Henvendt til 75 denne måned har Maya Angelou ført mange liv. Hun er bedst kendt som forfatter for sine utallige poesibøger og hendes seks gripende erindringer, inklusive det mesterlige I Know Why the Caged Bird Sings . I februar vandt hun en Grammy for den indspillede læsning af sit seneste memoir, A Song Flung Up to Heaven . Hendes værker har tjent hende mere end 30 æresgrader samt nomineringer til en national bogpris og en Pulitzer-pris. Hun skrev ”On the Pulse of Morning” til præsident Bill Clinton i 1993, hvor hun blev den anden digter i USAs historie - Robert Frost var den første for John F. Kennedy - opfordret til at komponere et indledende digt.
Mindre kendte er Angelous andre liv: som sanger; som komponist; som danser i Porgy og Bess ; som skuespiller i det Obie-vindende skuespil The Blacks og i film som Calypso Heat Wave og How to Make an American Quilt ; som borgerrettighedsarbejder hos Martin Luther King, Jr .; som journalist i Egypten og Ghana; som forfatter til tv og Hollywood; som instruktør for 1998-filmen Down in the Delta . Angelou er Reynolds-professor i amerikanske studier ved North Carolina's WakeForest-universitet i Winston-Salem. Hun er konstant på forelæsningskredsløb og en regelmæssig gæst på talkshows; hun oprettede for nylig en række lykønskningskort til Hallmark. Og der er ikke meget tegn på, at hun er langsommere.
Men da vi for nylig mødtes i hendes kunstfyldte hjem i Winston-Salem, var det hendes familie, ikke hendes varierede karriere, som hun mest ville diskutere. Vores samtale vendte ofte tilbage til de kære, der hjalp hende med at sejre over tragedierne i sin barndom og fik hende til at tro, at hun kunne imødegå enhver udfordring, livet kastede på sin vej.
Hendes bedstemor Annie Henderson var en af de vigtigste, en from kvinde, der drev en dagligvarebutik i Stamps, Arkansas. Angelou boede det meste af sin barndom hos sin bedstemor, som hun kaldte ”Momma.” Angelous mor til tider fraværende, Vivian Baxter, havde en stålvilje og flere egne karrierer. Hun var en utilsigtet spiller i et tidligt, formativt traume i Angelous liv. Da Angelou var 8 og boede kort tid sammen med Baxter i St. Louis, voldtog hendes mors kæreste Angelou. Manden blev arresteret, dømt og frigivet; kort efter blev han fundet slået ihjel. I troen på, at hun havde forårsaget drabet, fordi hun havde fortalt om voldtægt, nægtede Angelou at tale i flere år; kun hendes elskede ældre bror, Bailey, kunne lokke hende til at tale. Han forblev en kilde til støtte i hele sit liv indtil hans død for mere end et år siden. Og der er Angelous søn, Guy Johnson, 57, forfatter af Echoes of a Distant Summer og en anden roman. Han er, siger hun, hendes "monument i verden."
Du har sagt, at samfundets syn på den sorte kvinde er en sådan trussel mod hendes velvære, at hun vil dø dagligt, medmindre hun bestemmer, hvordan hun ser sig selv. Hvordan ser du dig selv?
Jeg har lige modtaget et brev i går fra Milanos universitet. Aperson laver en doktorafhandling om mit arbejde. Det kaldes Sapienza, hvilket betyder visdom. Jeg betragtes som klog, og nogle gange ser jeg mig selv som at vide det. Det meste af tiden ser jeg mig selv som ønsker at vide. Og jeg ser mig selv som en meget interesseret person. Jeg har aldrig keder mig i mit liv.
Du har aldrig keder dig? Hvordan er det muligt?
Åh Gud, hvis jeg kede mig, ville det nu interessere mig. Jeg ville tænke, min Gud, hvordan skete det, og hvad foregår der? Jeg ville blive fanget af det. Laver du sjov? Keder sig?
Da jeg var omkring 20 år, indså jeg, at jeg ville dø. Det skræmte mig så. Jeg mener, jeg havde hørt om det, fik at vide og alt det, men at jeg. . . ? [Hun peger på sig selv og løfter brynene som i vantro.] Det skræbte mig så, at jeg dobbelt låste dørene; Jeg sørgede for, at vinduerne var dobbeltlåst - forsøgte at holde døden ude - og til sidst indrømmede jeg, at der ikke var noget, jeg kunne gøre ved det. Når jeg virkelig kom til den konklusion, begyndte jeg at nyde livet, og jeg nød det meget.
En anden begivenhed fandt sted på omtrent samme tid - måske omkring et år senere - og de to begivenheder befriede mig for evigt.
