter over toppen, før guideinstrumenterne eller vokalen genoverføres. Det er et første trin i optagelsen af en sang.
Giddens - hjemmehørende i North Carolina og forsanger og et stiftende medlem af GRAMMY-prisvindende Carolina Chocolate Drops - undersøgte sange og hjemsøgende fortællinger om slaverne afrikanere. Native Daughters er et samarbejde med tre andre afroamerikanske sangskrivere, hvis arbejde forhører historie og, som Giddens skriver i albumnoterne, skinner "nyt lys" på historier om "kamp, modstand og håb."
”Rhiannon havde bragt denne håndskrevne musik fra 1700-tallet, den første slavemelodi, der nogensinde er kommenteret i den nye verden, og vi begyndte at arbejde på den og tilføjede akkorder til den, ” siger Powell. ”Hun var meget tæt på mikrofonen, og hendes stemme var så ubevidst og beskedent, hendes intention så ren, og tingene blev meget intense følelsesmæssigt. Vi var bare nødt til at beholde det. ”
”Det er vigtigt at føle sig forbundet, ” siger Giddens. ”Kvinden i den sang, hun er den, vi laver det for: utallige mennesker, der ikke får denne chance. Det er vigtigt for os at huske det.” (Charlie Weber) Senere samme morgen vendte de sig om sangen igen. Powell opsatte mikrofoner med perkussionisten Jamie Dick.
”Jamie begyndte at tilføje trommer, og jeg spurgte: 'Hvad hører du?'” Siger Powell. ”Han sagde: 'Nå, jeg kan tilføje et par toms.' I det øjeblik han begyndte at slå dem, lød det som trommer på et skib. Slagskibe trommer - ved du? Rhiannon begyndte bare at græde, bare krøllede sig sammen i en bold og begyndte at græde. ”Han holdt pause, før han fortsatte. ”Du ved, slaveri er en sådan ny ting i dette land. Folk tror, det er gammel historie. ”
Giddens reflekterede over episoden et par dage senere. Vi var i et hvidkalket lysthus på de afrundede bredder af Bayou Teche, hvor Cypress House sidder.
”At lytte til Jamie lægge trommerne på, det var ret hårdt. Jeg er følelsesladet, men græder ikke meget. ”Hendes ord blev langsomme. ”Jeg følte bare en slags forfædres ting, som jeg ikke har følt på den særlige måde.”
Hun kiggede mod træerne, der kantede det stille vand, og smilede så med en åbenhed, man kun kunne opfattes som en dyb forståelse for sangen, og hvor dens første sangere havde ledet hende.
Cypress House sidder ved en grusafbryder fra hovedvejen et par miles syd for den gamle by Breaux Bridge. Vi er omgivet af græsmarker og vand.
Sange af vores indfødte døtre
Songs of Our Native Daughters samler de kendte musikere Rhiannon Giddens, Amythyst Kiah, Leyla McCalla og Allison Russell i sang og søsterskab for at kommunikere med deres forfædre. Ved at trække på og genvinde tidlig minstrelsy og banjomusik genvinder, genindarbejder og belyser de ofte uhørte og ufortalte historie for deres forfædre, hvis historier forbliver livsvigtige og levende i dag.
KøbePowell siger, at landets historie har påvirket hans indspilningsarbejde.
”Bogstaveligt talt er dette sted på bayou, hvor acadierne først landede i 1765, efter at de blev deporteret fra Nova Scotia. Der var en ganske blanding, der ikke findes andre steder - al den afrikanske indflydelse, den store tilstrømning fra Haiti efter revolutionen der, og åbenlyst indfødte og Louisiana-spansk, ”siger han.
Powell byggede studiet som et personlig arbejdsområde for de filmresultater, han komponerede for en række prisvindende instruktører som Anthony Minghella, Ang Lee, Victor Nuñez og Spike Lee, men det modnet til meget mere. Det var hjemsted for Giddens 'andet soloalbum, den indflydelsesrige Freedom Highway fra 2017, såvel som for andre indspilningskunstnere, herunder Linda Ronstadt, Joan Baez og James McMurtry.
