Den første eksplosion gnistrede gennem det gamle kvarter San Sebastián klokken ett om eftermiddagen. Det raslede vinduerne i de udsmykkede bygninger omkring Santa Maria del Coro-kirken i det 18. århundrede og sendte en flokk med duer ind i himlen. Vi stod på en brostensbelagt plaza uden for en af byens mest berømte pintxoer - tapas-barer, La Cuchara de San Telmo, spiste briseret kanin og nipper til rød Rioja-vin, da vi hørte det. Et minut senere kom en anden eksplosion, og derefter en tredje. ”Lad os se, hvad der sker, ” sagde min kammerat, Gabriella Ranelli de Aguirre, en amerikansk rejsearrangør, gift med en indfødt i San Sebastián, som har boet der i næsten 20 år.
Relateret indhold
- Forkæl dig med det amerikanske baskiske køkken
- Blanding af terrorisme og turisme
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke. Dette var trods alt Baskerlandet, hjemlandet Euskadi Ta Askatasuna, eller ETA (baskisk for "baskisk hjemland og frihed"), som har ført en voldelig kampagne for uafhængighed fra Spanien i næsten fire årtier. Det er sandt, at gruppen, der har dræbt omkring 800 mennesker og lemlæstet hundreder mere, ikke havde udført en bombning eller skyderi i tre år, og det ser ud til, at momentum bygger mod en varig fred.
Denne sidste marts i et meddelelse, der bedøvede Spanien og verden, havde gruppen endda erklæret en "permanent våbenhvile" og sagde, at den var forpligtet til at fremme "en demokratisk proces." Batasuna, ETAs politiske arm - som var blevet forbudt af den spanske højesteret i 2003 - har været involveret i stille samtaler med det baskiske nationalistiske parti og andre baskiske politiske partier om etablering af en køreplan til en permanent fred. Og i et andet tegn på skiftende tider rejste Gerry Adams, lederen af Sinn Fein, IRAs politiske fløj, og Gerry Kelly, en domfældet bombefly, der blev Sinn Fein-stedfortræder, til Baskerlandet sidste forår for at give Batasuna råd om fredsforhandlinger. Sinn Fein-lederne, der engang gav ETA råd om bombefremstillingsteknologi, har også lobbyvirksomhed med den spanske regering for at henlægge anklager mod de øverste baskiske separatister, legalisere Batasuna og flytte 700 ETA-fanger, der holdes i spanske og franske fængsler tættere på deres familier. "Vi nærmer os begyndelsen på slutningen af ETA, " erklærede premierminister José Luis Rodríguez Zapatero i februar 2006.
Men da Ranelli og jeg kørte mod havnen, måtte jeg spekulere på, om gruppen var vendt tilbage til sin gamle taktik. Derefter så jeg årsagen til ophør: en hvidhåret mand iført en blå Napoleonsk militæruniform med epauletter og brandede en musket skyder i luften. Han tilhørte, forklarede han, Olla Gora, en af San Sebastián's snesevis af "spiseforeninger", kun mandlige klubber, der var dedikeret til udøvelse af socialt samvær og gastronomisk forkælelse. ”Det er vores [samfundets] hundrede århundrede, ” sagde han, og dets medlemmer genindførte Napoleonskampene, der rasede her i det 19. århundrede. Da Ranelli og jeg kørte tilbage gennem de maleriske gyder i det gamle kvarter - genopbygget efter 1813, da de britiske og portugisiske tropper brændte næsten det hele ud - sagde hun, at min reaktion var alt for almindelig. "San Sebastián er en vidunderlig by, " fortsatte hun, "men volden har formørket alt andet. Mange af mine venner har haft indtryk af, at dette er et skræmmende sted - en anden Beirut."
Sammenligninger med Libanon kan være overdrevne. Men denne barske region i skyggen af Pyrenæerne har længe været en afvigelse - en enklave præget af et gammelt sprog, en tradition for god mad og vin og en politisk kultur gennemvædet med blod. ETAs terrorkampagne, der fodrede med baskisk stolthed og årtier med undertrykkelse fra den spanske diktator Francisco Franco, gjorde elegante byer som San Sebastián og Bilbao til caldroner af frygt og vold. På højden af sin voldelige kampagne for uafhængighed i 1980 dræbte separatisterne 91 mennesker, og utallige erhvervsvirksomheder er blevet offer for ETA-afpresning i de sidste fire årtier. "Alle i Baskerlandet har en fætter eller en onkel, der enten har været et offer eller et medlem af gruppen, " fortalte en baskisk journalist mig.
