Den originale version af Casanovas erotiske memoir blev købt i 2010 for $ 9, 6 millioner, en ny rekord for et manuskript, og har opnået status som et fransk hellig relikvie. I det mindste er det nu en højtidelig proces at få adgang til dets berømte risqué-sider, tungt med Old World-pomp. Efter en langvarig korrespondance for at bevise mine legitimationsoplysninger gik jeg vej en tørr eftermiddag til den ældste fløj af Bibliothèque nationale de France i Paris, en storslået barok bygning på rue de Richelieu nær Louvre. I disse hellige haller, bygget omkring et par gamle aristokratiske palæer, ventede jeg ved marmorstatuer af storhederne i fransk litteratur, Rousseau, Molière og Voltaire, før jeg blev ført gennem en kuppellæserum fyldt med lærde til den private helligdom i bibliotek kontorer. Efter at have trappet op og ned i uendelige trappeopganger og halvt oplyste korridorer sad jeg til sidst i en speciel læsesal med udsigt over en stengård. Her præsenterede ceremoniøst Marie-Laure Prévost, hovedkuratoren for manuskriptafdelingen, to sorte arkivkasser på træbordet foran mig.
Da jeg ivrigt scannede det elegante, præcise manuskript i mørkebrunt blæk, forsvandt formaliteten imidlertid hurtigt. Madame Prévost, en livlig kvinde i en grå skildpadde og burgunder-jakke, kunne ikke modstå at fortælle, hvordan bibliotekschefen, Bruno Racine, havde rejst til et hemmeligt møde i en transit-lounge i Zürich lufthavn i 2007 for først at skimte dokumentet, der kørte til ca. 3.700 sider og var blevet gemt væk i private hænder siden Casanova døde i 1798. Den franske regering erklærede straks sin hensigt om at få de legendariske sider, skønt det tog omkring to og et halvt år, før en anonym velkomstmand trådte frem for at købe dem til la patrie . ”Manuskriptet var i vidunderlig stand, da det ankom her, ” sagde Prévost. ”Kvaliteten på papiret og blækket er fremragende. Det kunne have været skrevet i går.
”Se!” Hun holdt en af siderne op til vinduet lys og afslørede et markant vandmærke - to hjerter rørende. ”Vi ved ikke, om Casanova bevidst valgte dette, eller det var en lykkelig ulykke.”
Denne ærbødige behandling af manuskriptet ville have glædet Casanova enormt. Da han døde, vidste han ikke, om hans magnum opus endda ville blive offentliggjort. Da det til sidst dukkede op i 1821, selv i en stærkt censureret version, blev den opsagt fra prædikestolen og placeret på Vatikanets indeks over forbudte bøger. I slutningen af det 19. århundrede blev der inden for denne samme bastion af fransk kultur, Nationalbiblioteket, opbevaret adskillige lyst illustrerede udgaver i et specielt skab til ulovlige bøger, kaldet L'Enfer, eller helvede. Men i dag ser det ud til, at Casanova endelig er blevet respektabelt. I 2011 blev flere af manuskriptets sider - for turer sjove, ribbede, provokerende, prale, selvspottende, filosofisk, øm og til tider stadig chokerende - vist for offentligheden for første gang i Paris med planer om, at udstillingen skulle rejse til Venedig i år. I en anden litterær første poster biblioteket alle 3.700 sider online, mens en overdådig ny 12-bindende udgave er ved at blive forberedt med Casanovas rettelser inkluderet. En fransk regeringskommission har salvet memoirerne til en "national skat", selvom Casanova blev født i Venedig. ”Fransk var intellektuelle sprog i det 18. århundrede, og han ville have så bred læserskare som muligt, ” sagde kurator Corinne Le Bitouzé. ”Han levede meget af sit liv i Paris og elskede den franske ånd og fransk litteratur. Der er 'italienier' i hans stil, ja, men hans brug af det franske sprog var storslået og revolutionerende. Det var ikke akademisk, men levende. ”
Det er en anerkendelse for en mand, der ofte er blevet afskediget som en useriøs seksuel eventyrer, en cad og en ødemark. Den opmærksomheds gnistring omkring Casanova - og den forbløffende prismærke for hans arbejde - giver en mulighed for at revurdere en af Europas mest fascinerende og misforståede figurer. Casanova selv ville have følt det for længe. ”Han ville have været overrasket over at opdage, at han først huskes som en stor elsker, ” siger Tom Vitelli, en førende amerikansk Casanovist, der regelmæssigt bidrager til det internationale videnskabelige tidsskrift, der er viet til forfatteren, L'Intermédiaire des Casanovistes . ”Sex var en del af hans historie, men det var tilfældet med hans virkelige litterære mål. Han præsenterede kun sit kærlighetsliv, fordi det gav et vindue mod den menneskelige natur.
