Relateret indhold
- At afsløre det første folks genetiske historie
- Når forskere "opdager", hvad oprindelige mennesker har kendt i århundreder
- Disse fanger, der er fanget af fange, står over for rovdyr og Chytrid-svampen for at gøre det i naturen
- Hvorfor ser vi flere arter i tropiske skove? Mysteriet kan endelig løses
- Cómo Los Científicos y Grupos Indígenas Pueden Aliarse Para Proteger Los Bosques y el Clima
- San People of South Africa udsteder etiske regler for forskere
- Den formodentlig uberørte, urørt Amazon regnskov blev faktisk formet af mennesker
- Den bedste måde at beskytte verdens skove på? Hold folk i dem
Det var stadig morgen, da Javier Mateo-Vega ankom til landsbyens mødesal i Ipeti, Panama dette sidste februar. Men luften var allerede varm og tung, og stemningen var anspændt.
De oprindelige Emberá-byfolk benyttede sig af Mateo-Vegas sene ankomst til luftangreb. En mand i ryggen klagede over nye huse, som regeringen bygger - sterile, zink-tagede betonhytter, der hurtigt udslettede byens traditionelle træ- og stråtækt palmerhytter. Andre forbandede kolonierne - ikke-oprindelige landmænd og landmænd, der invaderede samfundets jord fra andre dele af Panama. Landsbyhøvdingerne kæmpede for at holde orden.
Mateo-Vega, en økolog ved Smithsonian's Tropical Research Institute, rynkede med bekymring. Konflikterne var værre, end han nogensinde havde set her. Da han sluttede sig til samlingen, syntes nogle få mænd at skifte ubehageligt eller kigge væk, en mærkelig begivenhed i en landsby, hvor han havde arbejdet i næsten et årti - og hvor han var vant til en varmere velkomst. ”Du ser opdagelsen af et samfund, ” fortalte han mig.
Befolkningen i Ipeti (udtales ee-pet-TEE) stod på en vejkryds. Emberá har længe boet i skovene i det østlige Panama. De kender disse skove indefra og ud: De går, jager og fisker i dem; de høster frugt og nødder fra dem; de skærer træer til brændstof træ og byggematerialer. Men lige siden en gruppe Emberá vandrede vestover og grundlagde Ipeti for et par årtier siden, har de kæmpet med trusler udefra mod deres skovbaserede levebrød.
Nu stod de overfor et eksistentielt spørgsmål: Ville de holde fast ved deres traditioner eller gå i fuld fart ind i moderniteten?
Mateo-Vega håbede at hjælpe landsbyboerne med at vende tingene rundt. Han havde kørt tre timer øst fra Panama City for at lede et planlægningsværksted for arealanvendelse for dette 700-personers samfund. Han vidste, at værkstedet ikke ville løse alle byfolkens problemer. Men han troede, at han kunne hjælpe dem på en konkret måde: ved at give dem data, de havde brug for for at tage strategiske beslutninger for at beskytte deres skove i de kommende årtier.
På papiret var arbejdet beregnet til at bevare tropiske skove, afgørende, men stadig mere sårbare bastioner i kampen mod globale klimaforandringer. Men Mateo-Vega og hans kolleger håbede også, at det også ville gøre noget, der kunne argumenteres lige så vigtigt: give oprindelige samfund magt til at tage ansvaret for deres miljømæssige fremtid og endda genvinde deres identitet som skovfolk.
”Forestil dig det er 2055, og du er i et fly, der flyver over dit område, ” sagde han, da han tog ordet foran en gruppe på omkring 50 medlemmer af samfundet. Kvinder i farverige traditionelle nederdele sad på klapstole på den ene side af pavillonen; mænd i slidte jeans, T-shirts og baseballkapper sad eller stod rundt om den anden. "Hvad ville du se?"
Ingen reaktion. Det var ikke helt overraskende: Beboerne havde kranglet i to timer, og det var varmt. Plus, med mere øjeblikkelige problemer, de følte, 2055 følte sig abstrakt og fjern.
