Rufus Choate henvendte sig til sin klient lige inden pausen fra ordføreren, da Albert J. Tirrell sad i dokken, 22 år gammel og i retssag i sit liv. Det var den 24. marts 1846, tre måneder efter hans arrestation i det grusomme mord på hans elskerinde. Den tiltalte havde på sig en olivenfrakke med forgyldte knapper og et roligt udtryk, der var ligeglad med tilskuernes blik. Choate lænede sig over skinnen, rakede lange, tynde fingre gennem hans krat af sorte krøller og spurgte: ”Nå, sir, er du klar til at gøre et stærkt skub med mig i dag?”
”Ja, ” svarede Tirrell.
”Meget godt, ” sagde Choate. ”Vi vil klare det.”
I løbet af ugen lavede parret også juridisk historie.
Mary Ann Bickford. Fra Boston Daily Mail.
På det tidspunkt kendte hele Boston fakta om sagen, rapporteret i åndeløst lokket detaljer af ørepressen. Omkring kl. 04:30 den 27. oktober 1845 blev liget af fru Mary Ann Bickford (også kaldet Maria Bickford), 21 år, fundet i et ”ubestrideligt” internat på Cedar Lane i Beacon Hill kvarteret. Hun lagde sig på ryggen i sin natkjole, næsten halshugget, og hendes nakke sår målte seks inches lang og tre inches dyb. Værelset var tilstoppet af røg; nogen havde fyret på sengen. En blodstænket barbermaskine blev fundet ved dens fod. Offerets hår blev synget, hendes hud forkullet. En del af det ene øre blev delt op og manglede en ørering. En mands vest og en stokk blev spredt med blod. Albert Tirrell, der var blevet set med offeret tidligere samme aften, var intetsteds at finde. Et vidne opdagede, at han forhandlede med en livery stabil keeper. Han var "i skrot, " sagde han efter sigende og måtte komme væk.
Han kørte sydpå til huset til nogle slægtninge i byen Weymouth, som skjulte ham for politiet og gav ham penge til at flygte fra staten. Dagen efter satte han kursen nordpå til Canada og skrev til sin familie fra Montreal, hvor han meddelte, at han havde planer om at sejle til Liverpool. Dårligt vejr tvang besætningen til at vende tilbage, og i stedet gik han om bord på et skib i New York City på vej mod New Orleans. Efter at have modtaget et tip om, at den flygtning var på vej, arresterede myndighederne i Louisiana Tirrell den 5. december, mens han var ombord på et skib i den Mexicanske Golf. Aviser i Boston identificerede den fangede mand som "Albert J. Tirrell, herre, fra Weymouth."
Albert Tirrell og Mary Bickford havde skandaliseret Boston i årevis, både individuelt og som et par, og registrerede, som en iagttageren bemærkede, ”en temmelig høj procentdel af moralsk turpitude.” Mary, historien gik, giftede sig med James Bickford klokken 16 og bosatte sig med ham i Bangor, Maine. De havde et barn, der døde i spædbarnet. Nogle familievenner kom for at trøste hende og inviterede hende til at rejse med dem til Boston. Ligesom Theodore Drejes hovedperson Carrie Meeber, fandt Mary derfor 50 år forføret af storbyen og den sofistikerede leve, som den så ud til at love. ”Mens hun var i byen, syntes hun glædelig over alt, hvad hun så, ” sagde James Bickford, “og ved hjemkomsten udtrykte hun et ønske om at opholde sig permanent i Boston.” Hun blev, tilføjede han, “utilfreds med sin ydmyge tilstand” og hun flygtede til byen igen, denne gang for godt.
Mary Bickford sendte sin mand en kort note:
Jeg kan ikke lade dig vide, hvor jeg er, for de mennesker, hvor jeg går ombord, ved ikke, at jeg har fået en mand. James, jeg føler mig meget ustabil og vil acceptere at bo hos dig og holde hus; men du skal acceptere, at jeg skal have min frihed . ”
James kom straks til Boston, fandt Mary, der arbejdede i et hus med dårligt omdømme på North Margin Street og vendte hjem uden hende. Hun flyttede fra bordel til bordel og mødte til sidst Tirrell, en velhavende og gift far til to. Han og Mary rejste sammen som mand og kone og skiftede navn, hver gang de flyttede, og førte et forhold så flygtigt som det var lidenskabeligt; Mary fortalte engang en kollega, at hun nød at skændes med Tirrell, fordi de havde "så god tid at gøre op."
Den 29. september 1845, han blev tiltalt på anklager for utroskab, en overtrædelse, som pressen beskrev som ”nogle indelicacies med en ung kvinde, ” og udelukket arrestation i uger. Efter hans fangst og arrangering belejrede adskillige venner og slægtninge, inklusive hans unge kone, anklageren med breve med anmodning om udsættelse af sagen i håb om, at han kunne reformeres. Hans retssag blev udsat i seks måneder. Tirrell kom til retten, udsendte obligation og skyndte sig tilbage til Mary på pensionatet på Cedar Lane, hvor ejerne opkrævede ublu leje for at samboende ugifte par, og hvor Mary snart ville blive fundet død.
