Den 10. februar 1835 gemt to kvinder fra West Yorkshire, England, i en blomme budding for at fejre det første jubilæum for deres hemmelige ægteskab. Cirka et år tidligere var Anne Lister og Ann Walker flyttet ind sammen, udvekslet ringe og taget nattverd sammen i en sognekirke. Deres fagforening blev ikke lovligt anerkendt, men de betragtede sig som gift. Og den dag i 1835 vendte Lister sig til sin dagbog, som hun så ofte gjorde, for at udtrykke sin lykke.
”Må vi leve for at nyde mange flere sådanne jubilæer!” Skrev Lister.
Nu, 200 år efter, at hun blændede og forvirrede sine samtidige, er Lister emnet for ”Gentleman Jack , ” en ny serie, der præmierer 22. april på HBO og på BBC senere i foråret. Oprettet, skrevet og co-instrueret af Sally Wainwright, der også var ved roret i de britiske tv-shows "Happy Valley" og "Last Tango in Halifax, " "Gentleman Jack" er et rullende portræt af Lister og den verden, hun beboede på højden af den industrielle revolution.
Siden 1806, da hun var 15 år gammel, havde Lister frigørt sine mest intime tanker i sine tidsskrifter. Hun fyldte tusinder af sider med millioner af ord, omkring en sjettedel af dem lå i en hemmelig kode for symboler og bogstaver, som hun udviklede for at skjule sine seksuelle forhold til kvinder. Takket være moderne lærde, der har afkodet disse passager, er Lister fremkommet fra sine dagbøger som en bemærkelsesværdig selvsikker og sprudlende kvinde, som nægtede at underkaste sig normer, der styrede opførsel af velhavende unge damer. Hun bukkede koder for ”feminin” kjole, rejste meget, studerede voldsomt, forvaltede sin ejendom og albuerede sig ind i den mandedominerede kulindustri. Gennem det hele var hun utvivlsomt vedholdende af, at hun kunne "elske og kun elske det mere retfærdige køn."
”Jeg blev inspireret til at skrive dette drama virkelig på grund af [Lister] —her karakter, hendes personlighed, ” fortæller Wainwright Smithsonian. ”Hun var et ekstraordinært menneske.”
Født i byen Halifax, udviste Lister en dristig, endog uregelmæssig stribe fra en tidlig alder. ”Jeg var en stor pickle, ” huskede hun i 1824. ”Da min mor troede, at jeg var i sikkerhed, løb jeg ud på en aften. Så nysgerrige scener, dårlige kvinder osv. ”Men Lister var også intelligent, og hendes forældre lod hende få formel akademisk skolegang, et usædvanligt privilegium for unge kvinder i den æra.
Det var, mens hun studerede på en internatskole i den fashionable by York, at Lister begyndte at føre en dagbog, hvor hun registrerede et intimt forhold til en anden kvindelig studerende. I løbet af sin tid på skolen blev Lister også introduceret til en monied, kosmopolitisk social kreds, der udløste en følelse af utilfredshed med hendes egen position som medlem af den moderat velhavende landdistrikt. Hun håbede på øget status og rigdom - egenskaber, som hun til sidst ville søge hos en "kone."
Listers familie havde ejet Shibden Hall, et storslået hjem nær Halifax, i mere end 200 år, en stamtavle, der betydede meget for hende. Men huset og dets omgivende lander var bestemt umoderne; Lister's bachelor onkel, James, der havde arvet Shibden, viste ringe interesse for at udvikle den. Lister var på den anden side meget interesseret. ”Hun ville styre boet, hun ville kontrollere arbejderne, hun ville styre økonomien, ” siger Helena Whitbread, redaktør af Lister's dagbøger og den første forsker, der offentliggjorde de kodede passager, der afslører hendes seksuelle forhold med kvinder. ”Hendes onkel vidste, at boet ville være i meget dygtige hænder, hvis hun efterlod ansvaret for det.”
