På Memorial Day 1942 gik Fred Korematsu ned ad en gade i San Leandro, Californien, sammen med sin kæreste, da politiet arresterede ham i mistanke om, at han var japansk.
Relateret indhold
- Hvad er ændret i de 30 år, siden Smithsonian åbnede en udstilling om japansk fængsel
- Fred Korematsu tilslutter sig Civil Rights Heroes i Portrait Gallery
Tre uger tidligere havde den amerikanske hær beordret ”alle personer med japansk aner” ud af Bay Area-delen af Californien. Militæret afrundede hver japansk-amerikansk og japansk immigrant på vestkysten - 110.000 mennesker, mest af dem amerikanske borgere - og satte dem i koncentrationslejre. En af de værste krænkelser af borgerlige frihedsrettigheder i amerikansk historie blev godkendt af præsident Franklin D. Roosevelts bekendtgørelse 9066 af 19. februar 1942.
Men Korematsu, en 23-årig svejser født i Oakland til japanske immigrantforældre, nægtede at efterkomme ordren. Hans troskab førte til en historisk prøve af frihed og en berygtet højesteret-præcedens, der stadig vagter over amerikansk lovgivning i dag.
I San Leandro-politiets hovedkvarter fortalte Korematsu politiet, at hans navn var Clyde Sarah, og at hans forældre med spansk og Hawaii-forfader var død i en brand. Men hans historie brød sammen, da en politiløjnant bemærkede, at hans udkast til kort så ændret ud. Til sidst gav Korematsu politimanden sit rigtige navn og fortalte ham, at hans familie var japansk og i en flytningslejr.
”Jeg blev i Oakland for at tjene nok penge til at tage min pige med mig til [Midtvesten], ” fortalte Korematsu til en FBI-agent, ifølge en erklæring, han underskrev. På den måde, tænkte han, kunne han leve frit og ikke være bekymret for at blive sendt til en lejr. Spurgt om ar på hans næse og pande sagde han, at han havde gennemgået plastisk kirurgi med det mål at "ændre mit udseende, så jeg ikke ville blive udsat for udstødelse, når min pige og jeg rejste øst." FBI interviews med hans kæreste og kirurg bekræftede det væsentlige i hans historie. Operationen var mindre - Korematsu sagde senere, at kirurgen lige fik sin brudte næse og ændrede ikke hans øjenlåg som lovet. Men anklagere og pressen vil understrege detaljen.
”3 japanske trosset kantsten: Hæren siger, at man forsøgte at blive” spanier ”af plastikkirurgi, ” læste en brief i New York Times 13. juni . Lokale aviser annoncerede også Korematsus arrestation: “San Leandro Jap Held Som Evader af Ouster Order”, “Oakland Jap Held for FBI.” Ernest Besig, administrerende direktør for San Francisco-kontoret i American Civil Liberties Union, så historierne og gik til se Korematsu i fængsel. Ville han være villig til, på trods af lange odds, at anfægte hans arrestation hele vejen til den amerikanske højesteret? Korematsu sagde ja.
Selvom Korematsu i første omgang havde modstået den japanske fængsling som en ensom, motiverede hans lidenskabelige tro på frihed og lektioner i amerikanske idealer, han havde lært i skolen, ham til at bekæmpe anklagerne. Hans familie, som næsten enhver anden person af japansk aner i Californien, havde fulgt en række militære ordrer, der forbød dem at rejse, undtagen at vende sig ind på samlingscentre, hvor de stod over for udflytning til en flytningslejr. Fordi Korematsu havde holdt sig bagefter, blev han overført til militær forvaring på Presidio i San Francisco og tiltalt for overtrædelse af en for nylig vedtaget føderal lov, der gjorde det til en forbrydelse at ignorere en militær flytningsordre.
Hans beslutsomhed voksede efter, at militærpolitiet flyttede ham til Tanforan forsamlingscenter, et tidligere racerbane, hvor hæren holdt 7.800 mennesker, inklusive hans forældre og tre brødre, i tilbageholdelse. Lejrens tilsynsførere tildelte Korematsu at bo i en hestestald med en barneseng, en stråmadras og en pære hængende ned. Han besluttede at lejren var værre end fængslet.
