David J. Skorton, præsident for Cornell University, en kardiolog og en jazzmusiker, blev i dag udnævnt til den 13. sekretær for Smithsonian Institution. Han efterfølger den nuværende sekretær G. Wayne Clough, som går på pension i slutningen af dette år.
Relateret indhold
- Smithsonians nye sekretær David Skorton tager spørgsmål fra skarer
- På hans første dag på jobbet diskuterer Smithsonian-sekretær David J. Skorton fortiden og fremtiden
Skorton, en specialist i medfødt hjertesygdom, vil være den første læge, der leder Smithsonian. Han overtager som sekretær i juli 2015.
Han er en "ekstraordinær pasform for Smithsonian, " sagde John McCarter, tidligere præsident for Chicagos Field Museum og formand for det ni-medlemmer sekretærsøgningsudvalg, der blev udpeget af Smithsonian's Regent Board. Smithsonian sagde, at en fungerende sekretær vil blive udnævnt til at styre institutionen i de seks måneder mellem Cloughs afgang og Skortons ankomst.
Udnævnelsen var en "en gang-i-livet-lejlighed til at lede en institution, der er kernen i landets kulturelle, kunstneriske, historiske og videnskabelige liv, " sagde Skorton, som er 64. Han opfordrede til frisk tænkning og nye alliancer at tjene samfundet gennem videnskab, teknologi, humaniora og kunst til at udvikle den næste generation af tankeledere.
I en artikel, der blev offentliggjort i Scientific American i januar, opfordrede han det videnskabelige samfund til at lære at kommunikere mere effektivt og indgå i samtaler med offentligheden. ”Når vi ikke kan komme i retning mod fejlinformationskampagner baseret på falske videnskaber eller politiske dagsordener, er det klart, at noget mere end robustheden i vores data spiller, ” skrev han. Videnskabsfolk, skrev han, skal afskrække den "sikrere, mere sikre sti" med at udgive kun i videnskabelige tidsskrifter og kun tale på specialsamlinger og "springe over jargon og fortæl dine historier på sprog, som offentligheden kan forstå."
Skorton voksede op i Los Angeles og minder om at være nedsænket i latin musik og jazz. Han spiller saxofon og fløjte og arbejdede som professionel jazz og R & B-musiker i Chicago. Han var vært for et ugentligt radioprogram i Iowa City kaldet "As Night Falls - Latin Jazz." Han er gift med Robin L. Davisson, som er Andrew Dickson White Professor i molekylær fysiologi ved Cornell.
Han vandt en bachelorgrad i psykologi og en medicinsk grad ved Northwestern University. Efter at have afsluttet sit medicinske ophold og et stipendium inden for kardiologi ved UCLA i 1979, blev han en pioner inden for anvendelse af computeranalyse og behandlingsteknikker til hjerteafbildning. Han har skrevet to hovedtekster og har stillinger ved Institut for Medicin for National Academies og American Academy of Arts and Sciences.
I en erklæring bemærkede institutionen, at Skorton havde ført en indsats, der indsamlede mere end 5 milliarder dollars til Cornell. Han afsluttede også den første milliardkampagne på University of Iowa, hvor han fungerede som præsident fra 2003 til 2006 og som medlem af dets fakultet i 26 år. Han er medlem og tidligere formand for Business-Higher Education Forum, en uafhængig, nonprofit-organisation af administrerende direktører, ledere af colleges og universiteter og stiftelsesledere. Han er også livemedlem i Rådet for udenrigsrelationer.
Skorton har længe promoteret partnerskaber mellem akademiske organisationer og industri. Under sin mandatperiode i Cornell samarbejdede universitetet med Technion-Israel Institute of Technology for at vinde en international konkurrence om at udvikle en ny type kandidatskole, der ville kombinere tekniske færdigheder med iværksætteroplevelse. Skolen, Cornell NYC Tech, er under udvikling på Roosevelt Island i New York City.
UPDATE 15.45: Smithsonian.com talte kort med Skorton om hans udnævnelse, hans musikalske opdragelse og hans planer for at lære museerne at kende og komme bag kulisserne og udforske alle begivenheder og begivenheder.
Kan du fortælle mig, hvad du brænder mest for, når du tager på dette job?
Nummer 1, det faktum, at dette er en fabelagtig grænseflade til offentligheden. I indkøbscenteret og over hele landet og i de byer, der har tilknyttede museer, og rundt om i verden baseret på Internettet, er det en måde for dem næsten palpabelt at få deres arme rundt om disse udstillinger og denne viden, der er her. Og som en livslang pædagog og læge er denne grænseflade til at forklare ting, lære ting virkelig, virkelig vigtig for mig. Det er en.
Nummer to, fra et liv inden for medicin, har jeg lært, at det første, en læge skal gøre - og jeg var en diagnostiker, ville jeg gerne tro, at jeg stadig er - er at være stille og lytte. Vær stille og observer. Vær stille og prøv at give mening om det, jeg ser. Og dette er et sted, der giver dig mulighed for at gøre det.