En af de første journalistiske rapporter om Mary Ann Bickfords død. Fra Boston Daily Mail.
Tirrell bevarede tjenesterne fra Rufus Choate, den juridiske wunderkind og den tidligere amerikanske senator fra Massachusetts, en antebellum Johnnie Cochran, der er berømt for sin talehastighed. Han talte engang ”den længste sætning, man kendte” (1.219 ord), og fik sin mentor, Daniel Webster, til at græde under en tale med titlen ”The Pilgrims Age, the Heroic Period of Our History.” Choate stammede meget af sin retssalstrategi fra Webster, der hentede særlig inspiration fra hans præstation i den straffesag af en klient, der er tiltalt for røveri. Websters forsvar var baseret på lovovertrædelse; han anfægtede karakteren af det påståede offer og antydede, at han havde iscenesat et omfattende røveri for at undgå at betale gæld. Websters alternative fortælling overtalte jurylerne, der fandt hans klient ikke skyldig.
Choate huskede denne sag, mens han planlagde sit forsvar af Tirrell, og betragtede en endnu mere dristig taktik: hævder, at Tirrell var en kronisk søvnvandrer. Hvis han dræbte Mary Bickford, gjorde han det i en somnambulistisk trans og kunne ikke holdes ansvarlig. Choate afslørede aldrig genesis for denne strategi, men en anekdot antyder en mulighed. Henry Shute, der senere skulle blive dommer og kendt forfatter for The Saturday Evening Post, var en kontorist i advokatkontoret for Charles Davis og William Whitman, to af Choates nære venner. Choate kom ofte forbi for at spille skak og besøgte en eftermiddag kort efter at have accepteret at forsvare Tirrell. Den berømte advokat bemærkede, at Shute læste Sylvester Sound, somnambulisten, af den britiske forfatter Henry Cockton. Han bad om at se. ”Choate blev interesseret og derefter optaget, ” huskede Shute. ”Efter at have læst omhyggeligt længe undskyldte han sig og sagde: 'Davis, mit sind er ikke på skak i dag' og rejste sig, forlod kontoret. 'Det var en hidtil uset tilgang til et mordforsvar, men en, som Choate troede, han kunne sælge.
På den første dag af retssagen kaldte anklager Samuel D. Parker adskillige vidner, der hjalp med at oprette en stærk omstændighedssag mod Tirrell, men visse aspekter af vidnesbyrd efterlod plads til tvivl. Koronerens læge indrømmede, at Mary Bickfords nakkesår kunne have været selvpåført. En kvinde ved navn Mary Head, som boede i nærheden af internatet, vidnede om, at Tirrell om morgenen kom til hendes hjem og ringede klokken. Da hun svarede, lavede han en underlig lyd, en slags gurgle fanget i halsen og spurgte: ”Er der nogle ting her for mig?” Mary blev bange for hans “mærkelige tilstand, som om han sov eller skør”. Den underligste erindring kom fra Tirrells svoger, Nathaniel Bayley, der sagde, at da Tirrell ankom til Weymouth, hævdede han at være på flugt fra horen for anklager. Da Bayley informerede ham om mordet, syntes Tirrell virkelig chokeret.
Rufus Choate tillod en af hans juniorrådgiver, Anniss Merrill, at levere åbningsargumentet til forsvaret. Merrill begyndte, i hyldest til Daniel Webster, ved at krænke Marias karakter og gentog muligheden for, at hun skar hendes egen hals og anbragte, at selvmord var ”næsten den naturlige død for personer af hendes karakter.” Desuden havde Tirrell været en hæderlig og oprigtig gentleman indtil han mødte den afdøde. ”Hun havde lykkedes på en vidunderlig måde at slå fangen sammen, ” insisterede Merrill. ”Hans kærlighed til hende overgav den kærlighed, der normalt bæres af mænd til kvinder. Hun havde i lang tid holdt ham fortryllet af hendes depraverede og vildfarende kunst. ”Det var et argument, der resonerede med den moralistiske kultur i det tidlige viktorianske Amerika, hvor hun spillede i frygt for den voksende kommercialisering af byprostitution. Byboere, der var vidne til en spredning af dansesaler og ”faldne kvinder”, der distribuerede telekort på gadehjørner, kunne let overtales om, at Mary var lige så skurk som den mand, der havde dræbt hende.