I dag er Casanova så omgivet af myte, at mange næsten tror, at han var en fiktiv karakter. (Det er måske svært at tage en mand, der er portrætteret af Tony Curtis, Donald Sutherland, Heath Ledger og endda Vincent Price, alvorligt i en Bob Hope-komedie, Casanovas Big Night .) Faktisk levede Giacomo Girolamo Casanova fra 1725 til 1798, og var en langt mere intellektuel figur end gadabout-playboy, der blev skildret på film. Han var en ægte oplysningspolymat, hvis mange resultater ville gøre Hugh Hefner til skamme. Han hobbede med Voltaire, Catherine den Store, Benjamin Franklin og sandsynligvis Mozart; overlevede som en gambler, en astrolog og spion; oversatte Iliaden til sin venetianske dialekt; og skrev en science fiction-roman, en prototeministisk pjece og en række matematiske behandler. Han var også en af historiens store rejsende, der krydsede Europa fra Madrid til Moskva. Og alligevel skrev han sit legendariske memoir, den uskyldigt navngivne Story of My Life, i sin hæderløse alderdom, mens han arbejdede som bibliotekar (af alle ting!) På det uklare slot Dux i bjergene i Bøhmen i det moderne tjekkiske Republik.
Ikke mindre usandsynligt end mandens liv er den mirakuløse overlevelse af selve manuskriptet. Casanova overlod det på sin dødsleje til sin nevø, hvis efterkommere solgte det 22 år senere til en tysk forlag, Friedrich Arnold Brockhaus fra Leipzig. I næsten 140 år holdt familien Brockhaus originalen under lås og nøgle, mens den kun udgav bowdleriserede udgaver af memoiret, som derefter blev piratkopieret, manglet og mistranslateret. Brockhaus-firmaet begrænsede de lærdees adgang til det originale dokument og gav nogle anmodninger, men afviste andre, inklusive en fra den respekterede østrigske forfatter Stefan Zweig.
Manuskriptet undslap ødelæggelse i 2. verdenskrig i en saga værdig for John le Carré. I 1943 efterlod en direkte ramt af en allieret bombe på Brockhaus-kontorer den uskadet, så et familiemedlem pedalede den på en cykel over Leipzig til en banksikkerhedshvelv. Da den amerikanske hær besatte byen i 1945, spurgte selv Winston Churchill efter dens skæbne. Udtænkt intakt blev manuskriptet overført med en amerikansk lastbil til Wiesbaden for at blive genforenet med de tyske ejere. Først i 1960 blev den første ucensurerede udgave offentliggjort på fransk. Den engelske udgave ankom i 1966, lige i tide til den seksuelle revolution - og interessen for Casanova er kun vokset siden.