Nu betragtes ETA i vid udstrækning som en anakronisme, en holdover fra de dage, hvor radikale grupper som Italiens Røde Brigader og Vesttysklands Baader-Meinhof-bande rekrutterede europæisk ungdom med deres marxist-leninistiske retorik og desperado chic. I 1997 udpegede De Forenede Staters regering ETA til en udenlandsk terrororganisation. Siden da er en række udviklinger - Baskerlandets voksende velstand; et indbrud efter den 11. september på terroristgrupper; udbredt frastødelse ved voldelig taktik i kølvandet på Al Qaidas Madrid-togbombning i 2004 (som ETA oprindeligt blev bebrejdet) arrestationer af ETA-flygtninge i både Spanien og Frankrig; og en aftagende entusiasme for ETA's mål om uafhængighed - har drænet bevægelsen for meget af sin styrke.
Fredsprocessen er dog stadig skrøbelig. I de senere år har ETA erklæret andre våbenhvile, som alle kollapsede. Det største spanske oppositionsparti, ledet af den tidligere premierminister José María Aznar, har opfordret regeringen til ikke at forhandle. Fredsinitiativet udfordres af ofre for ETA-terror, og enhver aftale vil sandsynligvis efterlade det uløste spørgsmål om baskisk uafhængighed uafklaret. Zapatero advarede i juni 2006 om, at processen ville være "lang, hård og vanskelig" og sagde, at regeringen ville fortsætte med "forsigtighed og skøn."
Derefter rystede en række tilbageslag den spanske regering og frygter frygt for at vende tilbage til vold. Først i august kritiserede ETA offentligt de spanske og franske regeringer for "kontinuerlige angreb" mod baskerne, tilsyneladende med henvisning til arrestationer og retssager mod ETA-medlemmer, der er gået på trods af våbenhvilen. Tre ETA-medlemmer med hætte har læst et meddelelse ved en pro-uafhængighedsrally i slutningen af september, hvor de bekræftede gruppens "forpligtelse til at fortsætte kampe, våben i hånd, indtil uafhængighed og socialisme opnås i Euskal Herria [Baskerlandet]." En uge senere snublede en vandrere i skoven i det franske baskiske land, nær den spanske grænse, over skjulte våben - inklusive pistoler og kemikalier til bomberedskab - forseglet i plastikplader, åbenbart beregnet til ETA. Senere i oktober forsvandt omkring 350 kanoner fra en pistollager i Nîmes, Frankrig; det blev mistænkt for, at ETA havde konstrueret tyveriet. Det var måske den største indikation endnu, at gruppen kunne forberede sig på forhandlingernes sammenbrud og genoptagelsen af angreb.
Men trods alle forhindringer er stemningen optimistisk. Rejser jeg rundt i Baskerlandet, fra San Sebastián-vejen til bjerglandsbyer dybt i det baskiske hjerteland, mødte jeg en følelse af optimisme - en tro på, at baskerne har en reel chance for en varig fred for første gang i årtier. "Jeg kan stadig huske den dag, hvor jeg hørte nyheden [om våbenhvilen]. Det gav mig gåse bumser, " siger Alejandra Iturrioz, borgmester i Ordizia, en bjergby, hvor et dusin borgere er blevet dræbt af gruppen siden 1968.
I Bilbao, Baskerlandets største by og en spirende kulturhovedstad (hjemsted for arkitekten Frank Gehrys Guggenheim Museum), mærkes ændringen allerede. "Flere mennesker kom i sommer end nogensinde før, " siger Ana López de Munain, kommunikationsdirektør for den slående titanium-og-glasskabelse. "Stemningen er blevet mere afslappet. Vi håber bare, at det forbliver sådan."
Intetsteds er fordelene ved aftagende spænding mere tydelige end i San Sebastián, en kosmopolitisk badeby, der komfortabelt ligger uden for den baskiske og spanske verden. Tolv miles vest for den franske grænse, langs en robust, hesteskoformet bugt mod Biscayabugten, var San Sebastián en baskisk fiskeri- og handelsby indtil midten af det 19. århundrede; i 1845 kom den spanske dronning Isabel II, slået af en hudlidelse, og badede i Concha-bugten efter hendes lægeordrer. Aristokrater fra Madrid og Barcelona fulgte op og kastede strandkabaner og Belle Epoque-villaer, bryllupskagestrukturer prydet med tårne og spir. Langs Rio Urumea, en flod tidevand, der tømmes i Concha-bugten og deler byen i to, vandrede jeg Paseo de Francia - en faux strækning af Ile St. Louis med en seine-lignende promenade.