Jeg brænder meget for at prøve at udtrykke denne chance for at udøve enhver form for uddannelse, og I gør meget af det. Måske mere udbredt end nogen enhed, jeg nogensinde har arbejdet med.
Så som "nummer 13" følger du kun 12 andre mænds fodspor. Udover Clough var der den uovervindelige S. Dillon Ripley, Samuel Langley og den første, Joseph Henry, der tjente i 32 år. Hvordan føles det?
Det føles skræmmende og ydmygende. Det er en stor ære. Men i andre beskæftigelsesmuligheder har jeg fulgt fornemme ledere, og jeg har lært tre lektioner af at gøre det. Man er ikke at være for stolt af mig selv - at jeg fik muligheden - indtil jeg udnytter den.
Nummer to er at gå tilbage - og det gør jeg med en voldsom appetit - og se, hvad de skrev og tænkte gennem deres skrifter og prøve at se den aktuelle verden gennem nogle af de udfordringer, de oplevede. Det er forbløffende, hvor ofte lignende temaer dukker op igen og igen. Teknologien kan være anderledes, tiderne kan være forskellige, men deres synspunkter og lidenskaber med at lede Smithsonian kan have meget at lære mig.
Og den tredje er den mere umiddelbare. Jeg kender Wayne Clough gennem samfundet af college præsidenter. Han var en fremtrædende leder på Georgia Tech og andre skoler, og jeg havde en chance for at lede to skoler. Jeg vil dybt ned i ikke kun, hvad han har gjort, men hvad hans motiver var for at gøre det, hvad hans mål var. Hvordan opnåede han, og hvad har han ikke været i stand til at opnå, som han synes burde opnås? Hvad kan jeg gøre for at fortsætte på stier, der tydeligvis er robuste stier mod fremtiden? Hvad tænker han nu, efter seks eller så år med at lede denne komplekse institution? Jeg er nødt til at lytte, før jeg snakker og lærer meget af ham, og jeg er meget sulten på at gøre det. Næste gang jeg kommer tilbage hit, glæder jeg mig til at have det alene med ham og komme ud af min notesbog.
Så jeg forstår, at du voksede op i latinsk musik. Smithsonian er hjemsted for så mange samlinger, fra Stradivari til hele det musikalske arkiv af Moses Asch, såvel som scenekunsten - fra Smithsonian's Jazz Masterworks Orchestra til Folklife Festival på Mall. Hvad håber du mest på at nyde i dit nye job?
Nå først, lad mig fortælle dig om den baggrund virkelig hurtigt. Så min far blev født i det vestlige Rusland, hvad der nu er Hviderusland, og kom til USA med en familie i 1919 under influenzapandemien. Skibet endte med at rejse til Cuba, og han boede i Cuba i et par år i Havana. Da jeg var barn, blev jeg født i Milwaukee, men familien flyttede til Los Angeles, da jeg var 9. Jeg blev født på St. Joseph's Hospital i Milwaukee.
I LA, selvom min far var en russisk indvandrer og vi ejede en familie sko butik, havde vi en vis latinsk musiksmag i vores hjem på grund af hans tid i Havana. Afro-cubansk musik er en af de store indflydelser fra latin jazz. Jeg blev omgivet derhjemme af noget af dette. Min far talte flydende spansk; når du er i den alder, kan du opsuge sprog temmelig let. LA havde en meget forskelligartet befolkning dengang og gør det nu, og vores klientel i skobutikken indeholdt en bred vifte af mennesker.
Senere, år senere, plejede jeg at tænke på min far, der døde for ca. 35 år siden nu, og den slags musik. Så da jeg havde lejlighed til at være en del af et hold, der udførte en jazzradiovisning på en offentlig radiostation på University of Iowa, var min specialitet, min niche, latin jazz. Og showet blev kaldt "As Night Falls." Jeg har stadig samlingen.
OK, så hurtigt fremad, hvor vi er nu. Hver dag, hvor jeg har set på, hvad Smithsonian har samlet og studeret og delt, er jeg mere begejstret over at finde ting, der taler til mig. Jeg vidste ikke om jazzorkestret før for nylig. Jeg vidste ikke om pladeselskabet. Alle disse ting er meget spændende for mig. I går aftes spiste vi en middag, og i dag havde vi pressekonferencen lige foran en Gibson Les Paul-guitar. Jeg kan ikke vente med at lære mere om, hvad der er i samlingen. Og måske endnu vigtigere for mig, personligt, at høre fremragende musikere lave musik med disse instrumenter og at gå og lytte til jazzorkesteret. Så jeg kan ikke vente med at sidde bagpå, måske ubemærket, og lytte til det. Og så senere, møde musikerne og talkshop.
