Selv på afstand af et århundrede virker ingen krig mere forfærdelige end første verdenskrig. I de fire år mellem 1914 og 1918 dræbte eller sårede den mere end 25 millioner mennesker - særligt forfærdeligt, og (i det mindste i folks mening) for mindre synligt formål end nogen anden krig før eller siden. Alligevel var der stadig underlige øjeblikke af glæde og håb i skyttergravene i Flandern og Frankrig, og en af de mest bemærkelsesværdige kom under krigens første jul, et par korte timer, hvor mænd fra begge sider på vestfronten lagde deres våben, kom ud af deres skyttegrave og delte mad, julesange, spil og kameratskab.
Fra denne historie
[×] LUKKET
VIDEO: Defiance - Historien om FC Start - ESPN
Deres våbenhvile - den berømte juletilstand - var uofficiel og ulovlig. Mange officerer afviste, og hovedkvarteret på begge sider tog stærke skridt for at sikre, at det aldrig kunne ske igen. Mens det dog varede, var våbenhvilen magisk, hvilket førte til og med det nøgterne Wall Street Journal til at observere: ”Hvad der fremgår af vintertågen og elendigheden er en julehistorie, en fin julehistorie, der i sandhed er den mest falmede og spændte af adjektiver: inspirerende. ”
De første tegn på, at der var noget underligt, skete på julaften. Kl. 20:30 rapporterede en officer af Royal Irish Rifles til hovedkvarteret: ”Tyskerne har oplyst deres skyttegrave, synger sange og ønsker os en glad jul. Der udveksles komplimenter, men tager alligevel alle militære forholdsregler. ”Yderligere langs linjen serenaderede de to sider hinanden med julesange - den tyske“ Stille nat ”blev mødt med et britisk kor af” Den første Noel ”- og spejdere mødtes, forsigtigt, i ingenmannsland, det skaldblæst affald mellem skyttegravene. I skotsdagbogens krigsdagbog registreres, at en bestemt privat Murker ”mødte en tysk patrulje og fik et glas whisky og nogle cigarer, og en meddelelse blev sendt tilbage om, at hvis vi ikke skyder mod dem, ville de ikke skyde på os."
Den samme grundlæggende forståelse synes at have dukket op spontant på andre steder. For en anden britisk soldat, private Frederick Heath, begyndte våbenhvilen sent den samme aften, da ”hele vores skyttegrav kom til vores ører en hilsen unik i krig: 'Engelsk soldat, engelsk soldat, en god jul, en god jul! '”Så - som Heath skrev i et brev hjem - tilføjede stemmerne:
'Kom ud, engelsk soldat; kom ud til os. ' I lidt tid var vi forsigtige og svarede ikke engang. Officerer frygtede forræderi beordrede mændene til at være tavse. Men op og ned af vores linje hørte man mændene svare på julehilsen fra fjenden. Hvordan kunne vi modstå at ønske hinanden en glædelig jul, selvom vi måske var ved hinandens hals straks bagefter? Så vi fortsatte en løbende samtale med tyskerne, mens vores hænder var klar til vores rifler. Blod og fred, fjendskab og brorskab - krigens mest fantastiske paradoks. Natten bar op til daggry - en aften gjort lettere ved sange fra de tyske skyttegrave, pipolering af piccolos og fra vores brede linjer latter og julesanger. Der blev ikke affyret et skud.
En tysk skyttegrav i december 1914. Udførelsen var langt mindre sofistikeret end den blev senere i krigen, og de mudrede forhold var forfærdelige.
Flere faktorer kombineres for at producere betingelserne for denne juletårvåben. I december 1914 var mændene i skyttegravene veteraner, der var fortrolige nok med kampens realiteter til at have mistet meget af den idealisme, som de havde ført i krig i august, og mest længtes efter en ophør med blodudgydelse. Krigen, troede de, var forbi jul, men alligevel var de i juleuken stadig mudret, kold og i kamp. Derefter, selv på julaften, adskillige uger med mildt, men elendigt blødgørende vejr, gav plads til en pludselig, hård frost, hvilket skabte en støv af is og sne langs fronten, der fik mændene på begge sider til at føle, at der var noget spirituelt.