Merrill introducerede derefter spørgsmålet om somnambulisme, hvad han anerkendte var en "ejendommelig" og "ny" forsvarslinje. ”Alexander den Store lavede en kamp i søvnen, ” sagde han. ”La Fontaine skrev nogle af sine bedste vers, mens de var i samme ubevidste tilstand; Condillac foretaget beregninger. Selv Franklin var kendt for at have opstået og afsluttet i sin søvn et arbejde, som han havde projiceret, før han gik i seng.… Der vil blive fremlagt bevis for at vise, at det havde glædet den Almægtige Gud til at plage fangen med denne art af mental forringelse. ”
Én efter én fortalte Tirrells familie og venner underlige måder, han havde opført sig på. Han begyndte søvnvandring i en alder af seks år, og trylleformularerne steg med hyppighed og sværhedsgrad med hvert år, der gik. Han greb tvang med sin bror, trak gardiner ned og knuste vinduer, trak en fætter ud af sengen og truede ham med en kniv. Mens han var i denne tilstand, talte han altid med en skrigende, rysten. Deres vidnesbyrd blev bekræftet af Walter Channing, dekan ved Harvard Medical School, som vidnede om, at en person i en somnambulistisk tilstand kunne tænkes at rejse sig om natten, klæde sig selv, begå et mord, sætte ild og gøre en improviseret undslip.
Illustration af Mary Bickfords drab. Fra National Police Gazette.
Om morgenen på retssagens fjerde dag sværmede tilskuere retssalen ivrig efter at høre Rufus Choate - det “store galvaniske batteri af menneskelig oratorium”, som Boston Daily Mail kaldte ham. Han begyndte med at latterliggøre anklagemyndighedens sag, pause for dramatisk virkning efter hvert rungende nr :
Hvor langt fører vidnesbyrdet dig? Så nogen mennesker, at fangen slo slag? Nej. Så nogen mennesker ham i det hus efter ni den foregående aften? Nej. Så et menneske ham løbe fra huset? Nej. Så nogen mennesker ham med en dråbe blod på hænderne? Nej. Kan nogen sige, at han den nat ikke arbejdede under en sygdom, som han var udsat for fra sin ungdom? Nej. Har han nogensinde lavet en tilståelse af gerningen? Til en ven eller en tyvstager, ikke et ord. ”
En stenograf udtrykte senere vanskeligheden med at fange Choates tanker: "Hvem kan rapportere kædelys?"
I løbet af den sidste time af sin seks timers tale fokuserede Choate på spørgsmålet om somnambulisme og understregede, at 12 vidner havde vidnet om hans klients underlige tilstand uden at udfordre eller modbevise. ”Somnambulisme forklarer ... drabet uden motiv, ” argumenterede han. ”Overlagt mord gør det ikke.” Her henvendte han sig til juryen og sænkede sin stemme. Retssalen skyndte sig. ”I det gamle Rom, ” konkluderede han, ”var det altid praksis at skaffe en borgerkrans til ham, der reddede en borger liv; en krans, som alle Caesar laurbær kun var ukrudt. Gør din pligt i dag, så tjener du måske denne krans. ”
Juryen drøftede i to timer og vendte en dom om ikke skyldig. Tilskuere sprang op for deres fødder og klappede, mens Albert Tirrell begyndte at græde, hans første visning af følelser gennem hele prøvelsen. Bagefter han sendte et brev til Rufus Choate, hvor han bad advokaten om at tilbagebetale halvdelen af hans juridiske gebyrer med den begrundelse, at det havde været for let at overtale juryen om hans uskyld.
Kilder:
Bøger: Daniel A. Cohen, Søjler af salt, Monuments of Grace: New England Crime Literature and the Origins of American Popular Culture, 1674-1860 . New York: Oxford University Press, 1993; Silas Estabrook, livet og død af fru Maria Bickford . Boston, 1846; Silas Estabrook, excentricities og anekdoter af Albert John Tirrell . Boston, 1846; Edward Griffin Parker, Reminiscences of Rufus Choate: the Great American Advocate . New York: Mason Brothers, 1860; Barbara Meil Hobson, Uneasy Virtue: The Politics of Prostitution and the American Reform Tradition . Chicago: University of Chicago Press, 1990.
Artikler: ”Parkers erindringer om Rufus Choate.” Albany Law Journal, 2. juli 1870 ; ”Retssag mod Albert John Tirrell.” Prisoners Friend, 1. april 1846; 'Somnambulism.' Prisoners Friend, 9. september 1846; ”Fortsættelse af Tirrells retssag.” New York Herald, 27. marts 1846; “Eminent Legal Rights.” Boston Daily Globe, 27. august 1888; ”I retssalen med Rufus Choate.” Californian, december 1880; Vol. II, nr. 12; ”En kort skitse af Mary A. Bickfords liv.” Prisoners Friend, 17. december 1845; “Arrest of Albert J. Tirrell.” Boston Cultivator, 27. december 1845; ”Rufus Choate og hans lange sætninger.” New York Times, 15. september 1900.