Jeg havde to job. Jeg opfostrede min søn. Vi havde et lille sted at bo. Min mor havde et 14-værelses hus og nogen til at passe på tingene. Hun ejede et hotel, masser af diamanter. Jeg ville ikke acceptere noget fra hende. Men en gang om måneden skulle hun lave mad til mig. Og jeg ville gå til hendes hus, og hun ville være klædt smukt.
En dag efter at vi havde spist frokost, skulle hun tage et sted. Hun tog på sølv-ræv-pelse - det var her, den ene rævehoved syntes at bide i hovedet på den anden - og hun ville bære dem med halerne foran; hun ville vende det rundt med pelsryggen. Vi var halvvejs ned ad bakken, og hun sagde: "Baby" - og hun var lille; hun var 5- fod-4 1/2 og jeg er 6 fod - “Ved du noget? Jeg tror, du er den største kvinde, jeg nogensinde har mødt. ”Vi stoppede. Jeg kiggede ned på denne smukke lille kvinde, der var så perfekt, diamanter i hendes ører. Hun sagde: ”Mary McLeod Bethune, Eleanor Roosevelt, min mor og dig - du er den største.” Det bringer mig stadig til -. [Hendes øjne rives op.]
Vi gik ned til bunden af bakken. Hun krydsede gaden til højre for at komme ind i sin bil. Jeg fortsatte over gaden og ventede på sporet. Og jeg gik hen ad gaden og gik bagpå. Jeg vil aldrig glemme det. Jeg kan huske trædeplanerne i trækvognen. Den måde, hvorpå lyset kom gennem vinduet. Og jeg tænkte, at hun har ret? Hun er meget intelligent, og hun er for ond til at lyve. Antag, at jeg virkelig er nogen?
Disse to hændelser befriede mig til at tænke store tanker, hvad enten jeg kunne forstå dem eller ikke [hun griner], men til at tænke. . . .
En af dine store tanker må have været om at planlægge at have et mangfoldigt liv og karriere. Hvordan går du så let fra en ting til en anden?
Jeg har en teori om, at ingen forstår talent mere end vi forstår elektricitet. Så jeg tror, vi har gjort en rigtig bjørnetjeneste for unge mennesker ved at fortælle dem, ”Åh, I skal være forsigtige. Du vil være en jack-of-all-handel og en mester over ingen. ”Det er det dummeste, jeg nogensinde har hørt. Jeg tror, du kan være en jack-of-all-handel og en elskerinde-of-all-trades. Hvis du studerer det, og du lægger rimelig intelligens og rimelig energi, rimelig elektricitet til det, kan du gøre det. Du bliver muligvis ikke Max Roach på trommerne. Men du kan lære trommerne. Jeg har længe følt det på tingene. Hvis jeg bliver spurgt, “Kan du gøre dette?” Jeg tror, hvis jeg ikke gør det, vil det gå ti år, før en anden sort kvinde bliver bedt om at gøre det. Og jeg siger, ja, ja, hvornår vil du have det?
Min mor, du ved, var en sømand. På et tidspunkt var jeg i Los Angeles. Jeg ringede til hende i San Francisco og sagde, jeg vil se dig, jeg skal til New York, og jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage, så lad os mødes midtstat. Hun sagde: ”Åh, skat, jeg ville også se dig, fordi jeg skal på havet.” Jeg sagde, hvad der skulle se hvad? Hun sagde: ”Jeg vil blive sømand.” Jeg sagde, mor, kom virkelig. Hun sagde: ”Nej, de fortalte mig, at de ikke ville lade kvinder være i deres fagforening. Jeg sagde til dem: 'Vil du satse?' Jeg satte min fod i den dør op til min hofte, så kvinder i enhver farve vil komme i denne union, komme ombord på et skib og gå til søs. ”Hun trak sig tilbage i 1980, og asiatiske, hvide og sorte kvinder holdt fest for hende. De kaldte hende havets mor.
Så ja, vi lamsler vores børn, vi lambler hinanden med de betegnelser, at hvis du er en murmester, skulle du ikke elske balletten. Hvem lavede den regel? Har du nogensinde set en person lægge mursten? [Hun bevæger hænderne på en præcis murstenmåde.] På grund af øjet og hænderne ville han selvfølgelig selvfølgelig gerne se ballet. Det er så præcist, det etablerede, det organiserede, den slags udvikling fra bunden til toppen.
Har du vrede over det faktum, at din mor ikke var der i meget af din barndom?
