Tom Santopietro var 18 år gammel i 1972, da han så filmen The Godfather i et teater i hans hjemby Waterbury, Connecticut. ”Jeg så filmen for første gang sammen med mine forældre, ” husker forfatteren. ”Jeg har denne meget tydelige hukommelse af min far, og jeg bliver pakket ind i den, og min mor læner sig om og spørger mig, 'Hvor meget længere er dette?'”
Santopietros mor, Nancy Edge Parker, var af engelsk afstamning, og hans far, Olindo Oreste Santopietro, var italiensk. Hans bedsteforældre Orazio Santopietro og Maria Victoria Valleta indvandrede til USA fra det sydlige Italien i de tidlige 1900'ere. Men det var at se The Godfather- trilogien, der i sidste ende vækkede Santopietro til hans italienske rødder og indvandreroplevelsen.
I sin nye bog, The Godfather Effect, ser Santopietro på, hvordan filmsagaen skildrer italiensk-amerikanere, og hvad det har betydet for ham, filmindustrien og landet.
Hvordan blev ideen til denne bog - del memoirer, delstudie af The Godfather- film - dannet?
Ligesom millioner af andre mennesker over hele verden er jeg blevet besat af The Godfather- trilogien. Jeg ville skrive om det. Og da jeg begyndte at skrive om filmene, indså jeg, at jeg også ønskede at skrive om andre film, der skildrer italienske-amerikanere, og hvor forfærdelige stereotyperne var. Det fik mig til at begynde at tænke på den rejse, som indvandrere havde rejst til Amerika, whys bag rejsen og virkelig pøbelens historie. Jeg begyndte at tænke på mit eget liv, og jeg tænkte, jeg vil til dels gøre dette til et memoir, fordi jeg er halvt italiensk og halv-engelsk. Der var et træk, fordi jeg havde et meget italiensk navn, der voksede op i en meget anglo verden.
Da jeg så The Godfather: Part II, og når ti minutter ind i filmen er der billedet af den unge Vito om bord på skibet, der kommer til Amerika og passerer ved Frihedsgudinden, pludselig gik lyspæren af. Dette billede bragte min bedstefars rejse hjem og hvor modig han var 13 år ankom alene her. I en alder af 13 var jeg på en privatskole, der løb rundt i min uniform og skolebånd, så fjernet fra hans oplevelse. Så det blev ikke kun en film, jeg elskede som filmelsker, men en meget personlig skildring af den amerikanske rejse for mig.
Hvordan ville du definere “Godfather-effekten”?
Filmen ændrede Hollywood, fordi den endelig ændrede den måde, italienerne blev afbildet på film. Det fik italienerne til at virke som mere fuldt realiserede mennesker og ikke stereotyper. Det var en film i Hollywood lavet af italienere om italienere. Tidligere havde det ikke været italienere, der lavede pøbelfilm med italienske gangstere.
Jeg føler, at det hjalp med at Italianisere amerikansk kultur. Pludselig talte alle om Don Corleone og sagde vittigheder om, ”Jeg vil give dig et tilbud, som du ikke kan afvise.” Jeg tror, det hjalp folk til at se, at i denne skildring af italiensk-amerikanere var en afspejling af deres egen immigrantoplevelse, hvad enten de var irske eller jøder fra Østeuropa. De fandt den fælles grund.
Derefter ændrede det mig naturligvis, for da jeg så, hvad jeg følte, var min bedstefar på det skib, der kom til Amerika, var det som om jeg fuldt ud omfavnede min italienskhed. Jeg havde aldrig rigtig følt mig italiensk indtil da.
Under oprettelsen af The Godfather organiserede den italiensk-amerikanske Civil Rights League protester, fordi den mente, at filmen kun ville forstærke stereotypen "Italian equals mobster". Og det gjorde det selvfølgelig til en vis grad. Som du citerer i bogen, frigav Italic Institute of America en rapport baseret på FBI-statistikker i 2009, hvori det anførtes, at kun 0, 00782 procent af italienske-amerikanere besad nogen kriminelle foreninger. Og alligevel mente 74 procent af den amerikanske offentlighed ifølge en national Zogby-afstemning, at italienske-amerikanere har bånd til pøblen. Vær ærlig, nærmer du dig dette interview anderledes, da jeg ved, at mit efternavn er Gambino?