Hvor vidt udbredt våbenhvilen var, er svært at sige. Det var bestemt ikke generelt - der er masser af beretninger om kampe, der fortsætter gennem juletiden i nogle sektorer, og andre af mænd, der braterniserer til lyden af kanoner, der skyder i nærheden. En almindelig faktor ser ud til at have været, at saksiske tropper - universelt betragtes som let - var de mest sandsynlige, at de var involveret, og at de havde taget de første indflyvninger til deres britiske kolleger. ”Vi er saksere, du er angelsaksere, ” råbte en over ingenmannsland. ”Hvad er der for os at kæmpe for?” Det mest detaljerede skøn, der er foretaget af Malcolm Brown fra Storbritanniens imperiale krigsmuseer, er, at våbenhvilen strækkede sig over mindst to tredjedele af den britisk besiddede grøftelinje, der blev arret det sydlige Belgien.
Mænd fra Royal Dublin Fusiliers møder deres tyske kolleger i ingenmannsland et sted i den dødbringende Ypres Salient, 26. december 1914.
Alligevel henviser beretninger om en juletruestyrke til en suspension af fjendtlighederne kun mellem briterne og tyskerne. Russerne på østfronten holdt sig stadig ved den gamle julianske kalender i 1914 og fejrede derfor ikke jul før den 7. januar, mens franskmændene var langt mere følsomme end deres allierede over for, at tyskerne besatte omkring en tredjedel af Frankrig - og hersker franske civile med en vis hårdhed.
Det var først i den britiske sektor, at tropper bemærkede ved daggry, at tyskerne havde placeret små juletræer langs parapetter af deres skyttegrave. Langsomt begyndte partier af mænd fra begge sider at vove sig mod pigtråden, der adskilte dem, indtil - Rifleman Oswald Tilley fortalte sine forældre i et brevhjem - ”bogstaveligt talt var hundreder af hver side ude i ingenmanns land og ryste hænder.”
Kommunikation kan være vanskelig. Tysktalende britiske tropper var knappe, men mange tyskere var blevet ansat i Storbritannien før krigen, ofte på restauranter. Kaptajn Clifton Stockwell, en officer med Royal Welch Fusiliers, der befandt sig besat en grøft modsat ruinerne af et stærkt afskallet bryggeri, skrev i sin dagbog om "en saksisk, der talte fremragende engelsk", og som "plejede at klatre i et eyrie i bryggeriet og bruger sin tid på at spørge 'Hvordan går London videre?', 'Hvordan var Gertie Millar og glæden?', og så videre. Mange af vores mænd havde blinde skud på ham i mørket, hvor han lo, en aften kom jeg ud og råbte, 'Hvem fanden er du?' Med det samme kom svaret tilbage, 'Ah - officeren - jeg regner med, at jeg kender dig - jeg plejede at være hoved tjener på Great Central Hotel.'
Naturligvis var det kun få mænd, der var involveret i våbenhvilen kunne dele minder om London. Meget mere almindelig var interessen for ”fodbold” -soccer - som på det tidspunkt var blevet spillet professionelt i Storbritannien i et kvart århundrede og i Tyskland siden 1890'erne. Måske var det uundgåeligt, at nogle mænd på begge sider ville fremstille en kugle og - kort frigivet fra skyttegravene - glæde sig over at sparke den rundt. Det, der fulgte, var dog noget mere end det, for hvis historien om juletruppen har sin juvel, er det legenden om kampen, der blev spillet mellem briterne og tyskerne - som tyskerne hævdede at have vundet, 3-2.
De første rapporter om en sådan konkurrence dukkede op få dage derefter; den 1. januar 1915 offentliggjorde The Times et brev skrevet fra en læge tilknyttet Rifle Brigade, som rapporterede "en fodboldkamp ... spillede mellem dem og os foran skytten." Brigadens officielle historie insisterede på, at der ikke fandt nogen kamp sted fordi "det ville have været mest uklokt at give tyskerne mulighed for at vide, hvor svagt de britiske skyttegrave blev holdt." Men der er masser af bevis for, at fodbold blev spillet den første juledag - mest af mænd med samme nationalitet, men i mindst tre eller fire steder mellem tropper fra de modsatte hære.
Et falmede billede af det 133. kongelige saksiske regiments fodboldhold før krigen var en af souvenirerne, der blev præsenteret for løjtnant Ian Stewart fra Argyll & Sutherland Highlanders. Stewart huskede, at sakserne var "meget stolte" af deres holds kvalitet.
