Fra hans fødselsår i 1914 til krigsudbruddet i 1941 boede min far i et for det meste hvidt, for det meste arbejderklasse, for det meste irsk-katolske kvarter i Brooklyn, New York. Han var en alterdreng. Han spillede stickball og frysemærke på sikre, træede gader. For at høre min far tale om det, ville man have troet, at han var vokset op i et længe mistet Eden, et byparadis, der var forsvundet under historiens have, og indtil hans død for et par år siden holdt han fast ved en umulig idyllisk, nådeløst romantiseret Brooklyn i 1920'erne og 30'erne. Uanset om hans egen far døde i 1925. Uanset om han gik på arbejde som 12-årig for at hjælpe med at forsørge en familie på fem. Uanset vanskelighederne ved den store depression. På trods af alt ville min fars øjne blødgøre, da han mindede om weekendudflugter til Coney Island, lejlighedsbygninger med blomsterbokse, duften af varmt brød i hjørnebageriet, lørdag eftermiddage på Ebbets Field, den støjende travlhed langs Flatbush Avenue, pickup fodbold spil på Parade Grounds, iskegler, der kunne fås til et nikkel og en høflig tak.
Relateret indhold
- Buckhannon, West Virginia: Den perfekte fødested
- Telluride tænker ud af kassen
Efter Pearl Harbor sluttede min far sig til marinen, og kort efter, uden den svageste finger, at han var trådt ud af en stor klippe, efterlod han både Brooklyn og hans ungdom. Han tjente som en ødelæggende hos Iwo Jima og Okinawa, mødte min mor i Norfolk, Virginia, giftede sig i 1945, og af grunde, der stadig er uklar for mig, tog han afsted med min mor for at bo midt i majs og sojabønner i det sydlige Minnesota. (Sandt nok, min mor var vokset op i området, men alligevel, hvorfor bosatte de sig ikke i Brooklyn? Hvorfor ikke Pasadena eller endda Bahamas?)
Jeg dukkede op i oktober 1946, en del af en tidlig bølge, der ville blive en stor landsdækkende babyboom. Min søster, Kathy, blev født et år senere. I sommeren 1954, efter flere år i Austin, Minnesota, flyttede vores familie over staten til den lille landlige by Worthington, hvor min far blev regionchef for et livsforsikringsselskab. I alderen 7 virkede Worthington som et perfekt pragtfuldt sted på jorden. Der var skøjteløb om vinteren, organiseret baseball om sommeren, et fint gammelt Carnegie-bibliotek, en anstændig golfbane, en Mejeri-dronning, en udendørs biograf og en sø ren nok til svømning. Mere imponerende stilede byen sig selv Tyrkiets hovedstad i verden, en titel, der slog mig som både storslået og lidt ejendommelig. Blandt jordens tilbud syntes kalkuner at være en underlig ting at prale af. Stadig var jeg tilfreds med det første år eller to. Jeg var meget tæt på glad.
Min far var dog ikke ligeglad med stedet. For isoleret. For kedelig og pastoral. For langt væk fra sin storby-ungdom.
Han begyndte snart at drikke. Han drak meget, og han drak ofte, og med hvert år der gik drak han mere. I løbet af det næste årti endte han to gange i en statlig behandlingsfacilitet for alkoholikere. Intet af dette var naturligvis byens skyld, mere end sojabønner kan skyldes for at være sojabønner. Tværtimod, som et tøj, der kan passe smukt på en mand, men for tæt på en anden, er jeg kommet til at tro, at Worthington - eller måske det landlige midtvest i almindelighed - fik min far til at føle sig på en eller anden måde begrænset, overgivet til et liv, han ikke havde haft ' Jeg planlagde for sig selv, marooned som en permanent fremmed på et sted, han ikke kunne forstå i sit blod. En udadvendt, ekstravagant verbal mand, han boede nu blandt berømte lakoniske nordmenn. En mand, der var vant til en vis lodret skala til tingene, han levede på prærier så flade og så uvarierede, at et sted kunne forveksles med noget andet. En mand, der havde drømt om at blive forfatter, befandt sig i at køre ned ad ensomme gårdspor med sine forsikringsansøgninger og en halvhjertet salgsbane.
