Spise Bulgogi til tre
Af Amy Rogers Nazarov
Ved at snurde et stegt æg i bi bim bap på en koreansk restaurant en frigid aften i begyndelsen af 2007, prøvede jeg at forestille mig ansigtet til min fremtidige søn.
Min ven Laura viste mig, hvordan jeg skulle døbe skålen - en seng med hvid ris toppet med kileformede dukker af sprøde spirer, juliennede gulerødder, spinatblade og strimler af marineret oksekød - med en klat krydret rødbønne pasta kaldet gochujang .
”Nu blander vi det hele sammen, ” sagde hun og grave sig ned i skålen for at sikre, at hvert riskorn og grøntsagsskær blev belagt. Hun vendte lidt sprød ris ned fra bunden af den varme gryde. ”Se den skorpe, sesamolien danner?” Hun tog en bid. “Er det ikke forbløffende?”
Hun henviste til måltidet, der smagte hjemlig og eksotisk på samme tid. Men hvad jeg fandt mest forbløffende, da jeg tyggede, var, at min mand og jeg rejste til Seoul inden for året for at møde vores baby - den person, vi ville fodre, ble, bade, beskytte, elske og se i voksen alder.
Året før min bi bim bap- start var Ari og jeg begyndt processen med at adoptere et barn fra Sydkorea. Sent i 2007 så vi endelig hans ansigt på fotografier.
Taewoos hår stod lige op. Han havde et jordbærfødselsmærke på skulderen. På nogle af billederne blev han omfavnet af sin fostermor, der strålede mod ham. Vi placerede billederne i genindvindelige plastikposer og porerede over dem for mange gange til at tælle, som om vi kunne divine fra dem ledetråde om, hvordan han kunne være.
Nazarov-familien (Amy, Jake og Ari) på National Arboretum i Washington. Kredit: Jose Rodriguez
Hvis vi kun vidste lidt om koreansk køkken, dreng, vidste vi endnu mindre om forældre. Hvordan ville vi vide, hvad Taewoo - som vi havde til hensigt at kalde Jake og bevare det navn, som hans fødselsmor gav ham som sit mellemnavn - ønsker, når han græder? Hvad hvis han kaster op i købmanden? Hvad hvis vi ikke kan få ham ind i den store lokale børnehave? Hvordan i all verden vil vi - to kaukasiere - lære ham at reagere på subtile eller åbenlyst racistiske kommentarer? Hvad nu hvis Jake bliver 18 år og køber en envejsbillet til Seoul og hævder, at han er ude af at finde sine "rigtige" forældre?
Vi havde ingen idé om, hvordan vi ville reagere på nogen af disse situationer. Men spise ude? At vi var esser kl.
”Far og jeg spiste kimchee, som om det gik ud af stil, ” forestillede jeg mig selv at fortælle Jake. ”Vi ville lære alt, hvad vi kunne om dig, eller i det mindste det sted, hvor du kom fra.”
Så Ari og jeg knuste gennem rødbetsfarvet lotusrot på en anden DC restaurant, opkaldt efter en koreansk dumpling serveret dampet eller stegt. Knolden med magenta-hued var en del af banchanen - et udvalg af delte forretter-lignende retter - der blev serveret før hovedmåltidet i stort set alle koreanske restauranter. De spænder fra bittesmå hele fisk, der er rødolente af havet til hakket, sauteret aubergine til flere kvaliteter af kimchee: varm, ekstra varm og halssmeltende. Alt krævede at blive smagt, selv når dens forbrænding tvang dig til at skæve et bede om isvand. Måske vil hver bid hjælpe os med at forstå Korea - og i forlængelse heraf barnet på billederne - en brøkdel mere.
Nogle gange kom venner, der havde adoptert, sammen. Sarah og James 'datter blev født i Korea, og på et sted i Maryland, lige over distriktslinjen, så jeg Tara plukke boghvedeudler fra hendes tallerken med naengmyeon en ad gangen og dingle dem over hendes mund og grine, da de sprang imod hendes kind.
”Vi prøvede at forestille os lyden af din stemme, ” vil jeg fortælle vores barn. ”Vi talte om, hvilken restaurant vi først ville tage dig til.”
Selv når der forblev enorme mængder papirarbejde og referencer endnu ikke skulle indsamles, tog vi mine forældre med til endnu en koreansk restaurant, denne i Virginia, for at introducere dem til bulgogi og chapchae. Vi talte om logistikken for deres møde os tre i Dulles lufthavn, da vi vendte tilbage fra Seoul. Vi brainstormede, hvordan man får Jake til at føle sig trygge hos os, de fremmede, der er valgt til at forældre ham.
I februar 2008 kom Jake hjem og fortsatte med at bevise sig selv en meget god eater.
I dag har han en smag på kimchi og en lidenskab for nudler. Jeg vil aldrig vide, om dette er genetisk, eller fordi vi hver eneste nat, da han var 2 år gammel, læste bogen Bee-bim Bop! af Linda Sue Park. Måske skyldes det delvis gentagen udsættelse for fødevarer i hans fødeland, hvor jeg ser på os tre som spiser abalone grød ( jeonbokjuk ) en dag, når han er i teenagere. Men rejseplaner bliver nødt til at vente; det er middagstid.
”Mere, tak, ” siger min dreng høflig som en prins, når en ostepupusa eller hans bedstemors kødbrød er på linjen, lige så fræk som enhver næsten fireårig, når han ikke fisker for mere at spise. ”Mere, tak, mor.”