Bag Mateo-Vega havde samfundsledere to store kort, som han havde medbragt, baseret på data, som medlemmer af samfundet havde leveret på et værksted den foregående sommer. Den ene afbildede en dystopisk fremtid, hvor Ipetis skove næsten alle ryddes for landbrugsjord. Den anden gav et lysere syn, hvor samfundet var i stand til at bringe skoven tilbage.
”Dette er din drøm, ” sagde han og pegede på det andet kort.
Stadig ingenting. Mateo-Vega tempoede betongulvet i sine Teva-sandaler, khaki feltbukser, lilla poloshirt og Smithsonian ID-badge. Selv efter mange års arbejde her var han en åbenlyst outsider: en høj, muskuløs, let flået Costa Rican med kort, slækket hår.
Han prøvede en anden taktik: ”Hvad er Emberá uden deres skove?”
I nogle få sekunder var mængden ubehageligt tavs. Så råbte en ung mand: ”Intet! Uden vores skove er vi ikke Emberá! ”
Mateo-Vegas ansigt afslappet. Nu begyndte de at gøre fremskridt.
I Ipeti, Panama, Sara Omi (til venstre), Cándido Mezúa (centrum) og Mateo-Vega udforske mulige fremtidsudsigter for Emberas skove. (Gabriel Popkin) At sige, at videnskabsfolk, der arbejder i oprindelige territorier, er fyldt ville være en underdrivelse. Kig gennem litteraturen, så finder du historier om forskere, der sætter deres egne dagsordener, indsamler og offentliggør data uden samtykke og undlader at medtage medlemmer af samfundet som samarbejdspartnere eller coauthors i studier.
”Den dominerende fortælling er, at oprindelige mennesker ikke er medtænkere, ” siger Kim TallBear, en antropolog ved University of Alberta, som har studeret forskere-oprindelige forhold.
I forbindelse med denne urolige historie kunne Mateo-Vegas værk være begyndelsen på en modfortælling. I 2008 begyndte han at arbejde i Ipeti som direktør for et projekt til at opbygge lokalsamfundets skovreparationskapacitet. I 2012 sluttede han sig til forskningsgruppen for Catherine Potvin, en økolog ved Smithsonian Institution og McGill University i Montreal, der har banet vejen for mere samarbejdsforskning med Emberá.
I årenes løb siger Mateo-Vega, at han og befolkningen i Ipeti er kommet til at overveje hinanden som adoptivfamilie. Når han går ned ad byens hovedgade, giver landsbyboerne ham klemmer og high-fives og viser frem håndskårne trædyr og håndvævede kurve. De spørger om hans kone, en amerikaner, som han bor sammen med i Panama City, og hans 12-årige søn, der bor i Costa Rica. ”Jeg ville komme hertil, selvom jeg ikke gjorde noget, ” siger Mateo-Vega.
Sådanne relationer har lagt grundlaget for et samarbejde med Emberá, der går længere og dybere end næsten ethvert andet forsker-oprindeligt samfundspartnerskab overalt. Til gengæld har Mateo-Vega fået en hidtil uset adgang til næsten ustudierede skove - og måske endnu vigtigere - til Emberá selv. De har åbnet deres hjem for ham, formidlet med ældste i samfundet og hjulpet med at designe og gennemføre komplekse forskningsprojekter.
”Du er nødt til at bryde brød med dem, gå deres skove med dem, blive i deres huse, lege med deres børn og gå til deres begravelser, ” siger han. ”Hvis du ikke kan lide at lave dette, går du ikke at gøre det godt her. ”
Mateo-Vega vil ændre, hvordan videnskab udføres, men han håber også på at gøre mere. Han sigter mod at hjælpe med at bringe oprindelige samfund i en samtale om klimaændringer, som de for det meste har set fra marginalerne. Da verdens regeringer, bevaringsorganisationer og oprindelige samfund kæmper for at beskytte skove og bekæmpe klimaforandringer, håber Mateo-Vega at opbygge en stærk model, som andre kan følge.