Den mest detaljerede af disse historier kommer fra den tyske side og rapporterer, at det 133. kongelige saksiske regiment spillede en kamp mod skotske tropper. I henhold til den 133. krigshistorie kom denne kamp frem fra "drollescenen til Tommy und Fritz ", der jagede harer, der opstod under kål mellem linjerne, og derefter producerede en bold til at sparke rundt. Til sidst udviklede dette sig til en regulering af fodboldkampe med hætter, som tilfældigt blev lagt ud som mål. Den frosne jord var ingen stor sag. Derefter organiserede vi hver side i hold, hvor vi stod sammen i broget rækker, fodbolden i midten. Spillet endte 3-2 for Fritz. ”
Præcis hvad der skete mellem sakserne og skotterne er vanskeligt at sige. Nogle beretninger om spillet bringer elementer ind, der faktisk blev drømt om af Robert Graves, en berømt britisk digter, forfatter og krigsveteran, der rekonstruerede mødet i en historie, der blev offentliggjort i 1962. I Graves version forbliver scoren 3-2 til Tyskere, men forfatteren tilføjer en sardonisk fiktiv blomstrer: ”Pastor Jolly, vores padre, fungerede som ref for meget kristen velgørenhed - deres udvendige venstre skød det afgørende mål, men han var mil offside og indrømmede det, så snart fløjten gik. ”
Det rigtige spil var langt fra en reguleret armatur med 11 spillere i siden og 90 minutters spil. I den ene detaljerede øjenvidnebetegnelse, der overlever - omend i et interview, der først blev givet før i 1960'erne, mindede løjtnant Johannes Niemann, en saksisk, der tjente sammen med den 13., det på julemorgen:
tågen var langsom til at rydde, og pludselig kastede min ordnede sig ind i min dugout for at sige, at både de tyske og skotske soldater var kommet ud af deres skyttegrave og blev fraterniserende langs fronten. Jeg greb min kikkert og kiggede forsigtigt over brystet så det utrolige syn af vores soldater udveksle cigaretter, snaps og chokolade med fjenden. Senere optrådte en skotsk soldat med en fodbold, som så ud til at komme fra intetsteds, og få minutter senere var en rigtig fodboldkamp i gang. Skotterne markerede deres mål mund med deres mærkelige hætter, og vi gjorde det samme med vores. Det var langt fra let at spille på den frosne grund, men vi fortsatte med at holde os strengt under reglerne, på trods af at det kun varede en times tid, og at vi ikke havde nogen dommer. Mange af passerne gik bredt, men alle amatørfodboldspillere, selvom de måske var meget trætte, spillede med stor entusiasme.
For Niemann stemte nytigheden med at kende deres kildede modstand sammen med nyheden ved at spille fodbold i ingenmannsland:
Us tyskere brølede virkelig, da et vindstød afslørede, at skottene ikke havde nogen skuffer under deres kilter - og råbte og fløjtede, hver gang de fik et uforskammet glimt af en bageste tilhørende en af "gårsdagens fjender." Men efter en times spil, når vores kommandant har hørt om det, sendte han en ordre om, at vi må stoppe det. Lidt senere drev vi tilbage til vores skyttegrave, og broderskabet sluttede.
Det spil, Niemann huskede, var kun et af mange, der fandt sted op og ned af fronten. Der blev forsøgt flere steder at involvere tyskerne - Dronningens Westminsters, en privat soldat skrev hjem, ”havde en fodbold ude foran skyttegravene og bad tyskerne om at sende et hold for at spille os, men enten overvejede de også jorden hårdt, da det havde fryset hele natten og var et pløjet felt, eller deres officerer satte stangen op. ”Men mindst tre, og måske fire, andre kampe fandt tilsyneladende sted mellem hærerne. En sergent i Argyll og Sutherland Highlanders registrerede, at der blev spillet et spil i hans sektor "mellem linjerne og skyttegravene", og ifølge et brev hjem, der blev offentliggjort af Glasgow New s den 2. januar, vandt skotterne let med 4- 1. ”I mellemtiden skrev løjtnant Albert Wynn fra Royal Field Artillery om en kamp mod et tysk hold af“ Prussere og Hanovers ”, der blev spillet nær Ypres. Dette spil "endte uafgjort", men Lancashire Fusiliers, der besatte skyttegrave tæt på kysten nær Le Touquet og brugte en rationstin "kugle", spillede deres eget spil mod tyskerne og - i henhold til deres regimente historie - tabt med samme score som skotterne, der mødte den 133., 3-2.