San Sebastián har selv været scenen med politisk vold: I 1995 gik en ETA-skytter til en bar i centrum og skød en af byens mest populære politikere, Gregorio Ordoñez. Seks år senere marsjerede tusinder tavse gennem gaderne for at protestere mod drabet på avisdirektør Santiago Oleaga Elejabarrieta. Men der har ikke været skud eller bombning her i årevis. Fast ejendom blomstrer med to-værelses ejerlejligheder mod havet og henter op til en million euro.
Jeg gik til frokost i det velhavende Gros-kvarter med Gabriella Ranelli og hendes mand, Aitor Aguirre, en 39-årig tidligere professionel spiller af pelota, svarende til den sport, der bedre var kendt i USA som jai alai, det indendørs spil, der blev spillet med en hård gummikugle og handsker med kurvlignende forlængelser. (Pelota er den mest populære sportsgren i Baskerlandet.) Vi stoppede ved Aloña Berri, en pintxosbar, der er kendt for sine udsøgte madminiaturer, og bestilte tallerkener med Chipiron en Equilibria, en lille firkant med ris tilsat blæksprutte, der serveres med sukkerkrystaller spundet rundt om en træpind, der spyder en baby blæksprutter. Sofistikerede virksomheder som denne har omdannet San Sebastián til et af de europæiske kulinariske centre. Aguirre fortalte mig, at byen i disse dage er mere dedikeret til forfølgelsen af gode tider end politisk ophidselse. ”Rødderne til de baskiske problemer er i provinserne, hvor den baskiske kultur er stærkest, sproget bliver talt hele tiden, og folk føler, at deres identitet er mere truet, ” tilføjede han. "Her ved kysten, med den kosmopolitiske indflydelse, føler vi det ikke så meget."
Stadig forbliver San Sebastián tydeligt baskisk. Cirka 40 procent af dens befolkning taler baskisk; Identifikationen med Spanien er ikke stærk. Her vækker separatistisk politik stadig følelser. Den spanske instruktør Julio Medems dokumentar La Pelota Vasca ( Den baskiske kugle ), der indeholder interviews med 70 basker om konflikten, skabte en fyr på San Sebastián filmfestival 2003. Og minder om Francos brutaliteter er ætset i byens psyke. Paladset, hvor Franco ferierede i 35 år, er blevet skoddet siden hans død i november 1975; byen drøfter stadig, om det skal omdannes til et museum, et hotel eller et mindesmærke for hans ofre.
Én regnfuld eftermiddag, efter at have taget en udstilling med russiske malerier på Bilbaos Guggenheim Museum, tog jeg 30 minutters kørsel til Gernika, beliggende i en smal floddal i Vizcaya-provinsen. Gernika er baskernes åndelige hovedstad, hvis antikke kultur og sprog, nogle mener, stammer flere tusinde år tilbage. Fra middelalderen mødtes Castilianske monarker her, under en hellig eg, for at garantere baskerne deres traditionelle rettigheder eller fueros, herunder særlig skattestatus og fritagelse for at tjene i den castilianske hær. Men i 1876, ved afslutningen af den anden Carlist-krig i Spanien, blev disse garantier endeligt ophævet, og baskernes drømme om autonomi eller uafhængighed fra Spanien blev udskudt på ubestemt tid.
Jeg parkerede min bil i udkanten af byen og gik til hovedpladsen, stedet for Gernika Peace Museum, som mindes om den begivenhed, der er kommet til at definere byen. Da den spanske borgerkrig brød ud i 1936, allierede baskerne sig med den republikanske regering eller loyalister mod fascisterne, ledet af Franco. Den 26. april 1937 bombarderede og straffede den italienske og den tyske luftstyrke på Francos ordrer Gernika med at dræbe mindst 250 mennesker, en begivenhed udødeliggjort af Picassos maleri opkaldt efter byen. (Kunstneren brugte en alternativ stavemåde.) "Gernika er skåret ind i hjertet af hver basker, " fik jeg at vide af Ana Teresa Núñez Monasterio, arkivar ved byens nye fredsmuseum, der indeholder multimedie-skærme, der kroniserer bombningen.
