I Italien, hvor han arbejdede med opgaver for flere magasiner, fik forfatter Bob Spitz en usædvanlig opfordring fra den italienske handelskommission i 1992.
"Vil du gerne være en eskorte for en ældre kvinde?"
Spitz svarede hurtigt, ”Frue, jeg laver ikke den slags arbejde.”
”Det er til Julia Child, ” oplyste kvinden på telefonen. Endnu hurtigere til at svare denne gang sagde Spitz, ”jeg er lige over.”
Og dermed begyndte hans måned lange turné med en af de største kulinariske figurer i amerikansk historie.
Julia Child ville være 100 år gammel i 15. august. Kendt for sin markante vibrato-stemme, sin højde og sin rolle i at bringe fransk mad over Atlanterhavet i 1960'erne, stod Child en imponerende 6-fod-2 og kunne ikke hjælpe med bemærkes.
Første gang Spitz mødte hende, var alt, hvad han kunne høre, et kor med frokost, som amerikanerne kvitrede, ”Det er Julia. Det er Julia. ”Han sad på et hotel i Taormina og så på hende gå hen over piazzaen. ”Hvert hoved på stedet vendte sig, ” siger han, og alle henviser til hende blot som Julia, ikke Julia Child.
Selvom Spitz voksede op med at lave hendes opskrifter, var det først i en uplanlagt månedlig rejse gennem Sicilien med Julia Child, at han vidste, at han var nødt til at skrive en biografi, der fangede hendes ånd.
Sammen spiste parret deres vej over Sicilien, talte om mad og undersøgte hendes liv på ny. Barn havde netop set sin mand og forretningspartner Paul komme ind på en medicinsk facilitet, da hans mentale fakulteter begyndte at falme, og hun var i et kontemplativt humør, siger Spitz.
Naturligvis mindskede det ikke hendes ånd, som Spitz beskriver som "nådeløs." Selvom hun ikke særlig plejede italiensk mad ("Saucerne var for kedelige for hende"), tog Child sin tur alvorligt.
”Vi gik ind på restauranterne, men så gik hun ind i køkkenet, ” ofte uden invitation, siger Spitz. "Hun talte med kokken, hun ryste alles hånd i køkkenet, endda busboys og opvaskemaskiner, " husker Spitz, "Og sørget altid for at tælle, hvor mange kvinder, der arbejdede i køkkenet."
Hvis Child modtog varme modtagelser fra ferierende amerikanere, var de italienske kokke mindre end stjerne slået. Mange, siger Spitz, vidste ikke engang, hvem hun var. ”De italienske kokke, de fleste af dem mænd, hvor vi rejste, var ikke så glade for at se en 6-fods-2-kvinde komme ind i deres køkken, og uden at spørge dem, dyppe hendes store pote i bestandsgryden og smage sausen sammen med hende fingre. ”Hendes skarpe opførsel bragte ofte irettesættende, morderiske stirrer, siger Spitz. Ikke let afskrækket, syntes hun det var morsomt. ”Hun sagde til mig, ” Åh, de taler ikke engelsk. Se på dem! De ved ikke, hvad jeg er lavet af. De ved ikke, hvad de skal gøre med mig. ' Det var fantastisk, ”siger Spitz.
Få mennesker i barns liv så ud til at vide, hvad de skulle gøre med hende. Hun voksede op i en konservativ familie i Pasadena, Californien, hvor hun spillede tennis og basketball. Efter college og en kort tekstforfatterkarriere i New York gik hun hjem igen og meldte sig frivilligt med Junior League. Hun trang efter eventyr, hun forsøgte at verve sig til Women's Army Corps, men var for høj. I stedet afviklede hun sig på kontoret for strategiske tjenester, begyndte sin karriere i Sri Lanka i 1944, før hun tog til Kina og til sidst Frankrig efter at Paul blev tildelt der.
Resten er en velkendt historie. Hun udviklede en hengiven passion for fransk mad og teknik, træner og arbejdede utrætteligt med at registrere sine fund. Den første bind af hendes Mastering the Art of French Cooking blev udgivet i 1961, med et andet bind, der skulle komme i 1970. I mellem begyndte hun sin tv-karriere med vært for "Den franske kok."
”Hun har aldrig prøvet at arbejde på en personlighed, ” siger Spitz om showets succes. ”Den dag, hun gik første gang på tv, var det hele der - hele Julia Child-personaen var intakt.”
Hendes dedikation til at få ægte fransk mad ind i amerikanske hjem, der var vant til tv-middage og Jello-desserter, fik energi til hver episode. Men Spitz insisterer på, at hun ikke bare ændrede den måde amerikanerne spiste, hun ændrede den måde, de levede på.
Givet muligheden for at rydde en ting op, har Spitz en misforståelse i tankerne: ”Julia faldt aldrig noget. Folk sværger for, at hun faldt kyllinger, stegt - skete aldrig. ”Ligeledes udviklede mytologien omkring hende drikker på showet, som var begrænset til slutningen af hvert show, da hun satte sig ned for at nyde sit måltid, også sit eget liv. ”Julia var på ingen måde en frodig, ” siger Spitz. ”Selvom, ” tilføjer han, ”da vi var på Sicilien, forbruge hun alkohol i mængder, der fik mine øjne til at bugne ud.”
”Hun var en kvinde, der kunne lide eventyr, ” siger Spitz. Parret skulle undertiden turnere på det italienske landskab med motorcykel. ”Bare ved at vide, at denne 80-årige 6-fods-kvinde, ikke mindre Julia Child, var på bagsiden af en motorcykel, kørte med mig - den fortalte mig alt, hvad jeg havde brug for at vide om hende.”
Spitz vil læse fra og diskutere sin nye biografi, Dearie: The Remarkable Life of Julia Child , onsdag den 8. august kl. 19 på Natural History Museum. Han deltager også i 100-års jubilæum den 15. august.
