Som andre medlemmer af hans generation ville Julien Bryan aldrig glemme, hvor han var, eller hvad han gjorde, da han fik at vide, at Tyskland havde invaderet Polen. Men Bryan havde en bedre grund til at huske end de fleste: den 3. september 1939 blev han stoppet ved, hvad der dengang var den rumænsk-polske grænse på et tog, der kørte mod Warszawa.
Relateret indhold
- Warszawa på rejse
”Hvorfor i dette øjeblik vendte jeg mig ikke om ... jeg ved ikke, ” Bryan huskede på at have lært invasionen to dage efter angrebet begyndte. Med bomber, der eksploderede i nærheden, genoptog toget sin forsigtige rejse mod hovedstaden - med Bryan om bord til et sæde på første række ved begyndelsen af 2. verdenskrig.
Bryan, der kom fra Titusville, Pennsylvania, havde set kamp som en 17-årig ambulancechauffør i Frankrig under 1. verdenskrig. Efter at have uddannet sig i Princeton, i 1921, rejste han vidt, tagede fotografier og lavede rejsebøger eller film af menneskelig interesse langs vejen. Den sommeren 1939 havde han skudt bondelivet i Holland. Den 7. september gik han af sted i det forsmådde mørke i det belejrede Warszawa.
”Jeg var i en by, der var ved at møde den værste belejring i al moderne historie, ” ville Bryan skrive. Andre byer ville selvfølgelig lide frygtelige overgreb senere i krigen - London, Berlin, Hiroshima og mange flere - men tidligt blev Warszawa ramt af bølge efter bølge af moderne bombefly, som den tyske hær tilføjede, hvad Bryan kalder " varm stålspray ”af eksploderende artilleri, da det avancerede.
Mens den tilbagetrækende polske hær tappert modsatte sig de fremrykkende tyske søjler, blev Warszawa 1, 3 millioner indbyggere udsat for rasende bombardement. Hospitaler, kirker og skoler blev ramt. Bryan skrev, at en lejlighedskompleks med 40 enheder “så ud som om en kæmpe med en isbjerge havde taget hele det centrale afsnit ud.” Hjemløse familier overfyldte gaderne og skubbede hvad der var tilbage af deres ejendele i trillebøre og babyvogne.
Alt dette foregik, i det væsentlige, ude af verdens syn; Bryan var den eneste udenlandske journalist tilbage i byen. Han anerkendte den journalistiske snurren ved at få ”en stor scoop”, men han anerkendte også det historiske imperativ for at fange rædselen fra moderne krigsførelse for verden at se. ”Det var jeg ikke, ” indså han, ”lavede en rejsehest.”
Bryan gik på gaden med et Leica-stillkamera og et Bell & Howell-filmkamera. Dag for dag blev jobbet mere risikabelt. Han tilståede, at han og hans polske tolk, Stephan Radlinski, ofte ville løbe, når en bombe landede i nærheden. ”Men ingen af os løb, fordi hver var bange for, hvad den anden måtte tænke, ” skrev han. På Rosh Hashana, det jødiske nytår, satte brændstofbomber 20 blokke af det jødiske kvarter i brand.
Blandt knuste bygninger nær Vistula-floden tog Bryan adskillige rammer af en dreng, der greb et fuglebur.
Tyve år senere, efter at Bryan genudgav sine fotografier i en lokal avis, identificerede Zygmunt Aksienow sig som drengen på fotografiet. Nu 80 minder Aksienow om, at to store bomber var faldet i nærheden af hans families lejlighedsbygning og ”gaden var fuld af brudt glas, møbler og dele af menneskelige kroppe.” Et fuglebur ”blæste ud af et hus sammen med et vindue” og landede i murbrokkerne. Aksienow tog den op og tænkte, at den kanarie, den holdt - meget levende - kunne høre til hans fætter Zofia, en nabo. ”Jeg var en bange 9-årig på udkig efter et tegn på det normale liv, jeg var vant til, ” siger han i dag.
Aksienow, der ville vokse op til at blive en kulminearbejder, husker ikke længere, hvad der skete med kanariefuglen, men han husker helt klart den grusomme vinter, der fulgte efter invasionen. Hans families lejlighed var blevet stærkt beskadiget og fødevarer var knap, men lige inden den traditionelle julaften-fest gik den unge Zygmunt ind med to spande fisk, som han og en ven var bedøvet med at kaste en håndgranat, som de havde fundet i Vistula .
Bryan anede ikke, hvordan han kunne komme ud af Warszawa. Men på hans 14. dag der erklærede tyskerne en våbenhvile for at give udlændinge mulighed for at rejse med tog gennem East Prussia. Sikker på, at tyskerne ville konfiskere alle fotografier af den ødelæggelse, de havde foretaget, besluttede Bryan at smugle sin film ud. Han gav nogle til afrejse ledsagere for at skjule sig i deres redskaber, og ved en konto sårde værfter af filmfilm havde han den fremsyn, der havde behandlet i Warszawa omkring hans overkropp. Efter at have nået New York City, samlede han en fantastisk trove tilbage: hundreder af stadig negativer og mere end 5.000 fod med film.
Det efterår splittede amerikanske aviser og magasiner Bryans fotos på tværs af deres sider. Life- magasinet trykte 15 af hans billeder, dets ugentlige rival, Look, en anden 26 - inklusive den af Aksienow med burekanarien. I 1940 sammensatte Bryan en bog om sin oplevelse med titlen Siege ; hans dokumentar med samme navn blev nomineret til en Oscar-pris.
Bryan døde i 1974, kun to måneder efter at have modtaget en medalje fra den polske regering for hans stillfotografering, som er bevaret på US Holocaust Memorial Museum i Washington, DC. Hans Warszawa-film er opført på Library of Congress 'National Film Registry som en "Unik, forfærdelig registrering af krigens frygtelige brutalitet."
Mike Edwards var forfatter og redaktør for National Geographic i 34 år.
Den 9. september blev Julien Bryan, vist til venstre sammen med tolk Stephan Radlinski i centrum, arresteret som tysk spion - men løslat, når den arresterende officer så, at Bryan var en amerikansk statsborger. (Julien Bryan) 
Zygmunt Aksienow reddede en bur kanarie som et "tegn på det normale liv, jeg var vant til." (Julien Bryan) 
Aksienow minder i 2009 om bevægelser den følgende vinter. (Mike Edwards)