Francos fascistiske kræfter besejrede loyalisterne i 1939; fra da af førte diktatoren en nådeløs kampagne for at slette den baskiske identitet. Han kørte lederskabet i eksil, forbød det baskiske flag og traditionel dans og gjorde endda det talende baskiske strafbart med en fængselsperiode. Nogle familier vendte tilbage til at tale spansk, selv i deres privatliv. andre underviste sproget til deres børn i hemmelighed eller sendte dem til hemmelige skoler eller ikastola . Børn fanget talende baskisk i almindelige skoler blev straffet; lærere passerede en stålring fra den ene elev, der blev fanget og talte baskisk til den næste; den sidste, der holder ringen hver dag, ville blive pisket. Margarita Otaegui Arizmendi, direktøren for sprogcentret ved Deusto-universitetet i San Sebastián, minder om, "Franco lykkedes meget med at indrykke frygt. En masse af børnene voksede op uden kendskab til baskisk - vi kalder dem" generation af tavshed . '"
Efter Francos død indtog kong Juan Carlos magten og legaliserede det baskiske sprog; i 1979 gav han autonomi til de tre spanske baskiske provinser, Alava, Guipúzcoa og Vizcaya. (Baskiske separatister betragter også den spanske provins Navarra som en del af deres hjemland.) I 1980 valgte et baskisk parlament en præsident og oprettede en hovedstad i Vitoria-Gasteiz, der startede en ny æra. Men ETA, der blev grundlagt af en lille gruppe af revolutionære i 1959, har aldrig opgivet sit mål - fuld uafhængighed for de spanske baskiske provinser og forening med de tre baskisk-talende provinser på den franske side (hvor den nationalistiske bevægelse er mindre inderlig). For mange spanske basker har målet om uafhængighed vist sig at være meningsløst. "Der er en hel generation af mennesker under 30 år, som ikke har erindringer om Franco, " fortalte en baskisk journalist. "Vi har velstand, vi har autonomi, vi er temmelig godt tilgængelige på alle punkter."
Turen fra San Sebastián til Ordizia tager kun 30 minutter ad vej gennem barske bakker, der er indkapslet i skove af egetræ, æble og fyrretræ, men det broer et gap så bredt som mellem Washington, DC og Appalachia. Det havde regnet direkte i tre dage, da jeg satte ud; tågen, der hylser skråningerne og landsbyer med røde fliser, overbragte en fornemmelse af en verden afskåret fra Europa. Ordizia ligger i højlandet i Guipúzcoa, betragtet som den mest "baskiske" af de tre provinser, og er en by på 9.500, der blev grundlagt i det 13. århundrede. Da jeg ankom, flok folkemængderne på markedet på torvet under et athensk arkadestil understøttet af et dusin korintiske søjler. Ældre mænd, der bærer traditionelle brede, sorte baretter, kendt som txapelas, gennemsyret gennem bunker med friske råvarer, hjul med Idiazabal fårost, oliven og chorizopølser. Udenfor steg grønne bakker dækket af betonhøjde; Franco havde beordret dem til at blive bygget i 1960'erne og pakket dem med arbejdere fra resten af Spanien - en strategi, som mange i Ordizia siger, beregnet til at svække den baskiske identitet.
Uden arbejdsløshed og frugtbare højland er Ordizia et af de rigeste hjørner i Spanien. Alligevel er næsten alle her blevet rørt af vold: der er den baskiske politibetjent, der er udstationeret ude af byen, der holder sit job hemmeligt for sine naboer af frygt for at blive dræbt, ejet af brevpapirbutikken, hvis datter, en domfældt ETA-bombeproducent, fortørner i et spansk fængsel hundreder af miles væk. I et snusket barklubhus i en af højhusene i udkanten af byen mødte jeg Iñaki Dubreuil Churruca, en socialistisk byrådsmand: I 2001 slap han snævert fra en bilbombeeksplosion, der dræbte to tilskuere. Jeg spurgte ham, hvor mange mennesker fra Ordizia, der var blevet myrdet af ETA, og han og en ven begyndte at tælle og skrælle et dusin navne: "Isidro, Ima, Javier, Yoye .... Vi kendte dem alle, " sagde han .