Det overlades til en fjerde erindring, der blev givet i 1983 af Ernie Williams fra Cheshire-regimentet, for at give en reel idé om, hvad fodbold spillede mellem skyttegravene virkelig betød. Selvom Williams huskede et spil, der blev spillet på nytårsaften, efter at der havde været en optøning og masser af regn, klokkes hans beskrivelse med det lille, der er kendt med sikkerhed om de spil, der blev spillet 1. juledag:
bolden dukkede fra et eller andet sted, jeg ved ikke hvor, men det kom fra deres side… De udgjorde nogle mål, og en fyr gik i mål, og så var det bare et generelt kickabout. Jeg skulle tro, at der var et par hundrede der deltog. Jeg gik til bolden. Derefter var jeg temmelig god, klokken 19. Alle så ud til at hygge sig. Der var ingen slags dårlig vilje mellem os…. Der var ingen dommer og ingen score, ingen sammenhæng overhovedet. Det var simpelthen en mêlee - intet som den fodbold, du ser på tv. De støvler, vi havde på, var en trussel - de store store støvler, vi havde på - og i disse dage var kuglerne lavet af læder, og de blev snart meget sunde.
Naturligvis var ikke hver mand på hver side begejstret for juletårvåben, og officiel oppositet kredsede mindst en foreslået anglo-tysk fodboldkamp. Løjtnant CEM Richards, en ung officer, der tjenestegjorde i East Lancashire-regimentet, var blevet meget forstyrret af rapporter om broderskab mellem mændene i hans regiment og fjenden og havde faktisk hilst velkommen til "tilbagevenden af god gammel snipning" sent på juledagen - "bare for at sikre, at krigen stadig var ved. ”Den aften modtog Richards” imidlertid et signal fra bataljonens hovedkvarter, hvor han bad ham om at lave en fodboldbane i ingenmannsland, ved at udfylde skallerhuller osv., og at udfordre fjenden til at en fodboldkamp den 1. januar. ”Richards huskede, at” jeg var rasende og overhovedet ikke tog noget, ”men med tiden blev hans syn blød. ”Jeg ville ønske, at jeg havde holdt det signal, ” skrev han år senere. ”Dumt ødelagde jeg det - jeg var så vred. Det ville nu have været en god souvenir. ”
De fleste steder, op og ned af linjen, blev det accepteret, at våbenhvilen ville være rent midlertidig. Mænd vendte tilbage til deres skyttegrave i skumringen, i nogle tilfælde tilkaldt med fakkel, men for det meste fast besluttet på at bevare freden mindst indtil midnat. Der var mere sang, og på mindst et sted blev der udvekslet gaver. George Eade fra Rifles var blevet venner med en tysk artillerimand, der talte godt engelsk, og da han rejste, sagde denne nye bekendte til ham: ”I dag har vi fred. I morgen kæmper du for dit land, jeg kæmper for mit. Held og lykke."
Kampene brød ud igen den næste dag, skønt der var rapporter fra nogle sektorer af fjendtligheder, der stadig blev suspenderet ind i det nye år. Og det ser ikke ud til at have været usædvanligt, at krigens genoptagelse blev markeret med yderligere udtryk for gensidig respekt mellem fjender. I skyttegravene, der blev besat af Royal Welch Fusiliers, klatrede kaptajn Stockwell "op på brystet, fyrede tre skud i luften og satte et flag med 'God jul' på." På dette modsatte nummer, Hauptmann von Sinner, ”Dukkede op på den tyske brystning, og begge officerer bøjede og hilste. Von Sinner fyrede derefter også to skud i luften og gik tilbage i hans grøft. ”
Krigen var i gang igen, og der ville ikke være yderligere våbenhvile før den generelle våbenvåben i november 1918. Mange, måske tæt på flertallet, af de tusinder af mænd, der fejrede jul 1914 sammen, ville ikke leve for at se freds tilbagevenden. Men for dem, der overlevede, var våbenhvilen noget, der aldrig ville blive glemt.
Kilder
Malcolm Brown & Shirley Seaton. Juletilstanden: Den vestlige front december 1914 . London: Papermac, 1994; The Christmas Truce 1914: Operation Plum Puddings, adgang til 22. december 2011; Alan Cleaver og Lesley Park (red.). Der blev ikke affyret et skud: breve fra juletruppen 1914 . Whitehaven, Cumbria: Operation Plum Puddings, 2006; Marc Ferro et al. Møder i ingen menneskers land: jul 1914 og broderskab i den store krig . London: Constable & Robinson, 2007; “The Christmas Truce - 1914.” Hellfire Corner, adgang 19 december 2011; Thomas Löwer. ”Afmystificering af julestrømmen.” Heritage of the Great War, der blev åbnet 19. december 2011; Stanley Weintraub. Stille nat: Den bemærkelsesværdige juletilstand fra 1914 . London: Simon & Schuster, 2001.