”Jeg kender ikke den nøjagtige historie for bygningen, ” siger Powell. ”Det var en gammel kreolsk kabine, der blev bygget inden slavetidens afslutning. Der er flere ting, jeg har optaget i rummet med Rhiannon, og jeg har følt disse stemmer komme ud af væggene - disse historier. Det føles som om nogle af stemmene kommer fra mennesker, der måske levede nogle af disse ting, men som i sidste ende sejrede. Der var mennesker, der led så meget. ”
Giddens, der tænker tilbage på dagens optagelse, er enig. ”Cajun-landet er, hvor disse forskellige kulturer mødtes. Der er en masse smerter, en masse vold, ”siger hun, “ men der er også en masse smuk musik og kultur. Det er et ægte dybt sted, du kan synke ned i. Jeg synes, det er sympatisk med disse sange.
"På mange måder, " siger Powell, "var banjo køretøjet, hvor afrikansk musik kom til Amerika, og afrikansk musik er den mest definerende ingrediens i amerikansk musik." (Charlie Weber) ”Jeg ved, at Freedom Highway ikke ville være blevet lavet andre steder - ikke den rekord, vi lavede. Dette sted er en del af det, ”tilføjer hun. ”Og det er også en del af denne rekord. Jeg tror på det - ved du - at organisk materiale absorberer den energi, der er omkring. ”
Giddens siger, at hendes forfatterpartnere om indfødte døtre dannede et hold, der kom sammen som et. ”Vi har alle fået det godt sammen. Det er som om vi altid har været her - vi har været her i år med at gøre dette. De er alle smukke, fantastiske mennesker. Der er masser af gode spillere derude, men hvor mange gode spillere er der, som stemningen er god med? Hængen er god? Det er et meget mindre antal, ”siger hun.
Giddens har kendt den canadisk-amerikanske musiker-sangskriver Allison Russell (Po 'Girl, Birds of Chicago) længst, skønt Leyla McCalla havde sluttet sig til hendes GRAMMY-vindende Carolina Chocolate Drops på turné. Giddens hørte først Amythyst Kiah (Amythyst Kiah & Hendes bryst af glas), da en ven sendte hende en video.
Veteranmusikere Jamie Dick fra Nashville og Jason Sypher (Nikitov) fra Brooklyn spiller henholdsvis slagværk og standup-bas. De har samarbejdet med Giddens i årevis.
”Det har alle været så let, hvilket er det, du virkelig ønsker, ” siger Giddons. ”Folk tror, at kunst kommer ud af strid. Nej, kunsten kommer ud af kærlighed, og den kommer ud af frihed, og den kommer ud af at føle sig tryg, og den kommer ud af at føle sig omfavnet af stemningen og energien. Det er når du kan lave dine bedste ting. Stress, du laver kunst på trods af det. Kærlighed, du laver kunst på grund af den. ”
Giddens har ikke lavet en masse indspilningsprojekter, der involverer flere sangskrivere. Hun siger, at den sidste sandsynligvis var Lost on the River: The New Basement Tapes, baseret på nyligt afslørede Bob Dylan-tekster.
”Jeg kan ikke tænke på noget længere væk fra dette - jeg mener, gamle dudes, der bruger Dylans tekster i det smukkeste studie på planeten, ” siger hun mens hun bevæger sig ned ad banken mod Cypress House. ”Men jeg vil meget hellere gøre dette her end på Capitol. Det var fantastisk at gøre, men dette sted beroliger min sjæl. Dette er meget tættere på mit hjerte. ”For hende er Powell en vigtig del af aftalen. ”Vi føler os begge så meget på, hvordan musikken kommer ind, og hvordan vi bedst kan pleje den. Da vi mødte første gang, var det som slægtning, som 'Åh, hvor har du været?' ”
På spørgsmålet, om der nogensinde har været et projekt som Songs of Our Native Daughters, skubbede Giddens sig op i sit sæde og lo.