Senere gik jeg gennem byens centrum til en stenstenplaza, hvor en enkelt rose malet på en flise markerede Ordizias mest berygtede drab: María Dolores González Catarain, kendt som Yoyes. En attraktiv, karismatisk kvinde, der sluttede sig til ETA som teenager, Yoyes træt af livet i gruppen og flygtede sammen med sin unge søn i eksil i Mexico. Efter adskillige år voksede hun hjemlænge, og når hun nåede ud til ETAs ledere, modtog hun forsikringer om, at hun ikke ville blive skadet, hvis hun kom tilbage. I 1986 flyttede hun til San Sebastián og skrev et kritisk memoir om sit liv som terrorist. I september vendte hun tilbage til Ordizia for første gang siden hendes eksil for at deltage i en fiesta og på en overfyldt plaza blev skudt død foran sin søn. David Bumstead, en engelsk lærer, der drev en sprogskole i byen, observerede senere scenen. ”Jeg kan huske, at jeg så hendes krop, dækket af et ark, liggende på brosten, ” siger han og huskede, at ”tristhed indhyllede byen.”
Selvom Yoyes 'drab forårsagede udbredt frastødelse i Ordizia, har entusiasme for baskisk uafhængighed aldrig markeret her. I 1991 modtog Batasuna 30 procent af stemmerne ved kommunevalget og kom tæt på at navngive byens borgmester. (En koalition af andre politiske partier dannede et flertal og blokerede udnævnelsen.) I en takketrøg, røgfyldt bar ved siden af byens markedsplads mødte jeg manden, der næsten vandt stillingen, Ramon Amundarain, en forhenværende Batasuna-politiker. Han fortalte mig, at 35 procent af højlandsbefolkningen favoriserede uafhængighed. ”Jeg talte ikke engang spansk, før jeg var 10, ” sagde han. "Jeg føler mig slet ikke spansk." Han trak et Euskal Herria-ID-kort ud af sin tegnebog. ”Jeg bærer det i protest, ” fortalte han mig. "Jeg kunne blive arresteret for det." Da jeg spurgte, om han mente, at vold var en acceptabel måde at nå sit mål på, svarede han forsigtigt: "Vi afviste det ikke."
Den næste dag kørte jeg længere sydpå i provinsen Alava, en del af Rioja vinproducerende region. Alava betragtes som det mindst baskiske og mest spanske af Baskerlandets tre provinser. Her klarede vejret sig, og jeg befandt mig i en tør, solstænk dal indrammet af grå basaltbjerge. Ujævnne mesas trængte over lunde af cypresser og et bølgende hav af vinmarker, og middelalderlige bjergomgivne landsbyer klatrede på bjergskråninger; landskabet, klimaet, alt sammen syntes klassisk spansk.
Den 12. århundrede landsby Laguardia havde en af dens sommerfester, denne ene fejrede San Juan, byens skytshelgen. Så hørte jeg et fjernt klave af hovene, og jeg sprang ind i en dør, ligesom et halvt dusin tyre brølede ned ad hovedgaden. Jeg havde snublet ind i en af de hundreder af "løb af tyrerne" -festivaler, der finder sted hver sommer over hele Spanien - denne i modsætning til Pamplona et par dusin miles mod nordøst, relativt uberørt af turister.
Senere samme morgen gik jeg hen til Bodega El Fabulista, en vinkælder, der ejes af Eusebio Santamaría, en tredje generations vinproducent. Santamaría har valgt at holde sin drift lille - han producerer 40.000 flasker om året, helt til lokal distribution - og han tjener det meste af sine penge på de private ture i sin kælder, han udfører for turister. Siden ETA-våbenhvilen, fortalte han mig, var antallet af besøgende vokset markant. "Atmosfæren i Baskerlandet har ændret sig, " sagde han. Jeg spurgte ham, om folk følte deres basqueness stærkt her, og han lo. ”Det er en blanding af identiteter her, Rioja, Alava og Navarra, ” sagde han. "Jeg siger, at jeg hører til dem alle. Vin forstår eller er ligeglad med politik."