”Det er en så spændende tekst på så mange niveauer!” Siger Vitelli. ”Det er et vidunderligt indgangspunkt i studiet af det 18. århundrede. Her har vi en venetiansk, der skriver på italiensk og fransk, hvis familie bor i Dresden, og som ender i Dux, i tysktalende Bohemia. Han giver adgang til en fornemmelse af en bred europæisk kultur. ”Memoirerne præges af fantastiske karakterer og hændelser, hvoraf de fleste historikere har været i stand til at verificere. Bortset fra de mere end 120 berygtede kærlighedsforhold til grevinder, mælkepiger og nonner, der udgør omkring en tredjedel af bogen, indeholder memoirerne undslipper, dueller, svindler, rejser med stagecoach, arresteringer og møder med kongelige, gamblere og monteringbanker. ”Det er vestens tusinder og én nætter, ” erklærede Madame Prévost.
Selv i dag har nogle episoder stadig magten til at hæve øjenbryn, især forfølgelsen efter meget unge piger og et mellemrum af incest. Men Casanova er blevet tilgivet, især blandt franskmændene, der påpeger, at holdninger, der blev fordømt i dag, blev tolereret i 1700-tallet. ”Den moralske dom kom aldrig op, ” fortalte Racine på en pressekonference sidste år. ”Vi godkender eller fordømmer hverken hans opførsel.” Kurator Le Bitouzé synes, at hans skurrige ry er ufortjent eller i det mindste endimensionalt. ”Ja, han opførte sig ofte ofte dårligt med kvinder, men andre gange viste han virkelig hensyn, ” sagde hun. ”Han prøvede at finde mænd til sine tidligere elskere for at give dem indkomst og beskyttelse. Han var en uforfalsket forfører, og hans interesse var aldrig rent seksuel. Han nød ikke at være sammen med engelske prostituerede, fordi han uden noget fælles sprog kunne ikke tale med dem! ”Forskere accepterer ham i mellemtiden som en mand i sin tid. ”Det moderne syn på historien om mit liv er at betragte det som et litteraturværk, ” siger Vitelli. ”Det er sandsynligvis den største selvbiografi, der nogensinde er skrevet. I sin rækkevidde, dens størrelse, kvaliteten af dens prosa, den er lige så frisk i dag som da den først optrådte. ”
At spore Casanovas virkelige historie er ikke en ligetil søgning. Han undgik obsessivt forviklinger, giftede sig aldrig, holdt intet permanent hjem og havde ingen lovligt anerkendte børn. Men der forbliver fascinerende rester af hans fysiske tilstedeværelse på de to steder, der markerer hans livsbøger - Venedig, hvor han blev født, og Castle Dux, nu kaldet Duchcov, i det afsides tjekkiske landskab, hvor han døde.
Og så begyndte jeg med at forfølge Rialto og forsøge at finde en af Casanovas få kendte adresser begravet et sted i Venedigs forvirrende labyrint af barokke baner. Få andre byer i Europa er så fysisk intakte fra 1700-tallet, da Venedig var den dekadente korsvej mellem øst og vest. Manglen på motoriserede køretøjer gør det muligt for fantasien at løbe frit, især om aftenen, når turisternes knus lettes, og den eneste lyd er sprængning af vand langs de spøgelsesrige kanaler. Men det betyder ikke, at du altid kan spore fortiden. Faktisk er et af paradokserne i denne romantiske by, at dens beboere næppe fejrer sin mest bemærkede søn, som om de skammede sig over hans onde måder. (”Italienerne har en tvetydig holdning til Casanova, ” havde Le Bitouzé fortalt mig. ”Han forlod Venedig, og han skrev på fransk.” Kathleen Gonzalez, der skriver en vandreguide til Casanova-steder i Venedig, siger: ”Selv de fleste italienere kender for det meste kun karikaturen af Casanova, som ikke er genstand for stolthed. ”)
Det eneste mindesmærke er en stenplade på væggen på den minuscule laneway Calle Malipiero i San Samuele-distriktet, der erklærer, at Casanova blev født her i 1725 til to fattige skuespillere - skønt i hvilket hus ingen kender, og det måske endda har været omkring hjørne. Det var også i dette kvarter, at Casanova, mens han studerede for en karriere i kirken i en alder af 17, mistede sin jomfruhed til to velfødte teenagesøstre, Nanetta og Marta Savorgnan. Han befandt sig alene med det eventyrlystne par en aften, der delte to flasker vin og en fest med røget kød, brød og parmesanost, og uskyldige teenagerspil eskalerede til en lang aften med "stadig varierede trefninger." Den romantiske trekant fortsatte i årevis, begynder en livslang hengivenhed for kvinder. ”Jeg er født for det køn modsat af min, ” skrev han i forordet til sit memoir. ”Jeg har altid elsket det og gjort alt, hvad jeg kunne for at gøre mig elsket af det.” Hans romantiske historier er krydret med fantastiske beskrivelser af mad, parfume, kunst og mode: ”At kultivere, hvad der gav glæde til mine sanser, var altid hovedbranchen af mit liv, ”skrev han.