Åh ja. Ja. Jeg var et forladt barn, hvad angår mig, og Bailey også. Vi hørte ikke fra hende - vi hørte måske to gange på syv år eller noget. Og så indså jeg, at hun var morsom og kærlig, og at der helt sikkert er to forskellige slags forældre. Der er den person, der kan være en stor forælder til små børn. De klæder børnene i disse søde små ting med buer i håret og perler på deres skoringe og dejlige, dejlige små sokker. Men når de samme børn bliver 14 eller 15, ved forældrene ikke, hvad de skal sige til dem, når de vokser bryst, og testosteron rammer drengen.
Nå, min mor var en frygtelig forælder til små børn. Og takke Gud - jeg takker Gud, hver gang jeg tænker på det - jeg blev sendt til min far bedstemor. Ah, men min mor var en stor forælder til en ung voksen. Da hun fandt ud af, at jeg var gravid, sagde hun, ”Okay. Kør mig et bad, tak. ”Nå, i min familie er det virkelig en meget dejlig ting for nogen at bede dig om at gøre. Måske to eller tre gange i mit liv havde hun bedt mig om at køre hende et bad. Så jeg løb hende et bad, og så inviterede hun mig på badeværelset. Min mor satte sig ned i badekaret. Hun spurgte mig: ”Elsker du drengen?” Jeg sagde nej. ”Elsker han dig?” Jeg sagde nej. ”Nå, der er ingen mening i at ødelægge tre liv. Vi får os en baby. ”
Og hun overleverede Guy - fordi hun også var sygeplejerske. Hun tog mig med til hospitalet. Det var i en af de jødiske helligdage, og min læge var ikke der. Min mor gik ind, fortalte sygeplejerskerne, hvem hun var, hun skyllede op, de tog mig med ind i fødestuen. Hun rejste sig på bordet på sine knæ med mig og lagde skulderen mod mit knæ og tog min hånd, og hver gang der kom en smerte, ville hun fortælle en vittighed. Jeg ville grine og grine [hun griner oprækkeligt] og bærer ned. Og hun sagde: ”Her kommer han, her kommer han.” Og hun lagde hånden først på ham, min søn.
Så gennem hele sit liv befriede hun mig. Befriede mig konstant. Respekterede mig, respekterede, hvad jeg prøvede at gøre, troede på mig. Jeg ville gå ud i San Francisco - jeg skulle besøge hende, jeg boede i Los Angeles - og blev virkelig sent på et par efterfølgende timer. Mor kendte dem alle og kendte alle bartendere. Og jeg skulle drikke og grine, og bartenderen sagde i telefonen: ”Ja, mamma, ja, hun er her.” Hun sagde til mig: ”Skat, det er din mor. Kom hjem. Lad gaderne vide, at du har et sted at gå. ”
Det ser ud til, at din mor og Bailey altid kom til din redning. Var de mere årvågen, tror du, fordi du ikke talte så længe?
For alle disse år siden havde jeg været en stum, og min mor og min bror vidste, at jeg i tider med strid og ekstrem stress sandsynligvis ville trække mig tilbage til mutisme. Mutisme er så vanedannende. Og jeg tror ikke, at dens kræfter nogensinde forsvinder. Det er som om det er lige bag min opfattelse, lige bag min højre skulder eller min venstre skulder. Hvis jeg bevæger mig hurtigt, bevæger det sig, så jeg kan ikke se det. Men det er altid der, der siger: ”Du kan altid vende tilbage til mig. Du har intet at gøre - bare hold op med at tale. ”Så når jeg har været i stress, ville min mor eller min bror, eller begge gange nogle gange, komme, uanset hvor jeg var, New York, Californien, hvor som helst, og sige:” Hej, hej, snak med mig. Kom så, lad os gå. Vi har et spil Scrabble eller pinochle, og lad os tale. Fortæl mig en historie. ”Fordi de var skarpe nok til at genkende mutismens magt, var jeg til sidst skarp nok til at genkende kraften i deres kærlighed.
Hvad gik gennem dit sind i de år, du var stum?
Åh, ja, jeg huskede digtning. Jeg testede mig selv, huskede en samtale, der gik, da jeg ikke var i den. Jeg lagrede 60 shakespearske sonnetter i hus. Og nogle af de ting, jeg huskede, havde jeg aldrig hørt dem tale, så jeg huskede dem i henhold til den trængsel, som jeg hørte i mit hoved. Jeg elskede Edgar Allan Poe og huskede alt, hvad jeg kunne finde. Og jeg elskede Paul Laurence Dunbar - gør det stadig - så jeg vil huske 75 digte. Det var som at sætte en cd på. Hvis jeg ville, løb jeg gennem min hukommelse og tænker, det er en, jeg vil høre.