”Disse lejre er bestemt en fængsel under bevæbnet vagt med ordre [om] at skyde for at dræbe, ” skrev Korematsu i en note til sin advokat. ”Disse mennesker skulle have fået en retfærdig rettergang for at kunne forsvare deres loyalitet ved retten på en demokratisk måde.”
Korematsu forsøgte at gøre netop dette ved sin retssag ved den føderale domstol i San Francisco i september 1942. ”Som borger i De Forenede Stater er jeg klar, villig og i stand til at bære våben for dette land, ” sagde han. Han vidnede om, at han havde tilmeldt sig udkastet og prøvet at melde sig frivilligt for flåden, at han aldrig havde været i Japan, ikke kunne læse japansk og talte det dårligt. Stadig fandt dommeren Korematsu skyldig i overtrædelse af fjernelsesordren, idømte ham til fem års prøvetid og lod en militær politimand føre ham tilbage til lejren.
Der støttede næsten ingen Korematsus beslutning om at bekæmpe tilbageholdelse. Hans far skændte ham for at have fået problemer, og hans mor og brødre skammede sig over, at han var blevet arresteret, ifølge Enduring Conviction , Lorraine K. Bannai's biografi fra 2015 om Korematsu. Ensomheden i hans stand afspejler det ekstraordinære pres på de skræmmede indvendige. ”Mange Nisei [japansk-amerikanere] troede, at de ville bevise deres patriotisme ved at overholde dem, ” skrev Bannai. Forskere fra UCLA har samlet historier, der tilbyder en modfortælling, en af modstand og insubordination i lejrene, fra handlinger fra civil ulydighed til koordinerede oprør.
Arrestation og internering kostede også Korematsu hans italiensk-amerikanske kæreste, Ida Boitano. Før Pearl Harbor havde de håbet på at gifte sig. Efter hans arrestation advarede politiet Boitano om at skære bånd til ham. Forvirret og bange sendte hun Korematsu et par breve, men bad ham derefter om at stoppe med at skrive. ”Jeg er tilfældigvis italiensk, og dette er krig, ” skrev Boitano til Korematsus advokat, ”så vi skal begge være forsigtige.” (Cirka 3.000 italienske indvandrere og italienske-amerikanere blev også tilbageholdt under 2. verdenskrig.) Korematsu så aldrig Boitano igen .
Da hans advokater tog Korematsus sag til den føderale appelret, flyttede hæren de internerede til mere permanente lejre. Korematsu og hans familie blev sendt til Topaz flyttecenter i Utah. Lejren var omgivet af pigtråd, og militærpoliti bevæbnet med rifler var stationeret ovenpå udkigstårn. Korematsus, en familie på seks voksne, blev tildelt to små barakkerum. De bar masker for at undgå at indånde støv, der blev sparket op af ørkenvind. Korematsu gravede en brønd, flyttede gipsvæg og arbejdede i camphospitalets lager for $ 12 om måneden.
Fra november 1942 gav regeringen ham midlertidig tilladelse til at bo og arbejde uden for lejren, en delvis frihed tildelt mange yngre internerede i den erhvervsaktive alder. Korematsu plukkede sukkerroer, arbejdede hos et byggefirma og fik et svejsejob i Salt Lake City. ”Jeg ved ikke engang, hvordan det er at have et hjem, ” skrev Korematsu sin advokat. ”Jeg har lyst til en forældreløs eller noget.” I januar 1944 gav regeringen Korematsu ubestemt tid fra lejren.
I mellemtiden fastholdt den føderale ankedomstol i december 1943 Korematsus overbevisning, idet den afgav, at de militære ordrer var konstitutionelle. Han boede på en KFUM i Detroit og arbejdede i byggeri, da hans advokater argumenterede for sin sag ved Højesteret i oktober 1944.
Den 18. december 1944 fastholdt Højesteret i en 6-3-afgørelse Korematsus overbevisning. ”Korematsu blev ikke udelukket fra det militære område” - vestkysten - ”på grund af fjendtlighed over for ham eller hans race”, skrev justitsniveau Hugo Black i flertalsopgørelsen, men på grund af ”militære farer” og ”militær presserende” - frygt at folk med japansk aner skulle udføre sabotage under en japansk invasion af vestkysten.