Så som nu var Worthington langt fra Brooklyn og ikke kun i geografisk forstand. Gemt i det sydvestlige hjørne af Minnesota - 12 miles fra Iowa, 45 miles fra South Dakota - var byen hjemsted for ca. 8.000 mennesker, da vores familie ankom i 1954. I århundreder havde de omkringliggende sletter været Sioux 'land, men af midt i 1950'erne var der ikke meget tilbage af det: nogle få gravhøje, et pilespids her og der og noget lånt nomenklatur. Mod syd var Sioux City, vest for Sioux Falls, mod det nordøstlige Mankato, hvor den 26. december 1862 blev en gruppe på 38 Sioux hængt af den føderale regering i en enkelt masseudførelse, resultatet af en blodig oprør, der tidligere år.
Worthington blev grundlagt i 1870'erne som en jernbanevandingsstation og var et landbrugssamfund næsten fra starten. Ryddige gårde sprang op. Robuste tyskere og skandinaver begyndte at hegn ind og kvadrere Siouxens stjålne jagtpladser. Ved siden af de få overlevende indiske navne - Lake Okabena, Ocheyedan-floden - blev sådanne solide europæiske navne som Jackson og Fulda og Lismore og Worthington snart overført til prærien. I hele min ungdom og stadig i dag var byen kernen et støttesystem for afgrænsende gårde. Ikke tilfældigt, at jeg spillede shortstop for Rural Electric Association's Little League-hold. Intet tilfældigt, at en kødpakkeanlæg blev og forbliver byens primære arbejdsgiver.
For min far, stadig en relativt ung mand, måtte det være forvirrende at befinde sig i et landskab af kornhejsere, siloer, landbrugsredskaber, foderforretninger og husdyrsalg. Jeg mener ikke at være deterministisk over det. Menneskelig lidelse kan sjældent reduceres til en enkelt sag, og min far kan godt have endt med lignende problemer, uanset hvor han boede. I modsætning til Chicago eller New York tillader lilleby Minnesota ikke en mands mangler til at forsvinde under et slør med tal. Folk talte. Hemmeligheder forblev ikke hemmelige. Og for mig, der allerede var fuld af skam og forlegenhed ved min fars drik, begyndte den ydmygende blænding af offentlig kontrol at spise væk ved min mave og ved min selvtillid. Jeg overhørte tingene i skolen. Der var drilleri og innuendo. Jeg følte mig tålmodig til tider. Andre gange følte jeg mig dømt. Nogle af dette blev forestillet, uden tvivl, men nogle var lige så ægte som en tandpine. En sommer eftermiddag i slutningen af 50'erne hørte jeg mig selv forklare til mine holdkammerater, at min far ikke længere skulle træne Little League, at han var på et statshospital, at han måske eller måske ikke var hjemme den sommer. Jeg udtrykte ikke ordet "alkohol" - intet af det slag - men dødsfaldet på den dag åbner stadig en faldør i mit hjerte.
Ti år senere er mine minder om Worthington lige så farvede af det, der skete med min far - hans voksende bitterhed, sladderen, midnatskrigene, de tavse aftensmad, flaskerne gemt væk i garagen - som alt hvad der har at gøre med byen selv. Jeg begyndte at hader stedet. Ikke for hvad det var, men for hvad det var for mig og for min far. Når alt kommer til alt elskede jeg min far. Han var en god mand. Han var sjov og intelligent og godt læst og fortrolig i historien og en fantastisk historiefortæller og generøs med sin tid og godt med børn. Alligevel syntes enhver genstand i byen at skimre med en modsat dom. Vandtårnet med udsigt over Centennial Park virkede censorisk og utilgivende. Main Street's Gobbler Café, med sin skare af søndagsgæsterne, friske fra kirken, syntes at nynne med en blød, vedvarende irettesættelse.