Alle fire af Lister's brødre døde for tidligt, så efter James 'død i 1826 blev Shibden overladt til sin iværksætter niese. I hvilken udstrækning Lister nære slægtninge var opmærksom på hendes homoseksualitet er uklart. Hendes far synes ifølge Whitbread at have kendt og roligt accepteret sin datters præference for kvinder. Og hendes onkel James kan faktisk have været lettet over, at hans niese var ikke tilbøjelig til at gifte sig - og derfor var det usandsynligt, at han ville blive byttedyr for "skruppelløse formuejægere", bemærker historikeren Jill Liddington i Female Fortune, et redigeret udvalg af Lister's skrifter.
Faktisk snarere end at underholde mandlige frivillige var Lister bundet i lidenskabelige forhold til en række forskellige kvinder. Hun var en karismatisk og slående figur, der undgik feminine dikkedarer for at få sort op og var sikker på hendes evner til at trække damerne, hun havde lyst til. Disse dallianser efterlod dog ofte hendes hjertebro. Et særdeles ødelæggende slag kom, da Marianna Belcombe, som Lister elskede dybt, giftede sig med en velhavende mandlig jordsejer. ”Tid, måde, hendes ægteskab på, ” skrev Lister i 1823. ”Åh, hvordan det brød magien i min tro for evigt.”
Et portræt af Anne Lister fra 1830 af Joshua Horner, ca. 1830 (Wikicommons, public domain) Lister var ikke immun mod forvirringen og vanskelighederne, der fulgte med at være en homoseksuel kvinde i det tidlige 19. århundrede, en tid, hvor forestillingen om seksuelle forhold mellem kvinder var så kant, at det ikke engang var inkluderet i lovgivning, der forbød mandlig homoseksualitet. Hun omtalte sin lesbianisme som sin ”underhed” og tog omhyggelige skridt for at skjule hendes seksualitet i sine dagbøger. Men hendes samtidige vidste, at hun var anderledes. Lister var genstand for sladder blandt hendes sociale kredse og et mål for chikane på gaderne. ”En mand fulgte hende op ad banken og prøvede at lægge hænderne op på hendes nederdel for at finde ud af, om hun var en mand eller en kvinde, ” siger Whitbread. ”Hun tændte på ham og rejste sin paraply.”
På trods af disse udfordringer vidste Lister, at hun ikke - ikke kunne - gifte sig med en mand, ikke engang af hensyn til bekvemmelighed og respekt. Skønt en stødig anglikansk og ikke på nogen måde politisk progressiv (hun omtalte kvinders rettighedsadvokater som ”demagoger”, fandt Lister fred med sin sande natur). ”Hun troede, at hun var blevet skabt efter Guds billede, og at hun var som hun var, fordi det var medfødt inde i hende, ” forklarer forsker Anne Choma, hovedkonsulent for ”Gentleman Jack” og forfatter af Gentleman Jack: The Real Anne Lister, en bindebog til serien. ”Hun bad ofte og takker Gud for at være den hun var.”
I 1832, efter en periode med rejser og endnu en hjertesorg, bosatte Lister sig tilbage i Shibden. Hun var 41 år og den uafhængige ejer af en beskeden ejendom, som hun håbede at styrke med ved at udvikle lukrative kulaflejringer, der sad på ejendommen. Hun var også ensom. Lister længtes efter et stabilt partnerskab, der ville være både økonomisk og romantisk fordelagtig - hvilket vil sige, at hun ønskede "et ægteskab i enhver mulig forstand af ordet, " skriver Liddington .
Det er på dette tidspunkt i Listers historie, at ”Gentleman Jack, ” som låner sin titel fra et lokalt kaldenavn, der ser ud til at være tildelt Lister efter hendes død, begynder. ”For mig er det her, at Anne Lister blev den mest interessante, fordi hun gjorde en masse forskellige ting, ” siger Wainwright. ”Jeg ville vise, at der var meget mere for hende udover at være en homoseksuel kvinde. Hun var fænomenalt intelligent. Hun var ekstraordinær dygtig. ”
En spændende fortællingstråd følger Lister, spillet med gusto af Suranne Jones, når hun bevæger sig for at synke sine egne kulgrober. Disse industrielle ambitioner bringer Lister i konflikt med en fremtrædende, men skruppelløs kulforhandlingsfamilie, som hun mistænker for at have overtrådt sit land. “Gentleman Jack” udforsker også Lister's fængsel af Ann Walker (spillet af Sophie Rundle), en genert kvinde med skrøbelig mental sundhed og den velhavende arvtægter fra et nabobyg. Lister og Walker havde markant forskellige dispositioner, og Walker gik ofte over udsigten til at forpligte sig til en anden kvinde. Men Lister var optimistisk - hvis også noget lejesoldat - om deres fremtid. "Hvis hun var glad for mig og håndterbar, " skrev Lister i 1832, "jeg tror, jeg kunne være tilfreds med hende."