Emberá-kvinder på et landmandsplanlægningsmøde ledet af Mateo-Vega i februar. (Gabriel Popkin) Historien begynder i midten af 1990'erne, da Potvin, Mateo-Vegas rådgiver, turde for første gang til Darién. Hun havde hørt, at den afsides, vejløse Darién-region i det langt østlige Panama - Emberás 'hjemland, og hvor de fleste af de ca. 30.000 gruppemedlemmer stadig bor - plejede en biologisk spektakulær skov, og hun ville se den for sig selv. At komme dertil krævede en flyvning fra Panama City og 14 timer i en dugout-kano.
”Du er meget træt i slutningen. Din røv har virkelig ondt, ”siger hun.
Til sidst ankom hun til en lille landsby med hytter med stråtag. Landsbyboere talte stadig Emberá-sproget og opretholdt traditionel praksis, herunder pryder sig fra top til tå med maling fremstillet af en indfødt frugt kaldet jagua . Potvin vidste straks, at hun ville arbejde med der. Men snarere end at fastlægge sin egen forskningsdagsorden, besluttede hun at spørge samfundsledere, hvilke forskningsprojekter der ville hjælpe dem.
”Disse mennesker er utroligt intelligente, ” siger Potvin, der er kort med lige blondt hår, og hvis engelsk er stærkt bøjet med en fransk canadisk accent. ”De har ikke brug for, at jeg skal fortælle dem, hvad de skal gøre.”
Hun fik at vide, at samfundet var afhængig af chunga, en spiny palme, hvis forlader landsbyboerne fløj ind i kurve. Efterhånden som kurve blev mere og mere populære hos turister, begyndte overhøstning at udtømme chunga fra skoven. For at hjælpe samfundene med at lære, hvordan man selv dyrker håndfladerne, anbragte Potvin Rogelio Cansari, en Emberá fra Darién, der havde modtaget en grad i antropologi fra Texas A&M University, som kandidatstuderende.
Parret opsamlede frø fra de få resterende chungaplanter, de kunne finde, plantede dem i eksperimentelle planter og bestemte under hvilke betingelser de vokser bedst. Derefter arbejdede de med medlemmer af samfundet for at etablere plantager for at levere deres voksende kurvhandel.
Af afgørende betydning inkluderede de også indfødte ledere som coauthors på videnskabelige artikler. ”Catherine kom med den meget innovative idé om at give indfødte mulighed for at være en del af videnskabelig viden, ” siger Cansari, der nu studerer til en ph.d. i antropologi ved Københavns Universitet. ”Det har været meget nyttigt for mine folk.” Forskerne oversatte deres artikler til spansk og præsenterede dem på lokalsamlinger, så landsbyboere fik adgang til dataene og lærte, hvad der blev offentliggjort om dem i den videnskabelige litteratur.
Selvom hun ikke specifikt er bekendt med Potvins arbejde, siger TallBear, at økologens tilgang går ud over, hvad selv de fleste samarbejdsindstillede videnskabsfolk er villige til at gøre. ”Det er ikke en nem ting at gøre. Det tager tid, og det bremser din tid til offentliggørelse, ”siger hun. ”De fleste mennesker, der fakturerer sig som samarbejdsforskning, går ikke så langt.”
Traditionelle hytter med stråtag og tørring af tøj i et Emberá-samfund i Darién. (Høflighed Javier Mateo-Vega) Mens han var i Darién, hørte Potvin, at nogle Emberá var vandret ud af regionen og bosatte sig i Ipeti. Hun var fascineret af byen selv besøgende i 1996. Hun fandt et samfund, der udøvede nogle traditioner, som at bo i stråtagshuse, men som også blev integreret i det almindelige panamanske samfund. Traditionelt kropsmaleri og musik var forsvundet, og spansk erstattede Emberá-sproget.
Det var ikke hver dag, at en videnskabsmand fra et prestigefyldt universitet besøgte Ipeti, som på det tidspunkt var en syv timers kørsel fra Panama City over en stort set ikke-brolagt vej. Da Bonarge Pacheco - en chef på Emberá og Ipeti på det tidspunkt - hørte, at Potvin var i byen, tager han sit bedste tøj og blev med hende til middag.