”Fire sorte kvindelige banjospillere, der skriver historisk baserede sange? Jeg tror ikke det. Folk vil være som, "Er der endda mange sorte kvindelige banjospillere?" Ja. Der er mere end os, ”siger hun med et nik med forsikring.
Den foregående morgen havde jeg filmet hende, hvor hun spillede sin yndlingsbanjo, da gruppen indspillede Bob Marleys "Slave Driver." Med det samme bemærkede jeg manglen på bånd på dens udstrakte nakke.
"Minstrel banjo" er en ældste inden for banjofamilien, dens uhyggelige tilstand beskriver måske instrumentets vidtrækkende, urolige bane. Enslaved vestafrikanere bragte først forfædrene til minstrel-banjo til Amerika i 1600'erne: spike-lute-instrumenter som ngoni og akonting . Forbedringer blev foretaget af sorte musikere og innovatører. Indtil begyndelsen af 1800-tallet blev banjo kun spillet af afroamerikanere. Derefter approprierede, hvide musikere instrumentet. Nu har musikere som Giddens og hendes partnere genvundet det som deres eget: banjos rytme, synkopation og melodisk alsidighed er albumets musikalske hjerteblod.
”Muligheden for at have sorte kvindelige stemmer ved hjælp af Amerikas instrument - det sandeste amerikanske instrument der er, med afrikansk aner, afroamerikansk innovation, europæisk innovation - at have en platform for disse damer til at sige nogle ting, som de ikke altid er i stand til siger er specielt, ”siger Giddens.
Fra venstre er indspilningskunstnerne bag Songs of our Native Daughters : Dirk Powell, Leyla McCalla, Amythyst Kiah, Rhiannon Giddens, Allison Russell, Jamie Dick, Jason Sypher. (Charlie Weber) 
Cypress House Studio sidder ved bredden af Bayou Teche, hvor de originale akadiere grundlagde deres både. (Charlie Weber) 
Jamie Dick klemmer Dirk Powell til alt, hvad han er værd, og bringer Amythyst Kiah til latter. (Charlie Weber) 
Under sessionerne brød øvelser mest overalt. Her forklarer Leyla McCalla en akkordprogression fra Naugahyde-sofaen, mens Allison Russell ser på. (Charlie Weber) Hun skrev i albumnotaterne: ”Vi er kulturelt betingede for at undgå at tale om Amerikas slaveriets historie, racisme og misogyni.” At forstå, at banjo blev brugt af hvide spillere, og i en virkelig reel forstand anvendt mod dens skabere, er nøglen til forståelse for hvorfor hun spiller.
"At lære banjos historie er at gendanne Amerikas faktiske historie, " siger Giddens. ”Vi har fortabt denne løgn. Derfor er kunst så vigtig, fordi vi kan tvinge disse samtaler. 'Hvorfor spiller jeg denne banjo? Lad mig fortælle dig hvorfor. Lad mig fortælle historien om denne banjo, for det ændrer fuldstændigt det, du tror, du ved om dette land. '”
Blackface minstrels smurt brændt kork eller støv-sort på deres ansigter og tog til scener over hele USA og Europa og vedtager grusomme parodier, mens de koopererede eller stjal melodierne til de slaver. Som en konsekvens viser de fleste afroamerikanere i dag ringe hensyntagen til instrumentet, idet de ser det som et symbol på fattigdom og misbrug. Men i årenes løb har sorte musikere som dem, der samarbejder med Giddens for at indspille vores indfødte døtre, arbejdet for at genvinde banjo. De hører deres brødre i de tidlige melodier og ønsker at guide andre mod deres opdagelser.
Når man lytter til Giddens talehistorie, kan man forestille sig en anden måde at læse minstrel banjo på. Ingen bånd betyder, at en musiker ikke er fanget af noget normalt sæt vægte - større eller mindre, flats eller sharps - men kan afspille alle toner derimellem. Der ser ud til at være en musikalsk frihed i det.