I løbet af seriens tidlige faser transkriberede Choma dele af Lister's dagbøger og sendte dem videre til Wainwright som brændstof til showets manuskript. Wainwright trak kraftigt på Lister 'forfatterskab og snurrede sine ord i dialog, der ville resonere med et moderne publikum. ”Jeg prøvede at finde en stemme, der brugte meget af sproget i tidsskrifterne, men følte mig stadig ret levende og flydende, ” siger hun. For at formidle Lister's unikke energi og udseende brugte Wainwright og Jones også timer på at ære karakterens gang, stemme og andre fysiske måder.
”[Vi] besluttede, at Anne var nogen, der invaderer andres personlige rum uden at indse, at hun gør det, ” siger Wainwright som et eksempel. ”Når hun taler til dem, bliver hun bare lidt for tæt, fordi hun er så begejstret for det, hun taler om.”
Shibden Hall står stadig. Det administreres af Calderdale-rådet , og serien blev filmet der, og præsenterede få udfordringer bortset fra nogle farligt svage gulvbrædder, som rollebesætningen og besætningen måtte studere undgå. Så meget som muligt ønskede Wainwright, der voksede op i Halifax, at fordybe et moderne publikum i Lister's verden - en mission, der har udvidet sig ud over "Gentleman Jack." Ved hjælp af en del af en bevilling, som hun blev tildelt af Wellcome Trust til forskning og skrive serien, Wainwright hjalp med at finansiere et initiativ til digitalisering af Annes dagbøger med det mål at gøre dem mere almindelige.
Selvom disse skrifter nu ses som bemærkelsesværdigt vigtige historiske dokumenter, var posterne om Lister's seksualitet engang en nøje bevogtet hemmelighed. Lister døde i 1840, bare 49 år gammel, fældet af et insektstikk, mens han rejste i Rusland. I slutningen af det 19. århundrede fandt en af Listers slægtninge hendes dagbøger og afkodede dem kun for at skjule dem væk af frygt for, hvad der kunne ske, hvis Lister's lesbianisme kom frem. I løbet af de efterfølgende årtier valgte forskere, der studerede Annes skrivning, ikke at offentliggøre de mest intime - og mest fantastiske passager i hendes dagbøger.
I begyndelsen af 1980'erne snublede Whitbread, der også er en Halifax-lokal, over tidsskrifterne, mens hun undersøgte Lister's liv efter en artikel, hun håbede på at skrive om denne historiske beboer i byen. Hun tilbragte de næste fem år på at transkribere og afkode dagbøgerne, og besluttede i sidste ende at offentliggøre redigerede markeringer, fordi de var “alt for værdifulde og for spændende” til at blive holdt skjult. Ikke alle Lister's voluminøse dagbogsposter er imidlertid blevet transkribert. Choma siger, at hun og Wainwright formulerer en plan for at afslutte jobbet.
Men hvordan ville Lister, der sørget for at holde sine private tanker skjult, føle sig for at få sine oplevelser sendt til et moderne publikum? Mens det er umuligt at sige med sikkerhed, tror Choma, at Lister sandsynligvis ville have godkendt at blive fejret som en inspirerende historisk figur - en kvinde, som, selvom hun ikke kunne være helt åben om sin seksualitet, ikke løb fra den.
”[Hun] var en massiv søger efter viden og historie, ” forklarer Choma. ”Så jeg kan kun sige, at sidde her nu, at hvis hun kiggede ned på os ... ville hun have et rigtigt smil i ansigtet.”
