Ja, præsident John Fitzgerald Kennedy stod ved muren i Vest-Berlin denne dag i 1963 og holdt en tale, der indeholdt linjen Ich bin ein Berliner . Nej, han sagde aldrig noget om donuts.
Relateret indhold
- Et år før hans præsidentdebat forudså JFK, hvordan tv ville ændre politik
- Den søde historie om Berlin Candy Bomber
- Hvorfor JFK holdt en kokosnøddeskal på det ovale kontor
- JFKs formandskab blev skræddersyet til fotojournalismens gyldne tidsalder
- Det ene sted JFK følte, at han kunne være alene
- 65 år siden i dag sluttede den sovjetiske blokade af Berlin
Selvom Kennedy var "notorisk tunget bundet når det kom til fremmedsprog", skriver Thomas Putnam for The Atlantic, forstod han perfekt, hvad han sagde under et statsbesøg i Vest-Berlin. Hans tolk, en indfødt tysk taler, havde givet ham linjen i en æra-tale. Desværre huskes den tale for en forestillet glidning af tungen.
Det var et næsten uskrevet øjeblik i amerikansk retorik. Oprindeligt havde Kennedy holdt en tale til lejligheden, men Putnam skriver, at han mente, at det var ønsket og tvungent og forsonende for sovjeterne. Selvom den kolde krig toppede sig, og Vest-Berlin - holdt som en ”fyr af håb” midt i sovjetstyret Østtyskland - var et potentielt flammepunkt, besluttede han at tilføje sine egne strejker til den forberedte tale.
I sidste ende gik den tale, Kennedy leverede, fra sit skrevne manuskript i tre fjerdedele af dets linjer, ifølge den tyske professor Jürgen Eichhoff. Linjen, som han skulle levere, var ”Så lad mig bede dig… om at løfte dine øjne ud over dagens farer til morgendagens håb - ud over friheden i denne by i Berlin til friheden overalt overalt - ud over muren til dagen for fred med retfærdighed - ud over jer selv for hele menneskeheden. ”
I stedet valgte han at oversætte et tema for globalt demokrati på en mere direkte måde, skriver Putnam og lyttede tilbage til det romerske demokrati. Hans ord: ”For to tusinde år siden var den stolteste” Civis Romanus sum [Jeg er en romersk statsborger]. ” I dag, i frihedens verden, er den stolteste ' Ich bin ein Berliner .' ”
Han vendte tilbage til erklæringen for at afslutte talen: "Alle frie mænd, uanset hvor de bor, er borgere i Berlin, og derfor er jeg som en fri mand stolt over ordene Ich bin ein Berliner ."
JFKs notater i sidste øjeblik med hvordan man siger 'Ich bin ein Berliner' stavede fonetisk. (JFK-bibliotek) Ingen lo, da han sagde dette, da New York Times fejlagtigt ville rapportere femogtyve år senere. ”Situationen var for anspændt til, at berlinerne kunne blive underholdt, ” skrev Eichhoff i sin fjernelse af begivenheden i 1993. ”Hvad der er mere ... ' Ich bin ein Berliner ' er ikke kun korrekt, men den eneste korrekte måde at udtrykke på tysk, hvad præsidenten agter at sige, ” skrev han.
Selv om det er sandt, at en Berliner er et ord for gelé doughnut, er det ikke et udtryk, der blev brugt i området omkring Berlin, som foretrak ordet Pfannkucken.
Misforståelsen kan have oprindelse i en spionroman fra 1983. ”Dagen efter at præsident Kennedy foretog sin berømte proklamation, havde Berlin-tegneserieskabere en feltdag med talende donuts, ” siger en karakter. (De gjorde det ikke. Det skete ikke. Falske nyheder.)
Men det fik sin første store eksponering i 1988, skrev Eichhoff. Først citerede en brevskribent til Newsweek historien i januarudgaven. Så i april hentede en 75 år gammel redaktørforfatter ved navn William J. Miller den op og løb med den i Times . Hans artikel var overskriften "Jeg er en Jelly Filled Donut." Den urbane legende er vedvarende siden.
I stedet for at give udtryk for generelle holdninger omkring demokratiets gode og dens potentielle indflydelse på verden valgte Kennedy at tage en aggressiv holdning i en by, der var blevet voldeligt delt af den kolde krig. Han leverede et mesterligt stykke retorik, der huskes i dag i navnet på pladsen, hvor han holdt foredraget, der er omdøbt til John F. Kennedy Platz.