Jeg vidste, at du ikke var en del af Gambino-kriminalitetsfamilien, men jeg må fortælle dig, jeg fik et stort smil. Jeg tænkte, hvis jeg kan blive interviewet af en Gambino om min bog om The Godfather, er jeg meget glad.
Da forfatter Tom Santopietro først så The Godfather: Del II og så billedet af den unge Vito om bord på skibet, der kom til Amerika, tænkte han på sin bedstefars rejse, og hvor modig han i en alder af 13 ankom her alene. (Photofest) 
Godfather Effect ser på, hvordan filmsagaen skildrer italiensk-amerikanere, og hvad det har betydet for Santopietro, filmindustrien og landet. (Everett Collection) 
Don Corleone, en mand med en sådan sikkerhed, at han oprettede sine egne love og tog dem i egne hænder, appellerede til mange mennesker. (Photofest) 
Patriarkat i italiensk stil, 1924. Santopietros bedsteforældre, Orazio og Maria, med, fra venstre til højre, døtre Julia og Emma, niese Katherine, sønner Andrew og hans syv-årige far, Olindo. (Med tilladelse fra Tom Santopietro) 
Santopietro ville skrive om sin besættelse af The Godfather- trilogien, men da han begyndte at skrive, indså han, at han også ønskede at skrive om andre film, der skildrer italienske-amerikanere, og hvor forfærdelige stereotyperne var. (Med tilladelse fra Tom Santopietro) 
Santopietro var 18 år gammel i 1972, da han så The Godfather i et teater i hans hjemby Waterbury, Connecticut. (Med tilladelse fra Tom Santopietro) Du argumenterer for, at The Godfather- film faktisk sprænger nogle stereotyper. Hvilke?
Italiensk-amerikanere er meget følsomme over for deres image i film, fordi det traditionelt har været så negativt, som enten plyndre eller snarere simpelt sindede bønder, der snakker om en lignende-en-dette. Jeg kan ikke lide disse stereotype billeder, og alligevel elsker jeg disse film så meget.
Jeg tror, at langt de fleste italienere er kommet til at acceptere og faktisk omfavne filmen, fordi jeg tror, at filmens geni ud over det faktum, at den er så smukt skudt og redigeret, er, at dette er pøbelmænd, der gør forfærdelige ting, men gennemsyrer alle det er følelsen af familie og følelsen af kærlighed. Hvor jeg føler, at det er helt indkapslet, er i scenen mod slutningen af den første film, når Don Corleone [Marlon Brando] og Michael Corleone [Al Pacino] er i haven. Det er virkelig overførslen af magt fra far til søn. Don Corleone har denne tale: ”Jeg har aldrig ønsket dette for dig.” Jeg ville have, at du skulle være senator Corleone. De taler om forfærdelige gerninger. De taler om at overføre mobbekraft. Faderen advarer sønnen om, hvem der vil forråde ham. Men du kan ikke engang huske, at det er det, scenen handler om. Hvad du husker er, at det er en far, der udtrykker sin kærlighed til sin søn, og vice versa. Det er det, der kommer over i den afgørende scene, og det er derfor, jeg føler, at det tilsidesætter den stereotype skildring, som andre gør indsigelse mod.
Jeg tror, det sprang ideen om, at italienerne var uuddannede, og at italienerne alle talte med tunge accenter. Selvom Michael er en gangster, kan du stadig se Michael som den, der gik på college, forfulgte en uddannelse, og at italienerne gjorde sig til en del af den nye verden. Dette var plyndre, men disse var fuldt udviklede ægte mennesker. Disse var ikke orgelkværnen med hans abe eller en helt analfabet gangster. Det er en underlig ting. Jeg tror, at i dag er der stadig nogle mennesker, der betragter italieneren som den "anden" - nogen, der ikke er amerikansk, der er så fremmed. I film som Scarface [1932] præsenteres italienerne næsten som skabninger fra en anden planet. De er så eksotiske og taler så forfærdeligt og bærer så forfærdelige tøj. Gudfaren viste, at det ikke er tilfældet. I efterkommeren af The Godfather, som naturligvis er "The Sopranos", er figurerne igen gangster. Men det er pøbelmændene, der bor ved siden af i forstæderne i New Jersey, så det undergraver lidt den følelse af italiensk som den "anden."
Hvad gjorde 1970'erne til en særlig interessant baggrund for frigivelsen af The Godfather- film?