På trods af tidligere erfaringer med videnskabsmænd, der havde samlet data i Ipeti, men aldrig returneret resultater, siger Bonarge, at han blev vundet af Potvin. ”Jeg opfattede, at hun var en oprigtig person, og jeg havde hørt om hendes arbejde andre steder, ” siger han. De talte indtil midnat, og den næste dag havde de en plan om at samarbejde.
Mange af skoven omkring Ipeti var blevet ryddet både af landsbyboere og invaderende kolonier og var i ru form. Landsbyboere havde problemer med at finde ikke kun chunga, men også flere typer palmer, der var nødvendige for at fortsætte med at bygge deres traditionelle huse - runde, åbne sider med strukturer med luftgennemtrængning og stråtag, der forbliver kølige, selv i Panamas straffende middagshede. Som et resultat begyndte medlemmer af samfundet at bygge nye huse ved hjælp af ikke-traditionelle materialer som træplanker og metalplader.
Potvin arbejdede sammen med samfundet for at studere og dyrke fire palmerearter : chunga, wagara, giwa og sabal . Det arbejde betalte sig: Med palmer, der voksede og leverede materialer, var Ipeti i stand til at fortsætte deres traditionelle husbygning. Undersøgelsen havde også bredere virkninger. Landsbyboere gik tilbage til at spille Emberá-musik - som er afhængig af fløjter lavet af en bambus, som Potvin også hjalp dem med at vokse - og genoplivet deres vigtige kulturelle tradition for kropsmaleri.
Potvin fik endda malet sig selv. Gennem sine års samarbejde med Emberá, siger hun, at hun følte, at hun havde tjent det. ”Jeg ved nu, at der er en masse diskurser om genanvendelse af disse ting, og det er ret kontroversielt, ” siger hun. ”Jeg synes bare det er smukt.”
Catherine Potvin, til højre, viser et kulstofkort til Evelio Jiménez og samfundets medlemmer af Guna Comarca i Madungandi, i det østlige Panama i 2013. Omkring denne tid begyndte højtstående politikere og miljøfolk at se tropiske skove som Darién som en del af den globale indsats for at bekæmpe klimaforandringer. På FN's klimakonference i Montreal i 2005 fremkom et program til reduktion af kulstofemissioner fra afbrænding eller rydning af stående skove, der tegner sig for 10 til 15 procent af alle drivhusgasemissioner. Programmet blev døbt med forkortelsen REDD, der står for "reduktion af emissioner fra skovrydning og skovforringelse."
Den grundlæggende idé er enkel: Træer er omtrent halvdelen af kulstof i masse, og voksende træer fortærer og opbevarer kuldioxid, den gas, der er ansvarlig for de fleste menneskeskabte klimaændringer. For at give et incitament til at holde skove stående forestillede klimaforhandlere et kulstofmarked, hvorigennem velhavende lande, der er ansvarlige for de fleste kulstofemissioner, kunne betale fattige lande for at beskytte skove. Mens ingen troede, at en sådan ordning kunne forhindre klimaforandringer, så det ud som en god strategi til i det mindste at bremse den.
At få REDD + ('+' blev tilføjet i 2007 for at omfatte forbedret skovforvaltning) til at arbejde på jorden har imidlertid været alt andet end simpelt. Tropiske skove vokser i snesevis af for det meste fattige lande, hvis regeringer ofte mangler viljen eller evnen til at beskytte dem mod de utallige trusler, de står over for: ulovlig skovhugst, minedrift, kvægopdræt, landbrug og mere. En bredt citeret analyse af 2013 af satellitdata indsamlet mellem 2000 og 2012 fandt, at skovklædte områder krympet i næsten ethvert tropisk land foruden Brasilien, ofte med svimlende store mængder.
Derudover er få udviklingslandes regeringer udstyret til at foretage de systematiske målinger, der er nødvendige for at verificere, at yderligere kulstof virkelig er blevet sekvesteret. ”REDD + præsenteres ofte som en klimasucceshistorie, delvis fordi ideen ser så enkel og tiltalende ud, ” skrev økonom Arild Angelsen og biolog Louis Verchot fra Center for International Forestry Research in Indonesia i 2015. Men uden for Brasilien, ”er der få historier om betydelige tidlige fremskridt, ”skrev forfatterne.