Tre justices skrev foruroligede dissenser. ”Domstolen har til enhver tid valideret princippet om racediskriminering i straffesager og transplantation af amerikanske borgere, ” skrev dommer Robert H. Jackson. ”Princippet ligger så som et indlæst våben, klar til at være ansvarlig for enhver myndighed, der kan fremsætte et plausibelt krav om et presserende behov.”
Kritik af domstolens afgørelse var hurtig. ”Legaliseret racisme”, læste overskriften til Washington Post- redaktion. En spaltist i Pittsburgh Courier, en førende sort avis, sammenlignede Korematsu med Dred Scott, amerikansk historiens mest kendte offer for domstolsafstraktede fordomme. Men offentligheden følte sig anderledes. I en Gallup-afstemning i december 1942 var kun 35 procent af amerikanerne enige om, at "japanerne, der blev flyttet ind i landet fra stillehavskysten, skulle have lov til at vende tilbage" efter krigen. De fleste, der svarede "nej", ville have, at de internerede blev deporteret.
To uger efter beslutningen begyndte Roosevelt-administrationen at frigive en screenet gruppe japansk-amerikanere. Korematsus forældre vendte tilbage til Oakland i maj 1945 for at finde deres blomsterbørnehave i lusker, forsømt af lejere. Tusinder af fængslede, der mente, at de ikke havde nogen steder at gå hen eller frygtede for at vende tilbage til den fjendtlige vestkyst, blev i lejrene, indtil den sidste af dem lukkede i maj 1946.
Korematsu giftede sig, havde børn, flyttede tilbage til Californien i 1949 og arbejdede som skraver, skønt hans jobmuligheder altid var begrænset af hans kriminelle overbevisning. I årtier fandt han sine erindringer om sagen smertefulde og talte sjældent om den. Hans børn lærte om i gymnasiets historie. Men i 1981 afslørede en forsker bevis for, at den amerikanske regering havde fremlagt falske oplysninger til Højesteret i Korematsus sag, samtidig med at han undertrykte efterretningsresultater om japansk-amerikanernes loyalitet til landet. Korematsu vendte tilbage til den føderale domstol og søgte retskaffenhed. I 1983 kastede en føderal dommer sin overbevisning ud.
Korematsu blev en borgerrettighedsaktivist, lobbyvirksomhed Kongres for at vedtage Civil Liberties Act fra 1988, der gav erstatning og en undskyldning til tidligere krigsfængsler. Han blev tildelt præsidentmedaljen for frihed i 1998. Før hans død i 2005 indgav han en retskort, der understøttede rettighederne til Guantanamo-bugterne for den amerikanske højesteret. I 2010 fandt Californien sin fødselsdag den 30. januar Fred Korematsu Civil Civil Day og Constitution.
I dag beskrives Korematsu mod USA ofte som en af Højesterets værste fortilfælde. Meget afvist, men aldrig væltet, er det en del af en antikanon, der legaliserede forskelsbehandling sammen med Dred Scott mod Sandford, Plessy mod Ferguson og Buck mod Bell. Justice Stephen Breyer kaldte i en bog i 2010 beslutningen "grundigt misforstået."
I 2014 fordømte den afdøde justitsminister Antonin Scalia beslutningen, men udsendte en advarsel. ”[ Korematsu mod USA ] var forkert, ” fortalte han jusstuderende på Hawaii. ”Men du grinder selv, hvis du tror, at den samme ting ikke vil ske igen… .Jeg ville ikke blive overrasket over at se det ske igen i krigstid. Det er ingen begrundelse, men det er virkeligheden. ”
I november sidste år argumenterede Carl Higbie, talsmand for en super-PAC, der støttede Donald Trumps valg, på FOX News, at den japanske internering i 1942 udgør en konstitutionel præcedens for et foreslået register over muslimske immigranter. Higbies kommentar udbredte fordømmelse - men advarede også om, at Korematsu- beslutningen stadig ligger i et mørkt hjørne af amerikansk lov. Kasseret og foragtet, men ikke afvæbnet, kan pistolen, som retfærdighed Jackson advarede om, kunne fyres igen.