For et mere stemningsfuldt glimt af Casanovas Venedig kan man besøge den sidste af de gamle bàcaros eller barer, Cantina do Spade, som Casanova skrev om at besøge i sin ungdom, da han var faldet ud af både præsten og militæret og var i eking lever ud som en violin-spiller med en bande loutiske venner. I dag er Do Spade en af de mest atmosfæriske barer i Venedig, skjult i en bakke, der knap er to skuldre bred. I det mørke træinteriør nipper ældre mænd lys vin fra små glas klokka 11 på en søndag formiddag og narrer cicchetti, traditionelle delikatesser såsom tørret torsk på kiks, udstoppet calamari og fyldige stegt oliven. På den ene væg fortæller en side, der er kopieret fra en historiebog, diskret Casanovas besøg her under karnevalfejringerne i 1746. (Han og hans venner lurede en smuk ung kvinde til at tro, at hendes mand var i fare, og at han kun kunne reddes, hvis hun delte sine favoriserer med dem. Dokumentet beskriver, hvordan gruppen "førte den unge dame til Do Spade, hvor de spiste og forkælet deres ønsker med hende hele natten, derefter ledsagede hende hjem." Af denne skammelige opførsel bemærkede Casanova tilfældigt, " Vi måtte grine, efter at hun takkede os så oprigtigt og oprigtigt som muligt ”- et eksempel på hans vilje til at vise sig selv til tider i det værst mulige lys.)
Det var ikke langt herfra, at Casanovas liv blev forvandlet, i en alder af 21, da han reddede en velhavende venetiansk senator efter en apoplektisk pasform. Den taknemmelige adelige, Don Matteo Bragadin, adopterede praktisk talt den karismatiske unge mand og brusede ham med penge, hvilket gav ham mulighed for at leve som en playboy-aristokrat, bære fint tøj, gamble og føre store samfundsforhold. De få beskrivelser og overlevende portrætter af Casanova bekræfter, at han i sin hovedrolle var en imponerende tilstedeværelse, over seks meter høj, med en skarv "nordafrikansk" hudfarve og en fremtrædende næse. “Min valuta var en uhæmmet selvtillid, ” bemærker Casanova i sin memoir om sit ungdommelige jeg, “hvilket uerfaring forbød mig at tvivle på.” Få kvinder kunne modstå. En af hans mest berømte forførelser var af en forbløffende, ædelfødt nonne, han kun identificerer som ”MM” (Historikere har identificeret hende som, sandsynligvis, Marina Morosini.) Spirited af gondol fra hendes kloster på Murano Island til en hemmelig luksuslejlighed, den unge dame "var forbløffet over at finde sig modtagelig for så stor glæde, " husker Casanova, "for jeg viste hende mange ting, hun havde betragtet fiktioner ... og jeg lærte hende, at den mindste begrænsning ødelægger de største fornøjelser." -forbløffende romantik blomstrede i en ménage à trois, da MMs ældre elsker, den franske ambassadør, sluttede sig til deres møder og derefter til à quatre, da de fik en anden ung nonne, CC (sandsynligvis Caterina Capretta).