Så er der den kendsgerning, at oprindelige samfund ofte har urolige forhold til deres nationale regeringer og sjældent er blevet inkluderet i diskussioner, hvor mekanikken i REDD + blev udviklet. Som et resultat er de på vagt over for kulstoffokuserede ordninger, der muligvis begrænser, hvad de kan gøre i deres skove.
Dette kan begynde at ændre sig. På FN's klimakonference i Paris i 2015 frigav en koalition af oprindelige grupper og videnskabsfolk en rapport, der pegede på, at mere end en femtedel af verdens tropiske skovkulstof er i oprindelige territorier og kræver stærkere jordrettigheder og inddragelse af oprindelige mennesker i klimaet forhandlinger. Forskning understøtter dette argument: En nylig undersøgelse offentliggjort i Proceedings of the National Academy of Sciences viste, at anerkendelse af oprindelige folks rettigheder i den peruanske Amazonas har bidraget til at beskytte skove der.
Men sjældent har oprindelige grupper modtaget anerkendelse eller kompensation for at beskytte deres skove. Parisaftalen 2015 nævner oprindelige folk flere steder, men garanterer ikke dem en rolle i landenes klimahandlingsplaner.
”Regeringer er som pengeautomater ved at klikke, klikke, klikke, klikke, klikke - de ser denne grønne fond som en stor kilde til ny finansiering, ” sagde Cándido Mezúa, en Emberá-leder fra Darién og en medforfatter til 2015-rapporten. ”For virkelig at opnå beskyttelsen af skove, er den eneste måde at anerkende menneskerettighederne i skoven og at navngive vores lande.”
Ipetis skove. (Gabriel Popkin) I dag ser Potvin og Mateo-Vega deres arbejde som en casestudie i, hvordan videnskab kan understøtte den slags beskyttelse, Mezúa ser for sig. Mere end halvdelen af landets primære skove ligger i oprindelige territorier, ifølge en analyse fra Potvins gruppe. Men inden FN-samtalerne havde de aldrig haft en grund til at tænke over, hvor meget kulstof deres skove holder. Som Cansari udtrykker det: "Kulstof er ikke noget, som oprindelige mennesker kan røre ved."
Potvin, der deltog i klimaforhandlingerne som forhandler for Panama, fortalte hende Emberá-kontakter om drøftelserne om kulstofmarkedet. I frygt for at blive udeladt bad ledere i samfundet hende om at hjælpe dem med at måle, hvor meget kulstof deres skove indeholdt. Hun var enig. Fra Ipeti uddannede hun lokalsamfundets medlemmer til at registrere diametrerne af træer i skov med forvaltet samfund, agroforestry plot (beplantning af træer, der leverer frugt og materialer) og ko græsning. De brugte derefter standardiserede ligninger og statistiske metoder til at konvertere individuelle trædata til estimater af kulstof, der er lagret i et givet område.
De fandt ud af, at Ipetis skove indeholdt omkring dobbelt så meget kulstof pr. Areal som agroforestry plot, mens græsarealerne, uventet, indeholdt lidt kulstof. Da undersøgelsen var den første til at kvantificere det kulstof, der blev opbevaret i Ipetis skov, udgjorde det et afgørende fundament for samfundet at undersøge at blive involveret i det nye carbonmarked.
Lige så vigtig var opmærksomheden, som undersøgelsen bragte til Ipetis resterende skove, siger Pacheco. I takt med at Ipeti-beboere og kolonier rydder træer, ville halvdelen af den resterende skov være væk inden for et årti, fandt forskerne. Fællesskabets medlemmer noterede sig og sænkede dramatisk hastigheden, hvormed de ryddet skove til landbrug. Som et resultat forbliver omkring halvdelen af deres territorium skov i dag - i modsætning til Piriati, et nærliggende Emberá-samfund, hvor Potvin ikke arbejdede, og som til sidst mistede al sin skov.
”Vi kalder det Potvin-effekten, ” siger Pacheco.
