Fredag den 13., da Walt Disney Pictures frigiver sin tredje Askepot, skal man undre sig over, hvorfor endnu en?
Relateret indhold
- Hvad en Smithsonian-folklorist tænker om Marvels rensede version af Thor
- I Danmark bar Askepot Galoshes
Der er ingen knaphed i Askepot-fortællinger - folklorister har identificeret mere end 700 forskellige varianter over hele verden. Hvordan forklares populariteten af denne ydmyge heltinde, der gifter sig med sin smukke prins på trods af sine forræderske stedsøstre og voldelige stemor?
For Disney har historien lønnet sig. Med tre Oscar-nomineringer og et sted på American Film Institutes top-ti animationsliste var Disneys første Askepott- satsning, en animationsfilm fra 1950 med længde, en succes i boksen. Studioets anden var den prisvindende tv-tilpasning fra 1997 af Rodgers og Hammersteins Julie Andrews-musikal, der blev sendt på live-tv i 1957. 60 millioner seere stemte ind og showet vandt anerkendelse for sin forskellige rollebesætning: Brandy Norwood som Askepot, Whitney Houston som fe-gudmor, og Whoopi Goldberg som dronning Constantina.
For nylig destillerede Disney endnu en crowd-behagelige Askepott, denne gang med Anna Kendrick i rollen, som en del af en mashup af eventyr i tilpasningen af Stephen Sondheims Tony-prisvindende musikalske Into the Woods . Og nu præsenterer Disney et nyt live-action-skue, næsten to timer i længden og instrueret af Kenneth Branagh, bedst kendt for at regissere filmversioner af Shakespeares skuespil, herunder Henry V (1989), Hamlet (1996) og den vildt populære film Thor ( 2011), Marvel Comics superhelt.
Illustration af Askepot, dateret omkring 1920, af Arthur Rackham (Graphica Revolution / Corbis) Dusinvis af andre filmskabere har lånt elementer af historien, der starter allerede i 1899 med en fransk version instrueret af den banebrydende filmskaber Georges Méliès. Og måske den bedst kendte er Pretty Woman fra 1990, en genfortælling af både Askepott og George Bernard Shaws Pygmalion, med Julia Roberts i hovedrollen som Vivian, som magisk transformeres fra klude til rigdom.
Askepotens appel strækker sig ikke kun til filmskabere, men også til folklorister og tidlige samlere af folkefortællinger, såsom brødrene Grimm - Jacob og Wilhelm - der inkluderede historien om Aschenputtel (Ash Girl) i deres velkendte tyske samling, Kinder- und Hausmärchen (Børne- og husholdningsfortællinger), først udgivet i 1812. Charles Perrault inkluderede en lignende fortælling endnu tidligere - under titlen Cendrillon (Askepott) - i hans franske samling af historier, Histoires ou Contes du Temps Passé, avec des Moralités: Contes de Ma Mere L'Oye (historier eller fortællinger fra tiden forbi med moral; Tales of Mother Goose), først udgivet i 1697. Folklorister, der går endnu længere tilbage, har sporet historien til Kina fra det 9. århundrede, hvor Yeh-Shen overvinder en ond stedmor takket være en gylden hjemmesko, der omdanner hendes klude til smukt tøj og gør det muligt for hende at gifte sig med en velhavende konge.
En udateret farvegravering af Charles Perrault (adoc-fotos / Corbis) Variation er en af de definerende karakteristika ved folklore, især folkeslag, fordi en historie kan ændre sig lidt med hver genfortælling. Nogle folkloriske elementer forbliver imidlertid relativt konstante, såsom standardåbningen af et folktale - hvad enten det er engang (engelsk), es war einmal (tysk), il était une fois (fransk), había una vez (spansk), c'era una volta (italiensk), pewnego razu (polsk), имало едно време (bulgarsk) eller noóng unang panahón (Tagalog) - som alle sætter historien i en vagt fjern fortid.
Men Askepot synes at resonere især godt i De Forenede Stater. Her er hvorfor:
Fortællingens appel er bestemt dens optimistiske afslutning. Askepot og hendes prins - lever lykkeligt for evigt efter, en klud-til-rigdom-historie. Selv hvis Askepot selv er af ædel oprindelse (som i nogle af de tidligste versioner), er hun i stand til at rejse sig ud af aske og slagger for at opnå en position med rigdom og statur. Dette er den samme grundlæggende historie, der brænder, hvad nogle kalder "den amerikanske drøm" - en tro på, at du også vil stige til toppen, fordi du har det nødvendige pluk og har brug for lidt held - såsom en græskarcoach eller en prins, der finder du til sidst med din glassked i hans velvillige hånd. Denne tro forstærkes af faktiske rags-to-riches-sager, fra Benjamin Franklin og Abraham Lincoln til Barack Obama, Oprah Winfrey og. . . ja, selv Walt Disney selv.
Illustration af Edmund Dulac, ca. 1900-tallet (Blue Lantern Studio / Corbis) På lignende måde fortæller historien om Askepot, at dyde belønnes og ondskab straffes. Du fortjener med rette din prins (eller prinsesse), ligesom USA fortjener sin overherredømme, eller sådan tror de fleste amerikanere. Omvendt fortjener de onde stedsøstre, der afskårne dele af deres fødder forgæves forsøg på at snyde tøfletesten at blive straffet og retfærdigt straffet for deres forræderiske opførsel; i nogle versioner af historien, fugle plukke stersøsters øjne for at gøre dem blinde som endnu strengere straf. En følge af dette tema hævder, at linjen mellem godt og ondt er klart afgrænset med ringe tvetydighed mellem de to.
Ikke kun er dyd belønnet, også handling er. Askepot er ikke en passiv wimp, der blot ønsker en stjerne. Hun får ting til at ske gennem sin styrke, udholdenhed og kloge beslutninger - omend med lidt hjælp fra en magisk fe-gudmor. På lignende måde betragter amerikanere sig selv som kan-gøre mennesker, der tager tyren ved hornene og ikke lader græsset vokse under deres støvler på jorden. I øvrigt er alle disse ordsprægelige udtryk vidunderlige illustrationer af folklore på arbejdet i den moderne verden.
Hvis kun det virkelige liv var så forudsigeligt; men det er netop appel fra Askepot og hendes ul. Der var engang . . .