Men det gør folk, og overalt hvor jeg rejste i Baskerlandet, rasede der stadig debatter om baskisk identitet og uafhængighed. I Vitoria-Gasteiz, en moderne by på de tørre sletter i Alava-provinsen og den baskiske hovedstad, udluftede María San Gil sin foragt for våbenhvile-erklæringen. San Gil (41), en spændt, intens kvinde, så separatistenes brutalitet førstehånds i 1995, da en ETA-pistolmand gik ind i en bar i San Sebastián og skød sin kollega Gregorio Ordoñez, en populær, konservativ baskisk politiker, ihjel. Kort efter dette gik hun ind i politik som kandidat til San Sebastiáns byråd, og er nu præsident for det populistiske parti i Baskerlandet. San Gil har sammenlignet Batasunas leder, Arnaldo Otegi, med Osama bin Laden, og til trods for ETA's våbenhvile er han fortsat imod alle forhandlinger. ”Disse mennesker er fanatikere, og man kan ikke legitimere dem ved det politiske bord, ” fortalte San Gil. Hun afviste sammenligninger mellem ETA og IRA, hvis våbenhvile-opfordring i 1997 blev omfavnet af den britiske regering. "Vores er ikke en krig mellem to legitime modstandere. Det er en krig mellem terrorister og demokrater, så hvorfor skal vi sætte os ned med dem? Det er som at sidde sammen med Al Qaida. Vi må overvinde dem."
Andre ser imidlertid sådan uvæsenhed som selvvindende. Gorka Landaburu, søn af en førende baskisk politiker, der flygtede i eksil i Frankrig i 1939, kender også ekstremistenes brutalitet fra første hånd. Landaburu, 55, voksede op i Paris og flyttede til San Sebastián i 20'erne. Der begyndte han at skrive for franske og spanske aviser og blev en førende stemme for ETA-oppositionen. ”Mine forældre var baskiske nationalister, men det har jeg aldrig været, ” fortalte han mig, da vi sad på en café foran San Sebastián's Hotel Londres, et hvidkalket, tidligt 20. århundrede vartegn med filigrerede jernbalkoner og franske vinduer med udsigt strandpromenaden. "Vi har vores egen beskatning, vores egne love, vores egen regering. Hvad har vi brug for uafhængighed til? Penge? Vi har euroen. Grænser? Grænserne er åbne. Hær? Det er unødvendigt."
Landaburus kritik gjorde ham til en fjende af separatisterne. ”Jeg fik min første advarsel i 1986 - et anonymt brev med ETA-segl” - en slange snoet rundt om en øks - ”advarede mig om at” stille stille ”, sagde han. "Jeg ignorerede det." I foråret 2001 ankom en pakke med hans avis returadresse til hans hjem. Mens han drog ud af døren for at arbejde næste morgen, åbnede han brevet; fem ounces dynamit sprængte ud, han manglede hænderne, ødelagde synet i hans venstre øje og snør hans ansigt. ”Jeg kan huske hvert sekund - eksplosionen, brændingen, ” fortalte han mig. Han spredte sig ud af døren dækket af blod; en nabo tog ham med til et hospital. "Hver gang jeg henter en drink og trykker på min skjorte, tænker jeg på angrebet, men jeg kan ikke lade det dominere mig, eller jeg vil blive vanvittig, " sagde Landaburu.
I månederne efter, jeg talte med Landaburu, syntes stigende krigsførende udtalelser fra ETA, øgede hændelser med gadevold og tyveri af håndvåben i Nîmes syntes at styrke argumenterne fra hårde liners som María San Gil. Men det var vanskeligt at vide, om ETA's løfter om at fortsætte kampen var retoriske, eller om de forudsagde en anden terrorkampagne. Det var heller ikke ude af spørgsmålet, at en radikal splintergruppe forsøgte at sabotere fredsprocessen - den baskiske ækvivalent med Real IRA, der dræbte 29 mennesker i en bilbombe i Omagh, Irland, i august 1998 som reaktion på IRA's ophør- brand det foregående år.
Landaburu fortalte mig, at han forventede tilbageslag: bitterheden og hadet forårsaget af årtiers vold blev for dybt indgroet i det baskiske samfund til let at blive overvundet. Alligevel var han villig til at give fred en chance. ”Jeg vil ikke tilgive, jeg vil ikke glemme, men jeg vil ikke modsætte sig processen, ” sagde han til mig. Han tog en slurk af orujo blanco, en stærk spiritus destilleret fra hvide druer og kiggede på Concha-bugten - halvmånen ved stranden, det azurblå vand indrammet af skovklædte klipper, hundreder af mennesker spadserede ved promenaden ved solnedgang. "Efter 40 år med Francos diktatur og 40 år med et diktatur af terror, ønsker vi at leve i en verden uden trusler, uden vold, " sagde Landaburu. "Jeg vil have fred for mine børn, til mine børnebørn. Og for første gang tror jeg, vi får det."
Forfatter Joshua Hammer bor i Berlin. Magnum-fotograf Christopher Anderson er baseret i New York City.