”På mange måder, ” siger Powell, ”var banjo køretøjet, hvor afrikansk musik kom til Amerika, og afrikansk musik er den mest definerende ingrediens i amerikansk musik. Jeg tror, vi er ad gangen med banjo, hvor vi spørger: 'Hvordan vælger vi, hvad der er godt, hvad opretholder os?' Det er en vigtig del af denne rekord. Unge afroamerikanske kvinder, der vælger banjo, er et enormt øjeblik for dem. Det siger: 'Nej. Vi omfavner triumferne. Dette er en del af vores arv. '”
For Giddens har banjo givet hende en måde at se under historiens grumhed, et redskab til at opdage mennesker, hvis historier kan være gået tabt. Songwriting blev en strategi for at løfte disse stemmer op og bringe dem til publikum.
”Afroamerikansk historie er amerikansk historie, ” sagde hun. ”Det er vigtigt at vide, hvem de grundlæggende fædre var, og det er også vigtigt at vide, hvem der byggede Det Hvide Hus, og hvem der byggede jernbanerne. Det er vigtigt at kende de navnløse mennesker. Det er dem, der bliver udeladt, men det er dem, der gjorde alt arbejde. Du ser statuer af Jefferson og andre slaveejere overalt, men intet til de faktiske slaver, der gjorde Monticello muligt, ”siger hun.
”Der er mennesker, der har utrolige historier, som vi ikke taler om. Mennesker, der gjorde fantastiske ting, mænd og kvinder, som stod overfor utrolige odds, og der er intet galt i, at de er helte for en gangs skyld, ved du?
”Vi talte lige om at se en Drunk History- episode om Harriet Tubman og hvordan hun var en spion for hæren. Dette er de ting, vi er nødt til at tackle, for selv når de finder en historie som Harriet Tubman, og de siger: 'Nå, her er en sort person, som vi vil tale om, ' censurerer de stadig. De siger, 'Nå, det er okay, at hun hjalp med den underjordiske jernbane, men vi vil ikke tale om dette dristige angreb, hun planlagde og henrettede, brænde flere plantager og befri hundreder af slaver på en aften. Lad os ikke tale om det, fordi det er for tæt på heroisme, ”siger hun.
Optagelsessessionen var ikke altid så alvorlig. Der var masser af lettere øjeblikke. Musikere, producenter og besøgende raidede køleskabet ved Powells mors hus lige ned på grusvejen. Hans mor lavede frokost - den smøreste grillede ost. Powell opfordrede Giddens til at indspille en af hendes karaoke go-tos: en Fresh Prince-rap. Jeg filmet deres "episke" croquet-match, en brugerdefineret de øver på turné. Det var faktisk ret konkurrencedygtige ting.
Gennem jovialiteten, kameraderiet og historiens smertefulde fortælling har musikerne fra Songs of Our Native Daughters lavet et lydløst, opløftende album. Fortidens ånd beboer sangene med varig virkning. Til tider er det følelsesmæssige terræn vanskeligt, endda farligt. Nogle sange er kølige, ligesom "Mama's Cryin 'Long", historien om en kvinde, der dræber en overvåger, der gentagne gange har voldtaget hende.
”Det var et øjeblik, hvor jeg følte ånden med mig, ” siger Giddens om indspilningen af sangen. ”Det er vigtigt for mig, ved du? Det er vigtigt at føle sig forbundet på den måde, fordi kvinden i den sang, hun er den, vi laver det for: utallige mennesker, der ikke får denne chance. Det er vigtigt for os at huske det. ”
En version af denne artikel blev vist i online magasinet til Center for Folklife and Culture Heritage.
Rhiannon Giddens, Leyla McCalla, Allison Russell og Amythyst Kiah optræder fra deres nylige album, Songs of Our Native Daughters, fra Smithsonian Folkways Optagelser: 23. juli - Westport, Connecticutt, Levitt Pavilion of the Performing Arts; 24. juli - Washington, DC, Smithsonians National Museum of African American History and Culture; 25. juli - Chautauqua, New York, Chautauqua Institute; 26. juli - Albany, New York, Ægget; 27. juli - Wolfeboro, New Hampshire, Great Waters Festival; 28. juli - Newport, Rhode Island, Newport Folk Festival. Køb billetter til deres optræden på Smithsonian her.