Mateo-Vega står ved bunden af et cuipo-træ i Ipetis skove. (Gabriel Popkin) Få år senere begyndte lederne af Potvin, Mateo-Vega og Emberá at planlægge en kampagne for kulstofmåling i skoven i Darién med støtte fra Miljøforsvarsfonden og Verdensbanken. Udfordringerne ville være meget større end i Ipeti - felthold ville have brug for at trække udstyr til fods eller kano i ophold i uger, og de ville have brug for beskyttelse mod gerilja-krigføringen i nabolandet Colombia, som truede med at spilde ud over grænsen. Den gensidige tillid, som Potvin og Mateo-Vega havde brugt år på at bygge, ville være essentiel.
Mateo-Vega hyrede en Emberá-assistent, Lupita Omi, som han kendte fra arbejdet i Ipeti, til at arrangere møder med landsbychefer. (De to er blevet så tæt på, at de nu kalder hinanden hermanito og hermanita - spansk for “lillebror” og “lillesøster”.) I 38 separate møder forklarede parret deres projekt mål og hvordan de indsamlede data ville være til gavn for lokalsamfundene. Overvejelser kunne vare op til fem timer, fordi medlemmer af samfundet var på vagt over for ethvert initiativ, der førte endda en fløj af REDD +.
”Samfundene lyttede virkelig nøje til alle ord, ” siger Omi. ”De indså, at det kunne påvirke deres levebrød og deres territorier.” I sidste ende accepterede hvert samfund projektet.
Mateo-Vega hyrede derefter og uddannede et besætning af skovteknikere fra Darién og Ipeti og kastede sig ned i skoven. De satte lejr, sendte jægere ud efter aber eller leguan til nattemiddagen og kom til at arbejde med at udstikke firkantede grunde 100 meter (lidt længere end en fodboldbane) på en side og måle højden og omkredsen af hvert træ større end 50 centimeter i diameter.
Arbejdet var hårdt. Varmen kunne være brutal, og regnvejrsnedbørs forvandlede skovbund til mudder. Spor måtte skæres fra den tætte underbygning med macheter, pit-huggormer lurede overalt, og grimme rygter, der vokser på mange planter, kunne let punktere støvler og hud. Truslen om vold var aldrig langt fra holdets tanker, skønt de aldrig blev angrebet. På en udfartning kapslede en kano, der transporterede medlemmer af sikkerhedsteamet og deres ammunition hurtigt, og de måtte opgive turen, selvom det betød, at to fjerntliggende skovtyper ikke blev overvåget.
Men for deres indsats fik Mateo-Vega og hans besætning adgang til skove, som næsten ingen videnskabsfolk nogensinde havde studeret. De opdagede et træ, der knuste rekorden for den største i Panama. Besætningens målinger afslørede, at nogle af dens skove var langt mere kulstofrige og fyldt med biologisk mangfoldighed, end nogen havde dokumenteret.
Mateo-Vega er kommet til at tro, at den undervurderede Darién - en opdagelsesrejsende fra det 19. århundrede beskrev det som et "grønt helvede" - fortjener at blive rangeret blandt verdens store skovregioner. ”Efter vores mening er det Amazonas i Mellemamerika, ” siger han. På den sidste dag af sin sidste feltrejse så han en jaguar svømme over en flod - en første for ham i sine 35 år, der arbejdede i regnskoven. Han drømmer stadig om at gå tilbage.
Ud over at indsamle værdifulde data, viste Mateo-Vegas team et større punkt: at samfundsmedlemmer med ordentlig uddannelse, men ingen tidligere videnskabelig baggrund kunne tage skovmålinger lige så godt som forskere. Og de kunne gøre det til en brøkdel af prisen. Tilsvarende succeshistorier fra samarbejder andetsteds antyder, at REDD + kunne implementeres og overvåges direkte af samfund, der ejer store dele af verdens skove.
”Når de trænes, og når de stimuleres ... kan de indsamle så høj kvalitet som alle andre, ” siger Wayne Walker, en økolog ved Woods Hole Research Center, der ledede et samfundsbaseret kulstofmåleprojekt i Amazonas.