Hvilken palazzo Casanova besatte i sin fyrste tid er genstand for livlig debat. Tilbage i Paris besøgte jeg en af Casanovas mest ivrige fans, der hævder at have købt Casanovas venetianske hjem - modedesigneren Pierre Cardin. I en alder af 89 år har Cardin endda produceret en musikalsk komedie baseret på Casanovas liv, der er blevet udført i Paris, Venedig og Moskva, og han har skabt en årlig litterær pris for europæiske forfattere - Casanova Award. ”Casanova var en stor forfatter, en stor rejsende, en stor oprør, en stor provokatør, ” fortalte Cardin mig på sit kontor. ”Jeg har altid beundret hans undergravede ånd.” (Cardin er ret en samler af fast ejendom relateret til litterære underhunde, efter at han også har købt Marquis de Sades slott i Provence.)
Endelig fandt jeg Cardins Ca'Bragadin på den smalle Calle della Regina. Det giver bestemt et intimt glimt af den overdådige livsstil i Venedigs adel fra det 18. århundrede, som levede i storhed, efterhånden som republikens magt gradvist aftager. Den ældre vicevært, Piergiorgio Rizzo, førte mig ind i en havehaven, hvor Cardin havde placeret et moderne præg, en plexiglasgondol, der glødede en regnbue med farver. Trapper førte op til klaverens adel, eller adelsniveau, en storslået modtagelseshal med marmorgulve og lysekroner. I en mørk alkove producerede Signor Rizzo en rusten nøgle og åbnede døren til en muggen mezzanino - en halv etage, som Cardin havde fortalt mig, Casanova ofte brugt til trysts. (Cardin siger, at dette blev bekræftet af venetianske historikere, da han købte palazzoen i 1980, skønt nogle forskere for nylig har hævdet, at palæet var ejet af en anden gren af den berømte Bragadin-familie, og at dets anvendelse af Casanova var "noget usandsynligt." )
Casanovas charmerede liv gik forkert en varm juli aften i 1755, lige efter hans 30-års fødselsdag, da politiet brast ud i hans soveværelse. I et samfund, hvis overdrivelser skiftevis blev forkælet og kontrolleret, var han blevet udpeget af den venetianske inkvisitions spioner til retsforfølgelse som kortslag, en mand, en frimurer, en astrolog, en kabbalist og en blasfemer (muligvis til gengæld for hans opmærksomhed mod en af inkvisitorens elskerinner). Han blev dømt for en ikke afsløret periode i fængselscellerne, der er kendt som Leads, på loftet i Doge's Palace. Der blev Casanova langsomt i 15 måneder, indtil han gjorde en dristig pause gennem taget med en skændt munk, den eneste indsatte, der nogensinde har undkommet. I dag kan palads dystre indre kamre besøges på den såkaldte Itinerari Segreti eller Secret Tour, hvor små grupper føres gennem et skjult vægpanel, der passerer gennem inkvisitionens retssag og torturlokaler, før de når cellerne, som Casanova engang delte med ”rotter store som kaniner.” At stå i en af disse celler er den mest konkrete forbindelse til forfatterens liv i den skyggefulde verden i Venedig.
