Du er blevet kaldt "en af de farligste indianere i live." Hvad prøver du at sige?
Nogle gange kan beskeden være potent. Et af mine emner er med etnisk identitet - hvordan folk opfatter os og hvordan vi opfatter os selv. Ikke alle kan tale om det, så jeg gætter på, at det gør mig til en farlig karakter.
Relateret indhold
- Spørgsmål og svar: James Luna
- Robert Bullard
- John Alexander
Hvorfor gør du dig selv til genstand for din kunst?
Fordi jeg kender mig bedre end jeg kender noget andet. Hvordan taler du om ting som interkulturel identitet. Taler du om det i tredje person? Hvis du ofrer dig selv, så at sige, bliver det meget mere dynamisk. Jeg kan godt lide at tro, at jeg i mit arbejde taler om noget, jeg ved, fordi jeg har levet det, i modsætning til noget, jeg læste om.
Jeg kiggede på arbejde, som jeg ikke havde været involveret i. Der var et hul der, som jeg udfyldte temmelig hurtigt, da jeg kiggede rundt på mig selv, min familie, min stamme, mit samfund og min forbehold. Det var alt der, jeg behøvede ikke at gå nogen steder for emner. Jeg har været i dette 30 år, og jeg har sandsynligvis et andet - jeg ved ikke, hvor mange år - der skal udføres, fordi det er der, det skal bare snakkes med. Det er en besked til yngre kunstnere.
Kunne du give et eksempel på et af dine stykker, og hvordan det handler med etnisk identitet og opfattelse?
Jeg havde længe set på repræsentation af vores folk på museer, og de boede alle tidligere. De var ensidige. Vi var simpelthen genstande blandt knogler, knogler blandt objekter og derefter underskrevet og forseglet med en dato. I den ramme kunne du virkelig ikke tale om glæde, intelligens, humor eller noget, som jeg ved, udgør vores folk.
I "The Artifact Piece" blev jeg den indiske og løj i tilstand som en udstilling sammen med mine personlige genstande. Det ramte en nerve og talte højt i det indiske land, kunstverdenen og antropologiens grænse.
Installationen tog genstande, der repræsenterede en moderne indianer, som tilfældigvis var mig, hvor jeg indsamlede mine memorabilia, som f.eks. Min grad, mine skilsmissepapirer, fotos, albumalbum, kassetter, universitetsmonumenter. Den fortalte en historie om en mand, der var på college i 60'erne, men denne mand var tilfældigvis indfødt, og det var snoet på det.
Hvilken rolle spiller publikum?
Hvad jeg kan lide ved installationer er, at publikum deltager. De går rundt, de ser, de bliver en del af det. Som kunstneren ved du, hvordan du kan få dem til at stoppe, ved du, hvornår du kan få dem til at gå til dette hjørne, fordi det er sådan du lægger det ud.
Jeg involverer publikum. Folk giver dig kontrol over deres fantasi. Jeg kan få dem rasende et øjeblik og græde det næste. Det er den magt publikum giver dig. Det er at vide det og vide, hvordan man bruger det effektivt.
Jeg antager, at udsagnet er, at jeg ikke er her oppe for at underholde, selvom jeg kan være forbandet underholdende. Jeg er her for at lære dig.
I et stykke beder du publikum om at tage et billede med dig, en "rigtig levende indianer." Reaktionen er lige så meget en del af kunstværket som det, du laver.
Det var en af de mere ultimative publikumsdeltagelsesstykker, som jeg skrev. Jeg var ikke opmærksom på den indvirkning, det ville have. Det stykke kunne have været en katastrofe, hvis ingen ville være involveret, eller de ville stå op og synge og danse. Men hvad det skabte var en samtale blandt folk i rummet om, hvorvidt de skulle eller ikke - hvad der foregik i nuet, når du bliver bedt om at tage et billede med en rigtig indianer. Hvad betyder det?
Det var også førende - der var en indianer i en buksetøj med alle gående "Åh wow, der er en indianer." Så kom jeg ud i mit gadetøj, og de sagde "Åh, der er en fyr." Men da jeg kom ud i min regalia, vidste jeg, at det ville få svaret fra publikum. Alle gik efter det. Der var en stor ooh og aah, da jeg trådte op på sokkelen med mit krigsdansantøj. De glemte alt det andet og stod virkelig op for at få taget deres billede. Dette er det minde, de virkelig ønskede. Selv folk, der var kunstkyndige, faldt for det.
Hvad er nogle af de andre overraskende reaktioner, du har fået?
Nå, chok og forfærdelse, tristhed, empati, forening. Jeg ændrede det "Tag et billede med en rigtig indianer" i sidste øjeblik under en forestilling. Jeg tog hovedbøjlen ned, og det dækkede mit ansigt. Jeg sagde "Tag et billede med en rigtig Mellemøsten." Alles mund faldt. Det var ikke så sjovt længere. Jeg gjorde bare noget spontant, fordi det var noget betimeligt i mit sind. Det var virkelig ikke så langt fra hvad jeg sagde, men for nogle mennesker var det. Det mindede dem bestemt om, at dette er aktuelle nyheder. Der er bestemt nogle racemæssige ting, der sker i vores samfund i dag.
Fortæl mig om dit seneste værk, "Emendatio" (latin til emendation eller korrektion), som hylder den indfødte amerikaner Pablo Tac fra 1800-tallet?
Tac tog opfattelsen af vores kultur fra at blive set på som spyd chuckers til lingvister. Hvor mange mennesker vidste, at vi havde denne person, der træner i den katolske kirkes tjeneste i Rom, som begyndte at udtænke vores eget alfabet og historier fra et indisk synspunkt? I dag er vi på udkig efter at gendanne vores sprog. Det er en nøgle til enhver kultur, og det vil gøre os stærkere. Det er en af de første ting, som vi blev nægtet, var vores sprog og vores religion.
Det var noget, jeg ville ønske, at andre mennesker vidste, at det måske ville ændre folks holdning til os. For vores folk er han en virkelig vigtig figur. Her var det over 100 år siden nogen forsøgte at lære engelsk. Pablo Tac absorberede dette sprog, fordi han kunne se fremtiden for vores folk, som ikke så godt ud. En måde at få kulturen til at overleve lidt på er at nedskrive den.