Potvin har offentliggjort retningslinjer for sådan samarbejdsundersøgelse på McGill-webstedet. Andre hints dukker også op, at videnskab muligvis kaster sin koloniale arv. I marts udstedte San-befolkningen i Sydafrika, hvad der menes at være den første kode for forskningsetik, som oprindelige mennesker i Afrika har sammensat. De første nationers folk i Canada og Aborigines i Australien har udviklet lignende koder.
Mateo-Vega og hans samarbejdspartnere tilføjede for nylig deres eget bidrag til denne voksende litteratur og offentliggjorde deres metoder og resultater i tidsskriftet Ecosphere. Emberá-samfund er nu parat til at indsamle data til støtte for REDD + eller enhver anden fremtidig kulstofkompensationsordning, skrev de.
”Vi arbejdede os ud af et job - hvilket var planen, ” siger Mateo-Vega.
...
Bevæbnet med data begyndte Emberá-samfundene at finde ud af det næste trin: hvordan man bruger dem. I Ipeti og Piriati, der kun fik en formel titel på deres lande i 2015, var konsensus en række workshops for planlægning af arealanvendelse for at kortlægge, hvordan beslutninger om arealanvendelse ville påvirke deres skove.
Workshoppen har været "en opvågning" for lokalsamfundene, siger Mateo-Vega. Han minder om en ældste i Piriati, der græd, da han indså, at hans døtre aldrig havde set skoven eller spist buskekød - de indfødte vildtdyr, som Emberá-folk traditionelt har jagtet. ”De er klar over, at de er kommet væk, ” siger han.
Tilbage på landbrugsmødet i Ipeti, da Mateo-Vega fortsatte med at forklare de data, der blev visualiseret ved hans kort, var hans publikum begyndt at åbne op. Fællesskabets medlemmer reflekterede over, hvad de havde mistet, da skoven var forsvundet. ”Før spiste vi peccary og hjort, ” sagde en mand. ”Nu skal vi have park rangers.”
En anden klagede over, at de spiste introducerede tilapia, snarere end indfødte wacuco-fisk, der plejede at trives i vandløb beskyttet af skove. ”Jeg er Emberá; Jeg vil leve som en Emberá, ”sagde han.
Ved afslutningen af mødet var samfundets medlemmer enige: De skulle bringe skoven tilbage. Men i betragtning af at landbrug ofte bringer hurtigere - og meget behov for - overskud, hvordan det nøjagtigt ville gøre dette, var det endnu ikke at finde ud af.
Efter at mængden var spredt, snakede Mateo-Vega sig sammen med ledere i samfundet. De overvejede et koncept, de kaldte Emberá-REDD. De ville overveje at deltage i FN-programmet, men på deres egne vilkår er det ikke dem, der er tilberedt i Panama City eller Washington, DC
Unge mennesker kunne ansættes for at måle kulstof og patruljere territoriet for at sikre, at kolonier ikke ødelægger deres skove, foreslog en leder. REDD + ville således ikke kun handle om træer og kulstof, men om job og uddannelse - og om fødevaresikkerhed og kulturel bevarelse.
”Vi er nødt til at beskytte skoven af vores egne grunde, ” sagde Mezúa.
Skoven ville komme tilbage. Samfundene ville vende tilbage til at spise buskød og samle medicinske planter. De skulle bygge deres traditionelle huse igen.
Hvad med de grimme regeringsbygde huse, spurgte Mateo-Vega.
”Måske bliver de brugt til opbevaring, ” sagde Sara Omi, Lupitas søster og leder af Emberá's regionale kongres.
Mateo-Vega kunne godt lide det, han hørte. Men han og Potvin er hurtige med at understrege, at deres job ikke er at vælge, om samfundene i sidste ende accepterer REDD + eller træffer nogen anden beslutning for dem. Det er snarere at styrke samfundene til at træffe deres egne informerede valg.
De anerkender, at dette ikke altid er den letteste eller hurtigste eller mest glamourøse måde at udføre videnskab på. Men det er den rigtige måde. ”Det er et partnerskab og et forhold mellem lighed, ” siger Potvin. ”Jeg tænker på det som dekolonisering.”