Hans flugt gjorde Casanova til en mindre berømthed ved Europas domstole, men det indbød også hans første eksil fra Venedig, som varede i 18 år. Nu begyndte hans karriere som en rejsende eventyrer for alvor. En dedikeret Casanovist har sporet sine bevægelser og fundet ud af, at han dækkede næsten 40.000 miles i sin levetid, mest ved stagecoach langs gysende veje fra det 18. århundrede. Han stylede sig selv "Chevalier de Seingalt" (Casanova var den ultimative selv opfandte mand), han skabte sin formue ved at udtænke et nationalt lotterisystem i Paris, hvorefter han sprængte det ud hyppigt med spillehuse i London, de litterære saloner i Genève og bordellos af Rom. Han dirigerede en duel i Polen (begge mænd blev såret) og mødte Frederik den Store i Preussen, Voltaire i Schweiz og Katarina den Store i Skt. Petersborg, alt sammen mens han romanserede en række uafhængigt sindede kvinder, såsom den filosofi-elskende niese af en schweizisk protestantisk præst, "Hedwig, " og hendes fætter "Helena." (Af hans flygtige lidenskaber observerer han i sin memoir, "Der er en lykke, der er perfekt og reel, så længe den varer; den er forbigående, men dens afslutning ophæver ikke dens tidligere eksistens og forhindrer, at han, der har oplevet det, kan huske det. ”)
Imidlertid ville middelalderens tilgang tage sin vejafgift på Casanovas mørke udseende og seksuelle dygtighed, og de yngre skønheder, han beundrede, begyndte at forvirre hans fremskridt. Hans tillid blev først knust i en alder af 38, da en dejlig, 17-årig London-courtesan ved navn Marie Anne Genevieve Augspurgher, kaldet La Charpillon, plagede ham i uger og derefter foragtede ham. (”Det var på den fatale dag ... at jeg begyndte at dø.”) De romantiske ydmyghed fortsatte i hele Europa. ”Kraften til at behage ved første øjekast, som jeg så længe havde haft i en sådan foranstaltning, begyndte at svigte mig, ” skrev han.
I 1774, i en alder af 49, opnåede Casanova endelig en benådning fra inkvisitionen og vendte tilbage til sin elskede Venedig - men stadig mere besværlig skrev han en satire, der fornærmet magtfulde figurer og blev tvunget til at flygte fra byen igen ni år senere. Denne anden og sidste eksil fra Venedig er en gripende fortælling om tilbagegang. Aldrende, træt og mangler kontanter, kørte Casanova fra en af sine tidligere europæiske hjemsøgende til den næste med sjældne højdepunkter som et møde med Benjamin Franklin i Paris i 1783. (De diskuterede luftballoner.) Hans udsigter blev bedre, da han blev sekretær for den venetianske ambassadør i Wien, der tog ham med regelmæssige rejser til Prag, en af de mest sofistikerede og kosmopolitiske byer i Europa. Men da hans protektor døde i 1785, blev Casanova forladt farligt underskrevet. (”Fortune håner alderdom, ” skrev han.) Næsten penniløs i en alder af 60 år var han forpligtet til at acceptere en stilling som bibliotekar for grev Joseph Waldstein, en ung adelsmand (og kollega frimurer), der boede i Bohemia, i Castle Dux, ca. 97 km nord for Prag. Det var mildt sagt en komedown.
I dag, hvis overalt i Europa kvalificeres som verdens ende, kan det være Duchcov (udtales dook-soff), som byen Dux i Tjekkiet nu er kendt. En to-timers togrejse tog mig ind i kulminefjeldene langs den tyske grænse, før jeg deponerede mig i det, der syntes at være ørkenen. Jeg var den eneste passager på den tilbagevendende platform. Luften var tung med duften af brændt kul. Det virkede mindre som en passende bolig for Casanova end Kafka.
Der var ingen transport ind til byen, så jeg trasket i en halv time gennem øde boligprojekter til den eneste logi, Hotel Casanova, og havde kaffe på det eneste spisested, jeg kunne finde, Café Casanova. Det historiske centrum viste sig at være et par dystre gader foret med forladte palæer, hvor deres heraldiske kamber smuldrede over splittede døre. Beruset gik forbi mig og mumlede til sig selv. Gamle kvinder skyndte sig bange ud af en slagterforretning.