Igen var dette delvist et ekko af min egen smerte og frygt. Men smerte og frygt har en måde at påvirke vores holdninger til de mest uskyldige, mest livløse genstande i verden. Steder defineres ikke kun af deres fysiske, men også af glæder og tragedier, der opstår på disse steder. Et træ er et træ, indtil det bruges til ophæng. En spiritusbutik er en spiritusbutik, indtil din far næsten ejer samlingen. (År senere, som soldat i Vietnam, stødte jeg igen på denne dynamik. Væverne og bjergene og de røde lerstier - alt sammen syntes det at pulsere med det reneste onde.) Efter at jeg rejste til college i 1964, har jeg aldrig mere boede i Worthington. Mine forældre blev ved godt ind i deres alderdom og flyttede til sidst i 2002 til et pensioneringssamfund i San Antonio. Min far døde to år senere.
For et par måneder siden, da jeg besøgte Worthington, kom der en dyb og velkendt tristhed inde i mig, da jeg nærmede mig byen på hovedvej 60. Det flade, gentagne landskab bar følelsen af evighed, fuldstændigt uden grænser, og nåede ud mod en store horisonter, ligesom vores liv gør. Måske følte jeg mig gammel. Måske var jeg som min far bevidst om min egen mistede ungdom.
Jeg opholdt sig i Worthington kun en kort stund, men længe nok til at opdage, at meget var ændret. I stedet for det næsten helt hvide samfund for 50 år siden fandt jeg en by, hvor der tales 42 sprog eller dialekter, et sted, der vrimler af indvandrere fra Laos, Peru, Etiopien, Sudan, Thailand, Vietnam og Mexico. Fodbold spilles på banen, hvor jeg engang startede jordkugler. I den gamle kyst til kyst-hardwarebutik ligger en blomstrende virksomhed kaldet Top Asian Foods; Comunidad Cristiana de Worthington besætter stedet for en restaurant, hvor jeg engang prøvede at bestikke gymnasiedatoer med koks og burgere. I byens telefonbog sammen med Andersons og Jensens fra min ungdom var der sådanne efternavne som Ngamsang og Ngoc og Flores og Figueroa.
Den nye, kosmopolitiske Worthington, med en befolkning på omkring 11.000, opstod ikke uden spændinger og harme. En amtswebside, der indeholder fængsler, indeholder en stor procentdel af spanske, asiatiske og afrikanske navne, og som forventet er få nyankomne blandt Worthingtons mest velstående borgere. Barrierer for sprog og tradition er ikke helt forsvundet.
Men den tristhed, jeg havde følt ved hjemkomsten, blev erstattet af en overrasket, endda chokeret beundring for samfundets fleksibilitet og modstandsdygtighed. (Hvis byer kunne lide hjerteanfald, ville jeg have forestillet mig, at Worthington droppede stendøde ved en sådan radikal forandring.) Jeg var forbløffet, ja, og jeg var også lidt stolt over stedet. Uanset dets voksende smerter og restproblemer, havde det ungdommelige, homogene samfund i min ungdom formået at acceptere og rumme en virkelig forbløffende ny mangfoldighed.
Nær slutningen af mit besøg stoppede jeg kort foran mit gamle hus på 11th Avenue. Dagen var solrig og stadig. Huset virkede øde. I et stykke tid sad jeg bare der, følte alle slags ting, halvt håb om en vis lukkende vellykkethed. Jeg formoder, at jeg søgte spøgelser fra min fortid. Måske et glimt af min far. Måske spiller vi to fangst en sommer eftermiddag. Men selvfølgelig var han væk nu, og det var også den by, jeg voksede op i.
Tim O'Brien 's bøger inkluderer Going After Cacciato og The Things They Carried .
Forfatter Tim O'Brien hjemme hos ham i Austin, Texas. (Darren Carroll) 
"Mine minder om Worthington er ... farvet af, hvad der skete med min far, " siger Tim O'Brien. (Layne Kennedy) 
Panaderia Mi Tierra (bageri) er en af de mest populære bagerier i byen. Det har været i forretning i de sidste tre år og er bedst kendt for Jalapeña Cream Cheese-wienerbrød. (Layne Kennedy) 
Selvom Worthington er blevet mere kosmopolitisk, efterhånden som nyankomne er kommet til at arbejde på steder som JBS-kødpakkeriet, forbliver bytraditionerne stadig stærke. (Layne Kennedy) 
Worthington stylede sig selv Tyrkiets hovedstad. På billedet er den årlige parade af King Turkey Day. (Alamy)