Så jeg tror, at min hjerne rekonstruerede sig i disse år. Jeg tror, at de områder i hjernen, der leverer og fremmer fysisk tale, ikke havde noget at gøre. Jeg tror, at synapser i hjernen i stedet for bare at gå fra A til B, da B ikke var modtagelige, synapserne gik fra Ato R. Ser du hvad jeg mener? Og så har jeg været i stand til at udvikle en hukommelse ganske usædvanlig, som har gjort det muligt for mig at lære sprog, virkelig ganske mange. Jeg ser ud til at være i stand til at rette hjernen; Jeg kan sige, gør det. Jeg siger, husk dette, husk det. Og det er fanget! [Hun knipser fingrene, som for at understrege ”fanget.”]
Du boede hos din bedstemor i dine tavse år. Hvordan reagerede hun?
Hun sagde: ”Søster, Momma er ligeglad med, hvad disse mennesker siger, at du skal være en idiot, en idiot, fordi du ikke kan tale. Mamma er ligeglad. Mamma ved, at når du og den gode Herre gør dig klar, bliver du en lærer. ”
Hvis din mor befriede dig til at tænke stort, hvilke gaver gav din bedstemor dig?
Hun gav mig så mange gaver. Tillid til, at jeg blev elsket. Hun lærte mig ikke at lyve for mig selv eller andre og ikke at prale af. Hun lærte mig at indrømme, at kejseren for mig ikke har noget tøj. Han er måske klædt i tiders finerighed for alle andre, men hvis jeg ikke ser det, må du indrømme, at jeg ikke ser det. På grund af hende, tror jeg, har jeg været en meget simpel kvinde. Hvad du ser er alt, hvad der er. Jeg har ingen subterfuge. Og hun lærte mig ikke at klage.
Min bedstemor havde en ting, som hun ville gøre for mig cirka to gange om året. Skal jeg fortælle dig? [Hun griner højlydt.] Mamma kunne se en whiner, en klager komme ned ad bakken. Og hun ville ringe til mig. Hun sagde: "Søster, søster, kom ud her." Jeg ville gå og kigge op ad bakken, og en klager trasket. Og manden eller kvinden kom ind i butikken, og min bedstemor spurgte: "Hvordan har du det i dag?"
”Ah, søster Henderson, jeg siger dig, at jeg bare hader vinteren. Det får mit ansigt til at revne, og mine skinneben brænder. ”
Og Momma sagde bare ”Uh-he, ” og så på mig. Og så snart personen var væk, sagde min bedstemor, ”søster, kom her.” Jeg stod lige foran hende. Hun sagde: ”Der er mennesker over hele verden, der sov i går aftes, som ikke vågnede igen. Deres senge er blevet deres kølebræt, deres tæpper er blevet deres snoede lagner. De ville give alt for kun fem minutter af det, hun klagede over. ”
Skrev du i din barndom?
Jeg har altid skrevet. Der er en dagbog, som jeg opbevarede fra omkring 9 år gammel. Manden, der gav mig det, boede på tværs af gaden fra butikken og holdt den, da min bedstemors papirer blev ødelagt. Jeg havde skrevet nogle essays. Jeg elskede poesi, gør det stadig. Men jeg elskede det virkelig. Jeg ville skrive nogle - selvfølgelig var det forfærdeligt - men jeg havde altid skrevet noget ned.
Jeg læste, at du skrev det indledende digt, ”På morgenens puls” på et hotelværelse. Var du på farten, da du komponerede den?
Jeg holder et hotelværelse her i Winston, når jeg skriver. Jeg tager et værelse i cirka en måned. Og jeg prøver at være på værelset kl. 06.00, så jeg rejser mig, laver kaffe og holder en termos og går ud til hotellet. Jeg ville have fået alt fjernet fra rummet, vægophæng og alt det der var. Det er bare en seng, et bord og en stol, Rogets Thesaurus, en ordbog, en flaske sherry, en gul pude og kuglepenne, og jeg går på arbejde. Og jeg arbejder til omkring tolv eller en; en hvis det går godt, tolv hvis det ikke er. Så kommer jeg hjem og foregiver at operere i det velkendte, ved du?
Hvor rangerer skrivning i dine resultater?
Jeg er glad for at være forfatter, prosa, poesi og enhver form for skrivning. Hver person i verden, der ikke er en eneboer, eremit eller stum, bruger ord. Jeg kender ingen anden kunstform, som vi altid bruger. Så forfatteren er nødt til at tage de mest anvendte, mest kendte genstande - navneord, pronomen, verb, adverb - kugle dem sammen og få dem til at hoppe, vende dem på en bestemt måde og få folk til at komme i en romantisk stemning; og en anden måde, ind i en bellicose-stemning. Jeg er mest glad for at være forfatter.