Castle Dux, der ligger bag jernporte ved siden af torvet, var et velkomment syn. Barokslotet, der er hjemsted for Waldstein-familien i århundreder, er stadig storslået trods årtiers forsømmelse fra kommunisttiden. En trædør blev besvaret af instruktøren Marian Hochel, der er bosiddende året rundt i slottet. Idrætsmæssig med en ingefærgeed og iført en and-æggeblå skjorte og grønt tørklæde lignede han mere som en Off Broadway-producent end en museumschef.
”Casanovas liv her i Duchcov var meget ensomt, ” fortalte Hochel, da vi blandede gennem slottets uopvarmede værelser, indpakket i vores overfrakker. ”Han var en eksentriker, en italiensk, han talte ikke tysk, så han kunne ikke kommunikere med mennesker. Han var også en mand i verden, så Duchcov var meget lille for ham. ”Casanova slap væk, da han kunne til den nærliggende spa-by Teplice og foretog udflugter til Prag, hvor han kunne deltage i operaen og møde armaturer som Mozarts librettist, Lorenzo Da Ponte, og næsten helt sikkert Mozart selv. Men Casanova gjorde mange fjender i Duchcov, og de gjorde hans liv elendigt. Grev Waldstein rejste konstant, og den dårligt humørede gamle bibliotekar kæmpede med det andet personale - selv om hvordan man laver pasta. Landsbyboere spottede ham. En gang blev han slået, mens han gik i byen.
Det var en dystre sidste handling for den aldrende bonvivant, og han blev deprimeret til det tidspunkt at overveje selvmord. I 1789 foreslog hans læge, at han skrev sine memoarer for at afværge melankoli. Casanova kastede sig ind i opgaven, og terapien virkede. Han fortalte til sin ven Johann Ferdinand Opiz i et brev fra 1791, at han skrev i 13 timer om dagen og lo hele tiden: ”Hvilken glæde ved at huske ens fornøjelser! Det morer mig, fordi jeg ikke opfinder noget. ”
I denne håndhævede ensomhed udvindede den gamle roué sin rige søm af erfaring for at producere den enorme historie om mit liv, samtidig med at han opretholdt en omfangsrig korrespondance med venner over hele Europa - et misundelsesværdigt output for enhver forfatter. Hans joie de vivre er smitsom på siden, ligesom hans mørkere observationer. ”Hans mål var at skabe et ærligt portræt af den menneskelige tilstand, ” siger Vitelli. ”Hans ærlighed er ubeskyttet, især om hans tab af kræfter, når han ældes, hvilket stadig er sjældent i bøger i dag. Han er upåvirket af sine skuffelser, og hvor trist hans liv blev. ”Som Casanova udtrykte det:” Værd eller ej, mit liv er mit emne, og mit emne er mit liv. ”
Manuskriptet ender i midten af eventyret - faktisk midt i sætningen - når Casanova er 49 og besøger Trieste. Ingen ved nøjagtigt hvorfor. Det ser ud til, at han planlagde at afslutte sin fortælling, før han fyldt 50, da han følte, at han ophørte med at nyde livet, men blev afbrudt, da han genoptog det endelige udkast. Casanova havde også modtaget nyheder i Duchcov i 1797 om, at hans elskede Venedig var blevet taget til fange af Napoleon, som syntes at genoplive hans vandrende lyst. Han planlagde en rejse hjem, da han blev syg af en nyreinfektion.