På det sociologiske plan havde vi stået over for de to modløsninger fra Vietnamkrigen og Watergate, så det talte til denne følelse af desillusionering, der virkelig begyndte at gennemsyre det amerikanske liv på det tidspunkt. Jeg tror også, at nostalgi-faktoren med Gudfaderen ikke kan undervurderes, for i de tidlige 70'ere (de første to film var i '72 og '74) var det en sådan en foranderlig verden. Det var fremkomsten af feminisme. Det var den sorte magts æra. Og hvad The Godfather præsenterede var dette blik på det forsvindende hvide mandlige patriarkalske samfund. Jeg tror, det ramte en akkord med en masse mennesker, der følte sig så usikre i denne hurtigt skiftende verden. Don Corleone, en mand med en sådan sikkerhed, at han oprettede sine egne love og tog dem i egne hænder, appellerede til mange mennesker.
I bogen deler du nogle bag kulisserne historier om filmoptagelsen af filmene, herunder interaktion mellem skuespillerne og den virkelige mafia. Hvad var den bedste historie, du gravede op om, at de blandede sig?
Det var virkelig sjovt at gøre al den research. Vi elsker alle en god Hollywood-historie. Jeg var overrasket over, at en person som Brando, der var så berømt reklame-genert og undvigende, faktisk tog sig tid til at mødes med en mafia-don og vise ham sættet med The Godfather . Og at James Caan gjorde et sådant punkt med at studere den måde, hvorpå alle pøblerne, der hang rundt i sættet. Jeg elsker det. Du ser det. Nu, når jeg ser filmene igen, alle bevægelser, alle detaljer, hænderne, trækningen af bukserne, justeringen af slipset, er det hele lige så smart observeret.
Både Mario Puzo, forfatter af The Godfather, og Francis Ford Coppola, der instruerede filmene, brugte nogle udtryk og sætninger, der først senere blev vedtaget af faktiske mobsters. Kan du give et eksempel?
Absolut. Udtrykket ”gudfaderen.” Puzo udgjorde det. Ingen brugte det før. Han bragte det i parlance. Her er vi 40 år senere, og alle nyhedsberetningerne fra pøben nu refererer til det og det samme som gudfaderen til Gambino-kriminalitetsfamilien. Virkelige livstidsmænd siger nu faktisk, ”Jeg vil give ham et tilbud, som han ikke kan afvise.” Det blev fuldstændigt opfundet af Puzo. Jeg tror, dette er sætninger og udtryk, der ikke kun bruges af offentligheden, men også bruges af FBI. Så det er et magtfuldt kunstværk. Gudfaderen når sine tentakler ind i så mange niveauer af det amerikanske liv. Jeg elsker det faktum, at det er Obamas yndlingsfilm gennem tidene. Jeg elsker det bare.
Tror du noget har ændret sig i den måde, publikum i dag reagerer på filmen?
Jeg tror, at den største ting, når du skærmer den i dag, er, at du er klar over, at den foldes sammen i et tempo, der giver dig mulighed for at lære kendskab til karaktererne. I dag på grund af den indflydelse, der startede i 80'erne med musikvideoer, er det hele hurtige nedskæringer, og de vil aldrig tillade, at en film rulles op i dette tempo, hvilket er vores tab. Vi har mistet den rigdom af karakter, som Gudfaderen repræsenterer.
Hvad synes du om tv-shows som "Mob Wives" og "Jersey Shore?" Og hvilken effekt har de på italiensk-amerikanske stereotyper?
Jeg synes, "Mob Wives" og "Jersey Shore" er med andre ord forfærdelige. Dramaet er som regel kunstigt, forstærket af både deltagerne og redaktørerne til de dramatiske formål med tv og er derfor slet ikke reelle. De spiller til de værste stereotyper af den italiensk-amerikanske kultur. Begge viser fokuserer på figurer fra større end livet, som seerne kan føle sig overlegne til. Publikum nedkalder sig til disse figurer og modtager deres glæde på den måde. Det er ikke kun “Jersey Shore”, selvfølgelig, fordi en del af gleden for seerne på ethvert realityshow føles overlegen over deltagere, der synger dårligt, flopper i deres forsøg på at tabe sig og lignende. Men visningen af gavonne- lignende opførsel på de to viser, at du nævner resultater i begge shows, der spiller som det 21. århundrede versioner af orgelkværnen med hans abe - onkel Tom-figuren fra italiensk-amerikanere. Det er 100 år siden immigrantens højde, og vi er tilbage, hvor vi startede.