Hochel betragter sit fjerne slot som en litterær helligdom med en mission. ”Alle i verden kender Casanovas navn, men det er et meget klichébillede, ” sagde han. ”Det er vores projekt at konstruere et nyt billede af ham som en intellektuel.” Ved hjælp af gamle planer for slottet har hans personale vendt malerier og antikke møbler tilbage til deres oprindelige positioner og har udvidet et lille Casanova-museum, der blev oprettet i 1990'erne. For at nå det fulgte vi ekkoende stenkorridorer ind i ”gæstevingen”, hvor vores åndedrag er synlig i den iskalde luft. Casanovas soveværelse, hans hjem i 13 år, var lige så koldt som en kødskab. Portrætter af hans mange berømte bekendte prydede væggene over en kopi af hans seng. Men præmieudstillingen er den flossede lænestol, som, ifølge Waldstein-familietradition, Casanova udløb i 1798, mumlede (usandsynligt), ”Jeg levede som en filosof og døde som kristen.” En enkelt rød rose er lagt på det - desværre kunstigt . Den elegante atmosfære blev noget fortyndet i det næste rum, hvor en bogforet væg elektronisk åbnede for at afsløre en dummy af Casanova klædt i 1700-talsklædning klemt over et skrivebord med en fjeder.
”Naturligvis er det ikke her, Casanova faktisk skrev, ” betroede Hochel. ”Men det gamle bibliotek er uden for grænserne for offentligheden.” Da mørket faldt, klatrede vi over konstruktionsstænger og maledåser på de cirkulære trapper i Sydtårnet. I det 18. århundrede havde biblioteket været et enkelt stort kammer, men det blev opdelt i mindre rum i den kommunistiske æra og bruges nu hovedsageligt til opbevaring. Da vinden hylede gennem revner i væggene, valgte jeg mig forsigtigt gennem en samling støvede antikke lysekroner for at nå vinduet og skimte Casanovas udsigt.
”Slottet er et mystisk sted for en følsom person, ” sagde Hochel. ”Jeg har hørt lyde. En aften så jeg lyset tændt - i Casanovas soveværelse. ”
Før vi rejste, gik vi tilbage til en ydmyg souvenirbutik, hvor jeg købte et kaffekrus med et fotografi af to skuespillere i klædning fra det 18. århundrede og et logo på tjekkisk: "Jomfruer eller enker, kom morgenmad med Casanova!" bryder ikke en 200 år gammel kliché natten over.
Mit sidste stop var kapellet St. Barbara, hvor en tablet indlejret i væggen bærer Casanovas navn. I 1798 blev han begravet på sin kirkegård under en træmarkør, men placeringen gik tabt i det tidlige 19. århundrede, da det blev omdannet til en park. Tabletten blev udskåret i 1912 for at give beundrere noget at se på. Det var et symbolsk udsigtspunkt at reflektere over Casanovas posthum berømmelse, der læser som en lignelse om livets og kunstens vagarier. ”Casanova var en mindre karakter, mens han levede, ” siger Vitelli. ”Han var hans families fiasko. Hans to yngre brødre [som var malere] var mere berømte, hvilket galdede ham. Hvis han ikke havde skrevet sine fantastiske memoirer, ville han næsten helt sikkert være glemt meget hurtigt. ”
De få tjekkiske, der kender til Casanovas produktive år i Bohemia, er forvirrede over, at hans manuskript er blevet udråbt til en fransk nationalskat. ”Jeg tror, det er meget godt placeret i Nationalbiblioteket i Paris med hensyn til sikkerhed og bevarelse, ” sagde Marie Tarantová, arkivar ved Statens Regionale arkiv i Prag, hvor Casanovas rækker af breve og papirer, som blev reddet af Waldstein-familien, er nu holdt. ”Men Casanova var ikke fransk, han var ikke venetiansk, han var ikke bohemisk - han var en mand i hele Europa. Han boede i Polen. Han boede i Rusland. Han boede i Spanien. Hvilket land manuskriptet endte med er i virkeligheden uvigtig. ”
Måske er memoirets online tilstedeværelse, der er tilgængelig fra Mumbai til Melbourne, hans bedste mindesmærke. Casanova er blevet mere kosmopolitisk end nogensinde.
Tony Perrottet er forfatteren af The Sinner's Grand Tour: A Journey Through the Historical Underbelly of Europe.
